Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sygdom & barsel

Vejledning om regres for sygedagpenge

Socialministeriets vejledning nr. 171 af 28/9 2001.

Kapitel 1

Denne vejledning erstatter Socialministeriets vejledning nr. 83 af 7. maj 1996 om regres for sygedagpenge.

Regelgrundlaget

1. En kommunes ret til regres for udbetalte sygedagpenge reguleres dels i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, dels i lov om erstatningsansvar.

Til toppen

Kapitel 2 – Generelt om regres

2. Efter § 39, stk. 2 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan en kommune, som forvaltningsmyndighed, gøre regres gældende i de tilfælde, hvor der udbetales sygedagpenge til en person, der er sygemeldt som følge af en skade/lidelse, forvoldt af en ansvarlig skadevolder, forudsat at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov om erstatningsansvar. Efter § 1 i denne lov skal den, der er erstatningsansvarlig for personskade, betale erstatning bl.a. for tabt arbejdsfortjeneste. Denne erstatning fastsættes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, jf. § 2.

At kommunen kan gøre regres gældende betyder, at kommunen har et afledet krav mod skadevolderen. Kommunen indtræder således i skadelidtes krav mod skadevolder for tabt arbejdsfortjeneste, som følge af, at den har betalt dagpenge til skadelidte eller refusion til en arbejdsgiver, der har udbetalt løn eller dagpenge til skadelidte.

Størrelsen af kommunens krav afhænger af en række omstændigheder og er således ikke altid det samme som de udbetalte dagpenge. Dette krav kan være begrænset i forhold til dagpengenes størrelse af forskellige omstændigheder, herunder et tidligere stationærtidspunkt efter erstatningsansvarsloven end efter dagpengeloven eller en vis grad af egen skyld hos skadelidte. Disse begrænsninger uddybes nedenfor.

Da regresbestemmelsen trådte i kraft 1. januar 1996, kan kommunen gøre regres gældende for de dagpenge, der er udbetalt efter 1. januar 1996. Dette gælder uanset om skaden er sket tidligere.

Forsikringsselskabernes indberetningspligt blev indført ved lov nr. 893 af 3. december 1997 med virkning fra den 29. december 1997.

Til toppen

Kapitel 3 – Fakultativ bestemmelse - »kan-bestemmelse«

3. Bestemmelsen er fakultativ - d.v.s. at kommunen kan, men ikke skal gøre regres gældende. På grundlag af forvaltningsrettens lighedsgrundsætning - ens sager behandles ens - forudsættes det, at kommunen gør regres gældende i tilfælde, der ligner hinanden. Lovens formulering giver imidlertid kommunen plads til i denne forbindelse at foretage en afvejning af sagens konkrete økonomiske og administrative omstændigheder. Der kan således tages hensyn til, om kravet står i rimeligt forhold til de udgifter, der er forbundet med at gøre kravet gældende. Beslutningen om, i hvilket omfang der skal gøres regres gældende, skal således afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.

Til toppen

Kapitel 4 – Kommunens krav

4. Kommunens krav er som nævnt et afledet krav. D.v.s. at den kommune, der som dagpengeudbetalende forvaltning har udbetalt sygedagpenge eller refusion til en arbejdsgiver og derved har lidt et tab, indtræder i skadelidtes, d.v.s. sygemeldtes erstatningskrav mod skadevolder for tabt arbejdsfortjeneste. Dette er tilfældet, uanset om der er tale om hel eller delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Kommunens krav mod skadevolderen udgør som udgangspunkt de sygedagpenge, der er udbetalt af kommunen til den skadelidte eller dennes arbejdsgiver. Der er dog ikke altid overensstemmelse mellem størrelsen af de udbetalte sygedagpenge og skadelidtes erstatningskrav (og dermed kommunens regreskrav). Forskellen kan være begrundet i forskellige omstændigheder, herunder forskellige stationærtidspunkter efter de to lovgivninger, en vis procentdel af egen skyld hos skadelidte, at den ydelse, som den pågældende går glip af som følge af skaden, ikke anerkendes som tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven m.v. Disse forhold behandles nedenfor under de relevante underpunkter.

