Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager

Arbejdsskadestyrelsens vejledning af 4/11 2003.

1. Indledning

I vejledningen beskrives regler og praksis for behandling af spørgsmål om genoptagelse, når der er truffet en afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven.

Loven indeholder en række muligheder for at genoptage spørgsmål, der tidligere er afgjort, herunder spørgsmål om afvisning af en arbejdsskade, om erstatning for tab af erhvervsevne, om godtgørelse for varigt mén, om erstatning for tab af forsørger og udgifter til behandling og hjælpemidler.

Loven indeholder også regler om Arbejdsskadestyrelsens pligt til at genvurdere afgørelser inden for klagefristen.

Hvor loven ikke indeholder regler, gælder de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse.

Forældelse behandles også, da emnet grænser op til genoptagelse.

Vejledningen henvender sig først og fremmest til Arbejdsskadestyrelsens medarbejdere.

Vi har forsøgt at udforme vejledningen, så også fagforeninger, forsikringsselskaber og andre kan anvende den.

Når det er en vejledning, betyder det også, at forholdene i den enkelte sag kan føre til en anden afgørelse end beskrevet i vejledningen.

Til toppen

2. Generelt om genoptagelse

Selve genoptagelsen af en sag er ikke en afgørelse, men derimod en processuel beslutning, der ikke har retlige konsekvenser for parterne, men alene er et sagsskridt, der fører til en senere afgørelse (jævnfør SM U-8-98). Det vil sige, at sagens parter ikke kan klage over det forhold, at sagen er genoptaget. Når Arbejdsskadestyrelsen har besluttet at genoptage sagen, kan Den Sociale Ankestyrelse ikke ændre denne beslutning og give afslag på genoptagelse.

Når sagen genoptages, træffer Arbejdsskadestyrelsen en ny afgørelse, eksempelvis om forhøjelse af godtgørelsen for varigt mén. Denne afgørelse vil kunne klages til Ankestyrelsen, hvor spørgsmålet om ménets størrelse vil blive vurderet.

Hvis Arbejdsskadestyrelsen giver afslag på genoptagelse, vil dette ske ved en afgørelse.

Denne afgørelse kan klages til Ankestyrelsen, der blandt andet kan beslutte, at sagen skal genoptages.

Når vi modtager en anmodning om genoptagelse, vil styrelsen sende parterne et kvitteringsbrev, hvor det oplyses, at styrelsen har modtaget en anmodning om en genoptagelse, og at styrelsen herefter overvejer, om der er grundlag for at genoptage sagen. Sagen er altså ikke genoptaget ved dette brev, heller ikke selvom styrelsen indhenter yderligere oplysninger herefter for at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen.

2.1. Definitioner

2.1.1. Genoptagelse

Herved forstås, at Arbejdsskadestyrelsen på ny behandler en sag for igen at træffe afgørelse i sagen om et spørgsmål, hvor Arbejdsskadestyrelsen tidligere har truffet en afgørelse om det samme spørgsmål.

Hvis der genoptages på grund af nye faktiske oplysninger, vil den oprindelige afgørelse normalt fortsat gælde.

Eksempel 1

Tilskadekomne må tage et arbejde til en lavere løn som følge af arbejdsskaden.

Arbejdsskadestyrelsen tilkender den 1. marts 2002 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne som følge af løntabet. Den 12. januar 2003 anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da han nu har fået tilkendt førtidspension. Ved afgørelse af 2.

april 2003 genoptager Arbejdsskadestyrelsen spørgsmålet om erhvervsevnetab og tilkender yderligere 35 procent. Afgørelsen af 1. marts 2002 gælder fortsat, og tilskadekomne har i alt fået 50 procent i erstatning for tab af erhvervsevne.

2.1.2. Beslutning om genoptagelse på et senere tidspunkt (revision)

Hvis Arbejdsskadestyrelsen mener, at der er behov for at følge en sag, vil styrelsen selv genoptage et spørgsmål på et senere tidspunkt. Dette sker eksempelvis altid ved midlertidige afgørelser, hvor der tilkendes løbende erstatning for tab af erhvervsevne, og i visse tilfælde ved godtgørelse for varigt mén.

Eksempel 2

Ved afgørelse af 1. marts 2002 om mén tilkender styrelsen 15 procent i godtgørelse for varigt mén for følger efter en amputation i fodroden. Samtidig beslutter styrelsen, at sagen skal tages op til fornyet vurdering den 1. februar 2003. Styrelsen afventer den 1. februar 2003, genoptager derefter sagen og undersøger, om tilskadekomnes tilstand er forværret. Det viser sig, at der er opstået komplikationer efter amputationen, og styrelsen forhøjer ménet med 5 procent.

At styrelsen beslutter, at sagen skal genoptages på et senere tidspunkt (revision), er ikke en afgørelse, men en processuel beslutning, der ikke særskilt kan efterprøves af Ankestyrelsen. Eksempelvis kan parterne ikke indbringe spørgsmålet om, hvornår revisionen er fastsat, for Ankestyrelsen for at få fastsat en anden dato. (SM U-11-99) Ankestyrelsen har dog ophævet revisioner eller selv indsat en revision, der gælder for Arbejdsskadestyrelsen, hvis det materielle spørgsmål er indbragt for Ankestyrelsen.

Hvis eksempelvis tilskadekomne klager over spørgsmålet om mén, hvor han har fået tilkendt 5 procent, og i klagen anfører, at han netop er blevet opereret, vil Ankestyrelsen kunne tiltræde de 5 procent i mén og fastsætte en revision til 6 måneder efter afgørelsen, hvor tilstanden ikke kan ventes at blive bedre efter operationen. På dette tidspunkt vil Arbejdsskadestyrelsen undersøge tilskadekomnes helbredsmæssige tilstand med henblik på at træffe en ny afgørelse.

2.1.3. Materiel/formel vurdering

I denne vejledning er en materiel vurdering den vurdering, Arbejdsskadestyrelsen foretager af sagens indhold, når det eksempelvis vurderes, om en sag kan anerkendes som en arbejdsskade, om der er grundlag for at tilkende en ydelse, eller om en udgift skal dækkes.

Ved formel vurdering forstås i denne sammenhæng en vurdering af, om der er grundlag for at genoptage et spørgsmål, der tidligere er truffet afgørelse om. Der er altså ikke tale om en ny indholdsmæssig vurdering af spørgsmålet. Ved erstatning består denne formelle vurdering i en sammenligning af det aktuelle og det tidligere oplysningsgrundlag for at fastslå, om forholdene er ændret så væsentligt, at der er grundlag for at foretage en fornyet, indholdsmæssig vurdering af sagen – altså en ny materiel vurdering (jævnfør kapitel 7. Spørgsmål om mén og tab af erhvervsevne - § 34).

Når der ved en afgørelse er tilkendt 5 procent i godtgørelse for varigt mén, skal der ikke ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage sagen, tages stilling til, om der stadig er 5 procent i mén, eller om ménet nu er på 8 procent efter méntabellen. Dette ville være en ny materiel vurdering af sagen. Et afslag på genoptagelse kan ikke begrundes med, at der stadig er 5 procent i varigt mén efter méntabellen.

Eksempel 3

Den 1. juli 2002 tilkender vi 5 procent i godtgørelse for varigt mén for tab af 2. fingers yderstykke efter den vejledende méntabel.

Den 1. oktober 2002 anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da tilskadekomne har fået flere smerter og føleforstyrrelser i fingeren. Vi giver afslag på genoptagelse af spørgsmålet om mén. De helbredsmæssige forhold er ikke ændret så meget, at der med overvejende sandsynlighed er grund til at give en højere godtgørelse for varigt mén.

Hvis de formelle krav (forholdene, der blev lagt til grund for fastsættelsen, er ændret væsentligt) er opfyldt, er der grundlag for at genoptage spørgsmålet om godtgørelse og/eller erstatning , og der skal derfor foretages en ny materiel vurdering af spørgsmålet om godtgørelse og/eller erstatning.

Eksempel 4

Den 1. juli 2002 tilkender vi 5 procent i godtgørelse for varigt mén for tab af 2. fingers yderstykke efter den vejledende méntabel.

Den 1. oktober 2002 anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da tilskadekomne som følge af komplikationer nu har fået fjernet yder- og midterstykke. Vi genoptager sagen og tilkender 10 procent i godtgørelse for varigt mén efter méntabellen.

Hvis Arbejdsskadestyrelsen har givet afslag på genoptagelse, men efter afgørelsens ordlyd reelt har foretaget en materiel vurdering af sagens indhold, vil Ankestyrelsen normalt anse sagen for genoptaget og derefter tage stilling til sagens materielle indhold.

2.1.4. Genvurdering

Kaldes også for remonstration, der er underinstansens mulighed for at genoptage og ændre en afgørelse, som er truffet af underinstansen. Det kræver, at der er modtaget en rettidig klage.

Vi har en begrænset ret og pligt til at genvurdere vore afgørelser (lovens § 55, stk. 7 -9).

Hvis vi genoptager sagen og ændrer afgørelsen, giver vi en ny klagevejledning. Hvis der klages over denne nye afgørelse, skal sagen sendes til Den Sociale Ankestyrelse uden genvurdering.

Se kapitel 3. Genvurdering.

2.1.5. Sidste frist

Hvis vi modtager en anmodning om genoptagelse på den sidste dag, hvor fristen for genoptagelse udløber, bliver det et spørgsmål om, præcis hvornår fristen udløber. Dette har betydning, da vi ellers ved spørgsmål om anerkendelse ikke kan behandle sagen eller ved spørgsmålet om erstatning må stille større krav for at genoptage sagen.

Hvis vi modtager anmodningen inden kontortids ophør den sidste dag, vil vi anse fristen for genoptagelse for overholdt.

Hvis vi eksempelvis har afvist at anerkende en arbejdsskade ved en afgørelse den 25. juni 1998, vil fristen for genoptagelse udløbe den 25. juni 2003 ved kontortids ophør.

2.2. Omgørelsespligt og styrelsens pligt til at genoptage af egen drift

I visse tilfælde ændres praksis og fortolkningen af retsgrundlaget meget væsentligt (arbejdsskadesikringsloven eller andre love, der har betydning for arbejdsskadeområdet).

I sådanne situationer skal følgende overvejes:

1) Er praksis eller fortolkningen af retsgrundlaget ændret så væsentligt, at vi har en pligt til at genoptage de sager, der tidligere er afgjort? I denne vurdering indgår, om der kun er tale om en præcisering eller justering af praksis. Vi og Ankestyrelsen præciserer jævnligt praksis på arbejdsskadeområdet, uden at dette fører til, at alle tidligere sager, der er afgjort før præciseringen, genoptages. Er der derimod tale om alvorlige retsvildfarelser fra vores side, vil det tale for, at vi har en pligt til at genoptage tidligere sager, der må anses for at være mangelfulde. Højesteret har ved dom af 10. januar 2002 fastlagt en ny fortolkning af regelsættet om midlertidige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne. Denne nye fortolkning anses ikke for at give os en pligt til at genoptage tidligere sager, hvor revalidering er afsluttet. (SM U-22-03) Hvis vi har en pligt til at genoptage tidligere sager, der er mangelfulde i forhold til en væsentlig ændring af praksis eller fortolkningen af retsgrundlaget, har vi pligt til at genoptage sager efter anmodning. For at sikre, at alle tilskadekomne så vidt muligt får fordel af ændringen, må vi dog også overveje:

2) Skal vi af egen drift genoptage sagerne? I denne vurdering indgår overvejelser, om det er muligt at identificere sagerne. I det omfang, det er muligt, vil vi selv identificere og genoptage disse sager. Hvis vi ikke kan identificere sagerne, vil vi sende en meddelelse ud om, at de tilskadekomne kan anmode os om at genoptage sager, der er mangelfulde på grund af ændringen af praksis eller fortolkningen af retsgrundlaget. Om vi kan identificere sagerne afhænger blandt andet af, om vi kan finde sagerne ud fra de oplysninger, vi registrerer på de sager, vi opretter og behandler.

2.2.1. Eksempler på ændringer af praksis/fortolkningen af retsgrundlaget

Forkert fradrag for forudbestående

Ved Højesterets dom af 3. september 1998 (UfR 1998.1627 H) blev kravene til fradrag i godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne præciseret (lovens § 13 og 26). Der henvises til afsnit 10.2.1. Forkert fradrag på grund af forudbestående sygdom, hvor betydningen af dommen gennemgås.

Dommen førte til en ændring af fortolkningen af retsgrundlaget, der var så væsentlig, at den har medført en pligt for os til at genoptage tidligere sager, hvor fradraget ikke opfylder kravene efter den nye praksis. Da det ikke har været muligt at identificere sagerne, har vi ikke genoptaget disse sager af egen drift.

1908-loven gælder ikke på arbejdsskadeområdet

Ved Højesterets dom af 5. oktober 1999 (refereret i SM U-19-99), blev det fastslået, at 1908-lovens regel om 5 årig forældelse ikke finder anvendelse på arbejdsskadeområdet for så vidt angår anmeldelse af arbejdsskader. Afgørelser, der var behandlet efter 1908- loven, var altså udtryk for en retsvildfarelse.

Efter Højesterets dom skrev Arbejdsskadestyrelsen ud til de tilskadekomne, der havde fået afvist deres sager med henvisning til forældelse efter 1908-loven, og oplyste dem om, at de kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse. Vi havde mulighed for at identificere de sager, der var afvist som forældet efter 1908-loven.

En række af disse sager blev herefter genoptaget efter anmodning og vurderet ud fra praksis om dispensation fra for sen anmeldelse og den almindelige 20-årige frist for forældelse (DL 5-14-4). Hvis der var grundlag for at dispensere fra overskridelsen af fristen for anmeldelse, blev sagerne anerkendt.

Ændret praksis for erstatning for tab af erhvervsevne under revalidering

I en periode fra august 2001 til januar 2002 havde vi en praksis, hvor der i sager om erstatning for tab af erhvervsevne ved revalidering blev taget hensyn til tilskadekomnes forventede indtægt efter revalideringen.

Højesteret anførte i dom af 9. oktober 2002, at der ikke måtte lægges vægt på dette hensyn.

