Cirkulære om skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til alkoholafvænning

Skatteministeriets cirkulære nr. 99 af 28/6 1999.

Efter de nye regler skabes der skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til alkoholafvænning til de medarbejdere i virksomheden, som har behov herfor. Skattefriheden omfatter dels tilfælde, hvor arbejdsgiveren betaler for selve behandlingsudgiften, dels de tilfælde, hvor arbejdsgiveren mere indirekte betaler for behandlingen gennem en forsikringspræmie eller ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån.

2.1. Alkoholafvænningsbehandling

Der er alene skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til alkoholafvænningsbehandling, dvs. ydelser, som på den ene eller anden måde har til formål at hjælpe den pågældende alkoholmisbruger ud af sit misbrug.

Skattefrihedsbestemmelsen i ligningslovens § 30 omfatter derimod ikke arbejdsgiverbetalte ydelser til operationer eller behandlinger for følgesygdomme af alkoholmisbrug.

Der stilles ikke krav til behandlingsform eller -art. Der kan opnås skattefrihed for en hvilken som helst behandling, som parterne finder egnet. Sundhedsministeriet har oplyst, at der på alkoholområdet anvendes en række forskellige behandlingsmetoder, ofte i en kombination.

Det er den generelle erfaring og opfattelse blandt alkoholbehandlere, at der ikke findes én behandlingsmetode, som er alle andre overlegen. Derfor skal den enkelte behandlingsform tilpasses, således at der ud fra alkoholmisbrugernes individuelle behov tages sigte på at ændre den enkelte alkoholmisbrugers sociale, psykiske, bevidstheds- og helbredsmæssige situation.

Efter bestemmelsen kan der opnås skattefrihed for f.eks. samtaleterapi hos psykologer eller andre samt for behandling på egentlige behandlingshjem. Det er parterne selv, der træffer beslutning om behandlingsmetoden, eventuelt i samarbejde med den praktiserende læge.

Også de amtslige alkoholkonsulenter, der ud over stor ekspertise på området har stor lokalkendskab til eksisterende behandlingstilbud, vil kunne give råd og vejledning til arbejdsgiveren og den ansatte, som ønsker afhjælpning af sit alkoholmisbrug.

Det er ikke en betingelse for skattefrihed, at den praktiserende læge har henvist til en konkret behandlingsform, når der blot er henvist til behandling. Da arbejdsgiveren skal betale, må der på forhånd være en vis formodning om, at der vælges den rigtige behandling i lyset af de hensyn, der gør sig gældende på dette område: personlige, økonomiske og rationelle hensyn. Det er dog en betingelse, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for alkoholafvænningsbehandling, jf. punkt 3.1.

2.2. Betalingsform

§ 30, stk. 1, omfatter udtømmende de tilfælde, hvor arbejdsgiveren skattefrit kan finansiere eller medfinansiere en alkoholafvænningsbehandling for den ansatte.

2.2.1. Betalt behandling

I denne situation er det arbejdsgiveren, som helt eller delvist betaler direkte for behandlingen.

Skattefriheden påvirkes ikke af måden, hvorpå betaling for ydelsen sker. Der er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til alkoholafvænning, uanset om arbejdsgiveren betaler for behandlingen direkte til et hospital, en læge, en klinik eller lignende, eller om arbejdsgiveren efterfølgende refunderer den ansatte udgifter, som denne selv har afholdt til alkoholafvænning.

Parterne træffer selv beslutning om behandlingsmetode og -art, jf. punkt 2.1.

2.2.2. Forsikringspræmie

Betaler arbejdsgiveren mere indirekte for ydelser til alkoholafvænning gennem tegning af en forsikring, der omfatter alkoholafvænning for medarbejderne, er der ligeledes skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring.

Skattefriheden gælder alene en præmiebetaling i forbindelse med en forsikringsordning for alkoholafvænning. Har arbejdsgiveren tegnet en forsikring, som dækker behandlinger for sundhedsydelser generelt, herunder også ydelser til alkoholafvænning, er der efter bestemmelsen kun skattefrihed for den del af præmiebetalingen, som kan henføres til den enkelte medarbejder som betaling for dækning af ydelser til alkoholafvænning.