Kommunen kan ikke gøre regres gældende for dagpenge udbetalt som følge af, at en selvstændig erhvervsdrivende har tegnet en forsikring efter dagpengelovens § 20 eller for private arbejdsgivere, som har forsikret sig efter dagpengelovens § 27. Der kan således efter gældende lovgivning ikke gøres regres gældende for dagpenge, der udbetales i de første to uger, når arbejdsgiveren er omfattet af en af de nævnte forsikringsordninger

I øvrigt påhviler det kommunen at dokumentere kravets eksistens og størrelse. Kommunen anses i disse sager for at have status som 3. part.

Det forhold, at den skadelidte evt. ikke selv har rejst krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kan ikke medføre, at kommunen ikke har regresadgang. Kommunens adgang til regres i henhold til dagpengelovens § 39, stk. 2, medfører dog ikke, at en kommune får adgang til regres i videre omfang, end skadelidte selv ville havde haft.

Kommunen som dagpengeudbetalende myndighed og kommunen som arbejdsgiver betragtes som én juridisk person. Krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven forudsætter, at der er tale om to juridiske personer, en skadevolder og en skadelidt.

Ansvarsgrundlaget

5. Efter de i retspraksis fastlagte almindelige regler for erstatningsansvar er hovedbetingelsen for at pålægge en skadevolder ansvar for en indtruffet skade, at der foreligger et såkaldt ansvarsgrundlag.

Ansvarsgrundlaget er ikke fastlagt i erstatningsansvarsloven, men afhænger af, under hvilke forhold skaden er opstået.

Efter dansk rets almindelige hovedregel om ansvarsgrundlaget - culpareglen - ifalder en skadevolder ansvar for den skade, som han forvolder ved en ansvarspådragende adfærd, der kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Det skal i disse tilfælde bevises, at skadevolder har handlet uforsvarligt.

På forskellige enkeltområder er der i lovgivningen fastsat regler om objektivt ansvar for skader. Dette er bl.a. tilfældet med færdselsloven og hundeloven. Her skal det ikke bevises, at skadevolderen har handlet uforsvarligt.

Hvis en skadevolder fritages for ansvar, vil der ikke være tale om en ansvarlig skadevolder set i relation til dagpengelovens § 39, stk. 2. I det tilfælde, hvor skadevolderen kun bærer en del af ansvaret og skadelidte selv den resterende del, kan kommunen kun gøre regres gældende for så vidt angår den del af ansvaret, som skadevolderen bærer.

Stationærtidspunktet

6. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.

Kommunen, evt. i samarbejde med det relevante forsikringsselskab, skal således ved opgørelsen af regreskravet vurdere, hvornår stationærtilstanden efter erstatningsansvarsloven er indtruffet. Til brug ved denne vurdering kan kommunen mod betaling indhente en vejledende udtalelse i Arbejdsskadestyrelsen om tidspunktet for stationærtilstandens indtræden. Uenighed mellem f.eks. kommunen og et forsikringsselskab om, hvornår stationærtilstanden er indtrådt, afgøres endeligt af domstolene, såfremt det ikke er muligt for parterne at blive enige på grundlag af de indhentede oplysninger.

Hvis skadelidte genoptager arbejdet før tilstanden er stationær, fremgår det af forarbejderne til erstatningsansvarsloven, at der som udgangspunkt alene kan gøres regres for perioden frem til arbejdets genoptagelse. Det gælder dog ikke, hvis skadelidte senere bliver sygemeldt igen på grund af den samme skade.

Højesteret fandt ved dom af 11. december 1998 - UfR 99.394, at der ved midlertidig uarbejdsdygtighed skal ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra skadens indtræden, og indtil skadelidte kan genoptage sit arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere.

Det anføres bl.a. i dommen:

»Efter ordlyden af § 2, stk. 1, kan det være nærliggende at forstå bestemmelsen således, at der alene skal ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til det tidligste af de to tidspunkter, der er nævnt i bestemmelsen. En sådan forståelse ville indebære......