Hvis styrelsen har truffet afgørelse om erhvervsevnetab og lagt vægt på tilskadekomnes forventede indtægt efter revalideringen, vil styrelsen genoptage disse sager, hvis der anmodes om det. Styrelsen havde ikke mulighed for selv at genoptage disse sager, da de ikke kunne identificeres.

Der er sendt en meddelelse ud om muligheden for at genoptage disse sager i AP 2002-03.

Der henvises i øvrigt til SM U-21-03 og SM U-22-03.

2.3. Adgang til at anmode om genoptagelse

Det er som udgangspunkt kun tilskadekomne eller dennes efterladte, der efter loven har mulighed for at få sagen genoptaget.

Vi har i et vist omfang selv mulighed for at genoptage af egen drift, eksempelvis ved revision (se afsnit 2.1.2. Beslutning om genoptagelse på et senere tidspunkt (revision)).

Tilskadekomne, selskabet og Arbejdsskadestyrelsen har dog pligt til at meddele eller være opmærksom på forhold, der kan føre til en lavere erstatning, når der udbetales en løbende erstatning for tab af erhvervsevne (lovens § 34, stk. 2). En sådan henvendelse vil normalt medføre, at vi vurderer, om der er grundlag for at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab.

2.3.1. Erstatningsansvarlige skadevoldere

Efter loven kan en skadevolder, der er erstatningsansvarlig over for tilskadekomne, få dækket en del af sine udgifter til erstatning eller få nedsat erstatningen, hvis tilskadekomne har fået tilkendt erstatning efter arbejdsskadesikringsloven (lovens § 40, stk. 2 og § 59).

Erstatningsansvarlige skadevoldere kan eksempelvis være:

  • En arbejdsgiver, der har tilrettelagt arbejdet uforsvarligt
  • En billist, der har påkørt tilskadekomne

På den baggrund vil disse skadevoldere, eller deres forsikringsselskab, i visse tilfælde anmode om at få genoptaget tilskadekomnes sag for at få dækket deres udgifter til erstatning helt eller delvist. Loven giver ikke disse skadevoldere og deres forsikringsselskaber mulighed for at få genoptaget tilskadekomnes sag, med mindre tilskadekomne eller dennes efterladte selv anmoder om genoptagelse af sagen.

I nogle retssager, hvor tilskadekomne har sagsøgt eksempelvis arbejdsgiver for uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse, vil arbejdsgiver foreslå, at tilskadekomne får sin sag genoptaget i Arbejdsskadestyrelsen.

Eksempel 5

Arbejdsskadestyrelsen havde i 1993 afvist at anerkende en lænderygsygdom hos tilskadekomne, da Erhvervssygdomsudvalget havde indstillet til afvisning, fordi der ikke havde været tilstrækkeligt tungt, rygbelastende løftearbejde. Ankestyrelsen havde i 1994 tiltrådt afgørelsen.

Arbejdsgiver anmodede os ved brev af 9. december 1999 om at genoptage sagen, da arbejdsgiver ved landsretten var blevet dømt som erstatningsansvarlig over for tilskadekomne. Landsretten mente, at sygdommen skyldtes en skadelig påvirkning under arbejde for arbejdsgiveren. Arbejdsgiver ville kunne få betalt en del af sine udgifter til erstatning, hvis sygdommen ble v anerkendt som arbejdsskade (lovens § 40, stk. 2).

Vi gav afslag på genoptagelse, da arbejdsgiver ikke havde samtykke fra tilskadekomne til at genoptage sagen.

Ankestyrelsen tiltrådte afgørelsen og bemærkede, at lovens § 24, stk. 1 og 2 ikke giver en arbejdsgiver adgang til at få genoptaget spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskader. Det er alene tilskadekomne eller dennes efterladte, der kan få genoptaget anerkendelsesspørgsmålet i en tidligere afvist sag. Genoptagelse er derfor betinget af, at tilskadekomne fremsætter en anmodning om at få sin sag genoptaget. I den foreliggende sag har tilskadekomnes advokat klart afvist at anmode om genoptagelse. (DSA 110059-00)

Til toppen

3. Genvurdering

For afgørelser truffet den 1. juli 2001 og frem har Arbejdsskadestyrelsen pligt til at genvurdere (remonstrere) sine afgørelser, når der modtages en rettidig klage. Genvurderingen skal ske inden 4 uger efter modtagelsen af klagen. (Lovens § 55, stk. 7-9)

Hvis vi i særlige tilfælde ikke kan nå at genvurdere afgørelsen inden for 4 uger, skal vi meddele sagens parter dette. Det kan eksempelvis være, at der skal indhentes yderligere oplysninger til vurdering af, om der er en retlig eller faktisk mangel ved afgørelsen.

Når det skal vurderes, om der er grundlag for at træffe en ændret afgørelse efter reglerne om genvurdering, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere følgende 2 betingelser:

1) Er afgørelsen og klagen omfattet af reglerne om genvurdering? Se afsnit 3.1. Omfattet af reglerne om genvurdering.

2) Er der faktiske eller retlige mangler ved afgørelsen, der kan føre til en genoptagelse af afgørelsen, hvorefter der må genoptages og træffes en nye afgørelse? Se afsnit 3.2.

Faktisk eller retlig mangel.

Er betingelse 1) ikke opfyldt, vil afgørelsen ikke kunne genvurderes, og der vil ikke blive taget stilling til betingelse 2).

3.1. Omfattet af reglerne om genvurdering

Følgende 4 betingelser skal være opfyldt, før en afgørelse og en klage er omfattet af reglerne om genvurdering:

1) Afgørelsen skal være truffet efter den 1. juli 2001 (§ 3, stk.1 i lov nr. 488 af 7. juni 2001 om ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.)

2) Klagen skal være modtaget rettidigt inden for klagefristen. (Klagefristerne står i lovens § 55, stk. 3)

3) Klagen skal være sendt af den, der er berettiget til at klage over afgørelsen:

  • Tilskadekomne
  • Dennes efterladte
  • Selskabet (ulykkesforsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring)
  • Arbejdsgiver om anerkendelse eller afvisning
  • Arbejdsgivere, der ikke har tegnet en lovpligtig forsikring

4) Klagen skal pege på faktiske eller retlige mangler ved afgørelsen. Hvis der klages over skønnet i en konkret afgørelse, er klagen ikke omfattet af reglerne om genvurdering. Se afsnit 3.1.1. Skønnet i en afgørelse.

5) Der må ikke være anket af flere parter. Hvis både tilskadekomne og arbejdsgiver eller selskabet har anket, skal sagen sendes direkte til Ankestyrelsen uden genvurdering.

Hvis én eller flere af disse betingelser ikke er opfyldt, vil Arbejdsskadestyrelsen afvise at behandle klagen, da den ikke er omfattet af reglerne om genvurdering. Sagen vil herefter blive sendt til Ankestyrelsen, der vil behandle klagen over afgørelsen.

Hvis klagen ikke er modtaget rettidigt (2), kan vi ikke genvurdere sagen. I det tilfælde vil vi oversende sagen til Ankestyrelsen og oplyse, om vi ville have fundet anledning til at træffe en anden afgørelse, hvis klagen var indgivet rettidigt. Hvis Ankestyrelsen finder klagen rettidig eller dispenserer fra overskridelsen af klagefristen, sender Ankestyrelsen sagen retur til os ad genvurdering.

Der henvises til Ankestyrelsens Klagevejledning på det sociale område 2000 om beregning af klagefrist og Ankestyrelsens praksis for dispensation fra en overskridelse af fristen.

3.1.1. Skønnet i en afgørelse

At der efter den 4. betingelse klages over skønnet vil sige, at der ikke er henvist til retlige eller faktiske mangler ved afgørelsen, men derimod klaget over, at en konkret vurdering ikke er endt med et resultat, som klageren finder rimeligt.

Særligt fastsættelse af godtgørelse for et varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne (herunder årsløn) indeholder nogle skønsmæssige vurderinger, som ikke er omfattet af reglerne om genvurdering.

Eksempel 6

Arbejdsskadestyrelsen tilkender 5 procent i godtgørelse for varigt mén efter den vejledende méntabel for daglige lændesmerter uden bevægeindskrænkning.

Tilskadekomne klager over afgørelsen og anfører, at han mener, at hans gener burde vurderes til 10 procent, da han mener, at han har lette daglige smerter med let bevægeindskrænkning.

Arbejdsskadestyrelsen vil meddele tilskadekomne, at denne klage over skønnet i afgørelsen om mén ikke er omfattet af reglerne om genvurdering, hvorfor afgørelsen vil blive sendt til Ankestyrelsen til klagebehandling.

Hvis en klage både vedrører skønnet i afgørelsen og en faktisk eller retlig mangel, vil klagen være omfattet af reglerne om genvurdering, og det vil blive vurderet, om der er grundlag for at give klageren medhold i klagen over den retlige eller faktiske mangel, jævnfør afsnit 3.2. Faktisk eller retlig mangel.

Selvom vores pligt til at oplyse sagerne (officialmaksimen) er udtryk for en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der skal indhentes i den konkrete sag, kan denne pligt ikke anses for udtryk for et "skøn" i forhold til genvurdering. En klage over, at styrelsen ikke har overholdt sin pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, er således omfattet af reglerne om genvurdering. Om klagen kan føre til en genoptagelse af sagen afhænger af, om betingelserne i afsnit 3.2. Faktisk eller retlig mangel er opfyldt.

3.2. Faktisk eller retlig mangel

Hvis betingelserne i afsnit 3.1. er opfyldt, er afgørelsen og klagen omfattet af reglerne om genvurdering, hvorefter en af følgende betingelser skal være opfyldt for at give grundlag for at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse:

1) Der skal være en faktisk mangel ved afgørelsen eller

2) Der skal være en retlig mangel ved afgørelsen

Hvis der har været tale om en faktisk eller retlig misforståelse, der ikke har haft betydning for vurderingen, vil disse betingelser ikke være opfyldt.

For at kunne betegne det som en "mangel" må det kræves, at den retlige eller faktiske misforståelse har haft en vis betydning for vurderingen af afgørelsen.

Eksempel 7

Vi anerkender en rygskade som et ulykkestilfælde. Det lægges til grund, at tilskadekomne løfter en 23 kg tung kasse med varer, får et knæk i ryggen, da han er ved at tage kassen, og må gribe efter kassen. Ved anerkendelsen lægges der vægt på, at der skete en usædvanlig afvigelse i forhold til det ønskede løft.

I klagen oplyser arbejdsgiver, at han har skrevet forkert i anmeldelsen. Han har efterfølgende fået vejet kassen, der vejer 17 kg.

Vi vil anse afgørelsen og klagen for omfattet af reglerne om genvurdering (jævnfør afsnit 3.1. Omfattet af reglerne om genvurdering), men vil afvise at genoptage sagen, da de forhold, der er henvist til, ikke kan anses for at være en faktisk mangel af betydning for styrelsens anerkendelse af hændelsen som et ulykkestilfælde.

Eksempler på faktiske/retlige mangler

Vi har fejlagtigt afvist et ulykkestilfælde overgået tilskadekomne under arbejdet med den begrundelse, at vedkommende var selvstændig, hvilket ikke var tilfældet, da tilskadekomne ifølge anmeldelsen var ansat i sit eget anpartsselskab og dermed omfattet af loven.

Tilskadekomne anmelder en skade og oplyser, at han var værnepligtig på tidspunktet for skadens indtræden. Vi behandler sagen efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade og træffer afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af skadebegreberne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Var sagen blevet behandlet efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., ville skaden måske være omfattet af det mere lempelige skadebegreb i denne lov.

Vi trækker fra i méngodtgørelsen for en skade på højre knæ, da det af en lægeerklæring fremgår, at tilskadekomne havde en tidligere skade på knæet. Den tidligere skade var imidlertid på det andet knæ, hvorfor der ikke var grundlag for at trække fra i godtgørelsen.

Eksempler på retlige mangler

Vi har ikke taget stilling til fradrag i erstatningen på grund af en klar og symptomgivende forudbestående sygdom, jævnfør bevisreglen i lovens § 13 - SM U-15-02.

Vi har ikke overholdt vores forpligtelse til at oplyse sagen (officialmaksimen).

Det kunne eksempelvis være, at styrelsen har tilkendt 5 procent i godtgørelse for varigt mén på baggrund af lægeerklæring I. Der forelå dog allerede en speciallægeerklæring, som kommunen havde indhentet, der beskrev en forværring af skaden, der burde give 15 procent i godtgørelse for varigt mén. Det fremgik af lægeerklæring I, at tilskadekomne var henvist til undersøgelse hos speciallæge af kommunen.

Vi har foretaget et udpræget fejlskøn, eksempelvis tilkendt 5 procent i godtgørelse for mén for tab af alle fingre på højre hånd, der efter den vejledende méntabel giver 25 procent i mén.

Vi har undladt at partshøre tilskadekomne over væsentlige lægelige oplysninger før en afgørelse om afslag på anerkendelse af en erhvervssygdom. (SM U-26-03)

Hvis vi vurderer, at der ikke er faktiske eller retlige mangler ved vores afgørelse, vil vi sende sagen til Ankestyrelsen med henblik på klagebehandling uden at genoptage sagen.

Hvis vi vurderer, at der er en faktisk og/eller retlig mangel ved vores afgørelse, vil vi træffe en ny afgørelse, der giver klageren helt eller delvist medhold, jævnfør afsnit 3.2.2. Der kan helt eller delvist gives medhold i klagen - genoptagelse.

Der fremkommer nye oplysninger i klagen

Hvis der sendes nye oplysninger med som grundlag for klagen, melder spørgsmålet sig, om styrelsen kan genvurdere på det grundlag. Det kunne eksempelvis være, at der fremkom andre vægtangivelser i en sag om anerkendelse af en lænderygsygdom.

Selve det forhold, at styrelsen modtager nye oplysninger, giver ikke nødvendigvis anledning til at genvurdere. Nye oplysninger vil ikke nødvendigvis være udtryk for, at afgørelsen er behæftet med en faktisk eller retlig mangel.

