Vejledning til § 12 a i lov om aktiv socialpolitik m.v.

Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 33 af 4/5 2004.

Bestemmelsen omfatter personer og deres familiemedlemmer, der har ret til at opholde sig her i landet efter de fællesskabsretlige regler om ophold for førstegangsarbejdssøgende, samt personer, der har ret til ophold i op til 3 måneder uden administrative betingelser.

Personkredsen omfatter såvel EU-borgere fra de hidtidige EU-lande som personer fra de nye EU-lande, der i medfør af ændringerne i udlændingeloven har ret til at opholde sig her på en tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse. Der henvises til afsnit 1.1. – 1.3.

1.1. Førstegangsarbejdssøgende

Alle EU-borgere har ret til at opholde sig i Danmark i en jobsøgningsperiode på op til 6 måneder 1) . I jobsøgningsperioden skal de forsørge sig selv. Hvis de i jobsøgningsperioden søger om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, bortfalder grundlaget for deres opholdsret. I jobsøgningsperioden stilles der ikke krav om opholds- eller arbejdstilladelse.

EU-borgere, der opholder sig i landet som førstegangsarbejdssøgende, har alene krav på hjælp i forbindelse med hjemrejse. Det vil typisk omfatte dækning af udgifter til fornødenheder i ventetiden, til billet og til nødvendige udgifter under rejsen for pågældende og medrejsende familiemedlemmer.

Hjælpen ydes efter lovens § 81 om hjælp til enkeltudgifter. Hjælpen forudsætter, at de pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælp. Hjælpen kan ydes med tilbagebetalingspligt, hvis betingelserne herfor er tilstede, og det i øvrigt er realistisk, at kommunen får pengene igen.

1.2. Personer med ret til ophold i 3 måneder uden administrative betingelser

EU-borgere har ret til at opholde sig i op til 3 måneder i Danmark uden administrative betingelser. Det kan fx være borgere fra England, der besøger venner eller familie i Danmark, på samme måde som en dansker kan tage ophold i et andet EU-land.

Personer, der opholder sig uden administrative betingelser, har alene krav på hjælp til hjemrejse efter § 81.

1.3. Personer med tidsbegrænsede opholds- og arbejdstilladelser

Borgere fra de nye EU-lande (Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien), som på nærmere angivne betingelser har fået tilsagn om ansættelse her i landet, kan få en tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse. Arbejdstilladelsen begrænses til det konkrete arbejdsforhold, som er grundlag for ansøgningen. Det er ikke tilladt at begynde at arbejde, før opholds- og arbejdstilladelsen er udstedt.

Udlændingestyrelsen behandler ansøgninger fra borgere fra de nævnte nye EU-lande om opholds- og arbejdstilladelse som arbejdstager. Der er klageadgang til Integrationsministeriet.

Hvis arbejdstageren mister det arbejde, som har dannet grundlag for opholdstilladelsen, vil opholds- og arbejdstilladelsen som udgangspunkt blive inddraget eller nægtet forlænget.

Når opholds- eller arbejdstilladelsen ophører eller inddrages, vil udlændingen ikke have ret til kontanthjælp.

Hvis en borger fra et af de nævnte nye EU-lande får inddraget sin opholds- eller arbejdstilladelse, eller tilladelsen ikke forlænges, og den pågældende søger arbejde på ny, betragtes den pågældende igen som førstegangsarbejdssøgende, jf. ovenfor under afsnit 1.1.

Der kan ikke udbetales løbende kontanthjælp til en arbejdssøgende, der ikke har status som arbejdstager, eller til en person, hvis opholdstilladelse er inddraget. En person kan have status af arbejdstager, selv om personen er blevet arbejdsløs, med mindre personen er fra en af de nævnte nye medlemsstater, se afsnit 1.3.

Afgørelsen af, om en person er arbejdstager, har betydning for retten til sociale ydelser, fx kontanthjælp og daginstitutionsplads. I de tilfælde, hvor ansættelsesforholdet er aftalt til at have en kort varighed, er der til brug for afgørelse af, hvorvidt en person er arbejdstager, fastsat en vejledende tidsgrænse for ansættelsesforholdet på 10 ugers ansættelse.

Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af den enkelte persons status som arbejdstager for, at den vejledende grænse kan få betydning for retten til sociale ydelser.

Hvis EU-borgere, der er nævnt i afsnit 1.1. – 1.3., henvender sig til kommunen om hjælp, har de efter § 12 a kun krav på hjælp til hjemrejse og eventuelt hjælp til enkeltudgifter, jf. § 81, indtil udrejsefristen er udløbet.

Det er udlændingemyndighederne, der træffer afgørelse om udrejse og fristen for udrejse.

Kommunen skal derfor straks underrette Udlændingestyrelsen , hvis en arbejdstager, jf. afsnit 1.1 – 1.3., søger om hjælp til forsørgelse. Udlændingemyndighederne kan herefter vurdere, om opholds- og arbejdstilladelsen skal inddrages.

Kommunen skal indberette udstedelse af skattekort til Udlændingestyrelsen, når der ikke kan forevises opholdsbevis/opholdskort, samt påstemple skattekortet, at det ikke gælder som arbejdstilladelse.

Kommunens afgørelse om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

EU-borgere er

Statsborgere i Belgien, Luxembourg, Finland, Frankrig, Portugal, Grækenland, Spanien, Holland, Storbritannien, Irland, Sverige, Tyskland, Italien og Østrig.

Den 1. maj 2004 optages Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta i EU. Bortset fra Cypern og Malta er disse nye medlemslande omfattet af tiltrædelsestraktatens overgangsperiode i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed.

EØS-borgere er

Statsborgere i EØS-landene, dvs. Liechtenstein, Norge og Island.

Aftale mellem EU og Schweiz

Statsborgere i Schweiz er omfattet af denne vejledning i henhold til aftalen mellem EU og Schweiz om fri bevægelighed.

1) Såfremt den pågældende efter udløbet af denne frist beviser, at han fortsat søger arbejde og har reelle chancer for at opnå ansættelse, kan værtsmedlemsstaten dog ikke pålægge ham at udrejse.