Det fremgår af forarbejderne, at stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor skadelidte efter en lægelig bedømmelse må antages ikke at ville blive yderligere helbredt Stationærtidspunktet tjener som skillelinie mellem de tabsposter, der erstattes efter henholdsvis § 1, stk. 1 og stk. 2. Der er ikke i forarbejderne holdepunkter for at antage, at § 2, stk. 1, ved midlertidig uarbejdsdygtighed har haft til formål at begrænse det krav på fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som den skadelidte havde efter retstilstanden forud for erstatningsansvarslovens ikrafttræden.«

Østre Landsrets dom af 22. marts 2001 (2. afd. Nr. B-0967-00) er seneste bidrag til fortolkning af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, i de tilfælde, hvor der er tale om midlertidig uarbejdsdygtighed.

Østre Landsret fandt med henvisning til Højesteretsdom af 11. december 1998, at der ved midlertidig uarbejdsdygtighed skal ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadens indtræden, og indtil skadelidte kan genoptage sit arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere, uanset at skadelidtes helbredstilstand måtte være blevet anset for stationær på et tidligere tidspunkt. Denne afgørelse er anket.

Sygedagpenge på grundlag af arbejdsløshed

7. I Østre Landsrets dom af 22. marts 2001 (2. afd. Nr. B-1826-00), hvor skadelidte var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge på skadestidspunktet, fandt landsretten, at kommunen havde ret til regres for udbetalte sygedagpenge, da kommunens udbetaling af sygedagpenge havde nedsat skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige. Retten bemærkede, at hvis den skadelidte ikke havde modtaget sygedagpenge, ville han efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, havve haft krav på den mistede ret til arbejdsløshedsdagpenge, som ulykken medførte. Denne afgørelsen er anket.

Forældelse

8. Der er ikke fastsat nogen tidsfrist i § 39, stk. 2, for fremsættelse af regreskravet. Der gælder således de samme regler for forældelse, som gælder for de øvrige krav efter erstatningsansvarsloven. Erstatningskrav forældes normalt efter § 1, stk. 1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908. Efter denne bestemmelse vil erstatningskrav forældes på 5 år, regnet fra kravets forfaldstid.

Den 5-årige forældelsesfrist kan imidlertid suspenderes. Hvis den, der har et krav har været uvidende om sit krav uden at kunne kritiseres herfor og derfor ikke har kunnet gøre kravet gældende, afbrydes fristen.

Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kommunen har lagt ud i form af betaling af dagpenge. Det skal bemærkes, at løbende udbetalinger forfalder til betaling for hver udbetaling.

Renter

9. Som udgangspunkt kan en offentlig myndighed, der indtræder i et formueretligt krav, kræve det skyldige beløb forrentet efter rentelovens bestemmelser om forrentning af formueretlige krav.

Efter rentelovens § 3 skal rente betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. I andre tilfælde, skal der betales rente, når der er gået en måned efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Uanset disse bestemmelser skal der tidligst betales rente, når der er gået en måned efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

Efter rentelovens § 5 fastsættes renten efter forfaldsdagen til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg, der efter bekendtgørelse nr. 896 i 1990 er nedsat til 5 pct.

ATP og Særlig pensionsopsparing (SIP)

10. Bidragene indgår i regreskravet.

Til toppen

Kapitel 5 – Forholdet til forvaltnings- og offentlighedsloven

11. Kommunernes beslutning om, i hvilket omfang der skal gøres regres gældende for udbetalte dagpenge, er ikke en afgørelse (forvaltningsakt), i den betydning, som udtrykket anvendes i i forvaltningslovens § 2, stk. 1. Det betyder, at de regler i forvaltningsloven, der tilsigter at regulere en parts retsstilling, ikke finder anvendelse i forhold til kommunens beslutning om at gøre regreskrav gældende overfor forsikringsselskabet. Dog finder reglerne om konkret inhabilitet i forvaltningslovens kap. 2 også anvendelse på sager om regres for dagpenge, og det samme gælder reglerne i forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt og udveksling af (fortrolige) oplysninger inden for og mellem offentlige myndigheder, jf. nedenfor om fremgangsmåden ved indhentelse af oplysninger fra andre.