Hvis det er åbenbart, at vi burde have indhentet en bestemt oplysning, som nu er fremkommet ved klagen, så har styrelsen ikke overholdt pligten til at oplyse sagen tilstrækkeligt, hvilket er en retlig mangel, jævnfør ovenfor – vi skal derfor genoptage sagen og træffe en ny afgørelse o m anerkendelsesspørgsmålet.

Ofte vil det dog være mere tvivlsomt, om de nu fremkomne oplysninger er udtryk for en retlig eller faktisk mangel. Der kan altid tilføjes yderligere oplysninger til en sag, men det er kun styrelsens opgave at indhente tilstrækkelige oplysninger til at træffe en afgørelse. Så længe de oplysninger, der forelå på tidspunktet for afgørelsen, må anses for at være tilstrækkelige til at træffe en korrekt afgørelse, vil nye oplysninger ikke kunne anses for at være udtryk for en retlig eller faktisk mangel ved afgørelsen.

3.2.1. Indhentelse af oplysninger

Vi kan indhente yderligere oplysninger med henblik på at vurdere, om afgørelsen er behæftet med faktiske eller retlige mangler. Efter indhentelse af oplysningerne kan vi enten give afslag på genoptagelse efter reglerne om genvurdering, fordi afgørelsen ikke er behæftet med en mangel, eller genoptage afgørelsen, fordi det vurderes, at afgørelsen var behæftet med en mangel.

3.2.2. Der kan helt eller delvist gives medhold i klagen - genoptagelse

Hvis vi på baggrund af klagen kan give klageren helt eller delvist medhold, genoptager vi sagen og træffer en ny afgørelse.

Genvurderingsafgørelsen har virkning fra tidspunktet for den indklagede afgørelse.

Inden der træffes ny afgørelse, skal vi partshøre over indholdet i klagen og eventuelt andre indhentede oplysninger. På grund af tidsfristen på 4 uger er partshøring i denne situation normalt nedsat til 7 dage i stedet for de typiske 14 dage.

Efter partshøring træffes der en ny afgørelse. Vi vil skrive i afgørelsen, hvorfor der var grundlag for genvurderingen, eksempelvis, at vi ved en fejl ikke har lagt ATP-bidrag til årslønnen.

Hvis der klages over genvurderingsafgørelsen, sendes sagen til Ankestyrelsen. I denne situation må vi ikke genvurdere sagen igen.

Eksempel 8

Vi tilkender 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne og fastsætter årslønnen til 250.000 kr. Erstatningen udbetales løbende fra den 1. februar 2002, og der er fastsat revision til den 1. februar 2003.

Der klages over vores afgørelse om erhvervsevnetab, og der henvises til en faktisk fejl ved fastsættelse af, hvad tilskadekomne ville kunne tjene på tidspunktet for afgørelsen uden arbejdsskaden. Vi indhenter oplysninger om lønindtægten.

Oplysningerne sendes til forsikringsselskab og til tilskadekomne til partshøring med en frist på 7 dage. Selskabet partshøres samtidig over klagen.

Vi træffer herefter en afgørelse, hvor erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes til 20 procent på baggrund af de nye oplysninger. Årsløn, tilkendelsestidspunkt og den fastsatte revision fastholdes uændret i afgørelsen.

I afgørelsen gives en ny klagevejledning. Der kan klages over afgørelsen til Ankestyrelsen, og vi har ikke mulighed for at genvurdere denne nye afgørelse.

3.2.3. Upræcis begrundelse eller oplagte skrive- og regnefejl

Hvis resultatet i afgørelsen (eksempelvis tilkendt 10 procent i godtgørelse for varigt mén) er korrekt, men det viser sig, at begrundelsen er upræcis, ikke dækkende for afgørelsen eller eventuelt helt forkert, vil vi genoptage sagen. Vi træffer derefter den samme afgørelse, men med en ændret begrundelse og en ny klagevejledning.

Hvis vi har begået oplagte skrive - og regnefejl, vil vi genoptage afgørelsen og rette disse fejl i den nye afgørelse. Se i øvrigt også afsnit 10.1. Berigtigelse.

3.3. Afgørelser, som indeholder flere delafgørelser

Hvis der eksempelvis klages over en afgørelse om erhvervsevnetab og vi kun finder grundlag for at genoptage spørgsmålet om årslønnen, opstår spørgsmålet, om vi kan genoptage årslønnen alene, herunder indhente yderligere oplysninger, mens vi oversender resten af afgørelsen til Ankestyrelsen.

Et andet problem opstår, når klageren klart kun klager over enkelte delafgørelser, eksempelvis tilkendelsestidspunktet ved en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, men i øvrigt er tilfreds med resten af afgørelsen.

Der er ikke noget problem ved at adskille eksempelvis afgørelser om mén og erhvervsevnetab, selvom disse spørgsmål er behandlet i samme afgørelse. Hvis der klages over begge dele og vi kun finder grundlag for at genoptage eksempelvis ménet, så sender vi afgørelsen om erhvervsevnetab til Ankestyrelsen og gør opmærksom på, at Arbejdsskadestyrelsen overvejer at genvurdere spørgsmålet om mén.

3.3.1. Der klages over hele afgørelsen

Hvis der kun klages over vores "afgørelse om erhvervsevnetab", må vi under alle omstændigheder vurdere hele afgørelsen og alle delelementerne i denne - også selvom klagerens argumenter alene går på eksempelvis årslønnen.

Særligt erhvervsevnetabet indeholder en række delafgørelser, der kan være svære at skille fra hinanden.

Erstatningsbeløbet fremkommer ved fastsættelse af en erhvervsevnetabsprocent, en årsløn og ved løbende erstatninger et tilkendelsestidspunkt, hvorefter der foretages en beregning med udgangspunkt i de gældende satser.

Eksempel 9

Arbejdsskadestyrelsen har tilkendt 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne og fastsat en årsløn på 250.000 kr. Erstatningen udbetales løbende, og der er fastsat revision til den 1. februar 2003. Der klages over vores afgørelse om erhvervsevnetab, og der henvises til fejl i årslønsberegningen. Vi indhenter yderligere oplysninger om lønindtægten. Vi beslutter på den baggrund at ændre årslønnen til 270.000 kr. på baggrund af de nye oplysninger. Vi træffer derfor en afgørelse, hvor vi ændrer fastsættelsen af årslønnen, og skriver en ny begrundelse herfor. De spørgsmål, der ikke er grundlag for at ændre, fastholdes uændrede i afgørelsen.

3.3.2. Der klages over delelementer af afgørelsen

Hvis det klart fremgår af klagen, at det kun er tilkendelsestidspunktet, årslønnen eller erhvervsevnetabsprocenten, der klages over, vil Arbejdsskadestyrelsen i vidt omfang lade sig binde af temaet for klagen. Hvis vi finder grundlag for at ændre en af delafgørelserne, kan det dog betyde en ændring af beregningen af selve erstatningsbeløbet. Vi beholder derfor hele sagen under overvejelse om genvurdering og sender ikke dele af afgørelsen til Ankestyrelsen.

Eksempel 10

Tilskadekomne klager over årslønsfastsættelsen ved vores afgørelse om 25 procent i løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Vi vurderer, at der er grundlag for at ændre årslønnen på baggrund af oplysningerne, der er vedlagt klagen. Vi træffer en ny afgørelse om erhvervsevnetab, ligesom i Eksempel 9. En ændret årsløn får således indflydelse på beregningen af erstatningen. Sagen sendes ikke til Ankestyrelsen, men der indsættes en ny klagevejledning på den nye afgørelse, da den kan klages til Ankestyrelsen.

Eksempel 11

Ligesom i Eksempel 10 klager tilskadekomne over årslønsfastsættelsen ved vores afgørelse om 25 procent i løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Vi vurderer dog ikke, at der er grundlag for at ændre årslønnen på baggrund af oplysningerne, der er vedlagt klagen, og vi finder heller ikke grundlag for at indhente yderligere oplysninger. I dette tilfælde oversender vi sagen til Ankestyrelsen med en begrundelse, der kun går på, hvorfor vi fastholder fastsættelsen af årslønnen. Der træffes ikke en ny afgørelse.

3.4. Afgrænsning mellem genvurdering og genoptagelse pga. nye oplysninger

Reglerne om genvurdering regulerer ikke anmodninger om genoptagelse inden for klagefristen begrundet i, at der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved den indklagede afgørelse. Her er tale om genoptagelse efter de almindelige genoptagelsesregler i arbejdsskadesikringsloven (§§ 24, 27, 34 og 36), da der ikke er tale om retlige eller faktiske mangler ved den trufne afgørelse.

Hvis der inden udløbet af klagefristen klages over afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne og henvises til, at tilskadekomne netop er gået på førtidspension, kan Arbejdsskadestyrelsen genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab på baggrund af de nye oplysninger. Imidlertid må sagen samtidig sendes til Ankestyrelsen til klagebehandling, da vores afgørelse ikke indeholdt faktiske eller retlige mangler. (SM U- 16-02) Vi vil vente med at genoptage sagen, indtil Ankestyrelsen har afsluttet ankesagen, da vi ikke kan vurdere eventuelle ændrede forhold, før der er truffet en endelig afgørelse, og da Ankestyrelsen i vidt omfang kan inddrage nye oplysninger ved ankebehandlingen.

3.5 Links om genvurdering

Vejledning af 21. juni 2001 om behandling af klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser

Bekendtgørelse nr. 586 af 21. juni 2001 om behandling af klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser.

Lov nr. 488 af 7. juni 2001 om ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Til toppen

4. Afvist som arbejdsskade – § 24

Hvis Arbejdsskadestyrelsen har afvist at anerkende en anmeldt skade som en arbejdsskade, kan sagen genoptages inden 5 år fra afgørelsens dato. (Lovens § 24, stk. 1) Da loven ikke stiller betingelser om væsentlighed eller om, at en ny afgørelse skal ende med en anerkendelse, antages det, a t der gælder meget milde krav for at genoptage spørgsmålet om anerkendelse. Det betyder, at lovens betingelser er mildere end de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse, der ville gælde, hvis bestemmelsen ikke stod i loven.

Sagen skal genoptages, hvis der i anmodningen er lagt op til, at der eventuelt foreligger oplysninger, der kan uddybe spørgsmålet om anerkendelse. Her træder styrelsens forpligtelse til at oplyse sagen ind (officialmaksimen).

Eksempel 12

Arbejdsskadestyrelsen havde i oktober 2000 afvist at anerkende en anmeldt skuldersygdom. Der var stillet diagnosen muskelinfiltrationer i højre skulderregion med udstrålende smerter til højre arm og hånd. Der blev lagt vægt på, at sygdommen ikke var omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, og at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

I 2002 anmodede tilskadekomne om genoptagelse og anførte, at der nu var en ny diagnose: skuldertendinit. Arbejdsskadestyrelsen indhentede herefter journaloplysninger, der bekræftede denne diagnose.

På baggrund af oplysningen om den nye diagnose genoptog Arbejdsskadestyrelsen sagen og traf en ny materiel afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Sagen blev afvist, da kravene til belastning i fortegnelsen over erhvervssygdomme ikke var opfyldt, og da der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Der vil dog blive givet afslag på genoptagelse, hvis anmodningen er:

Indholdsløs – eksempelvis et brev, der kun indeholder følgende: "Jeg ønsker at få min sag genoptaget."

Baseret på argumenter, der ikke er relevante for spørgsmålet om anerkendelse – eksempelvis: "Jeg har fået det værre siden afgørelsen."

Baseret på argumenter om, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var forkert eller mangelfuld (da kan genvurdering efter kapitel 3 eller genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper efter kapitel 10 overvejes).

Eksempel 13

I januar 1998 gav vi afslag på anerkendelse af en knæskade opstået ved en forvridning under boldspil.

For at undgå at støde ind i et barn foretog tilskadekomne en undvigemanøvre og vred om, da hendes fod stod fast. Der blev lagt vægt på, at der ikke var beskrevet en udefrakommende begivenhed, der gik ud over spillets rammer. I oktober 1998 tiltrådte Ankestyrelsen vores afgørelse.

I marts 2003 anmoder tilskadekomnes advokat om at få genoptaget spørgsmålet om anerkendelse. Han henviser til, at det må være væsentligt, at hendes fod stod fast ved manøvren, hvilket må anses for at være et ulykkestilfælde. Han henviser også til Højesterets dom af 28. august 2002 om en klinikassistent, der fik anerkendt en rygskade, da hun skulle holde et sug i munden på en 11-årig dreng, der pludselig drejede hovedet væk fra hende.

Vi giver afslag på genoptagelse, da der ikke er tilført sagen nogen nye faktiske oplysninger eller i øvrigt er anført omstændigheder, der fører til en yderligere undersøgelse af anerkendelsesspørgsmålet.

Højesterets dom har ikke ændret fortolkningen af ulykkesdefinitionen, og sagen er i øvrigt ikke sammenlignelig med tilskadekomnes.

Der kan ikke ses bort fra 5-årsfristen

Loven giver ikke mulighed for at dispensere eller se bort fra 5-årsfristen. Det vil sige, at hvis Arbejdsskadestyrelsen den 1. februar 1997 har afvist at anerkende en skade som et ulykkestilfælde og styrelsen den 2. februar 2002 modtager en anmodning om genoptagelse, vil der blive givet afslag på genoptagelse på det foreliggende grundlag – alene fordi fristen er overskredet. (SM U-14-01)

4.1. Ændret forklaring

Det forekommer, at tilskadekomne i sin anmodning om genoptagelse anfører, at en ulykke er sket på en anden måde, end Arbejdsskadestyrelsen har lagt til grund for vurderingen af, om ulykkesdefinitionen er opfyldt eller ej. I disse tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen som udgangspunkt genoptage sagen (efter lovens § 24, stk. 1).

Herefter vil styrelsen eventuelt indhente yderligere oplysninger med henblik på at foretage en afvejning af de foreliggende beviser for, at kravene i ulykkesdefinitionen er opfyldt.

