Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Boligstøtte & boligforhold

Orientering om L 78A vedrørende forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om leje af almene boliger, lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber m.fl. love (betaling for adgang til elektroniske kommunikationstjenester)

Socialministeriets skrivelse nr. 20315 af 19/12 2003.

Folketinget har den 19. december 2003 vedtaget lovforslag L 78A.

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Lovforslaget (L 78 A, som er en del af L 78) med bemærkninger kan læses på:

Socialministeriets hjemmeside - www.sm.dk. Se under lovgivning - lovforslag - fremsatte eller på

Folketingets hjemmeside - www.ft.dk. Se under dokumenter - lovforslag fordelt på ministerområde - Socialministeriet - af ministeren vedtagne.

Loven har betydning for beregningen af boligstøtten. Dette skyldes, at loven indebærer en udvidelse af de gældende regler om lejeres/andelshavernes betaling for fællesantenne til også at omfatte lejeres/andelshavernes betaling for fælles tilslutning til internet og lignende netværk (elektroniske kommunikationstjenester). Efter fællesantennereglerne skal udlejeren/andelsboligforeningen opkræve betaling for forsyning med radio- og tv-signaler ved siden af lejen med den virkning, at betalingen ikke indgår i den boligstøtteberettigede boligudgift.

I de tilfælde hvor boligstøtteberettigede lejere/andelshavere i dag som led i boligudgiften betaler for udlejerens/andelsboligforeningens levering af elektroniske kommunikationstjenester, skal der således ske en omberegning af støtten på baggrund af den boligudgift, hvor betalingen for elektroniske kommunikationstjenester er udskilt.

I lejeforhold m.v., hvor betalingen for lejernes/andelshaverens adgang til elektroniske kommunikationstjenester er indeholdt i boligbetalingen, skal boligbetalingen således pr. 1. januar nedsættes med det beløb, der er udskilt til lejerens betaling for udlejerens levering af elektroniske kommunikationstjenester.

De tjenester, som typisk leveres via sådanne netværk, er internetadgang, telefoni, video on demand og spil samt med tiden egentlige radio- og tv-programmer.

Der vil i nogle tilfælde være tale om, at sådanne forsyningsnet også anvendes til andre formål. Det kan f.eks. være til brug for dørtelefonanlæg eller fjernaflæsning af varmemålere. I sådanne tilfælde vil den del af udgifterne, som vedrører sådanne ydelser, skulle vedblive med at indgå i huslejen, idet sådanne udgifter udgør en naturlig del af boligforbruget. Det forudsættes, at leverandøren af ydelsen overfor udlejeren vil være i stand til at foretage en opsplitning af den samlede udgift eller overfor udlejeren foretager en skønsmæssig ansættelse af den del af den samlede udgift, som modsvarer den pågældende ydelse.

Til toppen

Bilag

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 19. december 2003

Forslag til Lov om ændring af lov om leje, lov om leje af almene boliger med flere love

(Betaling for adgang til elektroniske kommunikationstjenester)

§ 1

I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 347 af 14. maj 2001, som ændret ved § 2 i lov nr. 447 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 402 af 6. juni 2002, § 8 i lov nr. 1090 af 17. december 2002 og § 1 i lov nr. 399 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1. § 29, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Lejeren har ret til at anbringe radio- og fjernsynsantenne på ejendommen efter udlejerens anvisning til modtagelse af radio- og tv-programmer, jf. dog stk. 3. Lejeren har tilsvarende ret til at lade etablere kabelforbindelse til fremføring af radio- og tv-programmer eller adgang til elektroniske kommunikationstjenester i ejendommen, hvis der er mulighed for tilslutning til kabel-tv eller lignende fælles net i området. Ønsker flere lejere at etablere samme programforsyning eller forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester, kan disse beslutte, at opsætning af antenne eller forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester skal ske i form af et fællesanlæg.«

2. I § 29 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7. Stk. 5 og 6 gælder tilsvarende for lejernes etablering af fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester.«

Stk. 7-9 bliver herefter stk. 8-10.