Sager om regres for udbetalte sygedagpenge er omfattet af reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. denne lovs § 1, stk. 1, hvorefter loven (med de heri angivne undtagelser fra retten til aktindsigt) gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning.

Til toppen

Kapitel 6 – Statsrefusion

12. Refusionsreglerne administreres således at halvdelen af de midler, som kommunerne får ind ved regreskrav, tilfalder staten.

Der er af hensyn til ministeriets mulighed for at følge regressagerne i kommunerne oprettet en gruppering i den kommunale kontoplan, hvor de dagpenge, der kommer ind ved regres, skal konteres.

Til toppen

Kapitel 7 – Kommunens fremgangsmåde i en regressag

Generelt

Organiseringen af sagsbehandlingen

13. Forudsætningen for at rejse et regreskrav er, at kommunen har vurderet, at de almindelige betingelser for et gøre et erstatningskrav gældende - jf. ovenfor - er til stede. Det skal således indledningsvis vurderes, om der er udvist erstatningspådragende adfærd og om der er sammenhæng mellem denne adfærd og personskaden. Herefter må erstatningskravets størrelse vurderes.

For at kunne finde frem til sygedagpengesager, hvor det kan være aktuelt at rejse en regressag, er der i dagpengeskemaer til brug ved anmodning om dagpenge - dp 200A, dp 200B, dp 200C og dp 201 - indføjet »Skyldes sygdommen et ulykkestilfælde (herunder overfald)». Hvis der sættes kryds i ja-feltet, er der grund til at undersøge, om der kan gøres regres gældende i den konkrete sag. Desuden kan der være angivet sygdomsdiagnoser, som kunne antages at stamme fra et ulykkestilfælde. Også i disse tilfælde bør det undersøges, om der kan gøres regres gældende.

Fremgangsmåder

14. Efter § 39, stk. 3, i dagpengeloven har forsikringsselskaber pligt til at orientere skadelidtes opholdskommune, når der udbetales erstatning til den pågældende som følge af en personskade. Det er det forsikringsselskab, der har tegnet ansvarsforsikring, der har orienteringspligten. Kommunen kan således vælge at afvente det pågældende forsikringsselskabs tilbagemelding efter, at der er truffet afgørelse om erstatningen. Forsikringsselskabet skal indberette til kommunen senest ved erstatningsopgørelsens afslutning, når der er grundlag for udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det er dog ikke i alle sager, at forsikringsselskabet vil kunne indberette. For det første er det ikke altid, at skadevolder er forsikret. For det andet kan det ikke forventes, at forsikringsselskaberne indberetter i alle sager, f.eks. i de sager, hvor skadevolder ikke har inddraget sit forsikringsselskab.

I de tilfælde, hvor skadevolder ikke har tegnet ansvarsforsikring, bør regreskravet rettes direkte mod skadevolderen selv.

Som nævnt i Kommunernes Landsforenings brev af 17. juli 1999 til kommunerne, har nogle kommunerne haft god erfaring med at inddrage et advokatfirma til at føre regressagerne for kommunerne, på grund af disse sagers særlige karakter. Disse kommuner har haft den arbejdsform, at dagpengemedarbejderen foretager den første vurdering af, om der kan være en mulighed for at gøre regres i sagen. Derefter orienteres den sygemeldte om, at sagen fremsendes til advokatfirmaet til nærmere juridisk vurdering. Skønner advokatfirmaet, at der er mulighed for regres, overtager firmaet sagsbehandlingen til sagens afslutning.

En anden model som andre kommuner har draget nytte af, er at ansætte juridisk bistand. Også i disse tilfælde er det dagpengemedarbejderen, der har den første vurdering af, om der er regresmuligheder i sagen.

