Vejledning om lov om aktiv socialpolitik

Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5/3 1998.

2.1. Formål

8. Det er lovens formål at skabe det underste økonomiske sikkerhedsnet for enhver uanset nationalitet, som opholder sig lovligt her i landet, og som ikke på anden måde kan klare sig selv økonomisk.

Økonomisk sikkerhedsnet

Det, at loven skal fungere som et økonomisk sikkerhedsnet, betyder, at man ikke kan få hjælp, hvis behovet for hjælp kan løses uden for denne lov. Det betyder også, at hvis man kan forsørge sig selv, eller hvis andre har pligt til at forsørge en, kan man heller ikke få hjælp.

Målet er at give en midlertidig hjælp, og det stiller krav om, at såvel modtageren som ægtefællen efter evne aktivt udnytter og udvikler deres arbejdsevne for hurtigt at blive i stand til at klare sig selv. Det betyder, at modtageren og ægtefællen har pligt til at søge arbejde og tage imod tilbud om arbejde eller aktivering.

Forebyggende indsats

Det er vigtigt, at der bliver gjort en indsats for at forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse. Initiativerne for at styrke virksomhedernes sociale ansvar og for at forbedre opfølgningen i sager om sygedagpenge er konkrete eksempler på dette.

For at styrke indsatsen lokalt forpligtes kommunen (evt. i fællesskab med andre kommuner) til at nedsætte koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Der henvises til retssikkerhedsloven og vejledningen herom.

Medvirken

Modtageren skal udfra sine behov og forudsætninger have mulighed for indflydelse og medansvar, når hjælpen tilrettelægges, sådan at man undgår at klientgøre modtageren.

Grundlovens § 75, stk. 2,

Det økonomiske sikkerhedsnet, hjælpens formål og kravene til den enkelte er i overensstemmelse med grundlovens § 75, stk. 2, som kræver, at der er et forsørgelsesvæsen. Dette forsørgelsesvæsen skal garantere et eksistensminimum til enhver, som ikke kan ernære sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre, dog under forudsætning af at den enkelte underkaster sig de forpligtelser, som loven påbyder.

Det nærmere indhold af modtagerens rettigheder og pligter og kravene til det offentlige er beskrevet i de øvrige kapitler.

2.2. Den enkeltes ansvar

Forsørgelsesansvar

9. Efter § 2, stk. 1, har enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige ansvar for efter evne at forsørge sig selv og sin familie.

Det betyder, at kommunen ikke kan yde hjælp til en person, som kan forsørge sig selv, eller som har mulighed for at blive forsørget af andre. Det betyder desuden, at der ved beregning af hjælp til ægtefæller tages hensyn til begge ægtefællers økonomiske forhold.

Familie

Ved familie forstås ægtefælle, herunder registreret partner, samt børn under 18 år. Det er den privatretlige forsørgelsespligt over for et barn efter Justitsministeriets lovgivning (lov om børns retsstilling), som er afgørende for, om man i relation til det offentlige har forsørgelsesansvar over for barnet. Personer, som lever sammen uden at være gift, har ikke ansvar for at forsørge hinanden.

Ophør

10. Ansvaret for at forsørge sin ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse. Hvis kommunen, fx på grund af samlivsophør, må træde til med hjælp, indtræder kommunen efter § 97 i retten til at få fastsat bidrag. Dette er nærmere omtalt i afsnit 12.5.

Børn med forsørgelsesansvar

§ 2, stk. 3, er en undtagelse fra hovedreglen om, at forældres ansvar for at forsørge deres børn først ophører ved det fyldte 18. år. Forsørgelsesansvaret ophører, hvis barnet selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn. Dette indebærer, at forældrenes pligt til at forsørge barnet genopstår, hvis barnet ikke længere har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn.

Det, at forældrenes ansvar for at forsørge barnet ophører, indebærer, at kommunen ikke tager hensyn til forældrenes økonomiske forhold ved tildeling og beregning af hjælp til barnet.

Gravid under 18 år

Kommunen giver efter § 2, stk. 4, uafhængigt af forældrenes forsørgelsesansvar hjælp til en gravid datter under 18 år til dækning af de behov, der er en følge af graviditeten. Det vil sige, at der skal være en årsagssammenhæng mellem graviditeten og behovet for hjælp, fx hvis datteren må opgive et arbejde på grund af graviditeten. Reglen betyder, at forældrenes forsørgelsesansvar består, men at kommunen uden hensyn til forældrenes økonomiske forhold giver hjælp til de behov, der er en følge af graviditeten. Hvis graviditeten ophører ved abort, har forældrene igen det fulde forsørgelsesansvar.

2.3. Statsborgerskab og bopæl

Vejledning om kommunernes medvirken i sager om udlændinge

11. Reglerne om statsborgerskab og bopæl i aktivloven vil kun kort blive nævnt her, da disse regler er nærmere beskrevet i Socialministeriets vejledning om kommunernes medvirken i sager om udlændinge.

Lovligt ophold her i landet

Efter § 3, stk. 1, gælder aktivloven for alle, der lovligt opholder sig her i Danmark (dvs. ikke Grønland og Færøerne). Dette gælder uanset nationalitet. § 3, stk. 1, handler om alle former for hjælp efter loven, bortset fra vedvarende hjælp, jf. stk. 2. For at en person kan få hjælp efter loven, skal den pågældende i øvrigt opfylde de betingelser, der gælder for de enkelte ydelser.

Udlændinge

12. Udlændinges ret til at opholde sig her i landet er reguleret i udlændingeloven. Hvis en udlænding, der opholder sig her i landet og søger om opholdstilladelse, har ret til at blive i landet, til ansøgningen er afgjort, foreligger der et lovligt ophold (processuelt ophold). Kommunen kan derfor - forudsat lovens øvrige betingelser er opfyldt - give hjælp til udlændingen indtil det tidspunkt, hvor udlændingen efter udlændingeloven har pligt til at rejse ud af landet. Udlændingestyrelsen bistår kommunen med oplysninger om en udlændings opholdsgrundlag.

Hvis en udlænding, som ikke opholder sig lovligt her i landet, søger om hjælp, skal kommunen henvise den pågældende til politiet, der efter udlændingelovens § 43 sørger for den pågældende.

Kommunen bør kontakte Udlændingestyrelsen for at få afklaret, om en udlænding har lovligt ophold.

Vedvarende hjælp

13. For at få vedvarende hjælp til forsørgelse skal modtageren efter § 3, stk. 2,

1) være dansk statsborger,

2) være statsborger i en EU/EØS-medlemsstat eller familiemedlem til en sådan og være berettiget til ophold efter fællesskabsretlige regler eller

3) have erhvervet ret på grundlag af de aftaler, som Danmark indgår eller har indgået med andre stater eller internationale organisationer efter § 4.

Erhvervsaktive EU/EØS-borgere og deres familiemedlemmer i Danmark er på grundlag af EU-reglerne sidestillet med danske statsborgere med hensyn til sociale fordele, og de erhverver ret til vedvarende hjælp til forsørgelse på grundlag af erhvervsaktivitet i Danmark.

Hjælp til forsørgelse omfatter hjælp, der skal dække modtagerens leveomkostninger, dvs. udgifter til bolig samt sædvanlige udgifter til mad og tøj m.v. Det kan fx være hjælp efter lovens kapitel 4, herunder aktivering, og hjælp til revalidering.

Personer, der kan få opholdsret i Danmark på grundlag af Rådets direktiv af 29. oktober 1993 om opholdsret for studerende (93/96/EØF), Rådets direktiv af 28. juni 1990 om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet (90/365/EØF), eller Rådets direktiv af 28. juni 1990 om opholdsret (90/364/EØF), får denne opholdsret under forudsætning af, at de pågældende råder over tilstrækkelige midler til at undgå at falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde. Personer, der opholder sig i Danmark på grundlag af en opholdsret efter ovennævnte direktiver, får ikke ret til vedvarende hjælp til forsørgelse.

En person, der har opholdsret efter et af ovennævnte direktiver, og som har behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, kan ikke hjemsendes efter denne lov, hvis den pågældende har boet lovligt her i landet med henblik på varigt ophold i mere end 3 år. Dette følger af § 3, stk. 4, 2. pkt.

Hjælp til forsørgelse anses for vedvarende, når den har varet eller må påregnes at ville vare i 1 år eller derover, jf. § 3, stk. 3.

Kommunen kan yde vedvarende hjælp til forsørgelse af udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens §§ 7 og 8 (flygtninge), uden at dette fører til hjemsendelse.

Hjemsendelse

14. Hvis en udlænding, der ikke er omfattet af § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3, dvs. ikke er EU/EØS-borger eller omfattet af aftaler med andre stater eller organisationer, får behov for vedvarende hjælp, afgør Den Sociale Sikringsstyrelse (efter indberetning fra kommunen), om udlændingen skal hjemsendes.

I disse tilfælde skal udlændingens opholdskommune sende en indberetning til Sikringsstyrelsen med angivelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe beslutning om, hvorvidt udlændingen skal hjemsendes. Der kan ikke træffes afgørelse om at hjemsende en udlænding efter aktivloven, hvis udlændingen lovligt har boet her i landet med henblik på varigt ophold i mere end de sidste 3 år.

I § 3, stk. 5, nævnes eksempler på de hensyn, der lægges vægt på ved afgørelser efter stk. 4.

Hvis det efter aktivloven besluttes at hjemsende udlændingen, bortfalder udlændingens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 18, stk. 1. Bortfaldet sker automatisk, dvs. uden at udlændingemyndighederne træffer beslutning om det. Da udlændingens opholdsret er bortfaldet, påhviler det udlændingen at udrejse straks, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1. Hvis udlændingen ikke frivilligt udrejser, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2. Sikringsstyrelsen orienterer såvel Udlændingestyrelsen som politiet om afgørelsen om hjemsendelse.

Hvis det besluttes ikke at hjemsende udlændingen, fortsætter kommunen med at udbetale hjælp til forsørgelse, forudsat at udlændingen stadig opfylder de almindelige betingelser for at modtage hjælp efter aktivloven.

Aftale med andre stater og organisationer

15. Efter § 4 kan personer, der ikke er danske statsborgere, ved aftale med andre stater og internationale organisationer få ret til vedvarende hjælp til forsørgelse under ophold i Danmark.

Ophold i udlandet

16. Kommunen kan ikke yde hjælp til personer, som opholder sig i udlandet, fordi hjælpen er bestemt til at opfylde behov her i landet.

Grønland og Færøerne er efter § 118 ikke omfattet af aktivloven, og det betyder, at Grønland og Færøerne er dækket af begrebet -udlandet-.

Kommunen kan i særlige tilfælde tillade, at hjælpen bevares under kortvarige ophold i udlandet. Det er således en betingelse for at modtage hjælpen i udlandet, at modtageren opfylder betingelserne for at få hjælp inden udrejsen, og at modtageren har fået kommunens tilladelse før udrejsen. Varigheden af opholdet fastlægges i det enkelte tilfælde ud fra de konkrete omstændigheder, herunder ud fra karakteren af hjælpen.

Det er desuden en betingelse for at bevare hjælpen under ophold i udlandet, at opholdet kan ske uden, at de almindelige betingelser for hjælp tilsidesættes, herunder pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kommunen kan tillade, at modtageren bevarer hjælpen, hvis den pågældende deltager i kurser o.l., der er led i en aktivering efter denne lov forudsat, at udlandsopholdet er et planlagt led i aktiveringen. Det er en betingelse, at kommunen kan følge aktiveringsforløbet under udlandsopholdet.

Der er ligeledes mulighed for at deltage i uddannelse i udlandet, når aktiviteten er af kortere varighed og et led i en revalidering, herunder i forrevalidering. Det er en betingelse, at kommunen kan følge uddannelsesforløbet under udlandsopholdet.

Der er ikke i praksis udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under forrevalidering er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre.

Kommunen kan desuden tillade, at hjælpen bevares, hvis modtageren udøver aftalt eller fastlagt samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år. Det er en forudsætning, at antallet af ophold og varigheden af ophold ikke overskrider det sædvanlige i sådanne situationer.

Derudover vil kommunen kunne tillade, at modtageren bevarer hjælpen, hvis opholdet er begrundet i nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller hvis der foreligger ganske særlige forhold.

Hjælp til danske statsborgere, der bor i udlandet

17. § 6 er en undtagelse til reglen i § 5, stk. 1, og vedrører muligheden for at yde hjælp til forsørgelse af danske statsborgere, som opholder sig i udlandet.

Det er Den Sociale Sikringsstyrelse, som træffer afgørelse om sådan hjælp.

En dansk statsborger, som har opholdt sig mange år i udlandet, kan få hjælp til forsørgelse, når hjemrejse derved kan undgås, og forholdene i øvrigt taler for det. Efter praksis ydes hjælpen som altovervejende hovedregel kun til personer, som har nået, eller som er tæt på den danske folkepensionsalder.

Det er en betingelse for at yde hjælp, at hverken ansøgeren eller en eventuel ægtefælle har indtægter eller formue, som kan dække det nødvendige økonomiske behov. Hjælpen ydes kun til danske statsborgere og kan ikke overstige et månedligt beløb pr. berettiget, som svarer til folkepensionens grundbeløb fratrukket eventuelle indtægter.

Hjælpen fastsættes på grundlag af en indstilling fra udenrigstjenesten med udgangspunkt i levevilkårene i det pågældende land og ansøgerens udgifter til bl.a. bolig, kost og medicin. Der kan kun ydes hjælp til forsørgelse i udlandet. Der kan fx ikke ydes hjælp til hjemrejse. Der er heller ikke adgang til at yde hjælp til begravelsesudgifter.

Ansøgning om hjælp sendes til udenrigstjenesten, som sender sagen til Den Sociale Sikringsstyrelse med en indstilling om størrelsen af den hjælp, der eventuelt skønnes at være behov for.

Udgifterne til hjælpen afholdes fuldt ud af staten efter § 105, stk. 2.

2.4. Handlekommune

18. Retssikkerhedslovens § 9 fastsætter, hvilken kommune der har pligt til at give hjælp til en person, der søger om hjælp efter den sociale lovgivning, herunder aktivloven.

Hovedreglen er, at det er opholdskommunen, som er handlekommune.

Aktivloven indeholder ingen regler om mellemkommunal refusion. Det vil sige, at det altid er handlekommunen, som skal afholde den kommunale andel af udgifter til hjælp efter aktivloven.

Reglerne om handlekommune og mellemkommunal refusion er beskrevet i kapitel 6 i vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

3.1. Vejledning

19. Formålet med at give hjælp efter denne lov er at støtte den, der søger om hjælp, til igen at blive i stand til kunne klare sig selv. Effektiv og tidlig vejledning kan medvirke til

• at styrke den enkeltes mulighed for fortsat at kunne forsørge sig selv og sin familie, og
• at forkorte og effektivisere indsatsen for personer, som i en periode skal have kontanthjælp, tilbud om aktivering eller revalidering.

Vejledning er derfor et integreret led i kommunens tilbud til personer, der søger om hjælp, og det er vigtigt, at kommunen med det samme undersøger behovet for vejledning, når en person søger om økonomisk hjælp. Dette fastslås i § 7, stk. 1.

Hjælp efter aktivloven er - som fremhævet i § 1 - et økonomisk sikkerhedsnet, der træder i funktion, hvis hjælp efter andre love m.v. ikke kan afhjælpe behovet. Et væsentligt aspekt i kommunens vejledning er derfor en vurdering af, om behovet eventuelt kan løses på en anden måde end ved at give hjælp efter denne lov.

Pligten til at give vejledning betyder ikke, at kommunen selv skal kunne vejlede om alle problemer, men kommunens medarbejdere skal kunne give råd om, hvor ansøgeren kan få relevant vejledning i forhold til problemerne.

Som en almindeligt forekommende situation peger § 7, stk. 2, på, at hvis den væsentligste årsag til behovet for hjælp er vanskeligheder med at få eller fastholde beskæftigelse, bør vejledningen omfatte oplysninger om mulighederne for arbejde eller uddannelse.

Specielt med henblik på at styrke uddannelsesindsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne, skal kommunen være opmærksomme på at give vejledning om de uddannelsesmæssige muligheder, der er til rådighed som alternativ til tilbud efter aktivloven.

Vejledning om beskæftigelse/uddannelse kan også ydes af arbejdsformidlingen, som har et indgående kendskab til vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet. Kommunen og arbejdsformidlingen bør derfor aftale, hvordan personer, der henvender sig i kommunen, bedst muligt får nytte af arbejdsformidlingens service på dette område.

Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at kommunen tilrettelægger og koordinerer sin vejledningsindsats vedrørende uddannelse og arbejde med andre vejledningsinstanser i lokalområdet, fx vejledere tilknyttet uddannelsesinstitutioner.

Kommunen skal være opmærksom på de særlige forhold, der i vejledningsindsatsen gør sig gældende i relation til flygtninge og indvandrere.

Reglerne om vejledning i aktivloven skal ses i sammenhæng med de muligheder, der er for rådgivning i serviceloven. Dette gælder også i forhold til andre relevante hjælpemuligheder i serviceloven.

3.2. Visitation

Borgerens medvirken

19 a. Med hensyn til tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen, herunder reglen i retssikkerhedslovens § 4 om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, henvises til vejledning om retssikkerhedsloven.

3.2.1. Personkreds og tilbud efter aktivloven

20. Indsatsmulighederne spænder vidt, svarende til at der er store forskelle i den personkreds, som er omfattet af aktivloven. For nogle kan et forsørgelsesbehov afhjælpes ved, at det offentlige vejleder om eller henviser til ordinær beskæftigelse eller uddannelse. For andre er det nødvendigt med en egentlig offentlig forsørgelse samt en aktiv indsats for at komme videre.

Nogle af de aktive tilbud, der gives, er bundet til det hidtidige forsørgelsesgrundlag. Det gælder aktivering, der er forbeholdt personer, der er berettiget til kontanthjælp, og det gælder skånejob med løntilskud, der er forbeholdt personer, der modtager førtidspension efter lov om social pension.

Andre tilbud som revalidering og fleksjob er uafhængige af det hidtidige forsørgelsesgrundlag. Udgangspunktet for at modtage disse tilbud er en vurdering af, at arbejdsevnen er nedsat. For fleksjob skal nedsættelsen af arbejdsevnen være varig, dvs. revalideringsmulighederne skal være udtømte. Hvad angår vurderingen af arbejdsevnen henvises til kapitel 6.

I vurderingen af hvilken indsats, der er relevant for den enkelte, bør det overvejes, om pågældende alene mangler et job, eller om der er forhold i øvrigt, som har indflydelse på den pågældendes erhvervsmæssige situation. I sidstnævnte tilfælde bør indsatsen altid tage udgangspunkt i en samlet vurdering af den pågældendes og familiens helbredsmæssige og sociale situation, herunder uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Indsatsen efter denne lov bør endvidere koordineres med eventuelle tilbud efter serviceloven.

Aktivering

21. Personer, der er berettiget til kontanthjælp, og som ikke har andre problemer end ledighed, kan få - og har pligt til at modtage - tilbud om aktivering (herunder andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger). Det forudsættes, at kommunen, forinden den giver tilbud om aktivering, sikrer sig, at personen ikke kan henvises til ordinær beskæftigelse eller ordinær uddannelse.

Kommunen skal sørge for, at kontanthjælpsmodtagere, der alene har ledighed som problem, bliver tilmeldt arbejdsformidlingen med henblik på formidling af arbejde.

Aktivering dækker over en bred vifte af beskæftigelses- og uddannelsestilbud, herunder aktivering i form af voksen- eller efteruddannelse, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov. Sigtet med deltagelse i aktiviteten er at forbedre eller vedligeholde deltagerens muligheder for at etablere eller genskabe kontakten til det ordinære arbejdsmarked. Et aktiveringstilbud til en person, hvis overvejende problem er, at den pågældende mangler et arbejde, vil i almindelighed opfylde dette mål, bl.a. fordi deltagelse i et beskæftigelses- eller uddannelsestilbud generelt må skønnes at give større chancer for at få et arbejde.

Revalidering

22. Personer, hvis arbejdsevne er begrænset af fysiske, psykiske eller sociale årsager, kan få tilbud om revalidering, hvor målet er hel eller delvis selvforsørgelse på arbejdsmarkedet. Revalideringen skal være nødvendig, dvs. det er en betingelse, at det beskæftigelsesmæssige problem ikke kan løses gennem erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning. Det er ligeledes en betingelse for tilbud om revalidering, at der er en realistisk mulighed for, at personen gennem revalideringen kan blive i stand til at klare sig selv helt eller delvist.

Nogle personer med begrænsninger i arbejdsevnen vil ikke gennem et revalideringsforløb kunne bringes i stand til at yde den arbejdsindsats, der kræves ved beskæftigelse på normale vilkår, herunder aftalebaserede skånejob. Det erhvervsmæssige sigte kan derfor for nogle være ansættelse i fleksjob.

Det erhvervsmæssige sigte kan også være skånejob med løntilskud. Også personer, der allerede modtager førtidspension efter lov om social pension, har mulighed for at forbedre eller bevare en resterende arbejdsevne gennem revalidering.

Forrevalidering

23. Når der er truffet beslutning om revalidering, kan den første fase af revalideringen bestå i en forrevalidering. Forrevalidering er erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter, der gennemføres for at kunne fastlægge det konkrete erhvervsmæssige sigte for revalideringen. Det er vigtigt, at kommunen under forrevalidering målretter de erhvervsrettede aktiviteter for den enkelte, således at der allerede på dette tidspunkt tages hensyn til senere revalideringsaktiviteter.

Fleksjob

24. Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen kan få tilbud om fleksjob med løntilskud hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. Arbejdsevnen kan være begrænset af fysiske, psykiske eller sociale grunde. Det er en betingelse, at mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale vilkår er udtømte. Det er ligeledes en betingelse, at personen ikke modtager social pension.