Der er herefter 3 muligheder:

1) Den nye forklaring er mest sandsynlig Det kan eksempelvis være, at tilskadekomne udvider sin forklaring og kommer med en overbevisende vidneforklaring, der dokumenterer, at ulykken er sket, som tilskadekomne nu angiver det. Det kunne være, at den oprindelige beskrivelse af hændelsen var meget summarisk og unuanceret. Hvis denne nye og udvidede forklaring sandsynliggør et ulykkestilfælde, vil Arbejdsskadestyrelsen genoptage og anerkende skaden som et ulykkestilfælde.

2) Den nye forklaring sandsynliggør heller ikke et ulykkestilfælde Hvis styrelsen eksempelvis har afvist en løfteskade som et ulykkestilfælde, fordi løftet af en 13 kg tung kasse forløb som ventet, vil sagen blive genoptaget, hvis tilskadekomne oplyser, at kassen vejede 23 kg. Denne oplysning er dog ikke væsentlig for vurderingen af, om den konkrete hændelse er en ulykke eller ej. Derfor vil sagen blive genoptaget på grund af den nye oplysning, men der vil igen blive givet afslag på anerkendelse som ulykkestilfælde, fordi der ikke på baggrund af de nye oplysninger er sandsynliggjort et ulykkestilfælde.

3) Den nye forklaring er en ændring i forhold til den oprindelige forklaring Hvis tilskadekomne oprindeligt har forklaret detaljeret, at han forløftede sig på en kasse på 13 kg, kan det undre, hvis tilskadekomne ved en anmodning om genoptagelse oplyser, at han fik akutte smerter i ryggen ved hændelsen, da han tabte kassen og måtte gribe den, for at den ikke skulle falde på gulvet.

Når en efterfølgende forklaring ikke kan rummes inden for den oprindelige forklaring, vil styrelsen genoptage sagen og give afslag på anerkendelse af skaden som et ulykkestilfælde. Begrundelsen vil være, at der ikke kan lægges vægt på den efterfølgende ændrede forklaring, som ikke kan rummes inden for den oprindelige forklaring, der ikke opfyldte kravene til anerkendelse som et ulykkestilfælde.

At der ses bort fra en efterfølgende ændret forklaring vil dog kræve, at hændelsen oprindeligt var oplyst grundigt, så der ikke er tvivl om, hvordan hændelsen skete (officialmaksimen skal være opfyldt).

For sen anmeldelse

Hvis vi giver afslag på dispensation fra en for sen anmeldelse (lovens § 20), vil denne afvisning være omfattet af samme regel (§ 24, stk. 1), da vi har meddelt, at skadestilfældet ikke er omfattet af loven. Sagen kan derfor ikke genoptages, hvis anmodningen om genoptagelse først modtages efter 5 år.

Eksempel 14

Den 4. februar 1993 får en smed fingrene i klemme mellem to gummivalser. Den 6. marts 1995 anmeldes skaden til Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen afviser ved afgørelse af 8. juni 1995 at dispensere fra overskridelsen af fristen for anmeldelse på 1 år. Begrundelsen er, at der ikke er erstatningsberettigende følger.

Den 22. januar 2003 anmoder tilskadekomne om genoptagelse af sagen, da følgerne er blevet værre. Vi vil give afslag på genoptagelse, da der er gået mere end 5 år fra afvisningen i juni 1995. Vi kan ikke dispensere eller se bort fra 5 - årsfristen.

4.2. Ny anmeldelse ved fortsat udsættelse

Der kan være tilfælde, hvor tilskadekomne har fået afvist en sygdom som en erhvervssygdom og efter 5 år anmoder om genoptagelse, og i den forbindelse fortsat har været udsat for en mulig skadelig påvirkning efter den første afgørelse. I de tilfælde vil en anmodning om genoptagelse efter 5-årsfristens udløb ofte blive anset for at være en ny anmeldelse på baggrund af en fortsat udsættelse.

Ved behandlingen af den nye anmeldelse vil der ikke blive set bort fra den tidligere udsættelse. Udsættelsen forældes således ikke efter 5 år.

Eksempel 15

Den 1. februar 1995 afviser Arbejdsskadestyrelsen at anerkende et høretab hos en smed som en erhvervssygdom efter gruppe E, pkt. 3 på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Begrundelsen er, at der ikke er generende tunghørighed forstået som 5 procent i varigt mén eller derover. Smeden har været udsat for støj fra 1988.

Den 1. marts 2002 anmoder smedens fagforbund om, at sagen genoptages, da hans hørelse er yderligere nedsat. Smeden har været udsat for voldsom støj frem til 2000.

Arbejdsskadestyrelsen anser forbundets anmodning for at være en ny anmeldelse og anerkender hørenedsættelsen, da der nu er påvist en hørenedsættelse svarende til mere end 5 procent i godtgørelse for varigt mén. Der lægges vægt på, at smeden har været udsat for voldsom støj fra 1988 til 2000 og i den forbindelse har udviklet en hørenedsættelse forårsaget af støj.

Skader før 1. januar 1993

Man skal være opmærksom på, at bestemmelsen (§ 24, stk. 1) først blev indført ved 1992- loven og derfor først gælder for skader opstået eller sygdomme anmeldt den 1. januar 1993 og senere.

For sager før den 1. januar 1993 gælder de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse, da den tidligere lov ikke havde en bestemmelse om genoptagelse af afviste sager. Det vil sige, at genoptagelse vil kræve, at der fremkommer væsentlige nye oplysninger, der giver grundlag for anerkendelse.

Kravet kan være forældet, hvis der er gået mere end 20 år. Se afsnit 11.1. Forældelse ved anerkendelse af ulykker og afsnit 11.2. Forældelse ved anerkendelse af erhvervssygdomme.

4.3. Erhvervssygdomme, der senere optages på fortegnelsen

5-årsfristen gælder ikke for sygdomme, der senere optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme. (Lovens § 24, stk. 2 og SM U-14-01)

Det samme gælder eksempelvis, hvis betingelserne for anerkendelse for et punkt på fortegnelsen ændres, efter at der er givet afslag på anerkendelse. Det er en ændring i retsgrundlaget og ikke ændrede faktiske omstændigheder, der begrunder genoptagelse i disse tilfælde.

Dette gælder særligt for lænderygsygdomme, der er optaget på fortegnelsen i gruppe E, pkt. 11. Med virkning fra 15. juli 1999 blev lænderygsygdomme optaget på fortegnelsen med gruppe E, pkt. 11a og b om løftearbejde. Med virkning fra 1. juni 2001 blev lænderygsygdomme som følge af plejearbejde optaget i pkt. 11c, og med virkning fra 1. december 2002 blev pkt. d om helkropsvibrationer optaget på fortegnelsen.

Hvis sagen genoptages, fordi sygdommen senere er kommet på fortegnelsen, vil vi lade en ny 5-årsfrist for genoptagelse løbe fra den seneste afgørelse om afvisning.

Eksempel 16

En jord- og betonarbejder fik afvist en lænderygsygdom ved afgørelse af 5. januar 1992. Begrundelsen var, at det måtte anses for udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da der ikke havde været tilstrækkeligt løftearbejde. Hvis der kommer en anmodning om genoptagelse efter den 15. juli 1999, hvor lænderygsygdomme blev optaget på fortegnelsen, skal sagen genoptages. Den 16. juli 2002 anmoder jord- og betonarbejderen om genoptagelse. Sagen genoptages, og ved afgørelse af 20. august 2002 gives der igen afslag på anerkendelse, da betingelserne i gruppe E, pkt. 11 a og b i fortegnelsen over erhvervssygdomme ikke er opfyldt. Der løber en ny 5-årsfrist fra afgørelsen, det vil sige, at sagen ikke kan genoptages efter den 20. august 2007.

Hvis en sygdom kommer på fortegnelsen, inden 5-årsfristen er udløbet, vil sagen kunne genoptages efter den almindelige regel (§ 24, stk. 1). § 24, stk. 2 forlænger blot fristen for genoptagelse ud over de 5 år for så vidt angår sygdomme, der efterfølgende kommer på fortegnelsen.

Oversigt over bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme fra 1986 (links til retsinformation):

Bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986

Bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989

Bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991

Bekendtgørelse nr. 134 af 22. marts 1993

Bekendtgørelse nr. 54 af 19. januar 1995

Bekendtgørelse nr. 820 af 3. november 1997

Bekendtgørelse nr. 577 af 7. juli 1999

Bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000

Bekendtgørelse nr. 357 af 17. maj 2001

Bekendtgørelse nr. 918 af 18. november 2002

Sygdomme anmeldt før 1. januar 1993

Muligheden for at genoptage sagen, fordi sygdommen kommer på fortegnelsen (§ 24, stk.

2), blev indført ved 1992-loven og gælder derfor først for sygdomme anmeldt den 1. januar 1993 og senere.

For sygdomme anmeldt før den 1. januar 1993 gælder de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse, da den tidligere lov ikke havde en bestemmelse om genoptagelse af afviste sager. Det vil sige, at der skal noget særligt til for at genoptage.

Det vil indgå i vurderingen af, om der er noget særligt, at en sygdom efterfølgende er kommet på fortegnelsen over erhvervssygdomme, og om sager opfylder betingelserne for anerkendelse.

Hvis der går mere end 20 år, vil kravet være forældet. Se afsnit 11.2. Forældelse ved anerkendelse af erhvervssygdomme.

Til toppen

5. Sagen er afsluttet uden erstatningsberettigende følger - § 27

Vi afslutter sagen i forbindelse med anerkendelsen, hvis det viser sig, at der ikke forventes at være erstatningsberettigende følger.

Ved afgørelsen vil vi anerkende arbejdsskaden og samtidig uformelt afslutte sagens behandling. Da der ikke er truffet en materiel afgørelse om erstatning, kan der ikke stilles krav til genoptagelse af erstatningsspørgsmålet. Hvis tilskadekomne eller selskabet ønsker, at der skal træffes en materiel afgørelse om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, skal vi genoptage sagens behandling for at træffe afgørelse om disse spørgsmål.

Der gælder i disse tilfælde en 5-årsfrist for genoptagelse. (Lovens § 27)

Eksempel 17

En kontorassistent faldt på arbejde og fik en lettere forstuvning af håndleddet. I lægeerklæring I har egen læge anført, at der ikke ventes at blive et varigt mén. Ved afgørelse af 23. maj 2002 anerkender Arbejdsskadestyrelsen skaden som et ulykkestilfælde og afslutter samtidig sagen, da der ikke ventes at blive erstatningsberettigende følger. Sagen kan genoptages frem til den 23. maj 2007.

Beslutningen om at afslutte sagen, da der ikke skønnes at være erstatningsberettigende følger, er ikke en afgørelse, og beslutningen kan derfor ikke klages til Ankestyrelsen. (SM U-2-98)

Efter udløbet af 5-årsfristen kan vi se bort fra fristen, hvis vi skønner, at ganske særlige omstændigheder taler herfor. Det vil sige, at vi ikke blot kan genoptage sagen efter anmodning, når 5-årsfristen er udløbet. Vi skal da foretage en konkret vurdering af, om der foreligger ganske særlige omstændigheder. Ellers skal vi give afslag på genoptagelse.

Eksempel 18

Et fingerskade, der skete den 3. februar 1993, blev anerkendt som et ulykkestilfælde ved afgørelse af 6. marts 1993. Sagen blev samtidig afsluttet uden erstatningsberettigende følger, da det var oplyst, at der ikke kunne ventes at blive et varigt mén efter skaden ud over lettere føleforstyrrelser.

Den 6. januar 2003 modtog vi en anmodning fra tilskadekomne om at genoptage spørgsmålet om erstatning, da tilskadekomne gennem årene havde fået større problemer med føleforstyrrelserne. Der var vedlagt journaloplysninger fra et hospital, der bekræftede dette.

Vi gav afslag på genoptagelse, da der var gået mere end 5 år, og da der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der talte for at se bort fra overskridelsen af fristen. Der var således gået mere end 10 år fra skaden, og efter journaloplysningerne havde tilskadekomne fortsat føleforstyrrelser i fingrene. At tilskadekomne havde fået større problemer med føleforstyrrelserne kunne ikke anses for at være udtryk for ganske særlige omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7.3 om fortolkningen af ganske særlige omstændigheder.

Til toppen

6. Henlagt på grund af tilskadekomnes forhold – § 24, stk. 3

Hvis det ikke er muligt at behandle en sag på grund af forhold, der skyldes tilskadekomne eller dennes efterladte, henlægges sagen. (Lovens § 24, stk. 3 og SM U-38-01)

Der gælder en frist for genoptagelse og viderebehandling efter henlæggelsen på 5 år. Fristen er ufravigelig, og sagen kan derfor ikke genoptages, hvis der modtages en anmodning om genoptagelse mere end 5 år efter arbejdsskadens indtræden (altså ikke fra meddelelsens dato som i § 24, stk. 1).

Sagen kan henlægges, inden der træffes afgørelse om

  • Anerkendelse
  • Udgifter til behandling og hjælpemidler
  • Godtgørelse for varigt mén
  • Erstatning for tab af erhvervsevne
  • Overgangsbeløb ved dødsfald
  • Erstatning for tab af forsørger

Eksempel 19

Vi anerkendte ved en afgørelse i oktober 1993 et ulykkestilfælde, der indtrådte i september 1993. I februar og i marts 1994 anmodede vi tilskadekomne om at besvare et spørgeskema.

Vi modtog ikke svar fra tilskadekomne. Herefter meddelte vi i et brev fra maj 1994, at tilskadekomnes sag var henlagt, fordi han ikke havde svaret på styrelsens henvendelser, og at det således ikke var muligt at tage stilling til, om tilskadekomne eventuelt var berettiget til ydelser efter loven. Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at sagen kunne genoptages inden for en frist af 5 år, regnet fra skadedatoen i september 1993.

Tilskadekomne anmodede os telefonisk i november 1999 om at genoptage sagen.

Vi afviste i juli 2000 at genoptage sagen. Der blev lagt vægt på, at sagen var blevet henlagt i maj 1994, fordi tilskadekomne ikke havde svaret på vores henvendelser.

Der var ikke mulighed for at genoptage sagen, da der var gået mere end 5 år efter skadedatoen.