Skattefriheden påvirkes som nævnt ikke af måden, hvorpå betaling for ydelsen sker. Uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer et af den ansatte betalt præmiebeløb, er præmien skattefri i henhold til bestemmelsen, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt, jf. nedenfor under punkt 3.

Som nævnt ovenfor under punkt 2.1. er det parterne selv, der træffer beslutning om behandlingsmetode og -art. Det overlades derfor til forsikringstager og forsikringsgiver at vurdere, hvilken behandlingsydelse, der vil være bedst egnet i det enkelte tilfælde.

2.2.3. Rentefrit lån

Arbejdsgiveren kan ligeledes mere indirekte være med til at finansiere den ansattes alkoholafvænningsbehandling ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån, hvor lånet anvendes af medarbejderen til køb af en alkoholafvænningsbehandling.

I disse tilfælde er der efter ligningslovens § 30 skattefrihed for den rentefordel, som medarbejderen måtte have ved, at arbejdsgiveren yder denne et fordelagtigt lån. Lånet skal dog være klausuleret til dækning af den ansattes udgifter i forbindelse med en alkoholafvænningsbehandling. Er dette ikke tilfældet, skal skattefordelen ved rentebesparelsen bedømmes efter reglerne om beskatning af personalelån, jf. ligningslovens § 16, samt Ligningsrådets anvisning om personalelån, jf. senest TSS-cirk. 1998-36, der henviser til retningslinierne i SD-cirk. 1989-27.

Hvorvidt den ansatte har opnået en rentefordel ved et af arbejdsgiveren ydet lån, skal vurderes i forhold til mindsterenten.

Det overlades til arbejdsgiver og arbejdstager at vurdere behandlingsmetode og -art.

I § 30, stk. 2, er der opstillet nogle betingelser, som skal være opfyldt for, at de under punkt 2 beskrevne ydelser er skattefrie for medarbejderen.

Betingelserne skal sikre, at de grundlæggende hensyn bag bestemmelsen tilgodeses, dvs. ønsket om at skabe mulighed for, at virksomheder, pensionskasser og fagforeninger eller lignende kan påtage sig et socialt ansvar i form af at hjælpe de ansatte m.v. eller medlemmerne ud af et alkoholmisbrug. Betingelserne skal derfor også sikre, at alle ansatte m.v. stilles lige, således at ingen forskelsbehandles.

3.1. Skriftlig lægeerklæring

Det er en betingelse for skattefritagelse, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for en alkoholafvænningsbehandling. Lægeerklæringen skal ses som en objektiv konstatering af, at den pågældende medarbejder har et alkoholmisbrugsproblem, som kræver afhjælpning.

Betingelsen om en lægeerklæring skal samtidig sikre, at der ikke sker misbrug af skattefriheden i form af f.eks. arbejdsgiverbetalte ferie-/rekreationsydelser.

Som nævnt overlades det til parterne selv at vurdere hvilken behandlingsform, der må anses som bedst egnet for den pågældende medarbejder. Det er derfor heller ikke en betingelse for skattefrihed, at den praktiserende læge har henvist til en bestemt behandling.

3.2. Led i generel personalepolitik

Det er ifølge de nye regler ligeledes en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes »som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere«. Bestemmelsen indebærer overordnet set, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte eller af medlemmerne, hvis der er tale om en pensionskasse- eller en fagforeningsordning.

3.2.1. Ingen minimumskrav

Hvis arbejdsgiveren stiller det som en betingelse for sin ydelse, at medarbejderne opfylder et vis anciennitetskrav, f.eks. mindst 1 års ansættelse, eller et vist ugentligt arbejdstimekrav, f.eks. minimum 15 timers arbejde om ugen, vil den ovennævnte betingelse ikke være opfyldt. Sådanne krav fra arbejdsgiverens side vil betyde, at virksomhedens medarbejdere opdeles i kategorier, hvoraf nogle vil få tilbudt betalt behandling, medens andre ikke vil få betalt behandling.

Bestemmelsen i § 30, stk. 2, 2. pkt., indebærer således, at alle virksomhedens medarbejdere uanset personalegruppe og uanset fuldtid eller deltid skal være omfattet af tilbuddet om alkoholafvænningsbehandling.