Betingelsen om, at der skal være en konstateret varig begrænsning i arbejdsevnen, indebærer, at personer, der opfylder betingelserne for at få fleksjob, ikke alternativt skal tilbydes aktivering. Aktivering er først og fremmest tiltænkt kontanthjælpsmodtagere, som enten ikke varigt har nedsat arbejdsevnen, eller hvis situation er mere uafklaret. Aktivering er også tiltænkt personer, som fx på grund af omfattende sociale problemer ikke vil være i stand til at påtage sig et fleksjob.

Skånejob med løntilskud

25. Skånejob med løntilskud kan gives til personer, hvis arbejdsevne varigt er nedsat, og som får førtidspension efter lov om social pension. Arbejdsevnen kan være begrænset af fysiske, psykiske eller sociale grunde. Det er en betingelse for at få skånejob, at den pågældende ikke kan fastholde eller opnå deltidsbeskæftigelse uden løntilskud.

Aktivering ved omfattende problemer ud over ledighed

26. Nogle personer, der er berettiget til kontanthjælp, har så omfattende problemer ud over ledighed, at beskæftigelse på arbejdsmarkedet ikke er et umiddelbart nærliggende perspektiv for aktiveringsindsatsen. Også disse personer har mulighed for og pligt til at tage imod tilbud om aktivering, der er tilpasset deres særlige situation. Formålet med tilbudet er først og fremmest at forbedre livskvaliteten og medvirke til at forebygge udviklingen af yderligere sociale problemer og i sidste ende til at forebygge social udstødelse. Under tilrettelæggelsen af indsatsen må kommunen også være opmærksom på at anvende aktiviteter, der på lidt længere sigt kan øge personens chancer på arbejdsmarkedet.

Aktiveringstilbud, der vægter forbedring af livskvalitet, kan også gives til kontanthjælpsmodtagere, der ikke er motiveret for at deltage i revalidering, eller hvis situation ikke er stabiliseret så meget, at revalidering vil være relevant i den aktuelle situation.

Også kontanthjælpsmodtagere, der opfylder betingelserne for fleksjob, men som af forskellige grunde ikke magter ansættelse i fleksjob, kan få denne type aktiveringstilbud.

Aktivering eller revalidering

27. Afgørelsen af, om en person skal have tilbud efter aktiveringsbestemmelserne, eller om revalidering er nødvendig, vil altid afhænge af en konkret vurdering, og det er især i grænsesituationer nødvendigt at foretage en nøje vurdering. Det er vigtigt så tidligt som muligt at sætte ind med den rette indsats. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at behovet kan have ændret sig i løbet af en periode med aktivering. For personer, der gentagne gange deltager i aktiveringsforløb, må kommunen være særlig opmærksom på, om der skulle være et behov for revalidering.

28. Der vil være personer med omfattende sociale problemer ud over ledighed, hvor det kræver en nøjere vurdering for at afgøre, om pågældende skal tilbydes aktivering eller revalidering, herunder forrevalidering. Hvis det er meget usikkert, om pågældende kan gennemføre et revalideringsforløb, som rækker ud over en forrevalidering, bør der ikke iværksættes revalidering.

Beskyttet beskæftigelse, serviceloven

29. Der vil være personer, hvis arbejdsevne er begrænset på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter denne lov. De kan få beskyttet beskæftigelse efter bestemmelserne i serviceloven. Det gælder fx nogle udviklingshæmmede, sindslidende og andre.

Lokale koordinationsudvalg

30. For at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår, oprettes koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.

Med retssikkerhedsloven, som træder i kraft den 1. juli 1998, får kommunerne pligt til senest den 31. december 1998 at oprette et koordinationsudvalg i hver kommune eller et fælles koordinationsudvalg for flere kommuner. Der henvises til retssikkerhedslovens §§ 22 - 29 samt afsnit 7.3. i den tilhørende vejledning.

Samtidig ophører de sociale koordinationsudvalg, som er oprettet i de kommuner, der før 1. juli 1998 har fået udlagt kompetencen i førtidspensionssager.

Udvalget består som udgangspunkt af et (fra hver kommune) kommunalbestyrelsesmedlem samt repræsentanter fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Udvalget er rådgivende over for kommunalbestyrelsen med hensyn til arbejdsmarkedsrettede initiativer. Dette gælder i forhold til, hvordan aktiveringen bedst tilrettelægges, hvordan revalideringen kan bruges aktivt som led i at sikre personer en aktiv tilværelse fremfor et liv på førtidspension, hvordan der kan skaffes flere fleksjob m.v.

Udvalget kan inden for sit område give rådgivning til fx virksomheder og faglige organisationer. Heri ligger, at udvalget som led i den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats har til opgave at rådgive andre om initiativer m.v., der kan bidrage til at fremme den forebyggende indsats, fx om etablering og udvikling af arbejdstilbud på ordinære og særlige vilkår og andre aktiverende og beskæftigelsesfremmende tilbud.

Videre medvirker udvalget til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats, fx arbejdsmarkedets parter, Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, det primære sundhedsvæsen, bedriftssundhedstjenesten, revalideringsinstitutioner, erhvervsråd og uddannelsesinstitutioner.

Udvalget kan ikke behandle konkrete sager.

Koordinationsudvalget afgiver en årlig redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg.

Det Centrale Koordinationsudvalg

31. Det Centrale Koordinationsudvalg støtter Den Sociale Ankestyrelse i vejledningsvirksomheden og har til opgave at følge og rådgive kommunerne om den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats.

3.2.2. Krav til visitationen

Helhedsvurdering

32. Efter § 8, stk. 1, skal kommunen efter reglerne i retssikkerhedsloven behandle enhver ansøgning om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er for at få hjælp efter den sociale lovgivning. Søger en person fx om kontanthjælp eller førtidspension, skal kommunen være opmærksom på, om ansøgeren måske er bedre hjulpet med et tilbud om at blive revalideret.

"Glatsagsbehandling"

33. Der er i § 8, stk. 2, fastlagt nogle almindelige principper for visitation ved behandling af sager efter aktivloven.

På den ene side skal kommunen tilrettelægge sin visitation således, at tilbud til personer, der kun i en kortere periode har brug for økonomisk hjælp på grund af ledighed, ikke medvirker til, at disse personer bliver fastholdt i det sociale system i længere tid end nødvendigt - dvs. -glat-sagsbehandling- af ukomplicerede tilfælde.

På den anden side skal kommunens visitation også tilrettelægges således, at personer med andre problemer end ledighed får en tidlig og målrettet hjælp med henblik på at give dem de kvalifikationer, som de savner for at blive selvforsørgende - dvs. en tidlig, kvalificeret indsats for personer med mere omfattende og sammensatte vanskeligheder.

Det ville være ønskeligt, hvis det allerede første gang, en person søger om hjælp, var enkelt at afgøre, hvilken gruppe den pågældende hører til. I praksis er det imidlertid tit sådan, at kommunen først senere, fx i forbindelse med tilbud om aktivering, får et realistisk indtryk af, om modtageren relativt hurtigt igen vil komme til at klare sig selv, eller om der er behov for en særlig målrettet social indsats.

34. Efter § 8, stk. 2, kan kommunen, når en person søger om hjælp til at dække et forsørgelsesbehov i forbindelse med ledighed, normalt gå ud fra, at behovet er begrundet i manglende arbejde. Ansøgerens behov kan derfor dækkes ved at give tilbud efter reglerne i lovens kapitel 4, dvs. hjælp til forsørgelse og tilbud om aktivering. Kommunen kan derfor i almindelighed koncentrere sig om at skaffe de oplysninger m.v., som er nødvendige for at tage stilling til, om ansøgeren er berettiget til hjælp/tilbud om aktivering.

§ 8, stk. 2, er en formodningsregel, som har størst betydning i forhold til ansøgere, som kommunen ikke kender i forvejen. Peger konkrete omstændigheder på, at den pågældende har eller kan antages at få vanskeligt ved at klare sig selv, bør kommunen allerede ved første henvendelse foretage en kvalificeret vurdering af ansøgerens individuelle forhold, behov og fremtidsudsigter.

Er det således oplagt, at ansøgeren skal have et særligt tilbud, fx et individuelt tilpasset aktiveringsforløb, revalidering, fleksjob, skånejob eller lign., kan kommunen ikke anvende formodningsreglen i stk. 2. Tværtimod skal kommunen bestræbe sig på, at disse personer tidligt får tilbud, der sigter imod at give dem de kvalifikationer, som de mangler for at kunne blive selvforsørgende.

§ 8, stk. 2, lægger op til, at kommunerne skærper deres opmærksomhed for betydningen af tidlig indsats over for personer med mere end blot forbigående problemer.

Kvalificeret vurdering

35. Principperne for visitation skal ses i sammenhæng med reglerne i retssikkerhedsloven om en kvalificeret vurdering efter senest 8 uger, om skriftlighed i vurderingen og aktivlovens § 10 om opfølgning.

Kravet om, at kommunen senest efter 8 uger skal foretage en kvalificeret vurdering, får bl.a. betydning i de tilfælde, hvor kommunen efter princippet om -glat-sagsbehandling- i § 8, stk. 2, har givet kontanthjælp/tilbud om aktivering. I disse tilfælde får kommunen pligt til senest efter 8 uger at tage sagen op med henblik på at supplere den foreløbige vurdering med en bedømmelse af, om den tilbudte hjælp skønnes tilstrækkelig, eller om der skal tilbydes en anden form for hjælp, fx revalidering, fleksjob, skånejob m.v.

Formuleringen -senest efter 8 uger- betyder, at hvis kommunen allerede fra starten har foretaget en kvalificeret vurdering, skal den ikke igen vurdere sagen efter reglerne i § 8. Men kommunen får så pligt til at følge op på sagen efter reglen i § 10, jf. nedenfor.

Tilmelding til arbejdsformidlingen

36. Kommunen skal sørge for, at kontanthjælpsmodtagere, der alene har ledighed som problem, bliver tilmeldt arbejdsformidlingen med henblik på formidling af arbejde. Hermed sikres det, at arbejdsformidlingen får alle relevante oplysninger om den ledige kontanthjælpsmodtagers forudsætninger og baggrund.

De tilmeldte kontanthjælpsmodtagere får samme service som andre, der er tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Ved tilmeldingen eller snarest derefter skal arbejdsformidlingen registrere de oplysninger af arbejds- og uddannelsesmæssig karakter, som er relevante for at foretage formidling af arbejde. De pågældende får ved tilmeldingen information om arbejdsformidlingens servicetilbud, kontakten til arbejdsformidlingen samt om forpligtigelserne i forhold til arbejdsformidlingen, herunder om afmelding. De tilmeldte kontanthjælpsmodtagere deltager i generelle kontaktforløb, informationsmøder, målrettede servicetilbud i form af særlige temamøder om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder på lige fod med forsikrede ledige, ligesom de har mulighed for vejledningssamtaler m.v. på lige fod med andre tilmeldte.

De tilmeldte kontanthjælpsmodtagere kan således benytte sig af alle de tilbud, der er et led i arbejdsformidlingens ordinære service. De kan derimod ikke få tilbudt aktivering af arbejdsformidlingen.

Hvis den tilmeldte kontanthjælpsmodtager afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale eller en kontaktdato på arbejdsformidlingen, skal arbejdsformidlingen underrette den pågældende kommune, som herefter skal foretage en rådighedsvurdering, jf. § 36 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og denne vejlednings afsnit 4.1.3.1. om udnyttelse af arbejdsmuligheder.

Kommunen skal sørge for at give meddelelse til arbejdsformidlingen, når personen ophører med at modtage hjælp.

3.3. Opfølgning

3.3.1. Indhold af opfølgning

37. Formålet med opfølgningen er for det første at sikre, at betingelserne for at yde hjælpen fortsat er opfyldt, fx at modtageren fortsat er arbejdsløs, bor i kommunen o.l. For det andet skal kommunen i forbindelse med opfølgningen være opmærksom på, om der er grund til at tilbyde en anden form for hjælp med henblik på, at modtageren bliver i stand til at klare sig selv.

38. Kommunen må - afhængig af sagernes karakter - konkret vurdere, hvor intensiv opfølgningen i den enkelte sag skal være.

Er der fx tale om en person, som på opfølgningstidspunktet utvivlsomt er berettiget til kontanthjælp, og som planmæssigt deltager i aktivering, kan det være tilstrækkeligt at notere dette i sagen og fastsætte tidspunktet for, hvornår den senest skal tages frem igen.

Men har aktiveringsforløbet vist, at den pågældende mangler kvalifikationer i forhold til arbejde/uddannelse, har andre sociale vanskeligheder eller lignende, bør opfølgningen ikke kun omfatte en retlig vurdering af, om betingelserne for hjælpen er til stede, men også en vurdering af, om der er grund til at give en anden form for hjælp.

Revalidering

39. Ved opfølgning i forbindelse med revalidering skal det sikres, at revalidenden følger - og kan følge - revalideringen på tilfredsstillende måde. Kommunen skal påse, at modtagere af den faste revalideringsydelse overholder den fastlagte erhvervsplan og skal indhente oplysninger om revalideringens forløb. Opfølgningen kan bl.a. resultere i, at der er behov for at give vejledning og støtte.

Fleksjob og skånejob

40. Ved opfølgning i forbindelse med fleksjob og skånejob skal det sikres, at betingelserne for tilskuddet fortsat er til stede, og at tilskudsprocenten fortsat modsvarer graden af den nedsatte arbejdsevne. Det skal tillige undersøges, om der er behov for at tilbyde anden form for hjælp, fx arbejdsredskaber.

Tilrettelæggelse

41. Det er ikke - som ved den første kvalificerede vurdering efter retssikkerhedsloven - et krav, at modtageren skal inddrages eller have skriftlig besked i forbindelse med den løbende opfølgning. Det er således overladt til kommunen at beslutte, hvorledes opfølgningen konkret skal tilrettelægges, herunder om og hvordan modtageren evt. skal inddrages.

3.3.2. Tidspunkt for opfølgning

42. § 10, stk. 2, fastlægger, at kommunen har pligt til at følge op på sagerne mindst hver 3. måned. Fristen regnes fra første udbetalingsdag eller fra det tidspunkt, hvor sagen sidst har været vurderet. Har kommunen efter retssikkerhedsloven foretaget en kvalificeret vurdering, eller har kommunen udarbejdet en plan efter § 9, stk. 1, skal sagen således tages op senest 3 måneder efter vurderingen/planen er udarbejdet.

43. I sager om revalidering, hvor hjælpen forudsætter en erhvervsplan, er fristen for opfølgning mindst hver 6. måned.

44. Under forrevalideringsperioden afhænger tidspunktet for opfølgningen af forsørgelsesgrundlaget. For en revalidend med kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag skal opfølgning ske mindst hver 3. måned, og for en revalidend, der modtager sygedagpenge, er opfølgningsintervallet hver 8. uge, jf. § 24 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

45. Ved fleksjob og skånejob med løntilskud skal opfølgningen første gang ske senest 6 måneder efter, at tilskud er udbetalt første gang. Herefter skal opfølgning ske senest efter 12 måneder.

4.1. Generelt om hjælpen

4.1.1. Personkreds for kontanthjælp og aktivering

46. Kommunen yder hjælp i form af kontanthjælp og aktivering, hvor kontanthjælp er forsørgelsesydelsen, som kan suppleres med særlige ydelser under aktivering i form af beskæftigelsestillæg og godtgørelse.

Kontanthjælp og aktivering er sideordnede, hvilket betyder, at kommunen ved en ansøgning om hjælp kan vælge straks at tilbyde aktivering, når det er konstateret, at ansøgeren opfylder betingelserne for hjælp.

Eksempler på ændringer

47. De ændringer, der kan begrunde hjælp, skal være udefra kommende ændringer, som både kan være forudsete og uforudsete. De ændringer, der er nævnt i § 11, er alene eksempler. Der vil derfor være en række andre ændringer, som også i den konkrete situation må betegnes som en ændring, der kan udløse ret til hjælp.

Kommunen skal foretage en samlet individuel bedømmelse af ansøgerens forhold for at se, om ændringen i ansøgerens personlige forhold kan begrunde hjælp. Det er derfor ikke muligt at lave en udtømmende opregning af sådanne ændringer.

Afskåret fra at skaffe det nødvendige

48. For at få hjælp er det ligeledes en betingelse, at ændringen medfører, at den pågældende bliver afskåret fra at skaffe det nødvendige til at kunne forsørge sig selv eller sin familie, og at behovet ikke dækkes gennem andre ydelser. Det er en konsekvens af, at hjælpen er subsidiær i forhold til andre private og offentlige forsørgelsesmuligheder.

Orlov og efterløn

Personer, der går på orlov, efterløn eller overgangsydelse, er ikke afskåret fra at skaffe det fornødne, da de selv har valgt ordninger, hvor der ikke stilles krav om, at de skal udnytte deres arbejdsmuligheder. Derfor er betingelserne for at yde hjælp ikke opfyldt.

Studerende og pensionister

Det samme gælder pensionister, herunder personer der modtager brøkpension, samt personer der vælger at begynde på en uddannelse, jf. nærmere i pkt. 55.

Personer, der modtager delpension, kan dog få hjælp, hvis arbejdsindtægten midlertidigt bortfalder på grund af sygdom eller arbejdsløshed.

Ændringer, der ikke medfører en forringelse af ansøgerens mulighed for at klare sig selv og sin familie, kan ikke udløse ret til hjælp. For eksempel vil en lønmodtager med ret til fuld løn under sygdom ikke være berettiget til hjælp efter lovens kapitel 4, da sygdommen ikke bevirker en ændring i den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv.

Personer i erhverv, hvor indtægterne kan være svingende, vil som hovedregel heller ikke være berettiget til hjælp.

Erhvervsdrivende

Dette indebærer, at fx en selvstændig erhvervsdrivende normalt kun kan få hjælp, hvis indtægtsmulighederne svigter på grund af egne forhold, fx sygdom, eller ekstraordinære vejrmæssige problemer samt helt eller delvis ophør af virksomheden.

Kunstnere vil i den forbindelse normalt være selvstændigt erhvervsdrivende, hvor det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om de er berettiget til hjælp.

Der vil være en række situationer, der ikke kan betegnes som ændringer, fx kan stigning i faste udgifter eller ansættelse i et lavtlønsområde ikke begrunde hjælp.

Ægteskab

49. Det, at en person gifter sig, er heller ikke en ændring, der udløser en ret til hjælp. Ved ægteskabet får man pligt til at forsørge den anden ægtefælle, og pligten er gensidig. Det afgørende er, om den pågældende inden ægteskabets indgåelse er berettiget til hjælp, eller om der i forbindelse med, at man indgår ægteskab er sket andre ændringer, som betyder, at den pågældende er berettiget. Om forsørgelsespligtens betydning for størrelsen af hjælpen henvises til § 26, som er omtalt i afsnit 4.2.2.

Familiesammenføring

50. Familiesammenføring er ikke i sig selv en ændring, der udløser ret til hjælp. Den ændring, der kan begrunde, at lovens betingelser er opfyldt, er således ikke ægteskab og den efterfølgende familiesammenføring, men det forhold, at den pågældende (som følge af opholdstilladelsen) kan bryde op fra sit hidtidige hjemland og det forsørgelsesgrundlag, som den pågældende har haft der.

For at undgå, at personer, der tilflytter fra udlandet som led i familiesammenføring, skal have offentlig hjælp, er der i udlændingelovens § 9, stk. 4, hjemmel til at stille krav om, at den herboende ægtefælle, som har forsørgelsespligt, godtgør at være i stand til at opfylde denne. Ved vurderingen af, om den herboende kan dokumentere sin forsørgelsesevne, tages der udgangspunkt i, hvad de pågældende ville have kunnet få som kontanthjælpsmodtagere. Det vil sige, at den herboendes indtægt mindst skal svare til ægtefællernes samlede kontanthjælpsniveau.

Hvis den ægtefælle, der bor her i landet, således har kunnet dokumentere sin forsørgelsesevne, bliver der ikke behov for at yde hjælp, selv om den ægtefælle, der flytter her til landet, opgiver sit hidtidige forsørgelsesgrundlag. Den ægtefælle, der bor her i landet i forvejen, har jo dokumenteret at have indtægter, der ligger over ægteparrets kontanthjælpsniveau.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 4, er imidlertid fakultativ (fravigelig), hvilket betyder, at udlændingemyndighederne kan give tilladelse til familiesammenføring, selv om den herboendes indtægt er utilstrækkelig til at forsørge begge ægtefæller. Efter praksis gives der i en række tilfælde tilladelse til familiesammenføring uden, at den herboende kan dokumentere at kunne forsørge ægtefællen. Indenrigsministeriet har i vejledning nr. 91 af 30. maj 1994 om forskellige spørgsmål i relation til administration af udlændingelovens forsørgelseskrav over for ægtefæller beskrevet eksempler på, hvornår udlændingemyndighederne kan give opholdstilladelse, selv om det ikke kan antages, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til sin ægtefælle.

I disse tilfælde vil der som oftest blive søgt om kontanthjælp, så snart ægtefællen kommer her til landet.

I nogle tilfælde vil ægtefællerne være berettiget til hjælp, allerede fordi den herboende - inden familiesammenføringen - var omfattet af betingelserne for hjælp, fx fordi den pågældende er arbejdsløs eller syg. I så fald skal kommunen lave en beregning for ægtefæller efter § 26, når den udenlandske ægtefælle kommer her til landet. Den nyankomne vil så være forpligtet til at udnytte sine arbejdsmuligheder og tage imod tilbud, der kan medvirke til at forbedre den pågældendes muligheder for at få arbejde, fx tilbud om danskundervisning efter Undervisningsministeriets lovgivning. I disse tilfælde er det således den herboendes forhold, der i sig selv berettiger til hjælp til ægteparret.