Det foreslås af KL, at små kommuner går sammen om at investere i juridisk bistand til at behandle regressagerne, hvad enten det foregår på den måde, at man laver en aftale med en advokat eller ansætter juridiske medarbejdere.

Indhentning af oplysninger

15. Når kommunen er blevet opmærksom på, at der foreligger en mulig regressag, skal den indhente de nødvendige oplysninger for at kunne dokumentere overfor skadevolder eller dennes forsikringsselskab, at betingelserne for at gøre et krav om erstatning gældende er tilstede, herunder dokumentere kravets størrelse. Involverede parter - skadevolder, forsikringsselskab, politi, fagforening, Arbejdstilsyn (i praksis amtskredsene) og Arbejdsskadestyrelsen - vil kunne bidrage til sagens oplysning og således lette afklaringen af, om der kan gøres regres.

Er skaden sket i forbindelse med en ulykke, hvor politiet er blevet tilkaldt - f.eks. en færdselsulykke - vil der foreligge en politirapport, som beskriver hændelsesforløbet. Herudover vil Forsikringsselskabernes skadesanmeldelser kunne give væsentlige oplysninger. Hvad angår arbejdsskader vil det være hensigtsmæssigt at kontakte den sygemeldtes fagforening, Arbejdstilsynet (amtskredsene) eller Arbejdsskadestyrelsen.

Det skal dog bemærkes, at ingen af de nævnte »(private)», foreninger, selskaber, m.v. eller dagpengemodtageren (skadelidte) efter dagpengeloven eller anden lovgivning er forpligtet til at give kommunen oplysninger i forbindelse med regressager.

Endvidere er politiets, Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynets videregivelse af oplysninger i et vist omfang begrænset af forvaltningslovens regler om fortrolige oplysninger.

De nævnte myndigheder er således kun berettiget til at videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til en anden forvaltningsmyndighed, såfremt betingelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt. Andre fortrolige oplysningerne kan videregives, såfremt oplysningerne er af væsentlig betydning for kommunens sagsbehandling.

Er en myndighed efter disse regler berettiget til at videregive en oplysning til kommunen, er den efter forvaltningslovens § 31 også forpligtet til det, hvis kommunen fremsætter begæring herom.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at etablere et samarbejde med involverede myndigheder, foreninger, selskaber m.v. for at lette adgangen til de nødvendige informationer om det pågældende ulykkestilfælde. Kommunernes Landsforening har udarbejdet to standardbreve (blanketterne dp 210 og dp 210A ) til brug i de sager, hvor kommunen rejser et regreskrav overfor forsikringsselskabet.

Dp 210 : - meddelelse om regreskravet - skal primært sendes til skadevolderens forsikringsselskab. I de sager, hvor det ikke har været muligt via dagpengemodtageren (evt. på dp 209) at få oplyst skadevolderens forsikringsselskab, kan blanketten bruges til at lokalisere dette via skadelidtes forsikringsselskab (jf. rubrik 2).

I dp 210 (rubrik 1) kan skadevolderens forsikringsselskab afkrydse i fire felter alt efter, hvor langt forsikringsselskabet er i behandlingen af skadesanmeldelsen, hvorvidt der er tale om en ansvarlig skadevolder, eller forsikringsselskabet ikke kender til sagen. Kopi af dp 209 vedlægges blanketten, således at forsikringsselskabet har mulighed for at finde frem til sagen.

Såfremt det af dp 210 fremgår, at forsikringsselskabet har en uafsluttet skadesag kan kommunen vælge at afvente, at sagen færdigbehandles af forsikringsselskabet. Endelig opgørelse af regreskravet kan først ske når forsikringsselskabet har færdigbehandlet sagen. Hvis forsikringsselskabet ikke angiver et tidspunkt for, hvornår sagen kan forventes færdigbehandlet, må kommunen løbende holde øje med, f.eks. igennem S&A-systemet (se pkt. 3 nedenfor), om der er kommet en underretning fra forsikringsselskabet, eller kommunen skal sætte en rykkerprocedure i gang.