Ankestyrelsen tiltrådte, at der ikke var hjemmel til at genoptage sagen, da tilskadekomnes krav på ydelser efter loven var bortfaldet, jf. lovens § 24, stk. 3. (SM U-38-01)

Praksis

Efter vores nuværende praksis henlægges sager normalt kun, når tilskadekomne udtrykkeligt tilkendegiver, at han ikke ønsker, at sagens behandling fortsætter. Parterne meddeles skriftligt, at sagen henlægges.

Ellers vil vi normalt træffe en afgørelse om anerkendelse eller erstatning på de foreliggende oplysninger. Vi vil ikke henlægge en sag, blot fordi tilskadekomne ikke besvarer vore spørgeskemaer.

Hvis tilskadekomne forhindrer en tilstrækkelig sagsoplysning vedrørende spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne, vil vi så vidt muligt træffe en afgørelse om den sikre procent på det foreliggende grundlag.

Resultatet af, at styrelsen ikke kan få de nødvendige oplysninger på grund af tilskadekomnes forhold og må træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag, kan være, at vi ikke kan anerkende en arbejdsskade eller tilkende den erstatning, som tilskadekomne ellers ville være berettiget til.

Når der er truffet afgørelse om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, kan sagen ikke længere henlægges på grund af tilskadekomnes forhold.

Hvis tilskadekomne anmoder om genoptagelse, efter at disse afgørelser er truffet, og derefter undlader at medvirke til at oplyse sagen, må dette indgå i overvejelserne om genoptagelse (§ 34, stk. 1 – se kapitel 7). Hvis der som følge af tilskadekomnes forhold ikke fremkommer oplysninger, der giver et grundlag for genoptagelse, vil der blive givet afslag på genoptagelse.

Til toppen

7. Spørgsmål om mén og tab af erhvervsevne – § 34

Spørgsmålene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne kan genoptages inden for 5 år, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen. (Lovens § 34, stk. 1). Se afsnit 7.1. og afsnit 7.2.

Fristen for genoptagelse kan forlænges ud over de 5 år. Se afsnit 7.2.1.

Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristen. Se afsnit 7.3.

7.1. 5-årsfristen løber fra første fastsættelse

Fristen løber fra den første fastsættelse af erstatningsspørgsmålet. Når der er truffet den første afgørelse om godtgørelse for varigt mén, løber der en 5-årsfrist fra denne afgørelse vedrørende spørgsmålet om mén. Det samme gælder for erhvervsevnetab. Hvis afgørelsen om mén og erhvervsevnetab ikke træffes samme dato, vil der løbe to forskellige 5-årsfrister for henholdsvis mén og erhvervsevnetab.

Hvis Ankestyrelsen har hjemvist en sag, vil 5-årsfristen først løbe fra vores nye afgørelse.

Den hjemviste afgørelse har således ingen retsvirkninger. Ménet kan først anses for fastsat ved den nye afgørelse. En undtagelse herfra vil være, hvis Ankestyrelsen lader en del af vores tidligere afgørelse bestå ved at ophæve den delvist.

Hvis Ankestyrelsen ændrer en afgørelse, vil det normalt ikke få en ny 5-årsfrist til at løbe fra Ankestyrelsens ændrede afgørelse. 5-årsfristen vil normalt løbe fra vores første afgørelse, selvom denne nu er ændret.

Det sikre mén

I nogle tilfælde tilkender vi en godtgørelse for det sikre mén. Dette sker eksempelvis, hvis tilskadekomne har fået amputeret benet. Under alle omstændigheder vil der være et stort mén, selvom det nøjagtige mén ikke kan vurderes før et års tid efter skaden. I disse tilfælde træffer vi afgørelse om det sikre mén og anfører i afgørelsen, at spørgsmålet om mén vil blive taget op på et senere tidspunkt (eksempelvis efter et halvt år). 5-årsfristen vil normalt løbe fra den første fastsættelse af ménet.

Afgørelse før 2-årsfristen

Vi skal træffe en afgørelse om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne senest inden 2 år efter arbejdsskadens indtræden. (Lovens § 31, stk. 1, sidste punktum) Hvis sagen ikke kan afgøres på det foreliggende grundlag inden for denne frist, vil vi normalt træffe en afgørelse for at overholde denne frist. Hvis der ikke på det foreliggende kan dokumenteres et varigt mén eller et tab af erhvervsevne, vil afgørelsen være et afslag på godtgørelse eller erstatning. Sagen behandles dog videre for at indhente et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen.

Når der træffes en afgørelse for at overholde 2-årsfristen og afgørelsen lyder på et afslag, fordi der ikke på det foreliggende grundlag kan dokumenteres et mén eller et erhvervsevnetab, men vi fortsat indhenter oplysninger til belysning af sagen, vil 5-årsfristen ikke løbe fra denne afgørelse. Det er ikke en endelig afgørelse.

Først når sagen er tilstrækkeligt oplyst og der træffes en endelig afgørelse om henholdsvis varigt mén og erhvervsevnetab, vil 5-årsfristen begynde at løbe.

7.2. Krav inden for 5-årsfristen

Inden for 5-årsfristen (eller inden for den periode, hvor fristen er forlænget, jf. afsnit 7.2.1.), kan spørgsmålet om mén og erhvervsevnetab genoptages, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen. (Lovens § 34, stk. 1, 1. pkt.).

Ved bedømmelsen af, om der er grundlag for at genoptage en sag, foretages en prøvelse af, om der er sandsynliggjort væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved den første fastsættelse af godtgørelse og/eller erstatning. Ved denne prøvelse sammenlignes det aktuelle og det tidligere oplysningsgrundlag for at fastslå, om der foreligger sådanne ændrede forhold, at der er grundlag for at foretage en ny indholdsmæssig vurdering af sagen.

Det antages, at denne regel om genoptagelse svarer til de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse.

Det vil sige, at genoptagelse kræver, at det skal være overvejende sandsynligt, at en ny behandling af sagen vil medføre en højere erstatning.

Det betyder, at der som udgangspunkt ikke kan genoptages, hvis der ikke er grundlag for at tilkende en højere godtgørelse for varigt mén eller en højere erstatning for tab af erhvervsevne.

Eksempel 20

Tilskadekomne får ved afgørelse af 22. januar 2001 tilkendt 5 procent i mén for lænderygsmerter uden bevægeindskrænkning. Der gives afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da skaden ikke kan anses for at have påvirket hans erhvervsevne svarende til en nedsættelse på 15 procent i erhvervsevnen. Tilskadekomne har genoptaget sit arbejde.

Den 15. februar 2002 anmoder han om genoptagelse af spørgsmålet om varigt mén, da han har fået mere ondt i lænden. Vi indhenter journaloplysninger fra egen læge, der bekræfter, at han flere gange har henvendt sig hos egen læge med smerter i lænden.

Vi giver afslag på genoptagelse af spørgsmålet om mén, da der ikke er dokumenteret ændringer i forhold til grundlaget for vores tidligere afgørelse, der med overvejende sandsynlighed kan begrunde en højere erstatning. Selvom smerterne er blevet værre, så er tilstanden ikke forværret betydeligt, eksempelvis med nedsat bevægelighed eller lignende.

Se i øvrigt vores Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne - afsnit 2.12. om genoptagelse af erhvervsevnetab.

Sagsoplysning

Vi kan indhente oplysninger til at vurdere spørgsmålet om genoptagelse af spørgsmålene om erstatning og godtgørelse. At indhente oplysninger til denne vurdering er ikke i sig selv udtryk for en genoptagelse. Dette adskiller sig væsentligt fra genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet (se kapitel 4), hvor der genoptages, blot anmodningen henviser til, at der eventuelt foreligger oplysninger, der kan uddybe spørgsmålet om anerkendelse.

Årsagssammenhæng

Spørgsmålet om årsagssammenhæng indgår også i vurderingen af, om det er overvejende sandsynligt, at genoptagelsen vil medføre en højere erstatning. Det vil sige, at hvis tilskadekomne har fået tilkendt førtidspension efter vores afgørelse, så giver vi afslag på genoptagelse, hvis den nedsatte erhvervsevne ikke kan anses for at være forårsaget af arbejdsskaden.

Eksempel 21

Tilskadekomne får ved afgørelse af 22. januar 2001 tilkendt 8 procent i mén for smerter og let indskrænket bevægelighed i lænden. Der gives afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da skaden ikke kan anses for at have påvirket hans erhvervsevne svarende til en nedsættelse på 15 procent i erhvervsevnen. Tilskadekomne har genoptaget sit arbejde.

Den 15. februar 2002 anmoder han om genoptagelse af spørgsmålet om erhvervsevnetab, da han får tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Vi indhenter pensionsakterne, hvoraf det fremgår, at pensionen er tilkendt på grund fibromyalgi og en psykisk sygdom, og ikke på grund af arbejdsskadens følger.

Vi giver derfor afslag på genoptagelse af spørgsmålet om erhvervsevnetab, da der ikke er dokumenteret ændringer i forhold til grundlaget for vores tidligere afgørelse, der med overvejende sandsynlighed kan begrunde en højere erstatning for tab af erhvervsevne.

Stillingtagen til genoptagelse

Arbejdsskadestyrelsen vil normalt først i forbindelse med afgørelsen tage stilling til genoptagelse. Hvis det efter sagsoplysningen ikke tyder på, at der er grundlag for at tilkende en højere godtgørelse eller erstatning, vil vi give afslag på genoptagelse i afgørelsen. Hvis der derimod er grundlag for at tilkende en højere godtgørelse eller erstatning, vil vi i afgørelsen anføre, at vi har genoptaget sagen, og derefter tilkende forhøjelsen af ménet eller tabet af erhvervsevne.

Tilkendelsestidspunkt ved genoptagelse

Når vi genoptager spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne, vil der i visse tilfælde være tale om en løbende ydelse, hvor der skal tages stilling til, fra hvilket tidspunkt en ændring af den løbende erstatning skal have virkning (tilkendelsestidspunktet).

Normalt vil der blive tilkendt løbende erstatning fra modtagelsen af anmodningen om genoptagelse.

Ændringer i méntabellen

Ændringer i satserne i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel er ikke i sig selv en relevant ændring af de faktiske forhold, der kan føre til genoptagelse af spørgsmålet om varigt mén.

Hvis méntabellen revideres og en skade efter revisionen takseres til 8 procent, hvor den tidligere blev takseret til 5 procent, vil det altså ikke være tilstrækkeligt grundlag for at genoptage sagen, at man ved en afgørelse, der lå før revisionen af tabellen, fik 5 procent for denne skade.

Hvis sagen af anden årsag genoptages, vil den gældende méntabel imidlertid blive anvendt ved fastsættelsen af det varige mén.

7.2.1. Forlængelse af 5-årsfristen

Fristen for genoptagelse kan forlænges ud over de 5 år. Dette skal dog ske, inden fristen udløber. (Lovens § 34, stk. 1, 2. pkt.) Et eksempel, hvor fristen ved spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne forlænges, kan være en langvarig omskoling, hvor uddannelsen ikke ventes at blive afsluttet inden udløbet af 5-årsfristen, og hvor der skal træffes endelig afgørelse om det varige tab af erhvervsevne efter endt uddannelse.

For så vidt angår godtgørelse for varigt mén, vil vi i visse tilfælde forlænge fristen for genoptagelse ved silikose, asbestose, øjenskader og andre tilfælde, hvor der efter vores erfaring kan ske en forværring af følgerne mange år efter arbejdsskaden.

Hvis der er givet fristforlængelse, vil sagen kunne genoptages inden for den nærmere fastsatte frist, såfremt der foreligger væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen, jf. afsnit 7.2.

7.3. Krav uden for 5-årsfristen - ganske særlige omstændigheder

Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristen. (Lovens § 34, stk. 1, 3. pkt.) Efter praksis foreligger der ganske særlige omstændigheder, når følgende to betingelser er opfyldt:

1. Der skal dokumenteres en væsentlig forværring af det varige mén eller erhvervsevnen og

2. Forværringen skal med overvejende sandsynlighed skyldes arbejdsskaden.

Ligesom inden for 5-årsfristen kræver genoptagelse, at det skal være overvejende sandsynligt, at en ny behandling af sagen vil medføre en højere erstatning. Det betyder igen, at der normalt ikke kan genoptages, hvis der ikke er grundlag for at tilkende en højere godtgørelse for varigt mén eller en højere erstatning for tab af erhvervsevne. Da 5-årsfristen er overskredet, kræves det også, at forhøjelsen skal være væsentlig, og at der ikke må være tvivl om, at der er en årsagssammenhæng mellem forværringen og arbejdsskaden.

I vurderingen vil særligt indgå, hvor lang tid der er gået fra den første fastsættelse af godtgørelse eller erstatning, til anmodningen om genoptagelse modtages. Jo flere år der er gået, jo sværere vil det være at dokumentere, at en forværring skyldes arbejdsskadens følger og ikke eksempelvis alderssvarende forandringer i form af slidgigt, nedsat syn og hørelse med videre.

Er der eksempelvis gået 16 år fra den første fastsættelse, og er tilstanden nu forværret med slidgigt, vil der normalt blive givet afslag på genoptagelse, da der ikke er ganske særlige omstændigheder.

Eksempel 22 - afvist at genoptage

I 1993 fik tilskadekomne tilkendt 8 procent i godtgørelse for varigt mén for smerter og indskrænket bevægelighed i lænden. Det blev vurderet, at det samlede mén var 12 procent, men at 1/3 af dette var forårsaget af en tidligere, ikke arbejdsbetinget rygskade, der havde medført længere sygemeldinger.

I 2003 anmodede tilskadekomne om genoptagelse, da smerterne var blevet værre og mere jævnlige.

Vi giver afslag på genoptagelse, da der ikke er tale om ganske særlige omstændigheder. Der er gået mere end 10 år fra den sidste afgørelse, forværringen er beskeden, og det er ikke overvejende sandsynligt, at hele forværringen skyldes arbejdsskaden, da der er en betydelig forudbestående sygdom.