3. Overskriften til kapitel VII A affattes således:

»Lejerens betaling til fællesantenne og adgang til elektroniske kommunikationstjenester m.v.«

4. I § 46 c, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Det samme gælder for ejendommens forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester.«

5. I § 46 c, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., indsættes efter »fællesantenneanlægget«: »eller til den fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

6. I § 46 c, stk. 1, 3. pkt., der bliver 4. pkt., indsættes efter »programudbud«: »eller elektroniske kommunikationstjenester«, og efter »programmer« indsættes: »eller de elektroniske kommunikationstjenester«.

7. I § 46 c, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »programforsyning«: »eller forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

8. I § 46 c, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »fællesantenneanlæg«: »eller fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

9. I § 46 d, stk. 1, indsættes to steder efter »programsignaler«: »eller fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

10. I § 46 d, stk. 2, indsættes efter »fællesantenneanlægget«: »eller den fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«, og efter »programsignaler« indsættes: »eller den fælles adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

11. I § 62 a, stk. 2, ændres »§ 29, stk. 9« til: »§ 29, stk. 10«.

12. I § 71, stk. 3, ændres »§ 29, stk. 9« til: »§ 29, stk. 10«.

13. I § 106, nr. 7, indsættes efter »antennebidrag«: »og betaling for adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

14. I § 106, nr. 8, ændres »§ 29, stk. 8« til: »§ 29, stk. 9«.

§ 2

I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 19. juni 2001, som ændret ved § 1 i lov nr. 402 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 399 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1. § 36, stk. 1, affattes således:

»Lejeren har ret til at anbringe radio- og fjernsynsantenne på ejendommen efter udlejerens anvisning til modtagelse af radio- og tv-programmer, jf. dog stk. 2. Lejeren har tilsvarende ret til at lade etablere kabelforbindelse til fremføring af radio- og tv-programmer eller adgang til elektroniske kommunikationstjenester i ejendommen, hvis der er mulighed for tilslutning til kabel-tv eller lignende fælles net i området. Ønsker flere lejere at etablere samme programforsyning eller forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester, kan disse beslutte, at opsætning af antenne eller forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester skal ske i form af et fællesanlæg.«

2. I § 36 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Stk. 4 og 5 gælder tilsvarende for lejernes etablering af fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester.«

3. Overskriften til kapitel 11 affattes således:

»Lejerens betaling til fællesantenne og adgang til elektroniske kommunikationstjenester m.v.«

4. I § 62, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Det samme gælder for ejendommens forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester.«

5. I § 62, stk. 1, 3. pkt., der bliver 4. pkt., indsættes efter »programudbud«: »eller elektroniske kommunikationstjenester«, og efter »programmer« indsættes: »eller de elektroniske kommunikationstjenester«.

6. I § 62, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »fællesantenneanlægget«: »eller den fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«, og efter »programsignaler« indsættes: »eller den fælles adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

7. I § 63, stk. 1, indsættes to steder efter »programsignaler«: »eller fælles forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

§ 3

I lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 652 af 2. juli 2001, som ændret ved § 2 i lov nr. 137 af 20. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »eller« til: »,«, og efter »udefra« indsættes: »eller til forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

2. I § 7 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »og« til: », «, og efter »antennebidraget« indsættes: »og betaling for adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

§ 4

I lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 663 af 8. august 2002, som ændret ved § 1 i lov nr. 406 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »fællesantenner«: »og adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

2. I § 7 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »m.v. (antennebidrag)« til: »og adgang til elektroniske kommunikationstjenester m.v.«

§ 5

I lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 664 af 8. august 2002, som ændret ved § 76 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 18 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »fællesantenner«: »og adgang til elektroniske kommunikationstjenester«.

2. I § 18 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »m.v. (antennebidrag)« til: »og adgang til elektroniske kommunikationstjenester m.v.«

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Lejere, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er forpligtet til at betale bidrag til ejendommens forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester, vil fortsat være forpligtet til at betale dette bidrag.

Stk. 3. I lejeforhold, hvor betalingen for lejerens adgang til elektroniske kommunikationstjenester er indeholdt i lejen, skal lejen nedsættes med det beløb, som efter § 1, nr. 4, og § 2, nr. 4, overføres til betaling efter reglerne i henholdsvis kapitel VII A i lov om leje og kapitel 11 i lov om leje af almene boliger om lejerens betaling til fællesantenne og adgang til elektroniske kommunikationstjenester m.v.

Til toppen