I andre tilfælde er den herboende ikke selvstændigt berettiget til hjælp, fx fordi den pågældende er studerende, pensionist eller i fuldtidsarbejde. Hvis der søges om hjælp til den familiesammenførte, må kommunen i disse tilfælde særskilt vurdere, om denne har været ude for ændringer, der kan begrunde, at der ydes hjælp. Har den familiesammenførte opgivet et arbejde i udlandet, vil kravet om ændring i forholdene normalt være opfyldt. Er der ikke tale om indtægtsgivende arbejde, må kommunen vurdere konkret, om den pågældende har opgivet et forsørgelsesgrundlag ved familiesammenføringen. Det, at en person i forbindelse med familiesammenføring går fra at blive forsørget af fx sine forældre i udlandet til at blive forsørget af en ægtefælle her i landet, vil normalt ikke være en sådan ændring, at den pågældende vil være berettiget til kontanthjælp efter loven.

Om beregningen af hjælp til ægtepar, hvor kun den ene er berettiget til kontanthjælp, henvises til § 26, som er nærmere beskrevet i afsnit 4.2.2.

I forhold til betingelserne for at få hjælp er der i øvrigt ikke forskel på danske statsborgere og udlændinge. Der gælder dog særlige regler for udlændinge, som har behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, hvilket er nærmere omtalt i afsnit 2.3.

Asylsøgere

51. Asylsøgere, som har ret til at være her, indtil der træffes endelig afgørelse om, hvorvidt de kan få opholdstilladelse, er ikke berettiget til hjælp efter § 11, da udgifterne til deres underhold m.v. afholdes efter udlændingelovens § 42 a, dvs. af Udlændingestyrelsen. Efter udlændingemyndighedernes praksis ophører retten til støtte efter udlændingelovens § 42 a, hvis asylsøgeren indgår ægteskab med en herboende person. Begrundelsen for denne praksis er, at ægtefæller efter § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger har gensidig forsørgelsespligt, og at det derfor efter indgåelsen af ægteskabet er den herboende ægtefælle, der skal forsørge asylsøgeren.

I dette tilfælde mister asylsøgeren som følge af ægteskabets indgåelse sit hidtidige forsørgelsesgrundlag efter udlændingelovens § 42 a og vil som følge heraf blive selvstændigt berettiget til kontanthjælp. Det er således ikke ægteskabets indgåelse, men den konsekvens, som udlændingemyndighederne tillægger ægteskabet, der udløser retten til kontanthjælp. For at undgå, at ægteskabet giver asylsøgere en væsentlig forøgelse af deres forsørgelsesgrundlag, svarer hjælpen - så længe asylsagen varer - til, hvad den pågældende ville have kunnet få efter udlændingelovens § 42 a. Dette fremgår af § 28, som er nærmere beskrevet i afsnit 4.2.3.2.

Børn under 18 år

52. Børn under 18 år er omfattet af forældrenes forsørgelsesansvar. Et barn under 18 år vil derfor normalt ikke opfylde betingelserne for at få hjælp, fordi forældrene har ansvar for at forsørge barnet efter § 2, hvilket er beskrevet i afsnit 2.2.

Der gælder dog følgende undtagelser:

• Hvis barnet har forsørgelsesansvar over for et barn eller en ægtefælle. I så fald ophører forældrenes ansvar over for det offentlige til at forsørge barnet.
• Uledsagede flygtningebørn. Hvis et uledsaget flygtningebarn ikke har behov for støtte efter de særlige regler om støtte til børn under 18 år i serviceloven, kan der i stedet blive tale om at yde hjælp til barnets forsørgelse, fordi det er praktisk umuligt for forældrene at varetage forsørgelsen af børnene. Hvis en eller begge forældre senere tager ophold her i landet, vil hjælpen i stedet blive ydet til forældrene.
• Hvis en ung under 18 år i længere tid har klaret sig selv gennem arbejde, kan kommunen undtagelsesvis yde hjælp, hvis den unge kommer ud for ændringer i sine forhold, fx arbejdsløshed. Kommunen kan samtidig anmode om at få forældrene sat i bidrag efter § 97, som er nævnt under afsnit 12.5. Hvis den unge er berettiget til hjælp, vil pågældende også have ret til aktivering efter samme regler som for personer over 18 år, jf. nærmere afsnit 5.1.1.
• Graviditet. Der kan uanset forældrenes forsørgelsesansvar ydes en datter ælp til dækning af de behov, der er en følge af graviditeten, jf. § 2, som er beskrevet i afsnit 2.2. Kommunen giver således hjælp til forsørgelse til en ung kvinde under 18 år, hvis graviditeten fx medfører, at hun må opgive sit arbejde.

Papirløst samliv

53. Personer, der lever sammen uden at være gift, skal behandles som enlige. Hvis den ene har været ude for en ændring i sine forhold, der udløser hjælp, ydes hjælpen kun til denne person. I visse tilfælde kan et -papirløst- samlevende par dog have indrettet sig således, at den ene har erhvervsindtægter, og den anden udelukkende arbejder i hjemmet. I så fald vil en ændring hos den udearbejdende have en afledet virkning for den hjemmearbejdende med det resultat, at den pågældende ikke længere kan skaffe sig et forsørgelsesgrundlag gennem sit arbejde i det fælles hjem. I et sådant tilfælde vil der foreligge en -afledet- ændring for samleveren med den konsekvens, at der kan ydes hjælp forudsat, at vedkommende stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet efter § 13, som er omtalt under afsnit 4.1.3.1.

Fængsling og afsoning

54. Varetægtsfængsling, strafafsoning og idømmelse af andre retsfølger af strafbare handlinger kan i visse tilfælde begrunde hjælp.

Der kan ydes hjælp til den indsattes familie (ægtefælle og børn), når ægtefællen på grund af fængsling ikke kan bidrage til familiens forsørgelse.

Efter § 29, nr. 2, kan socialministeren fastsætte regler om hjælp til personer, der er varetægtsfængslet, afsoner straf eller er idømt andre retsfølger af strafbare handlinger.

For den varetægtsfængslede, strafafsoneren m.v. gælder særlige regler vedrørende beregningen, jf. § 29, som er omtalt i afsnit 4.2.3.3.

Personer under uddannelse

55. Efter § 12, stk. 1, kan kommunen ikke yde hjælp til personer, som er under uddannelse. Socialministeren kan dog efter § 12, stk. 1, 2. pkt., fastsætte nærmere regler for, i hvilke særlige tilfælde der kan ydes kontanthjælp til uddannelsessøgende. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 8. januar 1998 om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 2.

Kontanthjælpsmodtagere kan efter bekendtgørelsen deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, i HF-enkeltfags-undervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, som ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse.

Det kan specielt nævnes, at kontanthjælpsmodtagere under højskoleophold kan bevare hjælpen. Personer, som deltager i højskoleophold, må dog ligesom andre uddannelsessøgende, der modtager hjælp i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, være indstillet på at afbryde uddannelsen/opholdet for at tage imod et tilbud om arbejde.

Det følger af § 12, stk. 2, at hvis en modtager af hjælp efter aktivloven er gift med en person, der er under uddannelse, vil dette ikke være til hinder for, at kommunen yder hjælp til den ægtefælle, der ikke er uddannelsessøgende. Hjælpen til den ikke-uddannelsessøgende vil blive beregnet som til en enlig. Det betyder, at den uddannelsessøgende ægtefælle ikke behøver at opgive sin uddannelse for at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det bemærkes, at reglen anvendes uanset, om den uddannelsessøgende er berettiget til SU eller anden uddannelsesgodtgørelse. Reglen gælder alle former for uddannelser, bortset fra dem, der ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, kan følges, uden at det har konsekvenser for retten til hjælp.

Aktivlovens § 30, stk. 2, om fradrag for indtægter finder tilsvarende anvendelse. En studerendes indtægter vil således kun blive fratrukket ægtefællens kontanthjælp, i det omfang de overstiger det beløb, som den studerende ville have været berettiget til i kontanthjælp som forsørger eller ikke-forsørger.

4.1.2. Formål med hjælpen

Formål

56. Formålet med at give hjælpen er at gøre modtageren i stand til så hurtigt som muligt at klare sig selv. Hjælpen skal som udgangspunkt ikke være et varigt forsørgelsesgrundlag, men skal være en hjælp til personer, som i en periode ikke kan klare sig selv økonomisk. Det indebærer samtidig, at kommunen skal forsøge så vidt muligt at hjælpe modtageren ud af systemet.

4.1.3. Betingelser for at få hjælpen

4.1.3.1. Udnyttelse af arbejdsmuligheder

57. For at få hjælp i form af kontanthjælp eller aktivering skal ansøgeren opfylde sin pligt til at forsørge sig selv og sin familie.

Tilbud om arbejde

58. Det er derfor efter § 13, stk. 1, en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren og ægtefællen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde. Har ansøgeren/ægtefællen et arbejde, eller kan ansøgeren få et arbejde, kan de pågældende ikke få hjælp.

Personer, der alene har ledighed som problem, skal efter § 8 a være tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, og kommunen har i den forbindelse pligt til at foretage en vurdering af, om en kontanthjælpsmodtager, der afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale eller en kontaktdato på arbejdsformidlingen, fortsat opfylder betingelserne for at modtage hjælp ved at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Det forhold, at en person siger nej til kommunens tilbud om fleksjob efter aktivlovens kapitel 7, afskærer ikke pågældende fra at få hjælp efter lovens kapitel 4, forudsat at de almindelige betingelser for at få hjælp er opfyldt.

Personer, der har fuldtidsarbejde, kan ikke få hjælp. Dette gælder også, selvom den løn, de tjener, eventuelt er lavere end det beløb, som de pågældende ville kunne få i hjælp efter § 25. Har ansøgeren deltidsarbejde - og opfylder pågældende de almindelige betingelser efter § 11 om bl.a. at have været ude for ændringer i sine forhold - kan kommunen give supplerende hjælp. Dette forudsætter, at ansøgeren søger om og er indstillet på at få fuldtidsarbejde.

Åbent tilbud om arbejde

59. Tilbudet om arbejde skal være åbent. Det betyder, at ansøgeren eller ægtefællen faktisk skal have mulighed for at tage imod arbejdet. Har der været mulighed for at tage imod arbejdet, men arbejdsgiveren har besat jobbet med en anden, er tilbudet ikke længere åbent. Kommunen kan i et sådant tilfælde ikke afslå at give hjælp, idet ansøgeren ikke har mulighed for at afhjælpe sit behov for hjælp ved at tage et arbejde. Men kommunen kan beslutte, at modtageren skal betale hjælpen tilbage, forudsat at betingelserne i § 93, stk. 1, nr. 4, er opfyldt. Der henvises til afsnit 12.2.

Rimeligt tilbud om arbejde

60. Tilbudet om arbejde skal være rimeligt. Det er kommunen, som vurderer, om et tilbud er rimeligt. Denne vurdering sker med udgangspunkt i, hvad ansøgeren skønnes at kunne klare. En ansøger om hjælp kan således ikke uden konsekvenser for hjælpen afslå at tage imod et arbejde med begrundelser som fx, at lønnen er for lav i forhold til, hvad man tidligere tjente, at arbejdsgiveren ikke har indgået overenskomst, eller at jobbet, som den pågældende i øvrigt kan klare, ligger uden for ansøgerens arbejdsfelt i forhold til tidligere arbejde, uddannelse eller lignende. Kan ansøgeren magte arbejdet, skal den pågældende tage imod dette.

Konkrete forhold ved arbejdet eller hos ansøgeren kan bevirke, at arbejdet i forhold til ansøgeren ikke er rimeligt. Fx kan arbejdet forudsætte fysiske kræfter, som ansøgeren utvivlsomt ikke har.

For at et arbejde er rimeligt, skal det ligge i en rimelig afstand fra boligen, dvs. transporttiden skal være rimelig. Det er kommunen, som i det enkelte tilfælde skønner, hvad der er rimeligt. Arbejdsløshedskassernes praksis kan være vejledende, men kommunen skal foretage en individuel vurdering, hvor også ansøgerens forhold indgår.

Ægtefællens pligt til at arbejde

61. Pligten til at arbejde omfatter begge ægtefæller. Det betyder bl.a., at ansøgerens ægtefælle også har pligt til at udnytte sine muligheder for at arbejde. Dette gælder også for et ægtepar, der har indrettet sig således, at kun den ene af ægtefællerne tjener penge på arbejdsmarkedet. Bliver denne ægtefælle arbejdsløs og skal have hjælp efter aktivloven, får også den anden ægtefælle, som ikke direkte har været ude for ændringer i sine forhold, pligt til at arbejde. Udnytter den ægtefælle, som hidtil ikke har været på arbejdsmarkedet, ikke sine arbejdsmuligheder, får ægteparret en lavere hjælp, jf. nærmere nedenfor i pkt. 71.

Tilbud om aktivering m.v.

62. Det er fastsat i § 13, stk. 2, at pligten til at udnytte sine arbejdsmuligheder også gælder et rimeligt tilbud om aktivering eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få et arbejde (beskæftigelsesfremmende foranstaltninger).

Ægtefællens pligt til at tage imod tilbud om aktivering m.v.

63. Såvel ansøgeren som ægtefællen har pligt til at tage imod kommunens tilbud om aktivering. Det vil sige de tilbud, som er nævnt i § 16. Men også andre beskæftigelsesfremmende tilbud, skal man tage imod. Som et eksempel på dette kan nævnes tilbud om undervisning i dansk til en udlænding, som ikke kan (tilstrækkeligt) dansk. Det er altså ikke afgørende, om et tilbud indgår i de sædvanlige tilbud om aktivering, men om det konkret kan bidrage til at forbedre den aktuelle persons muligheder for at få arbejde. Afviser ansøgeren - eller ægtefællen - et sådant tilbud, kan kommunen ikke yde hjælp.

Rimeligt tilbud om aktivering

64. Der vil være tale om et rimeligt aktiveringstilbud, hvis sigtet med at deltage i den pågældende aktivitet er at forbedre deltagerens muligheder for at etablere eller genetablere kontakt til det ordinære arbejdsmarked eller at forbedre deltagerens muligheder for at begynde på en ordinær uddannelse. Hvis dette ikke umiddelbart skønnes muligt, kan der ved et rimeligt tilbud lægges vægt på andre målsætninger, fx hvordan modtageren ved andre former for aktivitet kan forbedre sin livssituation.

Det betyder, at hvad der ikke er et rimeligt tilbud for en person, kan udmærket være et rimeligt tilbud for en anden person, hvis forhold er anderledes.

Ethvert aktiveringstilbud til en person, hvis overvejende problem er, at personen mangler et arbejde, vil i almindelighed opfylde betingelsen om at være beskæftigelsesfremmende og dermed et rimeligt tilbud.

Et tilbud om aktivering vil ikke være rimeligt, hvis der er konkrete forhold hos personen, som kan bevirke, at tilbudet ikke er rimeligt. Særlige helbredsmæssige forhold hos personen kan derfor medføre, at et tilbud ikke er rimeligt. Det forudsættes, at de almene etiske principper, der gælder generelt på arbejdsmarkedet, også finder anvendelse ved vurderingen af, om et tilbud om aktivering er rimeligt.

Et tilbud vil heller ikke være rimeligt, hvis tilbudet i sig selv måtte være formålsløst, eller hvis det kvalificerende element er ganske underordnet. Som eksempel kan nævnes, at en person gennem mange måneder bliver bedt om at luge samme afgrænsede blomsterbed, selv om der ikke er mere at luge. Et andet eksempel kunne være en situation, hvor en person får tilbudt jobtræning i 37 timer pr. uge. Konkret viser det sig imidlertid, at den pågældende arbejdsopgave kan udføres på langt kortere tid, fx 2-4 timer pr. uge.

Et rimeligt aktiveringstilbud må ikke ligge i en urimelig afstand fra den pågældendes bolig. Ved uddannelsestilbud vil der imidlertid være situationer, hvor personen må acceptere en større afstand mellem bolig og uddannelsesinstitution.

Hvis en person har fået udarbejdet en skriftlig plan efter § 9, vil et rimeligt tilbud skulle være i overensstemmelse med de perspektiver og mål, der er fastlagt i planen.

Klage over tilbud om aktivering

65. En person kan klage til det sociale nævn over et aktiveringstilbuds rimelighed, hvilket er nærmere beskrevet i afsnit 13.2.

Ophør af hjælpen

66. § 13, stk. 1 og 2, skal ses i sammenhæng med § 41. I denne bestemmelse er det fastsat, at hjælpen - kontanthjælp eller aktivering - ophører, hvis modtageren eller ægtefællen uden rimelig grund afviser et tilbud om arbejde, aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, så længe muligheden for at benytte tilbudet består. Der henvises til afsnit 4.3., hvor det bl.a. er omtalt, hvilke konsekvenser det har, at personer med andre problemer end ledighed udebliver fra et tilbud om aktivering.

Undtagelser

67. Det følger af § 13, stk. 3, at i visse tilfælde kan kommunen ikke kræve, at ansøgeren og ægtefællen opfylder deres pligt til at tage imod tilbud om arbejde eller aktivering efter § 13, stk. 1 og 2.

Kommunen kan efter en konkret vurdering se bort fra kravet om, at arbejdsmulighederne skal være udnyttet. Stk. 3 indeholder ikke en udtømmende opregning af, hvornår kommunen kan se bort fra arbejdskravet, men giver eksempler på, hvornår dette typisk er tilfældet.

Eksempler

Dette gælder fx,

• når ansøgeren er syg, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis pågældende fortsætter med det hidtidige arbejde,
• når en forsørger er nødt til at passe sine børn, og kommunen ikke kan anvise en anden mulighed for at få børnene passet,
• når arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel, eller
• når en person har ret til frihed i forbindelse med fødsel eller adoption, jf. lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v.

Det forhold, at modtagerens egen læge anser den pågældende for at være for syg til at arbejde, afskærer ikke kommunen fra fx via sin lægekonsulent at tilsidesætte lægeerklæringen, hvis modtageren efter en lægelig vurdering må anses for at være arbejdsdygtig.

Selvom det ikke direkte er nævnt i § 13, kan kommunen fortsat ikke anvise et arbejde, der er ramt af en overenskomstmæssig konflikt, idet det offentlige bør holde sig neutral i sådanne arbejdskonflikter.

Følgende eksempler, der i dag er nævnt i bistandslovens § 40, er ikke længere nævnt:

• Når den ene ægtefælle ikke har arbejde, herunder på grund af sygdom, og den anden ægtefælle ikke i længere tid har haft arbejde navnlig på grund af pasning af børnene. I stedet er der en særlig ordning for ægtepar, hvor den ene udelukkende har arbejdet i hjemmet, hvilket er beskrevet nedenfor i pkt. 71.
• Når en person efter henstilling fra kommunen deltager i uddannelse eller omskoling efter reglerne om revalidering. Dette eksempel er ikke medtaget, fordi det er indlysende, at kommunen ikke samtidig skal kunne henstille et og forlange noget andet.

Ægtefællen modtager offentlig forsørgelsesydelse

68. Efter § 13, stk. 4, gælder pligten til at udnytte sine arbejdsmuligheder ikke for ansøgerens ægtefælle, når ægtefællen modtager en offentlig forsørgelsesydelse, fx overgangsydelse, efterløn m.v., som ikke er betinget af, at modtageren skal udnytte sine arbejdsmuligheder. Vedrørende beregning af hjælpen henvises til afsnit 4.2.2.

Ægtefællen under uddannelse

69. På tilsvarende måde kan kommunen ikke stille krav om, at ansøgerens ægtefælle, som er under uddannelse, udnytter sine arbejdsmuligheder, jf. nærmere foran i pkt. 55.

Personer uden arbejdstilladelse

70. Det samme gælder for asylansøgere, der modtager hjælp efter § 28, og andre, der har ret til at opholde sig her i landet, så længe deres ansøgning om opholdstilladelse bliver behandlet, samt personer, der modtager hjælp efter § 27 (personer over 60 år, som ikke kan få social pension pga. betingelserne om optjening). Det er en konsekvens af, at de pågældende efter udlændingeloven ikke har mulighed for at få arbejdstilladelse.

Hjemmearbejdende ægtefælle

71. En hjemmearbejdende gift person kan vælge ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Det forudsætter efter § 13, stk. 5,

1. at pågældendes ægtefælle er berettiget til hjælp efter § 11, og

2. at den hjemmearbejdende udelukkende har arbejdet i hjemmet.

Normalt skal begge ægtefæller udnytte deres arbejdsmuligheder, ellers kan ægteparret ikke få hjælp i form af kontanthjælp og aktivering. Med den nye regel får den hjemmearbejdende ægtefælle mulighed for fortsat at være hjemmearbejdende mod, at der til gengæld bliver beregnet en lavere hjælp til ægteparret uden adgang til at få særlig støtte. Beregningen af hjælpen er beskrevet under afsnit 4.2.2.

Ordningen er frivillig. Både mænd og kvinder kan benytte ordningen, og det er den hjemmearbejdende, som bestemmer, om pågældende vil gøre brug af ordningen. Den hjemmearbejdende kan efter ansøgning komme ud af ordningen og få hjælpen beregnet efter de almindelige regler. Dette er nærmere beskrevet under afsnit 4.2.2. samt 5.3.2.1.- 2.

Krav nr. 1 betyder, at det skal være ændringer i forholdene hos den hidtil udearbejdende ægtefælle, som gør, at ægteparret har behov for hjælp.

Krav nr. 2 om udelukkende at have arbejdet i hjemmet indebærer, at pågældende alene skal have beskæftiget sig med at passe hjemmet og evt. børn. Ordningen er ikke forbeholdt personer med forsørgelsespligt over for børn. Hvis den hjemmearbejdende har haft deltidsarbejde eller vikararbejde, vil det afskære pågældende fra at blive fritaget for forpligtelsen til at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Den hjemmearbejdende er alene fritaget for pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil sige, at den pågældende fortsat skal opfylde de øvrige betingelser for at få hjælp efter loven. Hvis den hjemmearbejdendes ægtefælle ikke længere er berettiget til hjælp, ophører hjælpen tillige til den hjemmearbejdende.