Eksempel 23 - afvist at genoptage

En landmand havde i 1984 beskadiget venstre skulder i et fald. I 1986 fik han tilkendt 20 procent i godtgørelse for varigt mén, og i 1987 fik han tilkendt 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, der i 1989 blev forhøjet til 20 procent. I 2000 anmodede landmanden om genoptagelse med henvisning til, at han efterfølgende havde fået tilkendt førtidspension. 5-årsfristen for genoptagelse var derfor overskredet.

Han fik afslag på genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne, da der ved tilkendelsen af de 20 procent i erhvervsevnetab var foretaget et samlet skøn over, i hvilket omfang skulderskaden måtte forventes fremtidigt at nedsætte erhvervsevnen.

De efterfølgende erhvervsmæssige ændringer kunne således ikke anses for ganske særlige omstændigheder, som gav grundlag for genoptagelse. Der blev desuden lagt vægt på, at hans ikke-arbejdsbetingede lidelser i form af rygsmerter havde reduceret hans erhvervsevne både før og efter arbejdsskadens indtræden.

Eksempel 24 - genoptaget

Ved en afgørelse i 1997 tilkender vi 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, da tilskadekomne er i et fleksjob som følge af en rygskade, hvor hun havde et løntab på 15 procent. Erstatningen udbetales som et engangsbeløb.

I 2003 anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da hun ikke længere kan varetage fleksjobbet, fordi rygsmerterne er blevet værre. Hun søger nu om førtidspension.

Vi vurderer på den baggrund, at der er ganske særlige omstændigheder, der taler for at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab, da der er tale om en væsentlig forværring af tabet af erhvervsevne, og da der er overvejende sandsynlighed for, at forværringen skyldes arbejdsskaden. Vi træffer nu en midlertidig afgørelse (efter § 31, stk. 4) og tilkender 35 procent i erstatning for tab af erhvervsevne med revision efter 1 år med henblik på at se, hvordan pensionssagen forløber. Erstatningen udbetales som en løbende ydelse, der ikke kan kapitaliseres.

Se i øvrigt vores Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne - afsnit 2.12. om genoptagelse af erhvervsevnetab.

Til toppen

8. Udgifter til behandling og hjælpemidler

Udgifter til behandling (lovens § 30, stk. 1) og hjælpemidler (lovens § 30, stk. 2) kan dækkes under sagens behandling. Det vil normalt sige, indtil der træffes en endelig afgørelse om godtgørelse for varigt mén.

Er en sag genoptaget til vurdering af mén eller erhvervsevnetab, kan tilskadekomne også få dækket behandlingsudgifter i denne periode (lovens § 30, stk. 3). Dette gælder også, hvis sagen er genoptaget efter 5-årsfristen.

Spørgsmålet om udgifter til behandling og hjælpemidler kan selvstændigt genoptages, hvis der er sket en væsentlig ændring af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen (§ 30 er også nævnt direkte i § 34, stk. 1). Spørgsmålet om dækning af udgifter til behandling og hjælpemidler vil dog normalt kun blive genoptaget, efter at der er truffet en afgørelse om godtgørelse for varigt mén, hvis ménet er forværret, eksempelvis ved en operation eller en forværring af skaden.

Der henvises til Vejledning om betaling for sygebehandling, optræning og hjælpemidler ved arbejdsskader, afsnit 2.2 om dækning efter sagens første behandling.

Til toppen

9. Erstatning for tab af forsørger

En række efterladte er berettigede til erstatning for tab af forsørger. Erstatningen ydes normalt som en løbende ydelse i en periode, der højst kan vare 10 år ad gangen. (Lovens § 36, stk. 1 og 2) Hvis en efterladt har fået afslag på erstatning for tab af forsørger, kan den efterladte inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afslaget anmode os om at genoptage spørgsmålet. (Lovens § 36, stk. 6, 1. pkt.) Det samme gælder for efterladte, der har fået en løbende erstatning. De kan inden for en frist på 5 år fra ydelsens ophør anmode os om at genoptage spørgsmålet med henblik på at få yderligere tidsbestemt løbende ydelse. (Lovens § 36, stk. 6, 2. pkt.) Efter vores praksis genoptager vi kun sagen på baggrund af en anmodning, hvis der er sket en væsentlig ændring af den efterladtes økonomiske forhold, der begrunder en forlængelse ud over den tilkendte periode.

Denne 5-årsfrist er absolut, og der kan ikke ses bort eller dispenseres fra fristen. (SM U-41-01)

Der henvises til vores Vejledning om erstatning ved dødsfald, hvor genoptagelse af erstatning for tab af forsørger behandles i kapitel 5.

Til toppen

10. Almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse

Hvis der anmodes om genoptagelse på baggrund af nye oplysninger, vil spørgsmålet om genoptagelse normalt kunne vurderes efter arbejdsskadesikringsloven (§ 24, 27, 34 og 36).

Hvis der derimod anmodes om genoptagelse, fordi en afgørelse anses for at være mangelfuld, vil spørgsmålet om genoptagelse ikke kunne vurderes efter arbejdsskadesikringslovens regler om genoptagelse. Modtages anmodningen om genoptagelse inden klagefristens udløb, og begrundes anmodningen med, at afgørelsen er mangelfuld, skal Arbejdsskadestyrelsen genvurdere afgørelsen. Se kapitel 3.

I disse tilfælde må vi vurdere sagen ud fra de almindelige forvaltningsretlige principper for genoptagelse. (SM U-5-02) Generelt kræver genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper, at der er væsentlige mangler ved vores afgørelse, så en ny vurdering af sagen må ventes at føre til et væsentligt ændret resultatet.

En mangel kan eksempelvis bestå i en regne- eller skrivefejl (se om berigtigelse i afsnit 10.1), i en faktisk eller retlig mangel ved afgørelsen (se afsnit 10.2) eller i, at væsentlige sagsbehandlingsregler ikke er blevet overholdt (se afsnit 10.3.).

10.1. Berigtigelse

Hvis vi bliver opmærksomme på – eller parterne gør os opmærksomme på – skrivefejl og oplagte regnefejl eller lignende i vores afgørelser, kan vi rette disse. Dette følger af almindelige forvaltningsretlige principper.

Domstolene har en særlig ret til dette i retsplejelovens § 221, stk.1: Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører udfærdigelsens form.

Berigtigelse er særligt relevant, når fejlen opdages, efter at klagefristen er overskredet. Inden for klagefristen vil vi normalt rette fejlen ved en genvurdering ved at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse uden fejlen.

Se kapitel 3 om genvurdering.

Eksempler, hvor vi kan berigtige oplagte fejl:

Der er tilkendt 10 procent i godtgørelse for varigt mén, og det er ved en skrivefejl anført, at der skal udbetales 404 kr.

Der er tilkendt 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, men ved en fejl er beløbet, der skal udbetales, ikke anført.

I afgørelsen står, at årslønnen er fastsat til 20.000 kr., hvor den skulle have været 200.000 kr. Erhvervsevnetabet er dog udregnet korrekt med 200.000 kr. som årsløn.

Hvis der i øvrigt er fejl i beregningen eller vurderingen af erhvervsevnetab eller årsløn, vil det normalt ikke bare kunne berigtiges, da der ofte vil være tale om fejl i vurderingen af sagen, og ikke blot regne- eller skrivefejl, hvilket falder uden for vores muligheder for at berigtige. I disse tilfælde må det overvejes, om der er grundlag for genoptagelse efter de almindelige forvaltningsretlige principper, hvilket beskrives i de følgende afsnit.

10.2. Afgørelsen er mangelfuld – faktisk eller retligt

En afgørelse kan være mangelfuld, hvis vi har baseret afgørelsen på forkerte oplysninger om faktiske forhold.

Hvis vi har afgjort sagen ud fra forkerte regler, ikke har overholdt vores pligt til at oplyse sagen (officialmaksimen) eller har anvendt forkerte hensyn i en skønsmæssig vurdering, vil der eksempelvis være tale om en retlig mangel.

Se i øvrigt afsnit 3.2. om eksempler på faktiske og retlige mangler ved genvurdering.

Hvis manglen er så væsentlig, at en ny vurdering af sagen må ventes at føre til et væsentligt ændret resultat, genoptager vi sagen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper.

Vi kan normalt kun genoptage sagen, hvis den faktiske eller retlige mangel giver grundlag for at tilkende en højere godtgørelse eller erstatning. Som udgangspunkt kan vi derfor ikke genoptage og fastholde den tidligere tilkendte godtgørelse eller erstatning. Noget andet gælder ved visse sagsbehandlingsfejl - se afsnit 10.3.

Hvis begrundelsen i den tidligere afgørelse var upræcis, men resultatet korrekt, kan vi i et afslag på genoptagelse rette begrundelsen ved at give den begrundelse, der skulle have været givet oprindeligt. Ved genvurdering træffes i stedet en ny afgørelse med korrekt begrundelse, blot begrundelsen var upræcis (se afsnit 3.2.2. Der kan helt eller delvist gives medhold i klagen - genoptagelse).

At der er tale om en afgørelse, hvor tilskadekomne ved en fejl har fået for meget i godtgørelse eller erstatning (begunstigende forvaltningsakt), forhindrer os som udgangspunkt ikke i at genoptage og ændre eller ophæve vores tidligere mangelfulde afgørelse. (SM U-5-02)

10.2.1. Forkert fradrag på grund af forudbestående sygdom

Ved Højesterets dom af 3. september 1998 (UfR 1998.1627 H) blev kravene til fradrag i godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne præciseret (lovens § 13 og 26). Fremover kræver fradrag enten, at 1. der er dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden eller dokumentation for helbredsforandringer og symptomer, der havde medført mén forud for arbejdsskaden, eller at 2. der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at den forudbestående sygdom, uafhængigt af arbejdsskaden, ville nedsætte erhvervsevnen væsentligt, eller for, at der uafhængigt af arbejdsskaden ville være opstået væsentlig helbredsforringelse med varigt mén til følge (prognosesynspunkt).

(SM U-2-99, SM U-3-99, SM U-4-99 og artiklen "Domme om erstatning for arbejdsskader" i Nyt fra ankestyrelsen nr. 3, 1999 samt Nyt om Arbejdsskader nr. 2, februar 1999)

Har vi tidligere truffet en afgørelse om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne, og har vi i den forbindelse trukket fra i den samlede erstatning, kan det være, at vores oprindelige afgørelse ikke opfylder kravene, som ovenfor beskrevet. Hvis en genoptagelse vil føre til en højere godtgørelse eller erstatning, vil vi genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige principper.

Som udgangspunkt fastsættes tidspunktet for tilkendelse af løbende erstatninger for tab af erhvervsevne til tidspunktet, hvor vi har modtaget anmodningen om genoptagelse. Hvis der er begået fejl fra vores side, vil genoprettelsen af den oprindelige, utilstrækkelige afgørelse ofte betyde, at der tilkendes en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt end anmodningen om genoptagelse, eksempelvis fra tidspunktet for tilkendelse af en førtidspension.

Eksempel 25

Efter en hjernerystelse udviklede borgeren migræne og psykiske symptomer. Efterfølgende fik hun tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, svarende til en erhvervsevne nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen, fra den 1. september 1996. Ved første afgørelse fik borgeren tilkendt 25 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Der blev henvist til, at pensionen tillige var tilkendt på grund af lidelser i ryg, nakke og skulder.

Sagen blev genoptaget ud fra almindelige forvaltningsretlige principper, fordi lidelserne i ryg, nakke og skuldre ikke kunne anses for at være indgået i pensionsvurderingen. Der blev tilkendt 25 procent yderligere fra den 1. september 1996, hvilket svarede til 50 procent i alt.

Det samlede tab af erhvervsevne var således afklaret på tidspunktet for tilkendelse af pension. Der havde ikke været tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte erstatningen på grund af en række lidelser, som ikke var indgået i pensionsvurderingen, da de ikke var varigt invaliderende (§ 13 og 26).

10.2.2. Førtidspension forhøjes med tilbagevirkende kraft

Ved Højesterets dom af 22. september 1999 blev praksis for tilkendelse af førtidspension lempet (gældende for den tidligere lov nr. 901 af 15. december 1986 om social pension. Fra 1. januar 2003 gælder en ny lov om social pension: Lov nr. 697 af 21. august 2002).

På baggrund af dommen har pensionsmyndighederne genoptaget en række sager ud fra almindelige forvaltningsretlige principper og tilkendt højere grader af førtidspension med tilbagevirkende kraft.

Ved vores vurdering af erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne har fået tilkendt førtidspension, indgår kommunens vurdering af pensionsgrad som et element. Når pensionen senere forhøjes med tilbagevirkende kraft, kan det betyde, at et væsentligt element af vores tidligere afgørelse var forkert og derfor kan give grundlag for forvaltningsretlig genoptagelse.

Pensionsudbetalingerne anses for at være forældet efter den 5-årige frist for forældelse i 1908-loven (jævnfør SM P-10-03 og notat fra Kammeradvokaten på Ankestyrelsens hjemmeside). Da 1908-loven ikke anvendes på arbejdsskadeområdet, kan vi gå længere tilbage, hvis vi finder grundlag for at genoptage vores vurdering af erstatning for tab af erhvervsevne.

Eksempel 26

I 1994 får tilskadekomne tilkendt almindelig forhøjet førtidspension på grund af en rygskade.

Derefter tilkender vi en erstatning for tab af erhvervsevne på 50 procent, blandt andet med henvisning til pensionsgraden.

I 2000 anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da Ankestyrelsen har ændret den oprindelige pensionsafgørelse fra 1994 og tilkendt mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft fra 1995. Der blev henvist til Højesterets dom og til, at krav på pensionsudbetalinger forældes efter 5 år efter 1908-loven.

Vi genoptager sagen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper og tilkender 65 procent tilbage fra 1994.

10.3. Sagsbehandlingsreglerne er ikke overholdt

Hvis vores afgørelse må anses for at være ugyldig på grund af væsentlige sagsbehandlingsfejl, må vi genoptage sagen, reparere fejlen og træffe en ny afgørelse.

Her er det ikke nødvendigvis et krav for genoptagelse, at afgørelsen bliver ændret indholdsmæssigt.