Dp 210A : er beregnet til opgørelse af regreskrav over for forsikringsselskabet. Blanketten kan bruges i to situationer, nemlig hvor kommunen har afsluttet dagpengeudbetalingen og opgjort den samlede udgift til sygedagpenge, og hvor kommunen i en løbende dagpengesag har opgjort sin foreløbige dagpengeudgift og fremsætter yderligere krav senere. Af blanketten skal det fremgå, i hvilken periode skadelidte har modtaget dagpenge, og den samlede dagpengeudgift for denne periode.

Assurandør-Societetet (det nuværende Forsikring & Pension) har været inddraget i arbejdet med udarbejdelsen af blanketterne 210 og 210A.

Hvis det hverken ved hjælp af det supplerende skema (dp 209) eller kontakter til andre involverede myndigheder m.v. er muligt at få sagen tilstrækkeligt oplyst til at rejse regressag, kan kommunen blive nødt til at henlægge sagen. I sådanne sager vil det supplerende skema og notater i sagen i øvrigt være tilstrækkelig dokumentation for, at kommunen har forsøgt at få sagen oplyst med de til rådighed stående midler.

Sagsregistrering

16. Af hensyn til registrering og opfølgning af regreskravene kan kommunen have brug for at skabe sig et overblik over sagerne.

Registrering kan f.eks. ske i Kommunedatas S&A-system, ved at oprette en sagstype, hvor regreskrav kan registreres manuelt. Systemet giver mulighed for erindringsdato, og et regreskrav vil fremgå af forespørgselsbilledet på den enkelte person.

Endvidere er der mulighed for at trække statistiske oplysninger ud af S&A-systemet.

Særligt f.s.a. de enkelte typer af regressager

færdselssager

arbejdsskadesager

andre skadetilfælde, herunder skader forårsaget af hunde, fald på fortov, m.v.

Om færdselssager

17. En stor del af alle de skader, der vil kunne udløse et regreskrav fra kommunen, er færdselsskader, d.v.s. skader, der, når der er tale om motordrevne køretøjer, er omfattet af et objektivt ansvar. I disse sager vil der oftest ligge en politirapport på sagen og en skadesanmeldelse til et forsikringsselskab. Det skal bemærkes, at køretøjets ansvarsforsikring, som udgangspunkt ikke dækker person- eller tingsskade, som rammer føreren selv. Man skal dog være opmærksom på, om ulykken implicerer andre skadevoldere, der eventuelt kan gøres erstatningsansvarlige for førerens skader.

Er skaden sket i forbindelse med en ulykke, hvor politiet er blevet tilkaldt - f.eks. en færdselsulykke - vil der foreligge en politirapport, som beskriver hændelsesforløbet. Hvis skadelidte/forsikringsselskabet mener, at der er tale om egen skyld hos skadelidte, må oplysningerne i politirapporten og oplysninger om, at der er rejst færdselssag mod skadelidte indgå i sagen. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der kun ved grov uagtsomhed hos skadelidte kan ske en nedsættelse af erstatningen.

I det omfang en person, der er berettiget til sygedagpenge, kommer til skade ved et færdselsuheld i udlandet, men inden for grønkortområdet (Europa samt Marokko, Tunesien, Israel og Iran), kan bopælskommunen rette henvendelse til DFIM(Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring), Amaliegade 10, 1256 København K.

DFIM kan være behjælpelig med at fremskaffe oplysninger om skadevolders ansvarsforsikringsselskab. Minimumskravet for at fremskaffe disse oplysninger er køretøjets indregistreringsnummer samt nationalitet.

Om arbejdsskadesager

18. Kommunen får ikke automatisk ret til at gøre regres gældende efter lovens § 39, stk. 2, hvis dagpengene udbetales på grund af sygefravær, forårsaget af en arbejdsskade. Kun i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har et erstatningsansvar, og hvor der derfor er grundlag for at pålægge arbejdsgiveren at betale erstatning efter erstatningsansvarsloven, vil kommunen kunne gøre regres gældende.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der kan være tale om lidelser i form af såvel skader som følge af ulykkestilfælde, som erhvervssygdomme.