4.1.3.2. Betydning af formue, herunder kapitalpensioner m.v.

Formue udelukker hjælp

72. Det er hovedreglen, at personer, der har formue, ikke kan få hjælp i form af kontanthjælp eller aktivering. Det fremgår derfor af § 14, stk. 1, 1. pkt., at kommunen ikke kan yde hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. Dette er en følge af, at loven skal fungere som det underste økonomiske sikkerhedsnet.

Det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvad der er formue.

Eksempler på formue

73. Formue er fx

• penge, herunder overskydende skat, og værdier, som hurtigt kan omsættes til penge, fx aktier, obligationer, andre værdipapirer samt guld, sølv o.l.,
• kapitalpensioner,
• kostbart indbo, fx malerier og tæpper samt indbo udover det normale,
• lotterigevinster, fx pengebeløb, forbrugsgoder, rejser m.v.,
• biler,
• sommerhuse.

Kommunen ser normalt bort fra formue i form af ejerbolig eller andelsbolig, hvis ansøgeren/familien bor der. Hvis der er en betydelig friværdi i boligen, kan kommunen ud fra en konkret vurdering henvise ansøgeren til at optage lån, forudsat at den pågældende vil kunne klare de øgede boligudgifter, der følger med lånet.

Formuegrænse på 10.000 kr.

74. Kommunen skal efter § 14, stk. 1, 2. pkt., altid se bort fra et beløb på op til 10.000 kr. pr. person.

For ægtefæller skal kommunen se bort fra det dobbelte. Det betyder, at kommunen skal se bort fra 20.000 kr., uanset hvem af ægtefællerne der ejer formuen.

Reglen indebærer, at kommunen ser bort fra overskydende skat, hvis den sammen med den øvrige formue ikke overstiger 10.000 kr.

Kommunens ret til at indtræde i overskydende skat efter § 95, stk. 3, går forud for reglen om at se bort fra en formue på op til 10.000 kr. Der henvises til afsnit 12.3.

Formålsbestemt formue

75. Kommunen skal efter § 14, stk. 2, se bort fra den del af en formue, som er nødvendig for at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens/familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Det er ikke i sig selv afgørende, med hvilket formål ansøgeren har foretaget opsparingen. Det afgørende er derimod, om formuen er nødvendig ud fra en vurdering af ansøgerens og familiens boligstandard eller erhvervs- og uddannelsesmuligheder.

Boligstandard

Boligstandard omfatter det tilfælde, hvor formuen er anbragt i en bolig, som det er rimeligt, at ansøgeren opretholder. Det kan også omfatte det tilfælde, hvor den nuværende bolig er så dårlig, at det derfor er rimeligt, at ansøgeren har sat et beløb til side til at erhverve en ny bolig eller til at forbedre den nuværende bolig.

Uddannelse

Hvis en ansøger i forvejen har en uddannelse, er der som udgangspunkt ikke mulighed for at se bort fra en eventuel formue, som ansøgeren har tænkt sig at bruge til en uddannelse. Dog skal kommunen foretage en lempelig vurdering vedrørende størrelsen af den formue, der kan bevares af hensyn til egne uddannelsesmuligheder, når det drejer sig om personer, der står overfor revalidering, herunder en forrevalideringsperiode med kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag.

Børneopsparing

En børneopsparing har ikke indflydelse på, om forældrene kan få hjælp, da børneopsparingen tilhører børnene. Derimod har en børneopsparing betydning for den unges mulighed for at få hjælp, forudsat at den unge kan råde over børneopsparingen.

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der - udover minimumsbeløbet på op til 10.000 kr. - er grundlag for at se bort fra en sådan formålsbestemt formue, herunder hvor meget der er grundlag for at se bort fra.

Erstatning for tab af erhvervsevne

76. Erstatning for tab af erhvervsevne anses normalt for formue, som afskærer ansøgeren fra at få hjælp i form af kontanthjælp eller tilbud om aktivering. Dette gælder dog ikke erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales til et offer for en voldsforbrydelse. Det har ingen betydning, hvem der udreder erstatningen. Det kan fx være staten efter lov om erstatning til ofre for voldsforbrydelser, gerningsmanden selv eller ofrets private forsikring.

Godtgørelse for varigt men m.v.

77. Kommunen skal desuden efter § 14, stk. 3, se bort fra formue, som er eller stammer fra godtgørelse for varigt men og ikke-økonomisk skade samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, litra z. Der kan være tale om godtgørelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, erstatningsansvarsloven og anden tilsvarende lovgivning.

Kapitalpensioner m.v.

78. Reglerne om, i hvilke tilfælde kommunen kan se bort fra formue i form af kapitalpensioner m.v., er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 55 af 27. januar 1998 om kapitalpensioner m.v., jf. bilag 3.

Efter disse regler gælder der dels en karensperiode på 6 måneder, dels en bagatelgrænse på 50.000 kr. pr. person.

Reglerne omfatter alene personer, der søger om hjælp i form af kontanthjælp og aktivering efter lovens kapitel 4. Det vil sige, at fx personer under revalidering og i fleksjob ikke er omfattet af reglerne.

Reglerne omfatter endvidere kun de kapitalpensioner m.v., som indehaveren kan råde over. Pensionsordninger uden tilbagekøbsret er derfor ikke omfattet af reglerne.

Karensperiode

79. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal kommunen i en sammenhængende periode af 6 måneder se bort fra formue i form af kapitalpensioner, anden opsparing, der er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet, og livsforsikringer m.v. med tilbagekøbsret.

Den sammenhængende periode på 6 måneder (karensperioden) regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren henvender sig til kommunen om hjælp. Karensperioden afbrydes, hvis ansøgeren ikke får hjælp i en måned, og kommunen herefter genoptager udbetalingen af kontanthjælpen som følge af, at der foreligger en ny ændring af ansøgerens forhold. Fra tidspunktet fra genoptagelsen af udbetalingen starter således en ny karensperiode på 6 måneder. Karensperioden er derimod ikke afbrudt, hvis kommunen efter en periode, hvor der ikke er udbetalt kontanthjælp, genoptager udbetalingen af samme årsag som tidligere. Den periode, hvor der ikke er udbetalt kontanthjælp, tæller imidlertid ikke med ved beregningen af karensperioden.

Pensionsopsparing med tilbagekøbsret

80. Efter lovens § 15 skal der være tale om kapitalpensioner, opsparing, der er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet, og livsforsikringer m.v. med tilbagekøbsret. Bestemmelsen dækker med andre ord opsparing med henblik på pensionering, som ansøgeren kan råde over. Det vil for hovedpartens vedkommende være ordninger, som er omfattet af pensionsbeskatningsloven (PBL), dvs. ordninger, hvor der gælder særlige skattebegunstigelser.

Bestemmelsen dækker derimod ikke indestående på en almindelig bankkonto, uanset at det er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet. Sådan opsparing er alene omfattet af lovens § 14, jf. pkt. 73.

De ordninger, der er omfattet af PBL, og som kan have betydning i denne sammenhæng, er først og fremmest:

• Kapitalpensioner, dvs. kapitalforsikring i pensionsøjemed (også kaldet kapitalpensioner i forsikringsselskaber eller blot kapitalforsikring, PBL § 10) og opsparing i pensionsøjemed (også kaldet kapitalpension i pengeinstitutter, PBL § 12).
• Pensionsordninger med løbende udbetalinger, fx i forsikringsselskaber som kollektiv ordning eller som individuel livrente eller i pensionskasser. Disse ordninger har kun betydning, når de optræder i mellemformer, der har kapitalværdi, som fx ordninger med garanterede ydelser eller supplerende ydelser.
• Ratepension, herunder rateforsikring i pensionsøjemed (også kaldet ratepension i forsikringsselskaber eller blot rateforsikring, PBL § 8) og rateopsparing i pensionsøjemed (også kaldet ratepension i pengeinstitutter, PBL § 11a).
• Indeksordninger (også kaldet indekskontrakter), som er tegnet mellem 1957 og 1971, og udbetales, når indehaveren er fyldt 67 år.

Det er ikke alle pensionsordninger, indehaveren kan råde over før pensionering. Det gælder for eksempel selvpensioneringskonti og visse arbejdsgiverordninger. Det gælder også kapitalopsparinger og rateopsparinger, hvor indehaveren har indsat en uigenkaldeligt begunstiget.

Sådanne ordninger skal derfor ikke betragtes som formue.

Ligeledes kan der som led i aftalen om en pensionsordning være fastsat særlige betingelser for genkøb af pensionsordningen, som indebærer, at indehaveren ikke kan råde over pensionsordningen, medmindre de aftalte betingelser er opfyldt.

Bagatelgrænse på 50.000 kr.

81. Efter bekendtgørelsens § 2 skal kommunen efter udløbet af karensperioden se bort fra formue i form af kapitalpensioner m.v., som ikke overstiger 50.000 kr. pr. person.

For ægtefæller skal kommunen se bort fra det dobbelte beløb. Det betyder, at kommunen skal se bort fra 100.000 kr., uanset hvem af ægtefællerne der har opsparingen.

Bagatelgrænsen omfatter alene bruttobeløbet, dvs. det opsparede beløb før afgifter efter pensionsbeskatningsloven, gebyrer m.v.

Bagatelgrænsen på 50.000 kr. gælder alene for kapitalpensioner m.v. Har ansøgeren formue af anden art, skal kommunen endvidere efter de almindelige regler om formue se bort fra et beløb på 10.000 kr. pr. person, for ægtefæller det dobbelte, jf. pkt. 74. I disse tilfælde skal kommunen således se bort fra et beløb på 60.000 kr. pr. person og 120.000 kr. for ægtefæller.

Delvis genkøb af pensionsopsparing

82. En ansøger, som har en kapitalpension m.v., der overstiger bagatelgrænsen, vil ofte kunne nøjes med delvist at genkøbe kapitalpensionen m.v. I tilfælde af, at der er tale om en arbejdsgiverordning, forudsætter delvis genkøb dog et samtykke fra den tidligere arbejdsgiver. Der er endvidere ordninger, hvor et delvist genkøb ikke er muligt.

Den afgift, som ansøgeren skal betale i tilfælde af delvist genkøb, afhænger af, om ansøgeren er under eller over 60 år.

Der er i bilag 4 beregninger på beskatningen ved delvist genkøb.

Under 60 år

Er ansøgeren under 60 år, betales en afgift på 60 pct., af indeksordninger dog 40 pct. Afgiften er således den samme, som hvis indehaveren hæver hele indeståendet. Hæver ansøgeren kun en del af kapitalpensionen m.v., fortsætter resten af indeståendet med uændrede regler.

Over 60 år

En ansøger, der kun hæver en del af indeståendet på en kapitalpension, har to muligheder:

• Ansøgeren betaler en afgift på 40 pct. for hele kapitalpensionen m.v., herunder den del, som ansøgeren ikke ønsker at hæve. Det ikke hævede beløb får herefter karakter af en almindelig opsparingskonto, og ansøgeren har i denne situation ikke mulighed for senere at oprette en ny kapitalpension m.v.
• Ansøgeren betaler en afgift på 60 pct. for den del af kapitalpensionen m.v., ansøgeren ønsker at hæve. Den ikke-hævede del af kapitalpensionen fortsætter på uændrede vilkår og kan på et senere tidspunkt hæves mod en afgift på 40 pct. I dette tilfælde bevarer ansøgeren retten til at indbetale på en kapitalpension m.v. - i princippet til ansøgeren fylder 70 år.

For ratepension gælder 40 pct.-s-afgiften ikke. Hvis ratepension udbetales ratevis, er den indkomstskattepligtig. Ved tilbagekøb af ratepension betales en afgift på 60 pct. uanset ansøgerens alder.

For visse erhvervsgrupper har Ligningsrådet godkendt en lavere pensionsalder end 60 år. Det drejer sig bl.a. om balletdansere, visse personer inden for militæret og flyvevåbenet, piloter, stewardesser m.v. (Se nærmere i Ligningsvejledningen). Det betyder, at disse persongrupper skal behandles efter de regler, der gælder for personer over 60 år, hvis de har nået den pensionsalder, der er godkendt for den pågældende erhvervsgruppe.

Kapitalpension m.v., der efter delvist genkøb er indsat på en almindelig opsparingskonto, betragtes som almindelig formue og er derfor omfattet af de almindelige regler om formue, jf. pkt. 73.

4.2. Beregning af hjælpen

83. Hjælp til forsørgelse beregnes som et månedligt skattepligtigt beløb, som er ens uanset, om man er i aktivering eller ikke. For så vidt angår de særlige ydelser, der udbetales under aktivering, henvises til afsnit 4.2.6.

Hvad skal hjælpen dække

Hjælpen er beregnet til at dække udgifter til mad, tøj, faste udgifter, herunder til bolig, samt eventuelle udgifter til børn. Der er derudover mulighed for at yde særlig støtte til personer, som har stor forsørgerbyrde eller høje boligudgifter, hvilket er beskrevet i afsnit 4.2.5.

Udbetalingstidspunkt

Hjælpen udbetales, når behovet opstår, og det vil normalt sige forud fra ansøgningstidspunktet. Ændringer i beregningsgrundlaget har virkning fra ændringstidspunktet, medmindre andet fremgår af lovens kapitel 4, fx vedr. hjemmearbejdende, hvilket er omtalt i afsnit 4.2.2. Ændringer i beregningsgrundlaget skal ses i forhold til det samlede antal dage i den pågældende måned.

Regulering

Satserne reguleres efter § 109 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

4.2.1. Satser

Personer over 25 år med børn

84. Hjælpen til en person, der er fyldt 25 år, og som har forsørgelsespligt over for et eller flere børn, udgør 9.317 kr. Det er den privatretlige forsørgelsespligt over for et barn efter lov om børns retsstilling (børneloven), som er afgørende for, om man har forsørgelsespligt over for et barn.

For en person, der er fyldt 25 år, er der ikke krav om, at pågældende rent faktisk forsørger barnet. Der gælder dog særlige regler for personer, der kun har børn i udlandet, hvilket er beskrevet nedenfor i pkt. 90. En person, der er fyldt 25 år, bevarer satsen på 9.317 kr., selvom barnet kan forsørge sig selv eller bliver anbragt uden for hjemmet.

Forsørgelsespligten indtræder normalt ved fødslen. Er faderskabet ikke fastslået ved fødslen, indtræder retten til at få satsen på 9.317 kr. dog fra det tidspunkt, hvor faderskabet er fastslået.

Personer over 25 år uden børn

85. Satsen for en person, der er fyldt 25 år, og som ikke har forsørgelsespligt over for børn, er 6.998 kr.

Personer under 25 år

86. En person under 25 år er berettiget til 4.489 kr. eller 2.195 kr. afhængig af, om den pågældende bor eller ikke bor hos en/begge forældre.

Ude- eller hjemmeboende

Det er en konkret vurdering, om en person kan anses for at bo hos sin/sine forældre. Kommunen kan ved denne vurdering tage udgangspunkt i, hvornår en person anses for hjemme- eller udeboende efter reglerne om statens uddannelsesstøtte. Efter disse regler bor man hos sin/sine forældre, hvis man i folkeregistret står tilmeldt hos den ene eller begge forældre, eller man rent faktisk bor hos forældrene. En person, som i folkeregistret står tilmeldt en adresse forskellig fra begge forældre, og som ikke - udover ferier og søn- og helligdage - jævnligt bor hos forældrene, er udeboende.

Overgang til satserne for personer over 25 år

87. I særlige tilfælde er en person under 25 år berettiget til satserne for personer over 25 år.

En person under 25 år, som forsørger eget barn i hjemmet, er berettiget til 9.317 kr.

Hvis barnet bor hos vedkommende hele tiden, så forsørger den pågældende barnet i hjemmet. Hvis barnet ikke bor hos den pågældende hele tiden, afhænger det af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om man kan anses for at forsørge barnet i hjemmet. I denne vurdering skal man se på, hvor meget barnet opholder sig hos den pågældende. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, svarer det til, at begge forældre forsørger eget barn i hjemmet.

Det betragtes desuden som forsørgelse af eget barn i hjemmet, hvis en person under 25 år har eller får et barn anbragt uden for hjemmet, hvis barnet ellers skulle have opholdt sig hos den pågældende.

En gravid kvinde under 25 år, som har passeret 12. svangerskabsuge, er berettiget til 6.998 kr. Fra barnets fødsel er kvinden berettiget til 9.317 kr., hvis hun forsørger barnet i hjemmet.

En person under 25 år er berettiget til 6.998 kr., hvis den pågældende umiddelbart før den sociale begivenhed i en sammenhængende periode på 18 måneder ved ustøttet arbejde hver måned har haft indtægter, der overstiger 6.998 kr.

Det er kun indtægter fra arbejde, som medregnes. Det vil sige, at feriepenge samt søgne- og helligdagsbetaling medregnes. SU, andre uddannelsesgodtgørelser, sygedagpenge, renteindtægter o.l. medregnes ikke. Arbejdet er ustøttet, hvis der ikke er ydet offentlig støtte til lønnen. I modsætning til bistandslovens § 37 skal perioden med arbejdsindtægter ligge umiddelbart før den ændring, der begrunder behov for hjælp.

Hvis en person under 25 år ikke længere opfylder de særlige betingelser for at få hjælp efter satserne for personer over 25 år, skal kommunen nedsætte hjælpen til 4.489 kr. eller 2.195 kr. afhængigt af, om den pågældende bor eller ikke bor hos sin/sine forældre.

Det indebærer, at en person under 25 år, som ikke længere forsørger eget barn i hjemmet, alene vil være berettiget til 4.489 kr. eller 2.195 kr., medmindre barnet anbringes uden for hjemmet. Hvis en gravid kvinde (over 18 år og) under 25 år ikke gennemfører graviditeten, vil hun derefter alene være berettiget til 4.489 kr. eller 2.195 kr.

Overgangsregel

88. Personer under 25 år, der ved lovens ikrafttræden den 1. juli 1998 modtager kontanthjælp efter reglerne for personer over 25 år i bistandsloven, bevarer retten til kontanthjælp efter reglerne for personer over 25 år, så længe de fortsat modtager hjælp på grundlag af den ændring i forholdene, der bevirker, at de modtager hjælp ved aktivlovens ikrafttræden. Dette fremgår af § 113.

Tillæg pga. forsørgelsespligt

89. En person under 25 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn og ikke er berettiget til hjælp som forsørger, får i stedet et månedligt tillæg efter § 25, stk. 4, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget.

Tillægget benyttes til afdrag på bidragsgælden, hvis bidraget er forskudsvis udlagt af det offentlige (kommunen) på det tidspunkt, hvor man modtager hjælp. Hjælpen incl. tillæg kan højst svare til 9.317 kr. pr. måned.

Børn i udlandet

90. Efter § 25, stk. 5, kan en person, der alene har forsørgelsespligt over for børn, der opholder sig i udlandet, kun få 9.317 kr., hvis den pågældende kan dokumentere såvel denne forsørgelsespligt, som at vedkommende rent faktisk opfylder forpligtelsen.

4.2.2. Ægtefæller

91. Hjælpen til ægtepar beregnes som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til efter § 25.

Kombinationsægtepar

92. Hvis kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 (dvs. kun den ene har været ude for ændringer i sine forhold), og den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse, beregnes der ikke hjælp til denne ægtefælle. Det betyder, at der kun udmåles hjælp til den ægtefælle, der er berettiget til hjælp (kombinationsægtepar).

En offentlig forsørgelsesydelse er fx folkepension, førtidspension, SU, orlovsydelser efter lov om orlov, efterløn, overgangsydelse og den særlige hjælp til asylsøgere efter § 28.

Kommunen skal ikke beregne hjælp til den ægtefælle, som er under uddannelse, selvom den pågældende har opbrugt sin SU eller af formelle grunde ikke kan få SU, jf. § 12, stk. 2, som er omtalt under pkt. 55.

Hvis den ægtefælle, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, selv har været ude for ændringer i sine forhold, der berettiger til hjælp efter § 11, beregnes der hjælp til begge ægtefæller. Dette vil være tilfældet, hvis den pågældende modtager fx arbejdsløshedsdagpenge, revalideringsydelse eller sygedagpenge.

Hjemmearbejdende

93. Hvis kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11, og den anden ægtefælle har valgt fortsat at være hjemmearbejdende, dvs. ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, så beregnes hjælpen til den berettigede ægtefælle efter § 25 med et tillæg efter § 26, stk. 3, på 2.195 kr. til forsørgelse af den hjemmearbejdende. Det beløb, der afsættes til den hjemmearbejdende ægtefælles forsørgelse, er uafhængig af øvrige forhold som fx alder og børn, da hjælpen ydes som et tillæg til den ægtefælle, der opfylder betingelserne for at få hjælp. Ægtefæller, der får hjælp efter denne regel, kan ikke få særlig støtte efter § 34.

Ordningen er frivillig, og den hjemmearbejdende kan efter § 22 efter ansøgning blive omfattet af kommunens pligt til at give tilbud om aktivering. I så fald beregnes hjælpen til ægteparret efter de almindelige regler i § 26, stk. 1, fra den 1. i måneden efter, at den hidtil hjemmearbejdende har meddelt kommunen, at pågældende ønsker at udnytte sine arbejdsmuligheder efter § 13, stk. 1 og 2.

4.2.3. Særlige regler (satser) for hjælp til visse persongrupper

4.2.3.1. Personer, der er fyldt 60 år, og som ikke kan få social pension pga. betingelserne om optjening

Personkreds og ydelse

94. Personkredsen udgøres hovedsagelig af udenlandske statsborgere, der er blevet familiesammenført med deres herboende voksne børn, som ikke længere formår at forsørge forældrene.

Ydelsen udgør, uanset om pågældende er reelt enlig eller ej, et månedligt beløb, der svarer til, hvad der ydes en gift folkepensionist uden andre indtægter end folkepensionen. De pågældende er ikke berettiget til særlig støtte efter lovens § 34.