3.2.2. Samme behandlingstilbud

Virksomheden kan ikke forskelsbehandle medarbejderne ved at tilbyde én ydelse til nogle medarbejdere og en anden til andre. Virksomheden kan således ikke betale den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe, men »kun« yde et rentefrit lån til en anden medarbejdergruppe, idet der da vil ske en forskelsbehandling af de ansatte.

Virksomheden skal tilbyde alle medarbejdere samme ydelse, hvilket direkte fremgår af bestemmelsen for så vidt angår en af arbejdsgiveren betalt forsikringsordning. Præmien er således kun skattefri, såfremt alle ansatte er omfattet af ordningen.

Det er derimod ikke et krav, at alle ansatte reelt tager imod et tilbud om behandling. Det er tilstrækkeligt for at opnå skattefrihed, at alle medarbejdere får tilbuddet om en ensartet alkoholafvænningsbehandling. Det vil heller ikke være i strid med bestemmelsen, hvis arbejdsgiveren begrænser tilbuddet til f.eks. én betalt behandling pr. medarbejder. Det afgørende er, at den støtte, som arbejdsgiveren yder, gælder generelt for alle.

3.2.3. Dokumentationskrav

Hvorvidt der er tale om udgifter, som afholdes som led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle medarbejdere, beror på en konkret, ligningsmæssig vurdering. Er der tale om en personalepolitik, der omfatter alle medarbejdere på lige vilkår, som fremgår af personalehåndbøger m.v., vil denne betingelse normalt være opfyldt.

Da det er en altafgørende forudsætning for skattefriheden, at alle en virksomheds medarbejdere, der har behov for alkoholafvænning, får tilbud fra arbejdsgiveren om betalt behandling, vil betingelserne for skattefriheden ikke være opfyldt, såfremt virksomhedens personalepolitik, som nævnt under punkt 3.2.1., indeholder krav om f.eks. en vis anciennitet eller en vis mindste ugentlig arbejdstid. Heller ikke hvis en afgrænsning indgår på lige fod med andre personalegoder i en generel personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, vil betingelsen for at opnå skattefrihed være opfyldt.

I modsætning til andre former for personalegoder, som arbejdsgiveren frit kan vælge kun at yde til nogle ansatte, er arbejdsgiveren i relation til alkoholafvænningsbehandling tvunget til at give tilbuddet til alle de medarbejdere i virksomheden, der måtte få et behov herfor, for at der kan opnås skattefrihed. Betingelsen om, at udgiften skal afholdes som et led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, er således uafhængig af, hvilke personalegoder arbejdsgiveren i øvrigt stiller til rådighed for medarbejderne.

I det tilfælde, hvor arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, der omfatter ydelser til alkoholafvænning, vil det fremgå af forsikringspolicen/forsikringsaftalen, om alle ansatte er omfattet.

Afgørelsen af, om betingelserne for skattefrihed, herunder betingelsen om, at alle virksomhedens medarbejdere i givet fald skal have tilbud om arbejdsgiverbetalt alkoholbehandling, er opfyldt, ligger hos de lokale ligningsmyndigheder. Derudover må der være en stærk formodning for, at medarbejderne selv, herunder i særdeleshed tillidsmænd og samarbejdsudvalg på den enkelte arbejdsplads, som netop har til opgave at påse, at såvel medarbejdernes som virksomhedens rettigheder og forpligtelser efterleves, løbende vil have indsigt i og føre kontrol med, at alle virksomhedens medarbejdere bliver behandlet ensartet også på dette område.

Uanset hvilken personkreds, der er tilknyttet virksomheden (alle former for lønmodtagere samt bestyrelsesmedlemmer og honorarlønnede m.v., der af virksomheden er engageret til at udføre nærmere bestemte opgaver for virksomheden) er det en afgørende forudsætning for skattefriheden, at de under punkt 3 anførte betingelser er opfyldt. Dette gælder ligeledes for medlemmer af fagforeninger, pensionskasser o.lign. Der skal således i alle tilfælde foreligge en skriftlig lægeerklæring om, at modtageren af alkoholafvænningsbehandlingen har behov for behandling. Også betingelsen om, at udgiften til behandlingen afholdes som et led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, herunder at en af arbejdsgiveren tegnet forsikring omfatter samtlige virksomhedens medarbejdere, skal være opfyldt.

4.1. Lønmodtagere

Skattefriheden i § 30, stk. 1, for arbejdsgiverbetalt alkoholafvænning omfatter personer, der har tilknytning til arbejdsmarkedet.