En væsentlig sagsbehandlingsfejl ville eksempelvis være overtrædelse af garantiforskrifter, det vil sige regler, der skal sikre, at afgørelsen får et lovligt og rigtigt indhold (herunder regler om habilitet, pligten til partshøring, besvarelse af partens anmodning om aktindsigt, inden afgørelsen træffes, udsættelse af sagen, for at parten kan afgive udtalelse og samtidig begrundelse).

For lang sagsbehandlingstid eller manglende klagevejledning anses ikke for at være væsentlige mangler, der kan gøre en afgørelse ugyldig.

Hvis der er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, må vi normalt genoptage sagen, medmindre det er klart, at fejlen ikke har haft nogen indflydelse på afgørelsen.

Eksempel 27

Vi tilkender ved afgørelse af 24. marts 2003 15 procent i løbende erstatning for tab af erhvervsevne, hvor årslønnen er fastsat til 230.000 kr. Årslønnen er fastsat ud fra arbejdsgivers oplysninger. Vi får ikke partshørt tilskadekomne over lønoplysningerne.

Der klages ikke over afgørelsen. Den 2. maj 2003 modtager vi en anmodning om genoptagelse fra tilskadekomne med henvisning til, at årslønnen er forkert, da der er fejl i arbejdsgivers angivelser. Vi indhenter yderligere oplysninger, der bekræfter, at årslønnen skulle have været fastsat til 250.000 kr.

Da vi ikke har partshørt, har vi overtrådt en garantiforskrift, hvilket er en væsentlig mangel. Hertil kommer, at vores manglende partshøring har haft stor indflydelse på vores afgørelse. Vi skal derfor genoptage afgørelsen og træffe en ny afgørelse. Vi ophæver samtidig vores afgørelse af 24. marts 2003.

10.4. Kompetence til at genoptage efter almindelige forvaltningsretlige principper

I visse tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen ikke kunne genoptage sin tidligere afgørelse efter almindelige forvaltningsretlige principper, selvom vi mener, at afgørelsen eventuelt er mangelfuld. Hvis Ankestyrelsen har truffet den seneste afgørelse om spørgsmålet, vil vi som udgangspunkt ikke have kompetence til at genoptage sagen.

Arbejdsskadestyrelsen har ikke kompetence til at ændre en afgørelse, truffet af Ankestyrelsen, når der er tale om en vurdering af sagen på det samme grundlag.

Hvis vi modtager en generel anmodning om genoptagelse, hvor der eventuelt sættes spørgsmålstegn ved en tidligere afgørelse, der er tiltrådt af Ankestyrelsen, vil vi tage stilling til, om lovens betingelser for genoptagelse er til stede (§ 24, 27, 34 eller 36). Hvis lovens betingelser ikke er opfyldt, eksempelvis fordi de faktiske oplysninger ikke er ændret, vil vi give afslag på genoptagelse. Vi kan eventuelt tilføje, at Arbejdsskadestyrelsen ikke har taget stilling til Ankestyrelsens tidligere afgørelse.

I nogle tilfælde modtager vi en specifik anmodning om genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper med henvisning til, at vores tidligere afgørelse skulle være mangelfuld. Hvis afgørelsen er tiltrådt eller ændret af Ankestyrelsen, vil vi oversende sagen til Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen kan overveje, om der er grundlag for at genoptage afgørelsen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper.

Eksempel 28

Vi tilkender i oktober 1997 25 procent i erstatning for tab af erhvervsevne på baggrund af en rygskade. Tilskadekomne har fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension i 1996, svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen på mindst halvdelen. Vi har trukket halvdelen fra, da der på røntgenbilleder var tegn på slidgigt (lovens § 13 og 26).

Ankestyrelsen tiltræder afgørelsen i maj 1998 med samme begrundelse.

I 2003 sender tilskadekomne et brev til os, hvor der anmodes om, at sagen genoptages, da der fejlagtigt er trukket fra i erstatningen, da slidgigten ikke har givet symptomer før arbejdsskaden. Der henvises til Højesterets dom af 3. september 1998 (UfR 1998.1627).

Arbejdsskadestyrelsen sender sagen til Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen kan overveje, om der er grundlag for at genoptage afgørelsen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper. Vi har ikke kompetence til at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab, da Ankestyrelsen har vurderet spørgsmålet på samme grundlag.

10.5. Ophævelse af den tidligere afgørelse

Når en sag genoptages på grund af, at en afgørelse har været mangelfuld, må der tages stilling til, om den tidligere afgørelse skal ophæves, eller om den eventuelt fortsat skal stå ved magt helt eller delvist.

Eksempel 29

Tilskadekomne har under aftjening af sin værnepligtig fået en rygskade ved at løfte en kasse.

Arbejdsskadestyrelsen afviser med henvisning til arbejdsskadesikringslovens § 9, nr. 1, da der ikke er sket en usædvanlig afvigelse i forhold til den ønskede udførelse af løftet.

Der klages ikke over afgørelsen, og et år efter skaden anmoder tilskadekomne om genoptagelse, da hans sag ikke er blevet vurderet efter lov om værnepligtige. Arbejdsskadestyrelsen genoptager sagen og anerkender skaden som en ulykke efter værnepligtsloven, da tilskadekomne er blevet ramt af et ulykkestilfælde, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller de forhold, hvorunder tjenesten foregår.

Styrelsen genoptager således sagen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper og ophæver samtidig den tidligere afgørelse.

Til toppen

11. Forældelse

Hvis der anmodes om genoptagelse mere end 20 år efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, vil eventuelle krav være forældede efter den almindelige 20-årige frist for forældelse (DL 5-14-4).

Forældelsesfristen afbrydes ved enhver henvendelse med krav eller forbehold om anerkendelse af skaden. Efter hver afbrydelse løber der en ny 20-årig frist. (SM U-15-01) 1908-lovens frist på 5 år for forældelse anvendes ikke på arbejdsskadeområdet. Dette blev fastslået af højesteret i en dom af 5. oktober 1999 (beskrevet i SM U-19-99). Højesteret anførte, at arbejdskadelovgivningen har karakter af en lovpligtig forsikring mod ulykker og derfor ikke er krav på erstatning for skade, som omtales i 1908-loven.

11.1. Forældelse ved anerkendelse af ulykker

Hvis vi har afvist at anerkende en ulykke, vil fristen for forældelse løbe fra skadedatoen.

Eksempel 30

Tilskadekomne forvrider knæet den 1. februar 1967, men anmelder først skaden til os i 2003.

Fristen for forældelse løber fra skadedatoen og udløber 1. februar 1987. I afgørelsen anfører vi derfor, at eventuelle krav på erstatning for knæskaden er forældet efter den 20-årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4. Der er ikke oplysninger om afbrydelse af fristen, og der er ikke særligt grundlag for at suspendere fristen.

11.2. Forældelse ved anerkendelse af erhvervssygdomme

Forældelsesfristen regnes som udgangspunkt fra tidspunktet for stiftelsen af kravet. Det vil sige fra det tidspunkt, hvor den skadelige påvirkning ophørte (skadeårsagstidspunktet). Det seneste tidspunkt vil derfor normalt være tidspunktet for arbejdsophør. Dog må kravet anses for stiftet tidligere, hvis sygdommen indtrådte, inden den skadelige påvirkning ophørte, det vil sige ved de første symptomer (symptomdebut). (SM U-15-01) Det er uden betydning for stiftelsestidspunktet, om eller hvornår en sygdom kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Optagelse på fortegnelsen indebærer et nyt retsgrundlag, der kun har betydning for bevisvurderingen - ikke for spørgsmålet om forældelse. (Se Eksempel 33) Den 20-årige forældelsesfrist er som udgangspunkt absolut, men kan suspenderes i særlige tilfælde.

Ved erhvervssygdomme vil overvejelser om forældelse foregå således:

1) Hvornår er kravet stiftet? Hovedregel: Ved ophør af påvirkningen (arbejdsophør). Undtagelse: Sygdommen gav symptomer inden arbejdsophør – da fra symptomdebut.

2) Er fristen afbrudt? Da løber fristen først fra den seneste afbrydelse/henvendelse om kravet. (Se Eksempel 32)

3) Er der ganske særlig grund til at suspendere fristen? (Jævnfør afsnit 11.4.).

Eksempel 31 - Forældet krav - høretab

Sagen vedrørte en nu 70-årig mand, der havde oplyst, at høretabet skyldtes udsættelse for støj på arbejdet som montør i årene 1964 til 1976, hvor han forlod arbejdsmarkedet på grund af en blodprop. Siden havde han ikke været udsat for støj. Sagen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i 1999.

Eventuelle krav på erstatning for en arbejdsbetinget hørenedsættelse var forældede efter den 20-årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem ophøret af udsættelse for støj på arbejdet og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen. Der var ingen oplysninger om afbrydelse af forældelsesfristen. Der var ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen i tilskadekomnes sag.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at støjbetingede høresygdomme objektivt opstår i nær tilknytning til støjudsættelsen. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at tilskadekomne efter det oplyste flere gange i perioden 1973 til 1985 havde haft kontakt med ørelæger og egen læge om høreproblemerne. Han havde således på ingen måde været forhindret i at anmelde lidelsen inden forældelsesfristens udløb. (Sag 1 i SM U-15-01)

Eksempel 32 - Forældet krav – rygsygdom under værnepligt

Eventuelle krav på erstatning for en rygsygdom, der angiveligt skyldtes rygbelastninger under aftjening af værnepligt, var forældet efter den 20-årige forældelsesregel i Danske lov 5 -14-4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem ophøret af værnepligten og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen, og at der var gået mere end 20 år, siden forældelsesfristen efter det oplyste senest var afbrudt.

Der blev lagt vægt på mandens oplysninger, hvorefter ryglidelsen opstod i tilknytning til aftjening af værnepligt i årene 1962-1964. Han rejste sagen over for Direktoratet for Ulykkesforsikringen i 1963 og havde senest rejst et erstatningskrav over for chefen for Flyvevåbenet i 1974. Der forelå ingen oplysninger om efterfølgende påmindelse til forsvaret om fordringens eksistens. Han anmeldte kravet til Arbejdsskadestyrelsen i 1999.

Den 20-årige forældelsesfrist i Danske lov 5-14-4 skulle således senest regnes fra 1974, hvilket betød, at mandens krav blev forældet i 1994.

Ankestyrelsen bemærkede, at det var uden betydning for forældelsesspørgsmålet, at staten var arbejdsgiver. Endvidere blev det bemærket, at eventuelle andre krav på erstatning efter lov om værnepligtige m.fl. på baggrund af rygsygdommen ligeledes var forældede. (Sag 2 i SM U-15-01)

Eksempel 33 - Forældet krav – hvide fingre

Eventuelle krav på erstatning for en arbejdsbetinget sygdom i form af hvide fingre var forældet efter den 20-årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem sygdommens opståen og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen. Der var ingen oplysninger om afbrydelse af forældelsesfristen.

Der blev lagt vægt på mandens oplysninger til speciallægen, hvorefter de hvide fingre begyndte i midten af 70'erne. Sygdommen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen den 27. januar 1999.

Den 20-årige forældelsesfrist skulle i dette tilfælde regnes fra sygdommens debut, da samtlige faktiske omstændigheder, der begrundede det mulige krav, forelå på dette tidspunkt. Kravet var derfor stiftet på dette tidspunkt.

Der var ikke grundlag for suspension af fristen. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at kravet havde eksisteret siden midten af 70'erne. Det forhold, at manden ikke havde været klar over sammenhængen mellem sygdom og arbejde, kunne ikke begrunde suspension.

Ankestyrelsen bemærkede, at lidelsen hvide fingre i forbindelse med højfrekvente vibrationer havde været omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme siden den første bekendtgørelse herom fra 1976. Der havde således i hvert fald på dette tidspunkt været mulighed for at anerkende sygdommen efter de gunstige beviskrav, der gælder for sygdomme, der er optaget på fortegnelsen. (Sag 3 i SM U-15-01)

11.3. Forældelse af krav på godtgørelse eller erstatning

Fristen for forældelse vil i disse tilfælde løbe fra stiftelsestidspunktet, jævnfør afsnit 11.1. og afsnit 11.2., men fristen vil normalt være afbrudt af anmeldelsen og de afgørelser, der træffes i sagen. Fristen vil derfor normalt blive regnet fra den sidste afgørelse om kravet (eventuelt om genoptagelse).

Højesterets dom af 27. november 2002 (UfR 2003.388 H)

Den 2. februar 1966 fik tilskadekomne et kompliceret brud i højre arm. I 1968 fik han 10 procent i invaliditetserstatning. Efter en forværring anmodede tilskadekomne i 1999 om genoptagelse af sagen. Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen gav afslag, da sagen var forældet efter den 20-årige forældelsesfrist.

Højesteret anførte, at fristen for forældelse måtte regnes fra den 2. februar 1966, da arbejdsulykken skete, eller i hvert fald senest fra det tidspunkt i 1968, da den tidligere sag blev afsluttet. Efter skadens art og omfang forelå der ikke sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den 20-årige forældelse for suspenderet, jf. UfR 1989.1108 H.

11.4. Suspenderet forældelsesfrist

Den 20-årige forældelsesregel er som udgangspunkt absolut. Hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan fristen for forældelse på 20 år dog udsættes (suspenderes).

Dette vil eksempelvis kunne ske, hvis der var tale om en alvorlig personskade som følge af en sygdom, som udvikler sig over en lang årrække, og som derfor næppe kan konstateres inden for den 20-årige forældelsesfrist, og hvis undladelse af suspension generelt vil føre til, at tilskadekomne eller de efterladte ikke havde mulighed for at få erstatning. I sådanne situationer kan den 20-årige forældelsesfrist suspenderes og forældelsen først regnes fra skadevirkningstidspunktet, det vil normalt sige fra de første symptomer. (SM U-15-01)

Eternitdommen (UfR 1989.1108 H)

Sagen handlede om personer, der havde været udsat for asbest. Højesteret regnede fristen fra det tidspunkt, hvor skaden kunne konstateres. Højesteret anførte: "… Den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, ville derfor ofte medføre, at krav på erstatning for sådanne helbredsskader (asbestbetingede, som har en latenstid på ca. 20 år) ville miste deres betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderes, således at fristen først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres…" Af nyere dato findes et eksempel fra Ankestyrelsen, hvor fristen for forældelse blev suspenderet.