Eventuelle supplerende ydelser ydes efter aktivloven. Der kan således ikke ydes tillæg efter pensionslovgivningen til denne persongruppe. Der kan ydes boligsikring, men ikke boligydelse, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Personer med børn

Den særlige forsørgerydelse efter § 27, stk. 2, ydes kun, såfremt de pågældende ikke er berettiget til børnetilskud. Enlige indvandrere vil være berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud efter 1 års bopæl her i landet, mens udbetaling af det særlige børnetilskud kræver 3 års bopæl her i landet. Ægtepar omfattet af denne ydelse med børn under 18 år er ikke berettiget til børnetilskud, idet de ikke er pensionister og derfor ikke opfylder reglerne i børnetilskudsloven.

Der ydes kun et støttebeløb pr. familie uanset antallet af børn. Beløbet er skattepligtigt hos forældrene.

4.2.3.2. Asylsøgere

95. Regler om hjælp til asylsøgere vil blive fastsat i en bekendtgørelse, som vil blive udsendt senere.

4.2.3.3. Personer, der er varetægtsfængslet, afsoner straf eller andre retsfølger af strafbare handlinger

95 a. Regler om hjælp til personkredsen i § 29 vil blive fastsat i en bekendtgørelse, som vil blive udsendt senere.

4.2.4. Fradrag for indtægter m.v.

4.2.4.1. Generelt om fradrag

Krone for krone fradrag

96. Hovedreglen er, at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes krone for krone i den beregnede kontanthjælp. Det er en konsekvens af, at loven skal fungere som det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder incl. ens egne og ægtefællens indtægter skal anvendes, før det offentlige træder til med hjælp.

Dette gælder fx også indtægter i form af arbejdsdusør, som udbetales ved beskyttet beskæftigelse efter serviceloven.

Der er dog visse modifikationer til denne hovedregel, hvilket er omtalt nedenfor i afsnit 4.2.4.2.-4.

Skattepligtig personlig indkomst

97. Da hjælpen efter § 25 er skattepligtig, skal indtægter trækkes fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt. Lønindtægter trækkes først fra efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Det vil sige, at det er den skattepligtige personlige indkomst, som trækkes fra.

Kombinationsægtepar

98. Hvis kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11, fordi det kun er denne person, der har været ude for ændringer i sine forhold, og den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse, beregnes der efter § 26, stk. 2, ikke hjælp til den ægtefælle, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse (kombinationsægtepar).

Når der ikke beregnes hjælp til den ægtefælle, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, så skal pågældendes indtægter først trækkes fra i den anden ægtefælles hjælp, når indtægterne overstiger:

1) 9.317 kr., hvis den pågældende har forsørgelsespligt over for børn.

2) 6.998 kr., hvis den pågældende ikke har forsørgelsespligt over for børn.

Eksempel på beregning af indtægtsfradrag for kombinationsægtepar er vist i regneeksempel 6.

Hvorvidt den pågældende er omfattet af nr. 1 eller 2, er dermed alene afhængig af, om den pågældende har forsørgelsespligt over for børn eller ikke.

4.2.4.2. Timefradrag

Undtagelse fra krone for krone fradrag

99. § 31 er en undtagelse fra hovedreglen om krone for krone fradrag af indtægter ved beregningen af kontanthjælpen.

Har ansøgeren eller ægtefællen arbejdsindtægter eller indtægter som led i aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, ses der ved beregningen af hjælpen efter § 25 bort fra 10,24 kr. pr. udført arbejdstime.

Det vil sige, at der - inden der foretages fradrag for arbejdsindtægter - beregnes et fradrag på 10,24 kr. før skat pr. arbejdstime.

Transportudgifter

Timefradraget modsvares af, at ansøgeren og ægtefællen selv skal afholde evt. udgifter ved at være i arbejde eller aktivering, fx transportudgifter.

Begrænsning

Timefradraget er begrænset til 160 timer pr. måned, hvilket svarer til 37 timer pr. uge.

Et eksempel på fradrag for arbejdsindtægter er vist i regneeksempel 3 b.

Omregningsfaktor

For at kunne anvende reglen om timefradrag er det nødvendigt at kende, hvor mange timer pågældende er beskæftiget ved ustøttet arbejde.

Da timetallet i visse ansættelsesforhold eller i forbindelse med selvstændig virksomhed ikke altid kendes, er det efter § 31, stk. 2, nødvendigt at dividere indtægten med en omregningsfaktor for at kunne opgøre antallet af beskæftigede timer. Kommunen skal anvende den omregningsfaktor, som er fastsat i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Omregningsfaktoren udgør for 1998 128,07 kr.

De nærmere regler for omregningen, herunder størrelsen af omregningsfaktoren, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 929 af 8. december 1997 om fastsættelse og regulering af omregningssats for personer, der ikke har fast arbejdstid. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 5.

4.2.4.3. Ferie

100. Feriegodtgørelse skal fradrages i hjælpen, når modtageren holder ferie. Fradraget kan kun svare til hjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er beregnet til at dække. Det vil sige, at hjælpen er suspenderet i den periode, hvor modtageren holder ferie med feriegodtgørelse.

4.2.4.4. Indtægter, der ikke fradrages

101. § 33 afgrænser, hvilke indtægter der ikke fradrages i hjælpen.

Der sker ikke fradrag i hjælpen for invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension.

Det samme gælder for ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, litra z, godtgørelse under aktivering efter § 38 samt vederlag som valgtilforordnet.

Når kommunen skal beregne hjælp til forældre, skal der ses bort fra såvel børns egne indtægter som indtægter, der vedrører børn, fx børnefamilieydelse, børnebidrag m.v.

Værdi af kost under indlæggelse

Kommunen skal tillige se bort fra værdien af kost m.v. under midlertidig indlæggelse på sygehuse og lignende behandlingsinstitutioner, fx rekonvalescenthjem og behandlingsinstitutioner for alkoholikere.

Hvis sygehusopholdet har varet mere end 3 måneder, kan kommunen dog efter en konkret vurdering foretage fradrag i hjælpen svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen. I den konkrete vurdering bør kommunen tage hensyn til, at en enlig fx kan have en betydelig besparelse ved ikke at skulle betale for mad m.v. Hvorimod en stor familie ikke vil have en mærkbar besparelse ved, at en person er indlagt igennem længere tid.

Godtgørelse for varigt mén m.v.

Efter § 33, stk. 2, skal kommunen se bort fra godtgørelse for varigt mén og ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.

Kommunen skal kun se bort fra disse indtægter, hvis ansøgeren kan dokumentere, at indtægterne stammer fra sådanne godtgørelser for varigt men og godtgørelser for ikke-økonomisk skade.

4.2.5. Særlig støtte

4.2.5.1. Betingelser

102. Betingelserne for udbetaling af den særlige støtte efter § 34 er fastlagt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 78 af 4. februar 1998, som er optrykt som bilag 6.

Den særlige støtte er en hjælp til personer, som har været ude for ændringer i deres forhold, og som har så høje boligudgifter og/eller mange børn, at de med deres nuværende indtægter ikke kan forventes selv at kunne betale alle deres boligudgifter.

Den særlige støtte bliver som udgangspunkt beregnet som forskellen mellem, hvad modtageren antages selv at kunne betale i boligudgifter (grænsebeløb) og modtagerens nettoboligudgifter. De nærmere betingelser for at få særlig støtte er beskrevet nedenfor.

Personkredsen

103. En generel forudsætning for at kunne få særlig støtte efter § 34 er, at betingelserne i § 11 er opfyldte. Dvs., at man er berettiget til at modtage hjælp til forsørgelse efter § 25. Det er ikke en forudsætning, at der rent faktisk ydes hjælp til forsørgelse efter § 25. Fx vil dagpengemodtagere, der på grund dagpengenes størrelse ikke har behov for hjælp til forsørgelse efter § 25, kunne være berettigede til at få særlig støtte efter § 34.

I § 34, stk. 3, findes en yderligere afgrænsning af den personkreds, der er berettiget til særlig støtte. Det fremgår heraf, at der ikke kan ydes særlig støtte til ægtepar, der er omfattet af § 13, stk. 5, til unge, der får hjælp efter § 25, stk. 1, nr. 3 og 4 (ungesatserne), til personer, der får hjælp efter §§ 27 og 28, og til personer, der modtager orlovsydelse.

Hvis kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11, jf. § 26, stk. 2, beregnes støtten efter § 34 på grundlag af pågældendes andel af nettoboligudgifterne. Det samme gælder, hvis kun den ene ægtefælle er berettiget til støtte efter § 34, fordi den anden ægtefælle tilhører den personkreds, som efter lovens § 34, stk. 3, er afskåret fra støtte efter § 34.

Et eksempel, hvor kun den ene ægtefælle er berettiget til særlig støtte, er vist som regneeksempel 6 c.

Grænsebeløb

104. For at en person, der er berettiget til hjælp efter § 11, kan være berettiget til den særlige støtte, skal dennes nettoboligudgifter overstige det grænsebeløb, der for den pågældende kan fastsættes efter bekendtgørelsens § 3. Grænsebeløbet angiver de udgifter, som pågældende selv antages at kunne afholde til bolig. For personer med forsørgelsespligt over for et barn er det herudover en betingelse, at det tidligere indtægtsniveau berettiger til en særlig støtte, jf. afsnit 4.2.5.3. For personer uden forsørgelsespligt over for et barn kan mangel på et tidligere indtægtsniveau alene betyde, at hjælpen bliver begrænset, jf. afsnit 4.2.5.3.

De grænsebeløb, der berettiger til særlig støtte, reguleres en gang årligt den 1. januar.

Ikke-forsørgere er berettiget til særlig støtte, hvis de månedlige nettoboligudgifter overstiger 1.900 kr.

For personer med forsørgelsespligt over for børn er grænsebeløbet afhængigt af antallet af børn, og af om der er tale om børn, der bor hos den pågældende forsørger.

En forsørger med et hjemmeboende barn er berettiget til særlig støtte, hvis de månedlige nettoboligudgifter overstiger 2.650 kr.

En forsørger med et udeboende barn er berettiget til særlig støtte, hvis de månedlige nettoboligudgifter overstiger 2.750 kr.

Har en person forsørgelsespligt over for mere end et barn, nedsættes grænsebeløbet med 500 kr. pr. måned pr. hjemmeboende barn og med 400 kr. pr. måned pr. udeboende barn udover det første barn. For familier med mange børn kan der således blive tale om et negativt grænsebeløb. Konsekvensen heraf er, at der kan udbetales en særlig støtte, der er større end boligudgiften.

Der foretages kun nedsættelse af grænsebeløbet for et barn, som opholder sig i udlandet, hvis det kan dokumenteres, at den forsørgelsespligtige yder bidrag til barnets forsørgelse.

Et barn, der midlertidigt opholder sig uden for hjemmet, betragtes som hjemmeboende.

Har en forsørger både udeboende og hjemmeboende børn, tages udgangspunkt i grænsebeløbet på 2.650 kr. for et hjemmeboende barn, og der foretages en nedsættelse på 400 kr. pr. måned pr. udeboende barn og 500 kr. pr. hjemmeboende barn ud over det første barn.

Grænsebeløbene opgøres pr. person. Fradraget i grænsebeløbet pr. barn på henholdsvis 500 kr. og 400 kr. foretages således hos begge barnets forældre.

Eksempler på fastsættelse af grænsebeløb fremgår af bilag A i regneeksemplerne.

105. For et ægtepar skal nettohuslejen overstige summen af ægtefællernes grænsebeløb, før der udløses særlig støtte. Har ægtefællerne som følge af forskellig forsørgelsespligt forskellige grænsebeløb, skal der dog foretages en deling af nettoboligudgifterne, jf. afsnit 4.2.5.2., og beregnes særlig støtte for hver af ægtefællerne for sig. Den beregnede støtte for hver af ægtefællerne lægges herefter sammen, og fradrag for indtægter samt grænsen for den særlige støtte, jf. afsnit 4.2.5.3., beregnes på grundlag af den samlede opgjorte særlige støtte til ægteparret.

106. Grænsebeløbene opgøres på grundlag af den pågældendes forsørgelsespligter på udbetalingstidspunktet. Sker der en ændring af forsørgelsespligterne inden for den periode, udbetalingen dækker, får dette først virkning for beregning af støtten i den efterfølgende periode.

4.2.5.2. Nettoboligudgift

Husleje og terminsudgifter

107. Opgørelse af nettoboligudgiften er beskrevet i bekendtgørelsens § 4.

For lejeboliger medregnes huslejeudgiften efter fradrag af tilskud efter boliglovgivningen.

For ejerboliger medregnes skatten af overskuddet af egen bolig samt udgiften i forbindelse med lån, der vedrører boligen, fratrukket værdien af skattefradraget.

For andelsboliger medregnes boligafgiften samt udgifter i forbindelse med lån, der vedrører boligen, fratrukket værdien af skattefradraget.

Udgifter til lån er afdrag, renter og bidrag. Der vil normalt være tale om lån ydet med sikkerhed i ejendommen, og som er brugt til boligmæssige formål, men der kan også være tale om lån ydet på et andet grundlag, blot det kan dokumenteres, at det er brugt til boligmæssige formål.

Værdi af skattefradrag

108. Der skal tages hensyn til værdien af skattefradraget, fordi personer med renteudgifter har den fordel, at de kan fradrage disse udgifter i deres skattepligtige indkomst og på den måde få nedbragt deres reelle boligudgifter. Værdien af skattefradraget beregnes på grundlag af den pågældendes trækprocent. I de fleste tilfælde vil den skattepligtige hjælp efter § 25 overstige skattekortsfradraget. I så fald svarer værdien af skattefradraget til den fradragsberettigede terminsudgift ganget med trækprocenten.

I enkelte tilfælde kan skattekortsfradraget overstige den skattepligtige hjælp efter § 25. I så fald må der ved beregning af nettoboligudgiften tages hensyn til, at skattefradragsretten ikke har nogen værdi for den del af den fradragsberettigede terminsudgift, der ikke kan fradrages i den skattepligtige kontanthjælp. Et uudnyttet skattekortsfradrag for en kontanthjælpsmodtager, der ejer egen bolig, vil således bevirke, at værdien af skattefradraget bliver mindre med den konsekvens, at nettoboligudgifterne og en eventuel støtte efter § 34 bliver større. Er der tale om en kontanthjælpsmodtager, som har indtægter ud over kontanthjælpsniveauet, er det fortsat værdien af det skattekortsfradrag, der kan udnyttes, hvis pågældende kun havde indtægter svarende til hjælpen efter § 25, der skal benyttes ved beregning af nettoboligudgiften. Er der tale om et ægtepar, må der ved beregning af værdien af skattefradraget på kontanthjælpsniveauet tages hensyn til, at et uudnyttet skattefradrag hos den ene ægtefælle vil kunne overføres til den anden ægtefælle.

Et tilfælde, hvor skattekortsfradraget overstiger hjælpen efter § 25, er vist som regneeksempel 5 b.

Andre boligudgifter

109. Til nettoboligudgiften medregnes endvidere udgifter til vand, varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og lignende løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. Udgifter til fællesantenneanlæg m.v. medregnes dog kun i det omfang, der til boligen er knyttet en ufravigelig pligt til at afholde sådanne udgifter.

Dokumenterede udgifter til ejendomsskat, indvendig vedligeholdelse og -fællesudgifter- ved andels- og ejerlejligheder kan medtages ved opgørelse af nettoboligudgiften.

Derimod kan udgifter til en familie-/indboforsikring ikke medregnes i nettoboligudgiften, da denne form for forsikring ikke kan anses som en udgift, der er knyttet direkte til selve boligen.

Indtægter fra sælgerpantebreve, som kontanthjælpsmodtageren som led i et fast arrangement har brugt til at nedbringe sine boligudgifter med, samt fremleje- og lejeindtægter fradrages i nettoboligudgiften. Fradraget opgøres som nettoindtægten efter, at en eventuel skat af indtægten er betalt.

Deling af boligudgiften

110. For personer, der har fælles husførelse med andre, opgøres boligudgiften som udgangspunkt med lige andele til hver af parterne.

Hvis -papirløst- samlevende i fællesskab ejer en fast ejendom, opgøres udgiften dog forholdsmæssigt efter de tinglyste andele.

Reglen om, at udgangspunktet ved opgørelsen af boligudgiften til personer, der har fælles husførelse med andre, er ligedeling af boligudgiften, er begrundet i administrative hensyn. Når det angives, at ligedelingsreglen er udgangspunkt, ligger heri, at ligedeling af boligudgiften kan fraviges i de enkelte tilfælde, når kommunen skønner, at en ligedeling vil være urimelig. Dette vil typisk være tilfældet, hvis parterne har store boligudgifter og betydelige forskelle i de hidtidige indtægter. I dette tilfælde vil det være rimeligt at fravige ligedelingen og i stedet beregne nettoboligudgiften forholdsmæssigt efter de pågældendes indtægter, før behovet for hjælp er opstået.

For beboere i kollektive bofællesskaber beregnes boligudgiften som den enkelte beboers faktiske andel af den samlede boligudgift.

De månedlige boligudgifter

111. De årlige nettoboligudgifter omregnes til et månedligt beløb.

For ejer- og andelsboliger beregnes de månedlige udgifter og de skattemæssige virkninger på baggrund af den senest forudgående terminsbetaling. De beregnede månedlige udgifter benyttes ved beregning af den særlige støtte for den resterende del af kalenderåret. Ved begyndelsen af et nyt kalenderår foretages en ny beregning. Hvis et lån bliver færdigbetalt i løbet af et kalenderår, foretages en ny beregning gældende fra måneden efter, at lånet er færdigbetalt.

I forbindelse med beregningen af det månedlige beløb til varmeudgifterne bør der tages udgangspunkt i fx den endelige opgørelse af det foregående års udgifter til varme. Hvis der skal ydes hjælp til efterbetaling af varme eller elektricitet - eller der sker en tilbagebetaling - skal denne regulering indregnes i den nettoboligudgift, der ligger til grund for beregning af støtten efter § 34, for den måned, hvor reguleringen forfalder til betaling/udbetales. Såfremt der på grund af reglerne om indtægtsloft og dagpengeloft ikke kan ydes fuld hjælp til en efterbetaling, er det ikke udelukket, at kommunen efter en konkret vurdering kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81.

En rimelig boligudgift

112. Hvis boligudgiften efter en samlet bedømmelse af familiens størrelse og forhold skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes en rimelig og billigere bolig, udgør nettoudgifterne til denne grundlaget for beregning af den særlige støtte efter § 34.

Det afgørende må i denne forbindelse være, at der kan skaffes kontanthjælpsmodtageren et sådant boligtilbud. Det er op til den pågældende at afgøre, om han eller hun ønsker at flytte til den bolig, der kan fremskaffes. Konsekvensen af at afslå flytning vil imidlertid være, at den særlige støtte beregnes ud fra udgiften til den afviste bolig.

113. Det forhold, at hjælpen til dækning af boligudgiften i de tilfælde, hvor der er ret til støtte efter § 34, beregnes ud fra de faktiske udgifter og ikke ud fra et rimelighedskriterium, medfører, at der er behov for at sikre imod misbrug. Der er derfor i bekendtgørelsens § 5, stk. 3, medtaget en bestemmelse om, at hvis en støtteberettiget, der har en rimelig bolig, på eget initiativ forøger sine boligudgifter, fx ved at flytte til en anden bolig, medtages den forøgede boligudgift ikke ved beregning af støtten.

Tilbagebetalingspligt

114. I medfør af lovens § 92, stk. 3, er det i bekendtgørelsens § 10 fastsat, at særlig støtte til personer, som har ejer- eller andelsbolig, er tilbagebetalingspligtig i det omfang, den særlige støtte modsvares af nettoudgifter i forbindelse med lån. Hvis de månedlige nettoudgifter i forbindelse med lån overstiger den særlige støtte, er denne fuldt ud tilbagebetalingspligtig. Overstiger den særlige støtte de månedlige nettoudgifter i forbindelse med lån, er det kun et beløb svarende til de månedlige nettoudgifter i forbindelse med lån, der er tilbagebetalingspligtige.

Nettoudgifter i forbindelse med lån er afdrag, renter og bidrag med fradrag for værdien af skattefradraget.

4.2.5.3. Beregning af den særlige støtte

Udmåling af den særlige støtte

115. Når betingelserne for at yde særlig støtte er opfyldte, jf. afsnit 4.2.5.1., udmåles der efter bekendtgørelsens § 5 en skattefri støtte svarende til forskellen mellem den støtteberettigedes nettoboligudgift, jf. afsnit 4.2.5.2., og det grænsebeløb, som ifølge bekendtgørelsen gælder for den pågældende. Den således udmålte støtte nedsættes, hvis den støtteberettigede har indtægter ud over kontanthjælpsniveauet, eller hvis den støtteberettigede støder mod et af de lofter for den samlede hjælp, som er fastsat i bekendtgørelsen.

Eksempel på udmåling af den særlige støtte fremgår af bilag A i regneeksemplerne.

Fradrag for indtægter i den særlige støtte

116. Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 4, reduceres den beregnede støtte med det beløb, hvormed den pågældendes nettoindtægter overstiger den nettoindtægt, som den pågældende uden andre indtægter ville kunne få efter lovens § 25 (nettokontanthjælpsniveauet). Ved opgørelsen af indtægter ses bort fra de indtægtstyper, der er omfattet af lovens § 33.

Vedrørende arbejdsindtægter fradrages hele indtægten. Dvs., at der ikke som ved fradrag i hjælpen efter lovens § 25 ses bort fra 10,24 kr. pr. udført arbejdstime. Inden reduktion af den særlige støtte foretages fradrag for nødvendige udgifter til arbejdsredskaber og beklædning samt til transport i forbindelse med erhvervelse af indtægterne.

Eksempel på fradrag for arbejdsindtægter i den særlige støtte kan ses i regneeksempel 2 d og 3 b.

Udgifter til transport bør i almindelighed tage udgangspunkt i udgifterne ved benyttelse af offentlige transportmidler.

Udgiften til transport i eget køretøj kan i det enkelte tilfælde være en nødvendig udgift i forbindelse med erhvervelse af indtægter, hvis offentlige transportmidler ikke med rimelighed kan forlanges benyttet. Transportudgifter i forbindelse med kørsel i egen bil kan i mangel af anden dokumentation opgøres efter Finansministeriets regler om godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejse.