Bestemmelsen omfatter derfor først og fremmest lønmodtagere dvs. personer, der har en arbejdsgiver, men også andre personer med tilknytning enten til en virksomhed eller til arbejdsmarkedet er omfattet af bestemmelsen, jf. nedenfor.

4.2. Honorarlønnede, bestyrelsesmedlemmer m.fl.

Ifølge § 30, stk.3, kan også personer som f.eks. konsulenter, revisorer, bestyrelsesmedlemmer, der som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde fra »hvervgiveren« modtager en ydelse til alkoholafvænning, få fordel af skattefriheden. Også personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, er omfattet af skattefriheden.

Det er ikke et krav, at en virksomhed, der har besluttet sig for at stille tilbud om alkoholbehandling til rådighed for medarbejderne, også skal stille tilbuddet til rådighed for f.eks. virksomhedens bestyrelsesmedlemmer. Vælger en virksomhed at stille et alkoholafvænningstilbud til rådighed for et bestyrelsesmedlem, er det dog en betingelse for skattefriheden, at tilbuddet gives til alle bestyrelsesmedlemmer uanset disses post og anciennitet i bestyrelsen, samt til andre til virksomheden løsere knyttede personer som f.eks. revisorer eller konsulenter, der af virksomheden er engageret til at udføre enkeltstående, konkrete hverv for virksomheden. Det er dog ikke en betingelse for skattefrihed, at tilbuddet skal svare til dét tilbud, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for virksomhedens ansatte. Virksomheden kan således godt have en forsikringsordning, der dækker alle ansatte, og samtidig en ordning med f.eks. helt eller delvist rentefrit lån til personkredsen i § 30, stk. 3, dvs. bestyrelsesmedlemmer og andre løsere tilknyttede personer.

4.3. Medlemmer af fagforeninger, pensionskasser o.lign.

Skattefritagelsen omfatter ifølge bestemmelsens stk. 3 desuden ydelser til alkoholafvænning, som fagforeninger, pensionskasser eller lignende stiller til rådighed for deres medlemmer.

Som medlem af en fagforening eller en pensionskasse vil også den selvstændigt erhvervsdrivende være berettiget til skattefrihed for en alkoholafvænningsbehandling, som en fagforening eller pensionskasse måtte stille til rådighed for den pågældende.

Såfremt fagforeningens eller pensionskassens tilbud består i en forsikringsordning, vil fagforeningens eller pensionskassens præmieindbetaling for det pågældende medlem også være uden skattemæssige konsekvenser for medlemmet, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt.

Der skelnes ikke mellem kontingentbetalende og ikke-kontingentbetalende medlemmer. En alkoholafvænningsordning, der tilbydes medlemmerne, skal derfor tilbydes alle medlemmer.

I de tilfælde, hvor en person er omfattet af et alkoholafvænningstilbud gennem såvel arbejdspladsen som gennem en pensionskasse/forsikringsselskab, vil der også være skattefrihed efter ligningslovens § 30, såfremt arbejdsgiveren og pensionskassen/forsikringsselskabet vælger at dele præmien eller behandlingsudgifterne imellem sig.

5.1. Arbejdsgiveren (virksomheden)

Ved lovændringen sker der ingen ændring af arbejdsgiverens ret til at fratrække ydelser, som i årets løb anvendes til alkoholafvænningsbehandling til virksomhedens medarbejdere, som driftsomkostninger. Arbejdsgiveren har derfor som hidtil fradragsret for sådanne udgifter, uanset at medarbejderne ikke beskattes af værdien af ydelsen.

5.2. Lønmodtageren

De nye bestemmelser ændrer ikke reglerne om lønmodtageres fradrag.

Hvis lønmodtageren ikke har en arbejdsgiver, der kan eller vil betale for alkoholafvænningsbehandling for sine medarbejdere, og lønmodtageren derfor selv betaler for sin afvænningsbehandling, har den pågældende således ikke ret til fradrag for den afholdte behandlingsudgift.

Dette er fastslået i en Højesteretsdom af 13. januar 1998, hvorefter en lønmodtager blev nægtet fradrag for de udgifter, som lønmodtageren havde afholdt til en alkoholafvænningsbehandling.