Hvad angår arbejdsskader vil det være hensigtsmæssigt at kontakte den sygemeldtes fagforening, Arbejdstilsynet (amtskredsene) eller Arbejdsskadestyrelsen.

Skadelidte vil ofte have startet er erstatningssag gennem fagforeningen. Fagforeningen har indsigt i de juridiske spørgsmål i disse sager, og vil eventuelt kunne være kommunen behjælpelig bl.a. med en vurdering af ansvarsgrundlaget.

I medfør af bestemmelsen om indberetningspligt vil Arbejdstilsynet have arbejdsgivers/indberetters oplysning om skadesårsagen. Selv om Arbejdstilsynet kun undersøger et meget lille antal sager, vil der eventuelt kunne indhentes relevante oplysninger om skaden. Arbejdstilsynet udarbejder et årligt katalog over aktuelle vejledninger og meddelelser om anvendelse af arbejdsredskaber. Disse vejledninger og meddelelser lægges til grund i erstatningssager.

Arbejdsskadesager, hvori der rejses krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, afsluttes med en accept af kravet hos ansvarsforsikringsselskabet, et forlig mellem arbejdsgiveren og medarbejderen (fagforeningen) eller med en domstolsafgørelse om erstatningsansvaret.

Indgås der i denne eller i nogen af de andre typer af sager forlig, vil der stadig kunne gøres regres gældende. Regreskravets omfang vil bero på en konkret vurdering af omfanget af skadelidtes ansvar. En aftale mellem skadelidte og et forsikringsselskab/skadevolder kan ikke indgås med bindende virkning for kommunen.

Henvendelser til forsikringsselskab i disse sager skal ske til skadevolders/arbejdsgivers erhvervsansvarsselskab og ikke til arbejdsskadeforsikringsselskabet.

Om andre skader

19. Derudover er der en mindre gruppe af skadetilfælde, der evt. vil kunne danne grundlag for regres. Herunder kan nævnes skader forårsaget af hunde, overfald og fald bl.a. på fortov.

Kommunen kan i straffesager anmelde regreskravet som et civilt krav, der medtages under den verserende straffesag mod skadevolder. Kommunen giver i anmeldelsen af det civile retskrav oplysning om kravets størrelse og kan anmode om at modtage domsudskrift.

De nævnte tilfælde er ikke en udtømmende opremsning af tilfælde, der kan danne grundlag for kommunens krav om regres.

Til toppen

Kapitel 8 – Forsikringsdækning

20. Kommunens krav retter sig som nævnt imod skadevolderen.

I de fleste tilfælde, hvor der pålægges erstatningsansvar for en personskade, vil den pågældende skadevolder imidlertid være dækket af en ansvarsforsikring. Som oftest vil gennemførelse af regressagen således skulle ske i samarbejde med skadevolders forsikringsselskab. Typisk vil skadevolder således selv anmelde sagen til sit forsikringsselskab, som herefter vil behandle sagen på skadevolders vegne.

Det er som udgangspunkt en betingelse, at den pågældende skadevolder foretager anmeldelse til sit forsikringsselskab, før selskabet har mulighed for at realitetsbehandle sagen. I visse sager, f.eks. færdselssager, hæfter selskabet imidlertid direkte over for skadelidte, og i disse sager er det ikke en betingelse for gennemførelse af regreskravet via forsikringsselskabet, at skadevolder har anmeldt sagen til sit forsikringsselskab.

For så vidt angår arbejdsskadesager, skal det oplyses, at i de tilfælde, hvor den pågældende arbejdsgiver i medfør af ansættelsesforholdet, overenskomst m.v. har været forpligtet til at udbetale løn under sygdom og har fået refunderet sygedagpengene fra kommunen, vil kommunen ikke kunne gøre regres gældende overfor arbejdsgiverens erhvervsansvarsforsikring. Dette skyldes, at forsikringen efter sin karakter alene dækker tab, som den pågældende arbejdstager måtte lide, men derimod ikke arbejdsgiverens tab. Kravet rejses da direkte overfor skadevolder.

Til toppen