117. Hvis skattekortsfradraget ikke overstiger pågældendes bruttokontanthjælpssats, vil fradraget i støtten kunne beregnes som forskellen mellem den pågældendes aktuelle bruttoindtægter og bruttokontanthjælpssatsen fratrukket den skat, der kan beregnes på grundlag af skattekortets trækprocent. Der skal dog ikke fratrækkes beregnet skat af skattefrie indtægter.

Overstiger skattekortsfradraget den pågældendes bruttokontanthjælpssats, svarer nettokontanthjælpsniveauet til bruttokontanthjælpen, som skal fradrages i den aktuelle nettoindtægt.

118. For et ægtepar reduceres støtten med det beløb, hvormed ægteparrets samlede nettoindtægter overstiger den nettoindtægt, som ægteparret uden andre indtægter ville kunne få efter lovens § 25 (nettokontanthjælpsniveauet).

Ved opgørelse af et ægtepars nettokontanthjælpsniveau kan der forekomme situationer, hvor der ved beregningen skal overføres skattekortsfradrag fra den ene ægtefælle til den anden for at sikre, at indtægtsfradraget foretages i forhold til en kontanthjælpssituation, hvor ægteparret i størst muligt omfang får udnyttet deres samlede skattekortsfradrag.

For et ægtepar, hvor kun den ene ægtefælle er berettiget til støtte efter § 34, ses bort fra halvdelen af den nettoindtægt, der ligger ud over, hvad ægteparret ville kunne opnå efter § 25.

Indtægtsloftet

119. Den særlige støtte efter § 34 må sammenlagt med støttemodtagerens øvrige nettoindtægter ikke overstige et loft på 90 pct. af modtagerens tidligere nettoindtægter. Dette loft effektueres dog kun, hvis de samlede nettoindtægter overstiger en nettoindtægt, som niveaumæssigt svarer til 80 pct. af højeste dagpengebeløb.

Da hjælpen efter § 25 til forsørgere niveaumæssigt svarer til 80 pct. af højeste dagpengebeløb, kan der ikke til forsørgere udbetales særlig støtte, medmindre der er en tidligere indtægt, der berettiger hertil.

Hjælpen efter § 25 til ikke-forsørgere svarer niveaumæssigt til 60 pct. af højeste dagpengebeløb. Det er derfor i bekendtgørelsens § 6, stk. 3, fastsat, at ikke-forsørgere uafhængig af tidligere indtægt er berettiget til at modtage en særlig støtte, i det omfang denne støtte ikke sammen med støttemodtagerens øvrige nettoindtægter overstiger en nettoindtægt, der svarer til det beløb, som en forsørger har efter lovens § 25, og som niveaumæssigt svarer til 80 pct. af højeste dagpengebeløb.

Eksempel på beregning af særlig støtte efter bekendtgørelsens § 6, stk. 3, er vist som regneeksempel 2 a og 2 b.

Når der ses bort fra den særlige regel i bekendtgørelsens § 6, stk. 3, kan den udmålte støtte efter § 34 (nettoboligudgiften fratrukket grænsebeløbet) kun udbetales i det omfang, ansøgerens hidtidige indtægter giver grundlag herfor.

Eksempel på beregning af den særlige støtte på grundlag af hidtidige indtægter er vist som regneeksempel 2 b og 3 a.

120. I det omfang den udmålte støtte overstiger grænsen på 90 pct., nedsættes støtten efter § 34 i overensstemmelse hermed.

Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, beregnes grænsen for støtten for ægtepar ved at sammenholde summen af de samlede nettoindtægter og den samlede udmålte støtte til ægteparret med 90 pct. af ægteparrets hidtidige nettoindtægter. Det gælder også, når kun den ene ægtefælle er berettiget til særlig støtte efter § 34, fordi den anden ægtefælle er omfattet af persongruppen i lovens § 34, stk. 3.

121. Ved hidtidige indtægter forstås indtægten i den seneste kalendermåned, før den ændring i forholdene, der berettigede til hjælp efter § 25, indtrådte. Viser det sig undtagelsesvis, at indtægten i den seneste måned ikke kan anses for at være et rimeligt udtryk for ansøgerens indtjeningsevne, dvs. at der ikke er tale om et beløb, som pågældende typisk har haft til disposition til at leve for, kan den gennemsnitlige indtægt i de seneste 3 kalendermåneder i stedet anvendes som individuel grænse for den samlede hjælp.

Med hensyn til, hvilke indtægtstyper der omfattes af indtægtsbegrebet, må der tages udgangspunkt i, at indtægterne skal være løn (herunder værdien af kost og logi) eller lønlignende ydelser samt andre kontante ydelser såsom legater, studielån, renter m.v.

Dette udelukker imidlertid ikke, at der efter omstændighederne kan tages hensyn til andre indtægter i form af naturalydelser og lignende.

I forbindelse med en skilsmisse, separation eller samlivsophævelse må hver af parterne betragtes som enlige, således at grænsen for den særlige støtte efter § 34 skal beregnes på grundlag af hver af parternes hidtidige indtægter. Hvis kun den ene har haft indtægter, tages der udgangspunkt i halvdelen af indtægten.

Dagpengeloftet

122. For at forhindre at kontanthjælpsmodtagere med høje hidtidige indtægter og store boligudgifter uden tidsbegrænsning kan få store månedlige ydelser efter §§ 25 og 34, er der indført en absolut grænse for den samlede hjælp efter §§ 25 og 34, der gælder, når der er udbetalt kontanthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder. Hjælpen kan i så fald sammenlagt med den pågældendes øvrige indtægter efter skat ikke overstige et beløb svarende til maksimale dagpenge efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. efter skat. Denne regel fremgår af bekendtgørelsens § 7.

Et eksempel, hvor en kontanthjælpsmodtager støder mod dagpengeloftet, er vist som regneeksempel 5.

123. Denne grænse finder ikke anvendelse, hvis der udbetales revalideringsydelse efter lovens § 52, og det må anses for sandsynligt, at behovet for hjælp bortfalder, når revalideringen er gennemført. Dette gælder også i de tilfælde, hvor udbetalingen af revalideringsydelse midlertidigt er sat i bero på grund af sygdom eller mangel på uddannelsesplads.

124. Den sammenhængende periode på 6 måneder anses for afbrudt, hvis der i en måned ikke udbetales kontanthjælp, og kontanthjælpsudbetalingen herefter genoptages som følge af, at der foreligger en ny ændring af ansøgerens forhold. Genoptages kontanthjælpsudbetalingen, uden at der foreligger en ny ændring af ansøgers forhold for eksempel efter orlov, anses den sammenhængende periode ikke for afbrudt, men den periode, hvori der ikke er udbetalt kontanthjælp, medregnes ikke ved opgørelsen af 6 måneders-perioden.

4.2.6. Særlige ydelser under aktivering

125-133. (Udeladt, da reglerne er ændret fra 1/7 2003, jf. ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl. love).

4.3. Konsekvenser ved at afvise eller udeblive fra et tilbud

134. Det er en grundlæggende betingelse for at modtage kontanthjælp, at både ansøgeren og ægtefællen udnytter deres arbejdsmuligheder. Når en kontanthjælpsmodtager uden rimelig grund afviser eller udebliver fra et tilbud, ophører eller nedsættes hjælpen.

Kravet om, at modtageren skal udnytte sine arbejdsmuligheder, må imidlertid tilpasses individuelt under hensyn til personens forudsætninger. Generelt vil kravene være strengere til personer, der kun har ledighed som oblem. For personer, der har problemer udover ledighed, bør kommunen være opmærksom på, om der ligger andre årsager bag, at en person uden rimelig grund afviser eller udebliver fra et tilbud. Kommunen må derfor foretage en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Specielt når der er tale om personer, der har taget imod et tilbud og efterfølgende udebliver, bør kommunen foretage en vurdering af, om tilbudet på det nu foreliggende grundlag stadig må anses for at være rimeligt, eller om der evt. er behov for andre eller supplerende tilbud. Det gælder særligt i forhold til svagt stillede grupper, fx stofmisbrugere og svært belastede unge. Rimeligheden af tilbud er nærmere beskrevet i afsnit 4.1.3.1.

4.3.1. Ophør af hjælpen ved at afvise tilbud

135. § 41 skal ses i tæt sammenhæng med § 13, som fastlægger, at det er en grundlæggende betingelse for at få hjælp, at både ansøgeren og ægtefællen udnytter deres arbejdsmuligheder. Hvor § 13 beskriver situationen, når en person søger om hjælp, handler § 41 om virkningen af, at en person, der modtager hjælp, ikke udnytter sine arbejdsmuligheder. I ansøgningssituationen er virkningen, at hjælpen ikke kan udbetales. Opfylder en modtager eller ægtefællen ikke pligten, mens kommunen udbetaler hjælp, er virkningen, at hjælpen stopper.

Frivillige aktiviteter

136. Reglen gælder dog ikke for aktivering i frivillige og ulønnede aktiviteter samt i voksen- og efteruddannelse, da deltagelsen i disse aktiveringsformer er frivillig i den forstand, at deltagelsen forudsætter et ønske fra personen selv.

137. Kommunen kan ikke yde kontanthjælp, hvis der står et rimeligt tilbud åbent, og der ikke foreligger omstændigheder, der efter § 13, stk. 3, bevirker, at modtageren har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Hvis tilbudet ikke længere er åbent, kan kommunen ikke afslå fortsat at yde hjælp, men kommunen kan efter § 93, stk. 1, give hjælpen med tilbagebetalingspligt.

Det vil almindeligvis være en betingelse for at standse hjælpen, at tilbudet har et omfang, så det er et reelt alternativ til passiv forsørgelse. Heri ligger, at et tilbud af ganske få timers varighed pr. uge normalt ikke kan begrunde, at hjælpen ophører.

4.3.2. Fradrag i hjælpen ved at udeblive fra tilbud

4.3.2.1. Fradrag i kontanthjælpen

138. Konsekvenserne af en kontanthjælpsmodtagers manglende deltagelse i et påbegyndt aktiveringstilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning er reguleret i § 39.

Reglen giver mulighed for at nedsætte hjælpen efter § 25 til personer - som uden rimelig grund - ikke fuldt ud deltager i tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Det gælder såvel den situation, hvor en person udebliver, som hvor den pågældende forsømmer aktiveringen i et sådant omfang, at det må sidestilles med, at man udebliver, fx at en person møder så beruset op til aktivering, at den pågældende ikke kan deltage i aktiveringen.

Ægtefæller

139. Hjælpen efter § 25 kan nedsættes for både den, der er omfattet af aktiveringspligten (§ 11), og den pågældendes ægtefælle. Det er en konsekvens af, at begge ægtefæller efter § 13 skal udnytte deres arbejdsmuligheder. Dette gælder også for ægtepar, hvor den ægtefælle, der hidtil har været hjemmearbejdende, har valgt ikke at udnytte sine arbejdsevner efter § 13, stk. 5. Det er begrundet med, at den ægtefælle, der er berettiget til hjælp, skal udnytte sine arbejdsmuligheder for at få hjælp både til sig selv og sin hjemmearbejdende ægtefælle.

Beregning af nedsættelsen

140. Kommunen kan nedsætte hjælpen, hvadenten pågældende udebliver i nogle timer eller hele dage.

Hjælpen nedsættes med det antal timer, som den pågældende er udeblevet, sat i forhold til det samlede antal timer, som den pågældende i den måned skulle have deltaget i tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Hvis begge ægtefæller udebliver fra et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, foretages der fradrag i den samlede hjælp svarende til det antal timer, som ægtefællerne samlet er udeblevet.

Et eksempel på nedsættelse af hjælp som følge af udeblivelse er vist i regneeksempel 4 d.

Maksimal nedsættelse

141. Hjælpen kan maksimalt nedsættes med 20 pct. af den månedlige hjælp efter § 25 efter fradrag af evt. indtægter. For ægtepar kan den samlede nedsættelse ikke overstige 20 pct. af den samlede hjælp til ægteparret.

Kommunen har mulighed for at nedsætte hjælpen i de første tre måneder efter udeblivelsen. Nedsættelsen kan herefter fradrages i op til 3 måneder efter den måned, hvor udeblivelsen fandt sted.

Kommunen skal kontrollere, at fradraget ikke overstiger 20 pct. af hjælpen i den enkelte måned. Såfremt hele fradraget pga. 20 pct.- reglen ikke kan fratrækkes i den efterfølgende måned, kan det resterende fradrag trækkes i de næstfølgende 2 måneders hjælp, dog aldrig udover 3 måneder regnet fra måneden efter den måned, hvor udeblivelsen fandt sted.

Kommunen kan kun foretage fradrag i hjælp ydet efter § 25.

Udbetaling af hjælp i kortere perioder

142. Reglen i § 39 kan kombineres med § 89, stk. 2, hvorefter kommunen kan udbetale hjælpen for kortere perioder, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt modtageren vil opfylde betingelserne for at modtage hjælpen. § 89, stk. 2, er nærmere omtalt under afsnit 11.2.

Hvis personen flytter, kan den nye kommune nedsætte hjælpen, selvom forsømmelsen er sket i fraflytningskommunen.

4.3.2.2. Fradrag i beskæftigelsestillægget og godtgørelsen

143. Kommunen nedsætter beskæftigelsestillægget med det antal timer, som kontanthjælpsmodtageren uberettiget er udeblevet fra.

Der kan endvidere foretages fradrag i godtgørelsen efter § 38. Der er tale om et forholdsmæssigt fradrag, der beregnes ud fra forholdet mellem den forud fastsatte og den faktiske deltagelse i aktiveringstilbudet.

For såvel beskæftigelsestillæg som godtgørelse gælder, at der kun kan foretages fradrag i den efterfølgende måneds udbetaling.

4.4. Skatteforhold m.v.

4.4.1. Skattepligt

144. Hjælp efter § 25 (satserne), § 26, stk. 3 (hjemmearbejdende), § 27 (personer over 60 år) samt § 28 (asylsøgere) er skattepligtig. Den hjælp, der udbetales under aktivering efter § 36, og som beregnes efter § 25, er ligeledes skattepligtig.

Godtgørelse efter § 38 under aktivering er skattepligtig. Det samme gælder løn i jobtræning efter § 16, stk. 2, nr. 2, samt beskæftigelsestillæg i individuel jobtræning efter § 16, stk. 2, nr. 3.

Særlig støtte efter § 34 er skattefri.

4.4.2. Arbejdsmarkedsbidrag

145. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af hjælp efter § 25, § 26, stk. 3, samt §§ 27 og 28. Det samme gælder for hjælp efter § 36 under individuel jobtræning, godtgørelse efter § 38 under aktivering og beskæftigelsestillæg efter § 36, stk. 1, i individuel jobtræning. Der henvises til lov om arbejdsmarkedsfonde.

4.5. Dagpenge ved sygdom eller fødsel

146. Personer, der modtager hjælp i form af kontanthjælp og aktivering, vil normalt ikke være omfattet af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Personer i jobtræning er dog omfattet af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. § 18, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, da disse personer, når de er ansat med overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiveren og er omfattet af den lovgivning, der i øvrigt gælder for lønmodtagere, må anses for at være ansat i et tjenesteforhold til en arbejdsgiver.

Efter dagpengeloven er det bl.a. en betingelse for at få udbetalt sygedagpenge, at der er tale om et lønmodtagerforhold i arbejdsretlig forstand. Arbejdsretligt betragtes det som et lønmodtagerforhold, når der udføres personligt arbejde i et tjenesteforhold til en arbejdsgiver, således at pågældende er undergivet arbejdsgiverens ledelse og instruktioner for arbejdets udførelse og modtager arbejdsvederlag i form af løn.

Personer, der er omfattet af aktivlovens kapitel 4, vil normalt modtage kontanthjælp i tilfælde af sygdom eller fødsel.

I individuel jobtræning kan der dog eventuelt i stedet for hjælp efter aktivlovens almindelige regler udbetales hjælp efter § 36, når der er tale om kortere sygdomsperioder, fx af under 1 uges varighed. I disse tilfælde vil den aktiverede også have krav på at få udbetalt et beskæftigelsestillæg.

4.6. Ferie

147. Det er alene personer i jobtræning, som optjener ret til ferie efter ferielovens regler. Det vil sige, at andre personer, der modtager hjælp efter aktivlovens kapitel 4, ikke optjener ret til ferie. For den sidste gruppe henvises til afsnit 5.3.5. om aktiveringsfri periode.

Hvis en person, der modtager hjælp efter aktivlovens kapitel 4, har optjent ret til ferie i forbindelse med tidligere arbejde eller under jobtræning, kan pågældende holde ferie i overensstemmelse med reglerne i ferieloven.

Reglerne om fradrag for feriegodtgørelse er beskrevet i afsnit 4.2.4.3.

4.7. Forsikrings- og erstatningsforhold

148. I aktivlovens bestemmelser om aktivering er der ikke regler om forsikrings- og erstatningsspørgsmål i tilfælde, hvor den aktiverede pådrager sig personskade i forbindelse med et aktiveringstilbud. Det skal derfor afgøres efter andre regler, om den aktiverede er omfattet af en forsikring - typisk lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Under gennemførelsen af aktiveringstilbudene, jf. afsnit 5.2., vil de aktiverede være omfattet af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade i alle de situationer, hvor aktiviteten må anses for arbejde i denne lovs forstand. Det vil for det første sige situationer, hvor den aktiverede må anses for antaget til udførelse af et arbejde. Også i situationer, hvor der ikke foreligger et egentligt ansættelsesforhold, men hvor den aktiverede udfører arbejde af værdi for en virksomhed, forening eller lignende, vil den aktiverede være omfattet af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade efter et nyttekriterium.

Afgørende for placeringen af arbejdsgiveransvaret er, hvem der har ret til at lede arbejdets udførelse, herunder navnlig at antage og afskedige den ansatte, give instruktioner vedrørende arbejdets udførelse og føre tilsyn med udførelsen af selve arbejdet.

Specielt for så vidt angår praktik i forbindelse med aktivering, vil der være mulighed for at henføre en skade under den af staten tilvejebragte erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering, som hører under Arbejdsmarkedsstyrelsens ressort.

Anmeldelse efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade skal foretages af arbejdsgiveren til dennes arbejdsskadeforsikringsselskab eller til Arbejdsskadestyrelsen, hvis der ikke er tegnet forsikring, jf. lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 17.

4.8. Orlov

4.8.1. Lovgrundlag

149. Efter § 10 i lov om orlov har kontanthjælpsmodtagere ret til at søge orlov til børnepasning.

Efter § 15, stk. 11, i lov om orlov fastsætter socialministeren efter forhandling med arbejdsministeren nærmere regler om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere, herunder om afgrænsningen af personkredsen og beregningen af orlovsydelsen.

De nærmere regler er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 126 af 24. februar 1998 om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere og om fradrag i orlovsydelse, der udbetales af kommunerne. Bekendtgørelsen er medtaget som bilag 7.

4.8.2. Ret til orlov

Kontanthjælpsmodtagere

150. Personer, der modtager kontanthjælp efter § 25, er berettiget til orlov til børnepasning, såfremt de opfylder de krav om beskæftigelse eller aktivering, der er fastsat i bekendtgørelsen. Dette gælder også personer, der under aktivering eller forrevalidering får en hjælp, der er beregnet efter § 25.

Beskæftigelseskrav

151. For at kunne få orlov skal kontanthjælpsmodtageren inden for de sidste 3 år have haft en beskæftigelse, der ville give den pågældende ret til dagpenge under sygdom. For lønmodtagere svarer dette til 13 ugers sammenhængende beskæftigelse af et omfang på mindst 120 timer. For selvstændige svarer dette til, at de inden for en 12 måneders periode skal have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed af væsentlig omfang i 6 måneder.

Krav om aktivering

152. Der kan ses bort fra beskæftigelseskravet, hvis kontanthjælpsmodtageren inden for de seneste 3 år har gennemført en aktiveringsperiode på 18 måneder.

Andre betingelser

153. Retten til orlov forudsætter endvidere, at de generelle betingelser herfor i Arbejdsministeriets regelsæt er opfyldt, jf. Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 376 af 18. maj 1997 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.

Revalidering

154. Personer, der modtager revalideringsydelse efter § 52, har ikke ret til orlov. Dette udelukker ikke, at der i en revalideringsplan kan indarbejdes en pause, hvorefter den pågældende kan have ret til orlov som kontanthjælpsmodtager, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Jobtræning m.v.

155. Personer, der er i jobtræning efter § 35 eller § 60, fleksjob efter § 71 eller skånejob med løntilskud efter § 75, har ikke ret til orlov som kontanthjælpsmodtagere, men kan, såfremt betingelserne herfor i lov om orlov er opfyldt, opnå ret til orlov som lønmodtagere.

4.8.3. Beregning af orlovsydelsen

156. Orlovsydelsen kan højst udgøre 60 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.

Orlovsydelsen beregnes ved først at opgøre, hvad ansøgeren er berettiget til i hjælp efter §§ 25-33. Er den således beregnede kontanthjælp mindre end 60 pct. af højeste dagpengebeløb, udbetales den beregnede hjælp, ellers udbetales 60 pct. af højeste dagpengebeløb. Der kan ikke ydes særlig støtte efter § 34 til personer, der har orlov.

Såfremt der under orloven udbetales et supplerende tilskud til orlovsydelsen efter § 27 i lov om social service, fradrages dette tilskud ikke i kontanthjælpsmodtagerens orlovsydelse.

157-228. (Udeladt, da reglerne er ændret fra 1/7 2003, jf. ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl. love).

6.1. Generelt om revalidering

6.1.1. Personkreds for revalidering

229. § 46, stk. 1, indeholder en definition af, hvad der forstås ved revalidering, herunder hvornår der er tale om forrevalidering, og udgør sammen med stk. 2, en beskrivelse af kriterierne for at få hjælp til revalidering.