Eksempel 34

En murer havde været udsat for asbest i betydeligt omfang i perioden 1949-59. I 1994 fik han afslag på anerkendelse af en lungesygdom som en arbejdsskade, da Arbejdsskadestyrelsen mente, at der var tale om pleural plaques (lungehindefortykkelse), og at sygdommen måtte anses for pådraget under hans arbejde som selvstændig i årene 1959 til 1993. Det blev anført, at manden ifølge en speciallægeerklæring ikke led af asbestose.

Den 8. februar 2002 blev der anmeldt asbestose.

Ankestyrelsen fandt, at det eventuelle krav på erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade var forældet efter den 20-årige forældelsesfrist i Danske lov 5-14-4. Ankestyrelsen fandt, at den 20-årige forældelsesfrist i dette tilfælde skulle regnes fra 1959, hvilket var det seneste tidspunkt, hvor manden som ansat havde været udsat for asbest. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der var grundlag for at suspendere fristen i hans tilfælde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sygdommen, som dannede baggrund for kravet, først opstod omkring 1999. Det var derfor ikke muligt for manden at anmelde kravet på et tidligere tidspunkt. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om en alvorlig sygdom, og på, at sygdomme som følge af udsættelse for asbest meget ofte først viste sig mere end 20 år efter udsættelsens ophør. Såfremt forældelsesfristen ikke blev suspenderet i disse tilfælde, ville reglerne i fortegnelsens gruppe C, pkt. 2 være illusoriske. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på den såkaldte eternitdom, hvor Højesteret suspenderede forældelsesfristen i DL 5-14-4. (UfR 1989.1108 H) Ankestyrelsen anerkendte den påviste lungesygdom i form af udbredt bindevævsdannelse som en erhvervssygdom. Anmeldelsen fra 2002 måtte opfattes som en ny anmeldelse, da der var sket en afgørende ændring af karakteren af mandens sygdom, som nu var omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme (udbredt bindevævsdannelse i lungehinden med påvirket lungefunktion).

Der var endvidere en sandsynlig tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen for asbest i 50'erne og konstateringen af bindevævsdannelse i lungehinden med påvirket lungefunktion i 1999.

Ved anerkendelsen blev der taget forbehold for, at manden som selvstændig også havde været udsat for asbest. (SM U-16-01)

Til toppen

Bilag 1. Lovuddrag

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade Lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 (1992-loven med senere ændringer - gældende fra 1. januar 1993)

§ 24. Har skadelidte eller de efterladte fået meddelelse om, at skadetilfældet eller dødsfaldet ikke er omfattet af loven, kan sagen genoptages inden 5 år fra meddelelsens dato.

Stk. 2. Har Arbejdsskadestyrelsen meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven, og optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Stk. 3. Kan et anmeldt tilfælde ikke behandles på grund af forhold, der skyldes skadelidte eller dennes efterladte, bortfalder kravet efter loven efter 5 år regnet fra arbejdsskadens indtræden.

§ 27. Når Arbejdsskadestyrelsen har meddelt parterne, at en sag om en anmeldt arbejdsskade må anses for afsluttet uden erstatningsberettigende følger, kan krav efter loven ikke rejses efter 5 år fra meddelelsens dato, medmindre styrelsen skønner, at ganske særlige omstændigheder taler herfor.

§ 30. Er sygebehandling eller optræning under sagens behandling nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse, kan udgifterne hertil betales i det omfang, udgifterne ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.

Stk. 2. Er anskaffelse af proteser, briller og lignende hjælpemidler samt sygevogne under sagens behandling nødvendig for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén, kan udgifterne herved betales.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved genoptagelse af sagen med henblik på en ændret vurdering af erhvervsevnetabet og det varige mén.

§ 34. Efter anmodning fra skadelidte eller på Arbejdsskadestyrelsens foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 30, 32 og 33, genoptages inden for en frist af 5 år fra første fastsættelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.

Stk. 2. Modtageren af løbende ydelse efter § 32 skal underrette forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre en nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

§ 36. Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 35, stk. 1-3, og som ved skadelidtes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.

Stk. 2. Erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årlig udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 41, og som udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedlig forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden.

Modtog afdøde løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.

Stk. 6. Er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af meddelelsen herom kræve erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør kræve erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere tidsbestemt løbende ydelse.

§ 55

Stk. 7. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvis medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 8. Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 9. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

(§ 55, stk. 7-9 er indført ved lov nr. 488 af 7. juni 2001 om ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.)

§ 71. Samtidig ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.

Stk. 2. Lov om arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på 1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før denne lovs ikrafttræden, og 2) erhvervssygdomme m.v., der er anmeldt før denne lovs ikrafttræden.

Stk. 3. I sager, der er omfattet af stk. 2, anvendes denne lovs §§ 32, 36, 43, 44, 54 og 55 i stedet for §§ 27, 31, 39, 40, 53 og 54 i lov om arbejdsskadeforsikring ved 1) fastsættelse af ophørstidspunktet for en varig løbende erstatning for tab af erhvervsevne, 2) fastsættelse af det tidspunkt, for hvilket erstatning for tab af forsørger længst kan udbetales, 3) omsætning af løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne og for tab af forsørger til efterladt ægtefælle m.fl. til kapitalbeløb, 4) udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb, 5) høring af sagens parter og 6) aktindsigt og klageadgang for sagens parter og arbejdsgiveren.

Stk. 5. I sager, der er omfattet af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændringer, som blev ophævet ved den i stk. 1 nævnte lov med bemærkning om, at loven fortsat anvendes på ulykkestilfælde, der er indtrådt før den 1. april 1978, anvendes denne lovs § 34, stk. 1, og § 43, stk. 1, i stedet for § 34, stk. 4, og § 36, stk. 1 og 2, i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde 1) ved genoptagelse til revision af invaliditetserstatningen og 2) ved omsætning af årlig invaliditetserstatning til kapitalbeløb.

Lov om arbejdsskadeforsikring Lovbekendtgørelse nr. 450 af 24. juni 1987 med senere ændringer (1978-loven med senere ændringer – gældende fra 1. april 1978)

§ 25. Skønner Sikringsstyrelsen under sagens behandling, at sygebehandling eller optræning er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse, skal forsikringsselskabet betale udgifterne herved i det omfang, disse ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen i de optræningsinstitutioner, Sikringsstyrelsen har godkendt hertil.

Stk. 2. Skønner Sikringsstyrelsen under sagens behandling, at anskaffelse af proteser, briller og lignende hjælpemidler samt sygevogne er nødvendig for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt »men«, skal forsikringsselskabet betale udgifterne hertil.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved genoptagelse af sagen med henblik på en ændret vurdering af erhvervsevnetabet og det varige »men«.

§ 29. Skønner Sikringsstyrelsen, at de omstændigheder, der har været bestemmende for fastsættelsen af erstatning efter §§ 27 og 28, har forandret sig væsentligt, kan erstatningsspørgsmålet genoptages indenfor en frist af 5 år fra erstatningens første fastsættelse. Hvis Sikringsstyrelsen i det enkelte tilfælde skønner, at den endelige afgørelse af omfanget af erhvervsevnetabet eller af det varige »men« ikke kan træffes inden for denne frist, fastsætter styrelsen inden udløbet af fristen en ny frist for genoptagelse af sagen til endelig afgørelse. Såfremt ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan styrelsen se bort fra fristerne.

Stk. 2. Modtageren af løbende ydelse efter § 27 skal underrette Sikringsstyrelsen eller forsikringsselskabet om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre en nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom Sikringsstyrelsen og forsikringsselskabet skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

§ 31. Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 30, stk. 1-3, og som ved skadelidtes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.

Stk. 2. Erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årlig udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 37, og som udbetales med 1/12 månedlig forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år.

Stk. 5. Skønner Sikringsstyrelsen, at en efterladt ikke er erstatningsberettiget efter stk. 1, kan den efterladte inden for en frist af 5 år fra styrelsens afgørelse herom kræve erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist af 5 år efter ydelsens ophør kræve erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere tidsbestemt løbende ydelse.

§ 34. Når Sikringsstyrelsen har meddelt parterne, at en sag om en anmeldt arbejdsskade må anses for afsluttet, kan krav efter loven i anledning af arbejdsskaden ikke rejses efter 1 år fra datoen for meddelelsen, medmindre Sikringsstyrelsen skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Såfremt afgørelse om tilkendelse af ydelse efter loven ikke kan træffes på grund af forhold, der skyldes skadelidte eller hans efterladte, bortfalder kravet efter 3 år regnet fra arbejdsskadens indtræden.

Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde Lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 (lov af 20. maj 1933 med senere ændringer)

§ 34. Det påhviler en rentenyder at meddele direktoratet underretning om enhver forandring i hans forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af renten, ligesom direktoratet skal være opmærksom på, om sådan forandring indtræder.

Stk. 4. Skønner direktoratet, at de omstændigheder, der har været bestemmende for fastsættelsen af invaliditetsrenten, har forandret sig i væsentlig grad, bliver renten at forhøje, nedsætte eller inddrage under hensyn til de indtrufne forandringer. Sådan genoptagelse til revision af invaliditetsrenten kan dog ikke finde sted, når der er forløbet 5 år efter rentens første fastsættelse, medmindre direktoratet i det enkelte tilfælde skønner, at den endelige invaliditetsgrad ikke kan fastsættes på det pågældende tidspunkt; i så fald fastsætter direktoratet inden udløbet af nævnte periode en frist for genoptagelse af sagen til endelig afgørelse.

Bemærkning: Det bemærkes, at efter denne lov blev der ikke udbetalt godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, men derimod blandt andet ydelserne invaliditetserstatning og dagpenge. Invaliditetserstatningen blev udbetalt som en løbende ydelse, der kunne kapitaliseres, og blev udbetalt, så længe tilskadekomnes erhvervsevne var forringet med 5 procent eller derover. Invaliditetserstatningen blev fastsat efter en invaliditetstabel, der svarer til méntabellen i dag.

De sidste fire linier i § 34, stk. 4 fra ", medmindre…" er indsat i 1964 og trådte i kraft den 1. april 1965.

§ 39. Indtræder døden som følge af ulykkestilfældet, tilkommer der de efterladte erstatning efter nedenstående regler: 1) Der tilkommer en enken, hvis ægteskab er indgået før ulykkestilfældet, en årlig rente af 30 pct. Af afdødes årsløn, beregnet efter § 44…

Stk. 8. Når den, der oppebærer rente i henhold til stk. 1, nr. 1, indgår nyt ægteskab, bortfalder den i henhold til nævnte bestemmelse tilkendte rente og afløses med et beløb, der svarer til 3 års rente. I tilfælde af det nye ægteskabs ophør ved dødsfald eller skilsmisse kan direktoratet under hensyntagen til enkens økonomiske forhold og omstændighederne i øvrigt tildele enken retten til på ny at få renten udbetalt, dog først efter udløbet af 3 år regnet fra datoen for udbetalingen af den nævnte afløsningssum.

§ 47. Når direktoratet med hensyn til et anmeldt ulykkestilfælde har tilkendegivet parterne, at sagen må anses for afsluttet, uden at ulykkestilfældet har medført følger, der berettiger til erstatning efter § 32, kan krav i anledning af ulykkestilfældet ikke rejses ud over 1 år efter tilkendegivelsens dato, medmindre direktoratet skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor. Tilsvarende regel gælder, for så vidt angr krav på erstatning i henhold til § 39, når direktoratet har tilkendegivet parterne, at sagen må anses for afsluttet, fordi pågældende ikke kan antages at have efterladt sig nogen efter § 39 erstatningsberettiget person.

Stk. 2. Såfremt afgørelse af et anmeldt ulykkestilfælde ikke kan træffes af grunde, der skyldes den erstatningsberettigedes forhold, bortfalder kravet, når 3 år er forløbet efter dagen for ulykkestilfældet.

Kong Christian Den Femtis Danske Lov - Lov nr. 11000 af 15/04/1683

FEMTE BOG.

OM ADKOMST, GODS OG GÆLD

14. CAPITEL.

Om Gield

4. Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne ere fornyede.

Til toppen

Bilag 2: Paragrafnøgle mellem 1968-loven, 1978-loven og 1992-loven

 

1968-loven  

1978-loven  

1992-loven  

Afvist arbejdsskade  

-  

-  

§ 24, stk. 1 - Frist på 5 år - Ufravigelig  

Afvist arbejdsskade, der kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme  

-  

-  

§ 24, stk. 2 - Kan genoptage ud over frist på 5 år - 20-årig forældelse  

Tilskadekomnes forhold  

§ 47, stk. 2 - Frist på 3 år - Ufravigelig  

§ 34, stk. 2 - Frist på 3 år - Ufravigelig  

§ 24, stk. 3 - Frist på 5 år - Ufravigelig  

Afsluttet uden erstatningsberettigende følger  

§ 47, stk. 1 - Frist på 1 år - Mulighed for at dispensere  

§ 34, stk. 1 - Frist på 1 år - Mulighed for at dispensere  

§ 27 - Frist på 5 år - Mulighed for at dispensere  

Udgifter til behandling og hjælpemidler  

§ 21 - Ikke mulighed for at genoptage  

§ 25  

§ 30  

Erstatning/godtgørelse  

§ 34 - Frist på 5 år - Mulighed for at forlænge fristen fra 1965 - Ufravigelig  

§ 29 - Frist på 5 år - Mulighed for at forlænge frist - Mulighed for at dispensere  

§ 34 - Frist på 5 år - Mulighed for at forlænge fristen - Mulighed for at dispensere - Særskilt mulighed for at genoptage udgifter efter § 30 

Bemærkninger

Ufravigelig vil sige, at der ikke er mulighed for at se bort fra fristen. Det kan være, at der er mulighed for at forlænge fristen, og da vil en anmodning inden for denne frist kunne behandles. Hvis anmodningen modtages efter denne frist, er der ikke mulighed for at genoptage spørgsmålet.

Til toppen