Betingelserne for at få støtte til revalidering er således, at der skal være tale om,

• en person med begrænsninger i arbejdsevnen,
• hvor der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og
• erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige for at bringe pågældende ind i eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse.

230. Sigtet med revalidering er erhvervsrettet. Udgangspunktet er således at kvalificere revalidenden til at klare et arbejde på normale vilkår. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor et revalideringsforløb resulterer i, at revalidendens arbejdsevne alligevel ikke rækker til at klare et arbejde på normale vilkår. Der kan også være tilfælde, hvor det på baggrund af pågældendes hidtidige arbejdsmæssige og øvrige forhold må anses for godtgjort, at der foreligger en varig begrænsning af arbejdsevnen, og hvor revalideringstiltag må anses for udsigtsløse. I sådanne tilfælde tilbyder kommunen pågældende et fleksjob, jf. afsnit 7.3.

Personer, der modtager førtidspension efter lov om social pension, kan også få støtte til revalidering med henblik på at give dem mulighed for at udnytte deres restarbejdsevne, fx i forbindelse med et skånejob med løntilskud, jf. afsnit 7.7.

Et væsentlig element i vurderingen af, om en person skal revalideres, vil være at få afdækket begrænsningerne i arbejdsevnen og med udgangspunkt heri finde frem til den indsats, der skal til, for at revalidenden kan klare sig på arbejdsmarkedet på normale vilkår trods disse begrænsninger.

Arbejdsevnekriteriet

231. Vurderingen af arbejdsevnen er således det centrale element for iværksættelsen og tilrettelæggelsen af revalideringen. Arbejdsevnekriteriet tager udgangspunkt i personens evner og færdigheder. Det afgørende for vurderingen er, hvad den pågældende kan eller kan bringes til at kunne i modsætning til det hidtidige erhvervsevnekriterium, der mere var knyttet til en dokumentation for diagnose og sygdom. Dermed lægges op til, at vurderingen bliver fremadrettet med fokus på personens muligheder trods begrænsningerne i arbejdsevnen.

Ved at indføre arbejdsevnekriteriet bliver arbejdsmetoden derfor anderledes. En arbejdsbeskrivelse er en grundlæggende del af arbejdsevnekriteriet, hvor arbejdsfunktion og sygdomssymptomer er det centrale. Arbejdsevnekriteriet kræver med andre ord, at de færdigheder, revalidenden har trods begrænsninger i arbejdsevnen, bliver omdrejningspunktet i sagen.

Fysiske, psykiske eller sociale årsager

232. Begrænsninger i arbejdsevnen kan have mange forskellige årsager og hidrøre fra fysiske, psykiske og/eller sociale faktorer. Uanset hvilke faktorer, der indgår, er det afgørende for vurderingen, hvorledes disse faktorer i det konkrete tilfælde påvirker arbejdsevnen. Der kan således ikke på forhånd angives bestemte faktorer, som i sig selv giver grundlag for revalidering.

Forbedring af den erhvervsmæssige situation

233. Udover betingelsen om nedsat arbejdsevne er det en betingelse for at yde hjælp efter § 46, at der er en realistisk mulighed for, at denne hjælp vil kunne bringe pågældende ind i eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse eller bidrage til en væsentlig forbedring af pågældendes erhvervsmæssige situation.

Subsidiær

234. Det følger af § 46, stk. 2, at personer, hvis beskæftigelsesproblemer umiddelbart kan løses gennem deltagelse i erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning eller ved tilbud om aktivering efter § 16, ikke skal tilbydes revalidering.

Personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, skal derfor som udgangspunkt bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.

Uafhængig af ægtefælles indtægts- og formueforhold

I § 46, stk. 3, fastslås, at en revalidend har ret til revalidering uden hensyn til ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Helhedsvurdering

235. Det er ikke muligt at udpege bestemte persongrupper for revalideringsindsatsen. Det afgørende er, om revalideringen er nødvendig for at give pågældende det løft, der skal til for at (gen)indtræde på arbejdsmarkedet. Kommunen må derfor foretage en samlet vurdering af den pågældendes og familiens helbredsmæssige og sociale situation, herunder uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Perspektivet i en revalidering vil ofte være mere langsigtet end i forhold til fx aktivering. Hvor perspektivet i en aktivering er en vedligeholdelse eller umiddelbar forbedring af pågældendes kvalifikationer eller en forbedring af pågældendes livskvalitet, er det et krav til revalideringen, at der er en realistisk mulighed for, at den revalideringsindsats, der ydes, vil føre frem til og er nødvendig for en bestemt erhvervsmæssig placering.

6.1.2. Tidlig indsats, forebyggelse og samarbejde

Visitation

236. Det er en forudsætning for en vellykket revalidering, at kommunen så tidligt som muligt bliver opmærksom på behovet. Derfor må kommunen arbejde målrettet med at tilrettelægge en visitation, hvor udgangspunktet for kommunens tilbud om revalidering, aktivering m.v. er den enkeltes behov.

For så vidt angår betydningen af visitationen henvises til § 8 og afsnit 3.2. om behandling og vurdering af ansøgninger og afsnit 5.1. om aktivering.

En vel tilrettelagt og kvalificeret visitation, der kan ske så tidligt som muligt, er afgørende for, at kommunen giver det rigtige tilbud til den enkelte, der henvender sig om hjælp i kommunen.

Den amtskommunale bistand

237. For at tilgodese de personer, hvis behov er af en sådan art, at de ikke umiddelbart kan dækkes af de kommunale tilbud, er det vigtigt, at kommunen er opmærksom på de amtskommunale revalideringstilbud og indgår i et samarbejde med amtskommunen. Der henvises til afsnit 6.6. samt til den generelle forpligtelse om samarbejde i § 42, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Arbejdsfastholdelse

238. For personer, der er på eller kommer fra arbejdsmarkedet, udarbejdes en arbejdsbeskrivelse i samarbejde med den syge. I en arbejdsbeskrivelse indgår bl.a., hvad revalidenden arbejder med, hvilke arbejdsfunktioner, der udføres, og hvordan disse udføres. Denne arbejdsbeskrivelse skal ses i sammenhæng med revalidendens sygdomssymptomer og i det hele taget indgå i en samlet vurdering af revalidendens familiemæssige og sociale situation.

Tværfagligt samarbejde

239. Med det formål at fastholde personer på arbejdsmarkedet trods begrænsninger i deres arbejdsevne, er det nødvendigt at tilrettelægge en tidlig indsats. Det er i den forbindelse væsentligt, at kommunen indgår i et tværfagligt samarbejde, typisk med de faglige organisationer, de praktiserende læger og sygehusvæsenet samt amtskommunen og bedriftssundhedstjenesten, således at den forebyggende indsats samtidig prioriteres.

Koordinationsudvalg

Det lokale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, som nedsættes af kommunalbestyrelsen efter § 22 i retssikkerhedsloven, skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Udvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen på følgende områder: Aktivering, revalidering, fleksjob og skånejob med løntilskud samt opfølgning i sager om sygedagpenge.

Koordinationsudvalget skal desuden medvirke ved udviklingen af samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forbindelse med den arbejdsmarkedsrettede indsats.

6.1.3. Faser i revalideringen

Revalidering som en proces

240. Revalidering er en proces, hvor det ikke altid vil være muligt at forudsige hele forløbet. Et revalideringsforløb kan være forholdsvis ukompliceret, hvis begrænsningerne i revalidendens arbejdsevne kan kompenseres ved en omplacering til andet arbejde på pågældendes hidtidige arbejdsplads, eller hvis revalideringen består i at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.

Revalideringen kan dog også være mere kompliceret og sammensat af en række forskellige foranstaltninger, som fx begynder med et afklarende forløb, inden kommunen kan udarbejde og iværksætte en realistisk erhvervsplan. De enkelte elementer i et revalideringsforløb er beskrevet nærmere i afsnit 6.2.

Revalidendens forsørgelsesgrundlag har sammenhæng med faserne i revalideringen. Det er derfor vigtigt, at de enkelte elementer i forløbet er beskrevet, herunder især hvornår det konkrete erhvervsmæssige sigte er afklaret.

Forrevalidering

241. Forrevalideringsfasen betegner den periode, hvor det ikke er muligt at fastlægge det konkrete erhvervsmæssige sigte med revalideringen, fx fordi pågældendes skolekundskaber er meget ringe, eller fordi der er behov for en afklarende fase for at kunne vurdere det videre revalideringsforløb.

Der er ikke fastsat en tidsmæssig grænse for forrevalideringen, men den bør generelt være så kort som muligt, idet der samtidig skal tages hensyn til, at revalidendens behov tilgodeses.

Erhvervsplan

242. I erhvervsplanen fastlægger kommunen i samarbejde med revalidenden de aktiviteter, som skal indgå i revalideringen fra det tidspunkt, hvor det erhvervsmæssige sigte er afklaret. Planen angiver endvidere målet med revalideringen og de tidsmæssige rammer herfor.

Erhvervsplanen er et styringsredskab for revalideringen og skal derfor beskrive de elementer, der indgår i det planlagte forløb, og de forudsætninger, der knytter sig til gennemførelsen af forløbet. Desuden skal planen angive, hvilken erhvervsmæssig placering revalideringen sigter imod.

6.2. Indhold af revalideringstilbudene

6.2.1. Arbejdsprøvning

243. En arbejdsprøvning kan foregå hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. En arbejdsprøvning kan være uden lønudgift for arbejdsgiveren. Hvis der er behov for en specialiseret indsats, kan en arbejdsprøvning foregå i et amtskommunalt tilbud, jf. § 68.

Formålet med en arbejdsprøvning er normalt at vurdere, om revalidenden med sit helbred og ressourcer kan optrænes til at udføre et givet arbejde. En arbejdsprøvning vil som regel være af kortere varighed. Arbejdsprøvningen kan indgå både i forrevalidering og i erhvervsplanen.

6.2.2. Erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter

244. Erhvervsmodnende og afklarende aktiviteter betegner de tilbud, kommunen kan give en revalidend i forrevalideringsfasen.

De aktiviteter, der kan foregå i denne fase, skal være erhvervsrettede og kan fx være arbejdsprøvning, ophold på daghøjskole, højskole eller produktionsskole, erhvervsmodnende og erhvervsintroducerende kurser, jobindslusningsprojekter, undervisning på 9.-10. klasse samt gymnasie- og HF-niveau m.v. og andre forberedende aktiviteter, der er nødvendige for at afklare revalideringsmulighederne, ligesom der kan foregå specielt støttende aktiviteter. Som eksempler på personer, der kan have sådanne særlige behov, kan nævnes sent udviklede og personer med hjerneskade.

Det afgørende er, at tilbudene har et konkret erhvervsmodnende og afklarende sigte i forhold til den enkelte revalidend. Det er derimod ikke afgørende, om tilbudet i sig selv har karakter af erhvervsmodnende og afklarende foranstaltning.

6.2.3. Uddannelse

245. Der er i princippet ingen begrænsninger i de typer af uddannelser, som kan indgå i et revalideringsforløb, ligesom det ikke er et krav, at kurser og uddannelse er kompetencegivende.

Det afgørende er derimod, at det uddannelsestilbud, som kommunen giver som led i et revalideringsforløb, enten har et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden, og derfor kan indgå i en forrevalidering eller har et erhvervsmæssigt sigte for revalidenden, og derfor kan indgå i en erhvervsplan.

Som eksempler på uddannelser, der kan indgå i en revalidering, kan nævnes:

• Erhvervsforberedende skolegang og kurser, herunder HF, studenter- og andre forberedelseskurser.
• Efterskole- og højskoleophold.
• Faglige uddannelser.
• Kortere videregående uddannelser.
• Mellemlange og lange videregående uddannelser.
• Kurser etableret efter Arbejdsministeriets, Kulturministeriets eller Undervisningsministeriets regler.
• Kurser etableret af kommunen eller amtskommunen, jf. § 48.

De under 3)-5) nævnte uddannelser forudsætter, at det erhvervsmæssige sigte er afklaret og dermed, at der er lagt en erhvervsplan.

6.2.4. Optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere

246. En optræning eller omskoling som led i revalidering kan ske hos private eller offentlige arbejdsgivere, herunder som et amtskommunalt tilbud efter § 68.

Varigheden af en optræning afhænger af revalidendens behov og skal sigte mod en beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Optræningen vil derfor kunne vare fra nogle få uger eller måneder og op til 1 år eller mere.

En optræning vil altid skulle indgå i en erhvervsplan, da der skal være et afklaret erhvervsmæssigt sigte med tilbudet. Et optræningsforløb kan være en opfølgning på en arbejdsprøvning, hvor det erhvervsmæssige sigte for revalidenden er blevet afklaret.

6.2.5. Hjælp til selvstændig virksomhed

247. Kommunen kan give revalidenden hjælp til selvstændig virksomhed, når den pågældende opfylder betingelserne for hjælp til revalidering og har de nødvendige faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at drive virksomheden, jf. § 65 og afsnit 6.5.

6.2.6. Kurser og projekter

248. Efter denne bestemmelse har både kommunen og amtskommunen en selvstændig kompetence til at etablere disse aktiviteter. Dog forudsættes det, at der samarbejdes om indsatsen, jf. § 42 i retssikkerhedsloven.

Både kommunen og amtskommunen kan etablere kurser og projekter i samarbejde med andre og i fællesskab.

Kurser og projekter efter § 48 kan have forskelligt indhold afhængig af behovet hos den eller de målgrupper, som aktiviteten særlig retter sig imod.

Det er imidlertid en forudsætning for anvendelsen af § 48, at deltagerne opfylder de almindelige betingelser for at modtage hjælp til revalidering, og at de enkelte elementer i kurset eller projektet har et erhvervs- eller uddannelsesmæssigt sigte. Det betyder også, at aktiviteter, der ikke har et erhvervs- eller uddannelsesmæssigt sigte, ikke kan finansieres via § 48. Udgifter til rådgivning og administration, der falder ind under de almindelige (amts)kommunale opgaver, kan ikke henføres til § 48.

Kurser og projekter kan afhængig af sigtet for den enkelte revalidend være forrevalidering eller indgå i en erhvervsplan.

6.3. Tilrettelæggelse af revalidering

6.3.1. Samarbejde med revalidenden

249. Kommunen skal tilrettelægge revalideringen i samarbejde med revalidenden, således at tilbudet er tilpasset den enkeltes forudsætninger, jf. § 47, stk. 1. Dette gælder også under forrevalideringen.

Ved beslutningen om at iværksætte revalidering og ved tilrettelæggelsen af forløbet indgår revalidendens erhvervsønske, hvis dette er realistisk og tilgodeser revalideringsformålet. Det er i det hele taget vigtigt, at revalidenden deltager aktivt i hele revalideringsforløbet og ved udarbejdelsen af erhvervsplanen.

6.3.2. Erhvervsplan

250. Når det erhvervsmæssige sigte er afklaret, skal kommunen i samarbejde med revalidenden udarbejde en erhvervsplan, der fastlægger formålet med revalideringen, de elementer, der indgår i forløbet og tidsrammerne for revalideringens gennemførelse samt andre forhold, der kan have betydning for gennemførelsen.

Planen skal være realistisk med hensyn til revalidendens forudsætninger, evner og interesser samt muligheder for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering.

Indhold

Erhvervsplanen kan indeholde et eller flere af de elementer, der nævnes i § 50, stk. 2,

• arbejdsprøvning
• optræning
• nødvendig forberedende undervisning
• kurser og projekter
• uddannelse.

Det afgørende for valget af aktivitet er, at den er et nødvendigt element, for at realisere det konkrete erhvervsmæssige sigte, som det er beskrevet i planen.

Revision

251. Kommunen skal revidere erhvervsplanen, når individuelle eller generelle betingelser for at gennemføre den ændrer sig, jf. § 50, stk. 3.

Arbejde under erhvervsplanen

252. Kommunen kan tillade, at revalidenden i begrænset omfang har andet arbejde, hvis det er foreneligt med gennemførelsen af erhvervsplanen, fx i en ferieperiode.

Hvis en revalidend uden tilladelse fra kommunen påtager sig et arbejde, må kommunen vurdere, om arbejdet er foreneligt med gennemførelsen af erhvervsplanen. Er dette ikke tilfældet kan det få betydning for retten til fortsat revalidering.

6.3.3. Varighed af revalideringen

253. Det gælder generelt, at kommunen skal tilrettelægge en revalidering, herunder en forrevalidering, således at den gennemføres på så kort tid som muligt. Dette hensyn skal dog afvejes i forhold til, at kommunen samtidig skal sørge for, at revalidendens behov tilgodeses. Det tidsmæssige perspektiv er således ikke en isoleret betingelse, men skal ses i forhold til, hvilke revalideringstilbud revalidenden i det enkelte tilfælde har brug for. I vurderingen indgår fx også revalidendens muligheder for at klare sig på arbejdsmarkedet på længere sigt efter endt revalidering.

Kommunen kan højst planlægge, at revalidenden får revalideringsydelse i 5 år, og uddannelse, som indgår i erhvervsplanen, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid, jf. § 49.

254. Kommunen kan ved iværksættelsen planlægge en revalidering, hvor revalidenden får revalideringsydelse i mere end 5 år, jf. § 49, stk. 2. Det forudsætter, at revalidenden har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, hvilket betyder, at pågældende i lighed med de hidtil gældende regler er svært handicappet. Desuden skal revalidendens personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad tale for en længerevarende videregående uddannelse.

Beregning af perioden

255. Perioden beregnes fra iværksættelsen af erhvervsplanen. Ferieperioder, hvor uddannelsesinstitutionen er lukket og ferie under praktik-, elev- eller lærlingeforhold samt ferie i optræningsperioder indgår i revalideringsperioden.

6.3.4. Forlængelse af revalideringsperioden

256. Så længe revalidenden gennemfører revalideringen i overensstemmelse med erhvervsplanen, udbetaler kommunen revalideringsydelse. Kommunen har mulighed for at forlænge perioden, hvor revalidenden får revalideringsydelse og herunder også forlænge forløbet i forhold til den normerede uddannelsestid. Det vil være tilfældet, når der i forløbet opstår forsinkelser, som nævnt i § 56, og som typisk ikke kunne forudses ved tilrettelæggelsen af revalideringen.

Som eksempel kan nævnes, at det kan være forlængelsesgrund, at revalidenden har en svag uddannelsesmæssig baggrund, og et uddannelsesløft er nødvendigt for at bringe den pågældende tilbage til arbejdsmarkedet. I et sådant tilfælde kan der vise sig at være brug for længere tid end sædvanligt til at opfylde de adgangsgivende krav til en uddannelse. Forlængelse kan dog kun gives, når der foreligger helt specielle forhold.

6.3.5. Opfølgning

257. Reglerne om opfølgning i forrevalideringsperioden er de regler, der gælder for opfølgning i forhold til den ydelse, som er revalidendens forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen. Får revalidenden kontanthjælp, skal kommunen foretage opfølgning mindst hver 3. måned, jf. § 10, stk. 2. Får revalidenden sygedagpenge, skal opfølgningen ske hver 8. uge, jf. § 24 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Kommunen skal i øvrigt løbende følge revalideringsforløbet med henblik på at støtte gennemførelsen og påse, at revalidenden følger erhvervsplanen, jf. § 10, stk. 1. Kommunen skal følge op på erhvervsplanen hver 6. måned, jf. § 10, stk. 3.

6.3.6. Flytning til en anden kommune

Handlekommune

258. Den kommune, som revalidenden opholder sig i, har pligt til at give hjælp. Dette følger af § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Dette gælder også under en revalidering, hvor revalidenden under forløbet flytter til en anden kommune. Hvis en revalidend og dennes familie flytter til en anden kommune end den kommune, der har bevilget hjælpen til revalidering, går forpligtelsen til at yde bistand videre til den nye opholdskommune.

Forrevalidering

Sker flytningen i forrevalideringsforløbet, hvor det erhvervsmæssige sigte endnu ikke er afklaret, er det tilflytningskommunen, der træffer afgørelse om det videre revalideringsforløb.

Erhvervsplan

Er der inden flytningen fastlagt en erhvervsplan, dvs. at der fra en tidligere opholdskommune er givet et bindende tilsagn om at give hjælp til erhvervsplanen, kan tilflytningskommunen ikke ændre den fastlagte erhvervsplan, medmindre der ved flytningen er sket individuelle eller generelle ændringer i revalidendens muligheder for at gennemføre planen.

Ingen mellemkommunal refusion

259. Hverken aktivloven eller retssikkerhedsloven indeholder regler om, at den aktuelle opholdskommune kan kræve sin del af udgifterne refunderet af en tidligere opholdskommune, dvs. at der ikke er regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven, heller ikke for revalideringsydelsen.

6.3.7. Revalidering under ophold i udlandet

260. Kommunen kan tillade, at revalidenden deltager i uddannelse i udlandet, når aktiviteten er af kortere varighed og et led i en revalidering, herunder i forrevalidering, jf. § 5, stk. 2, nr. 1.

Det er en betingelse, at den pågældende er bosat her i landet på det tidspunkt, da uddannelsen iværksættes, og at kommunen kan følge uddannelsesforløbet under udlandsopholdet, herunder reglerne om opfølgning i § 10.

Der er ikke udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under forrevalidering er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre. Opholdets varighed kan afhænge af uddannelsens art, uddannelsesmuligheder her i landet, særlige forhold hos ansøgeren m.v. og kan således i konkrete tilfælde have en længere varighed.

Om muligheden for at medtage hjælpemidler m.m. henvises til servicelovens bestemmelser herom.

6.3.8. Underretning af Arbejdsskadestyrelsen

261. Har revalidenden anmeldt en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen skal Arbejdsskadestyrelsen orienteres om, at en revalidering påbegyndes. Det samme gælder, hvis revalideringen afbrydes, og når den er afsluttet.

Er lidelsen anerkendt som arbejdsskade, vil der i visse tilfælde blive tilkendt en midlertidig løbende ydelse for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden er årsag til, at personen ikke kan genoptage sit hidtidige arbejde. Om betydningen af en løbende erstatning for ydelser under revalideringen henvises til afsnit 6.4.2.1.

6.4. Ydelser under revalidering

6.4.1. Ydelser under forrevalidering

262. Under forrevalideringen bevarer revalidenden det hidtidige forsørgelsesgrundlag, som oftest kontanthjælp eller sygedagpenge, efter de regler, der gælder for de enkelte ydelser.

Ud over forsørgelsesydelsen kan kommunen give særlig støtte til de udgifter, der er en nødvendig følge af de afklarende eller forberedende aktiviteter, eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. afsnit 6.4.3.

6.4.1.1. Kontanthjælp under forrevalidering

263. Når kommunen har truffet beslutning om revalidering for en person, der får kontanthjælp, fortsætter revalidenden med at få kontanthjælp i forrevalideringsperioden. Det gælder også unge, der er berettiget til kontanthjælp efter ungereglerne. Vedrørende beregningen henvises til afsnit 4.2.

Beslutningen om revalidering betyder samtidig, at kontanthjælpsmodtageren ikke skal stå til rådighed for ordinært arbejde eller have tilbud om aktivering m.v.

Muligheden for at modtage kontanthjælp under uddannelse er reguleret i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 8. januar 1998, jf. afsnit 4.1.1. (bilag 2).

6.4.1.2. Sygedagpenge under forrevalidering

264. Når kommunen har truffet beslutning om revalidering for en person, der får sygedagpenge, fortsætter revalidenden med at få sygedagpenge i forrevalideringsperioden og kan deltage i erhvervsmodnende og afklarende aktiviteter, herunder uddannelse. Sygedagpenge kan udbetales, indtil iværksættelse af erhvervsplanen. Dette fremgår af § 15, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel med senere ændring.

Der er ingen tidsmæssig begrænsning på de aktiviteter, der kan foregå i forrevalideringsperioden, men aktiviteterne skal være forenelige med revalidendens helbredstilstand og skal have et afklarende sigte for revalidenden.

265. Kommunen kan forlænge dagpengeperioden for en person, der får sygedagpenge, når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat, jf. § 48, nr. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel med senere ændring. Har kommunen forlænget sygedagpengeperioden på grund af en forestående revalidering, skal kommunen have iværksat selve forrevalideringen, inden der er gået 6 måneder efter forlængelsen.

Retten til sygedagpenge ophører, når der er iværksat en erhvervsplan, eller der foreligger en forretningsplan for etablering af selvstændig virksomhed. Fra dette tidspunkt kan revalidenden ikke længere anses for uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand.

266. Hvis revalideringen må opgives af helbredsmæssige grunde, kan retten til sygedagpenge generhverves under forudsætning af, at den pågældende opfylder betingelserne herfor.

6.4.1.3. Førtidspension under forrevalidering

267. Når kommunen har truffet beslutning om revalidering for en person, der får førtidspension, bevarer den pågældende revalidend normalt den sociale pension i forrevalideringsperioden.

Kommunen kan træffe beslutning om, at retten til pension skal bestå under revalideringen, eller at pensionsretten skal være hvilende, jf. § 59, i lov om social pension.

6.4.2. Ydelser under erhvervsplanen

268. Som nævnt i afsnit 6.3.2. skal der efter § 50 udarbejdes en erhvervsplan, når det erhvervsmæssige sigte er afklaret.

Når der er iværksat en erhvervsplan, udbetaler kommunen revalideringsydelse, indtil planen er gennemført. Hvis planen afbrydes, eller hvis revalidenden ikke følger erhvervsplanen, ophører retten til revalideringsydelsen.

Det er således et ufravigeligt krav, at der foreligger en erhvervsplan, for at kommunen kan udbetale revalideringsydelse. Der er imidlertid en række tilfælde, hvor der gælder særlige regler vedrørende ydelser under revalideringen.

Helt eller delvis løntilskud

269. Under optræning eller uddannelse med løn er det arbejdsgiveren, der udbetaler løn til revalidenden. Kommunen giver støtten til arbejdsgiveren som helt eller delvis løntilskud, jf. § 60.

Statens uddannelsesstøtte m.v.

Får revalidenden sine leveomkostninger dækket efter anden lovgivning, kan vedkommende ikke samtidig få revalideringsydelse, jf. § 51, stk. 3. Det betyder, at fx personer, der er i gang med en uddannelse og modtager statens uddannelsesstøtte, ikke samtidig kan få revalideringsydelse. Vedrørende mulighederne for særlig støtte til udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, henvises til afsnit 6.4.3.

Unge

En ung revalidend, der netop har forladt skolesystemet, og som kan klare sig med de normale støtteordninger til dækning af leveomkostninger, fx fra statens uddannelsesstøtte, kan kun få revalideringsydelse, hvis den pågældende har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen eller af andre grunde har særligt begrænsede erhvervsmuligheder, jf. § 51, stk. 4.

Produktionsskole

Revalidender, der er optaget på en produktionsskole som led i den fastlagte erhvervsplan, får udbetalt revalideringsydelse og ikke skoleydelse efter Undervisningsministeriets regler.

6.4.2.1. Revalideringsydelse

270. Revalideringsydelsen beregnes som et månedligt beløb på grundlag af højeste dagpengebeløb efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. § 52, stk. 1, og udgør 11.649 kr. pr. måned.

Det månedlige beløb beregnes som det ugentlige højeste dagpengebeløb ganget med 52 og divideret med 12.

Unge under 25 år

Revalidender under 25 år får halvdelen af den fulde revalideringsydelse efter § 52, stk. 1. Beløbet udgør 5.825 kr. pr. måned.Ydelsen udbetales til udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 25 år.

Bidragspligtige

Revalidender under 25 år, der får den halve revalideringsydelse og har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af hjælp, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Hjælpen inkl. tillæg kan højst udgøre 9.317 kr. pr. måned.

Beløbene reguleres efter § 109 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

Fuld revalideringsydelse uanset alder

271. Revalidender under 25 år får dog den fulde revalideringsydelse, når de pågældende forsørger egne børn i hjemmet, eller har haft indtægter, der berettiger til højeste sygedagpenge, jf. § 52, stk. 3.

Udbetaling

272. Revalideringsydelsen udbetales månedsvis bagud. Ydelsen kan dog også udbetales forud, når det administrativt passer bedre med det hidtidige forsørgelsesgrundlag.

Supplerende hjælp

273. Hvis der ydes supplerende kontanthjælp til revalideringsydelse, fx fordi ægtefællen er berettiget til kontanthjælp, eller fordi revalidenden er selvstændigt berettiget, sker beregningen efter reglerne i lovens kap. 4, jf. afsnit 4.2. Kommunen trækker revalideringsydelsen fra i den beregnede hjælp, jf. § 30, stk. 2. Støtte til særlige udgifter efter § 63 indgår ikke i beregningen af kontanthjælp.

Vedrørende særlig støtte efter § 34 til revalidender henvises til afsnit 4.2.5.

Fradrag for indtægter i revalideringsydelsen

274. Revalideringsydelsen er uafhængig af en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold, jf. § 46, stk. 3.

Revalidendens egne indtægts- og formueforhold under en revalidering har som udgangspunkt heller ikke betydning, dog er der i § 58 og § 59 fastsat regler om, hvilke indtægter der skal trækkes fra i revalideringsydelsen.

Indtægter som led i revalideringen

275. Hvis revalidenden som led i revalideringen får udbetalt praktik-, elev- eller lærlingeløn eller løn under optræning, trækkes disse indtægter fra i revalideringsydelsen.

Inden fradraget skal lønnen nedsættes med det beløb, som revalidenden har betalt i arbejdsmarkedsbidrag.

Indtægter fra andet arbejde

276. Kommunen nedsætter revalideringsydelsen med indtægter fra andet arbejde, dog kun hvis indtægterne overstiger 12.000 kr. pr. år. De 12.000 kr. opgøres pr. kalenderår.

Ved fradrag regnes med bruttoindtægter, dvs. indtægten før der betales skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Arbejdsindtægter ud over 12.000 kr. trækkes fra i revalideringsydelsen i den periode, hvor de indtjenes og evt. i de følgende måneders udbetaling, hvis indtægten overstiger revalideringsydelsen.

Ved afgørelsen af, hvad der skal betegnes som arbejdsindtægter, anvendes de regler, der er fastsat i medfør af § 58 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Reglerne er optrykt som bilag 16.

Feriegodtgørelse

277. Efter disse regler skal ydelser, der træder i stedet for en arbejdsindtægt, betragtes som sådan. Det gælder fx feriegodtgørelse.

Udbetalt feriegodtgørelse følger derfor reglerne for fradrag for indtægter fra andet arbejde, jf. § 58, stk. 1, nr. 2.

Overskydende skat

Overskydende skat betragtes ikke som en indtægt og skal derfor ikke trækkes fra i revalideringsydelsen.

Løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger

278. Kommunen nedsætter revalideringsydelsen med indtægter fra

• løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade,
• løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, og
• løbende udbetalinger fra private forsikringer og pensionsordninger.
• Erstatning i form af engangsbeløb har ikke betydning for revaliderings- ydelsen.

Hidtidig arbejdsindtægt

279. Indtægterne trækkes dog kun fra i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter, jf. § 59, stk.1, 2. pkt. Fradraget sker således kun, indtil erstatningen sammen med revalideringsydelsen svarer til niveauet for revalidendens hidtidige arbejdsindtægt.

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1998, er fastsat, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. Bekendtgørelsen vedlægges som bilag 17.

Af bekendtgørelsens § 1, fremgår, at den hidtidige arbejdsindtægt, der ligger til grund for nedsættelsen af revalideringsydelsen efter § 59, stk. 1, er den årsløn, der er fastsat ved beregningen af den løbende udbetaling af erstatningen m.v.

Princippet er således, at kommunen ved beregningen benytter den årsløn, som er fastsat af Arbejdsskadestyrelsen, forsikringsselskabet eller pensionskassen m.v. i forbindelse med udbetalingen af erstatningen. Er der tale om en årsløn fastsat af Arbejdsskadestyrelsen, finder det maksimum, der følger af § 41, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, ikke anvendelse.

Hvis der ikke er fastsat en årsløn, beregner kommunen hidtidig arbejdsindtægt som et gennemsnit af revalidendens samlede arbejdsindtægt ifølge de seneste 3 årsopgørelser før skadens indtræden. Indtægten opreguleres til aktuelt niveau i overensstemmelse med principperne i § 42 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. bekendtgørelsens § 2.

Årslønnen reguleres hvert år efter principperne i § 42 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. § 3.

Kommunen skal underrette Arbejdsskadestyrelsen, hvis revalideringen afbrydes, medens revalidenden får en løbende erhvervsevnetabserstatning

Kortvarige afbrydelser i erhvervsplanen

280. Revalidenden bevarer revalideringsydelsen ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, der ikke har betydning for at gennemføre erhvervsplanen med hensyn til mål og indhold, jf. § 54.

En afbrydelse på indtil 6 måneder er en kortvarig afbrydelse. Sygdom og mangel på uddannelses- eller praktikplads er typiske eksempler på afbrydelse af revalideringen.

Ved mangel på en uddannelses- eller praktikplads bevarer revalidenden revalideringsydelsen, og kommunen må tilstræbe, at revalidenden udnytter den til uddannelse eller optræning i en aktivitet, der har relevans for erhvervsplanen og er på heltid.

Barsel m.v.

281. Revalidenden bevarer revalideringsydelsen, når den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption efter reglerne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., jf. § 55.

Kommunen kan i øvrigt forlænge revalideringsperioden, hvor revalidenden får revalideringsydelse, hvis forsinkelsen skyldes barsel, jf. § 56 og afsnit 6.3.3.

6.4.2.2. Revalidering med helt eller delvis løntilskud

282. Revalidering med løn kan bestå i en egentlig faglig uddannelse eller en optræning af kortere eller længere varighed. Revalideringen kan foregå hos private eller offentlige arbejdsgivere, herunder som et amtskommunalt tilbud, jf. § 68, eller på beskyttede værksteder.

Når revalidering foregår som optræning eller uddannelse med løn, skal der samarbejdes med de faglige organisationer ved oprettelsen af et revalideringstilbud.

Aktiviteter under optræning og uddannelse med løn skal fastlægges i en erhvervsplan.

Lønnen

283. Revalidering i form af optræning eller uddannelse med løn betyder, at revalidenden under forløbet aflønnes af en privat eller offentlig arbejdsgiver. Til gengæld får arbejdsgiveren udbetalt et tilskud til lønnen. Revalidenden får som minimum den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, jf. § 61. Arbejdsvilkårene i øvrigt svarer til de sædvanlig gældende for arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiveren kan betale en højere løn, fx aflønne efter anciennitet.

Arbejdstiden

Udgangspunktet er, at revalidenden skal kunne arbejde i den for virksomheden normale arbejdstid. Kommunen kan dog godkende arbejde på nedsat tid. Lønnen reduceres i så fald i forhold til den nedsatte arbejdstid. Samtidig kan revalidenden under oplæringen få supplerende kontanthjælp, hvis en beregning efter § 25 og/eller § 34 giver grundlag for det.

Opsigelse

Også de overenskomstmæssige regler om opsigelse finder anvendelse, medmindre der i det enkelte tilfælde er aftalt andet, fx at arbejdsforholdet kan bringes til ophør både af arbejdsgiver og kommunen, når arbejdsforholdet ikke længere tjener sit formål.

Tilskud

284. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen med tillæg af eventuelle arbejdsgiverbidrag til ATP m.v., jf. § 62. Hvis det fx er et krav efter overenskomsten, at der skal indbetales et bidrag til en pensionsordning, skal der også betales et forholdsmæssigt tilskud til denne ordning.

Tilskud under uddannelse

Ved uddannelsesforhold er tilskuddet forskellen mellem den overenskomstmæssige praktik-, elev- eller lærlingeløn og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Det betyder, at arbejdsgiveren selv skal afholde den del af lønudgiften, der svarer til den overenskomstmæssige praktik-, elev- eller lærlingeløn, undtagen i tilfældene nævnt i § 62, stk. 4.

Tilskud under optræning

Ved anden optræning er tilskuddet forskellen mellem en løn, der svarer til revalidendens arbejdsindsats og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Det betyder, at arbejdsgiveren selv skal afholde en lønudgift, der svarer til revalidendens arbejdsindsats undtagen i de tilfælde, der er nævnt i § 62, stk. 4.

Særlige tilskud

285. I særlige tilfælde kan kommunens tilskud under uddannelse og optræning gå helt op til den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller op til den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Det gælder, når

1) beskæftigelsen finder sted hos offentlige eller dermed sidestillede arbejdsgivere, eller

2) beskæftigelsen finder sted hos private arbejdsgivere, og der foreligger særlige forhold hos revalidenden.

En revalidend kan være vanskelig at placere på arbejdsmarkedet på grund af særlige forhold hos pågældende. Der kan fx være tale om personer med særlige behov, fx sent udviklede eller personer, der tidligere har været ude i kriminalitet, misbrugsproblemer eller lignende. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt, at kommunen giver tilskud op til den fulde lønudgift.

Når revalidenden revalideres hos offentlige eller dermed sidestillede arbejdsgivere, kan arbejdsgiveren betale revalidenden løn ud over den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Private organisationer med almene formål, fx humanitære organisationer samt koncessionerede selskaber m.v. ligestilles med offentlige arbejdsgivere.

Det forudsættes, at kommunens tilskud i disse tilfælde afpasses efter reglerne om lønrefusion til arbejdsgiveren under skoleophold i lov om Arbejdsgiverens Elevrefusion, således at arbejdsgiveren ikke overkompenseres under revalidendens skoleophold.

Øvre grænse for tilskud

Uanset hvilken aflønning arbejdsgiveren vælger, vil den øvre grænse for tilskud under uddannelse eller optræning dog altid være den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller op til den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

6.4.3. Særlig støtte

286. Den særlige støtte kan gives til revalidender under forrevalidering og til revalidender, der får revalideringsydelse. Støtten kan endvidere gives til revalidender, som får dækket deres leveomkostninger efter anden lovgivning, fx statens uddannelsesstøtte eller førtidspension.

Støtten gives til dækning af de særlige udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kommunen kan give den særlige støtte som udlån under forudsætning af, at det udlånte i fuldt omfang opfylder revalidendens behov.

Uddannelsesudgifter

Eksempler på uddannelsesudgifter, kommunen kan dække:

Befordring

287. Dækning af udgifter til nødvendig daglig befordring til og fra uddannelsesstedet, der ikke dækkes efter andre regler, fx regler om støtte til befordring i Undervisnings- eller Arbejdsministeriets regi.

§ 63 gælder også, når revalidenden er optaget i et amtskommunalt tilbud efter § 68.

Revalidenden skal dog selv betale de første 200 kr. pr. måned af udgiften til befordring, medmindre udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 63, stk. 2.

Kan revalidenden ikke benytte offentlige transportmidler af helbredsmæssige eller geografiske grunde, kan kommunen give tilskud til kørsel i egen bil efter laveste sats i henhold til statens regler herom.

Støtten er subsidiær, og der skal ved tilskud til udgifter til transport i forbindelse med arbejde tages hensyn til, om revalidenden er berettiget til befordringsfradrag efter Skatteministeriets regler.

Bøger og andet undervisnings-materiale

288. Kommunen kan beregne støtten til uddannelsesudgifter i form af bøger og andet undervisningsmateriale på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved uddannelsen på den enkelte uddannelsesinstitution, jf. § 63, stk. 3.

Udgifterne kan beregnes på grundlag af de gennemsnitlige udgifter pr. semester/studieår efter en af uddannelsesinstitutionen godkendt liste over nødvendige bøger og andet undervisningsmateriale til uddannelsen. Det er således ikke nødvendigt, at revalidenden fremlægger dokumentation for konkrete bogindkøb, men listen over nødvendige bøger m.v. udgør dokumentationsgrundlaget for udgiften. Til gengæld kan kommunen afslå at yde hjælp til boganskaffelser o. l., der ikke er med på uddannelsesinstitutionens liste, medmindre behovet for støtten skyldes særlige forhold hos revalidenden.

Kommunen sørger for, at dokumentationsgrundlaget er tidssvarende.

Kommunen afgør, hvorledes beløbet udbetales, dog således at revalidenden har mulighed for at foretage de nødvendige indkøb ved semestrets/studieårets start.

Eventuelle studierejser og udgifter til særlige undervisningsredskaber m.m. kan ikke indgå i beregningen, men skal behandles individuelt.

Andre udgifter

289. Der kan i øvrigt ydes hjælp til udgifter, som er en følge af uddannelsen. Kommunen må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om udgiftens afholdelse er nødvendig for at gennemføre revalideringen.

Udgifter som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

290. De udgifter, der ydes hjælp til, er udgifter, som revalidenden får som følge af revalideringen, og som skyldes, at pågældende har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der er endvidere tale om udgifter, der ikke forudsættes afholdt af en eventuel invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb eller af bistands- og plejetillæg. Eksempel på merudgifter, kommunen kan dække:

Befordring

Dækning af merudgifter til daglig befordring med taxi eller personbil til og fra stedet for revalideringen, når helbredsmæssige forhold nødvendiggør dette. Dækningen af merudgifter til daglig befordring omfatter tillige befordring til amtskommunale tilbud.

Revalidenden skal ikke betale de første 200 kr. pr. måned af udgiften til befordring, når udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 63, stk. 2.

Undervisningsmateriale

Udgifter til undervisningsmateriale, der er nødvendigt på grund af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Værktøj og arbejdsredskaber m.v.

Værktøj, arbejdsredskaber eller indretninger, der er nødvendige på grund af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke stilles til rådighed af uddannelsesstedet eller arbejdspladsen.

Andre udgifter

Fx sekretærbistand til blinde og svagtsynede, tolkebistand til døve og tunghøre, personlig bistand til personer med fysisk handicap.

Merudgifter til bolig

291. Kommunen kan, når en revalidend under 25 år får den halve revalideringsydelse, give støtte til nødvendige merudgifter til bolig på grund af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 64.

Der er tale om et skattefrit tilskud til revalidendens faktiske nettoboligudgift, hvis denne boligudgift på grund af revalidendens nedsatte funktionsevne ligger over, hvad der i almindelighed kan afholdes inden for den halve revalideringsydelse.

6.4.4. Skatteforhold m.v.

Revalideringsydelse

292. Revalideringsydelsen er skattepligtig A-indkomst. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af revalideringsydelsen.

Helt eller delvist løntilskud

Løn eller løntilskud er skattepligtig indkomst for revalidenden. Kommunen udbetaler løntilskud til arbejdsgiveren, som betaler lønnen til revalidenden. Revalidenden skal betale A-skat af hele beløbet, dvs. såvel løntilskuddet som den eventuelle løn, der udbetales af arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren opgiver hele det af pågældende udbetalte beløb incl. feriepenge til skattevæsnet som A-indkomst for revalidenden og tilbageholder kildeskat.

Med hensyn til arbejdsmarkedsbidrag er revalidenden stillet som andre lønmodtagere, det betyder, at revalidendens eget arbejdsmarkedsbidrag bliver fratrukket ved lønudbetalingen.

Særlig støtte m.v.

Hjælp til uddannelses- og handicapbetingede udgifter er ikke skattepligtig indkomst for revalidenden.

Tilskud efter § 64 til revalidendens faktiske nettoboligudgift er skattefrit.

6.4.5. Ferie

Personer, der modtager revalideringsydelse

293. Personer, der modtager revalideringsydelsen, bevarer denne i ferieperioder, hvor uddannelsesinstitutionen er lukket.

Personer, der modtager løn eller løntilskud

Ferielovens almindelige regler gælder for disse arbejdsforhold med hensyn til feriegodtgørelse og ferie med løn. Tilskuddet til løn omfatter således feriegodtgørelse i forhold til tilskuddets andel af lønnen. Eventuelle tvivlsspørgsmål om ferieret rettes til:

Ferielovskontoret i Direktoratet for Arbejdstilsynet,

Landskronagade 33, 2100 København Ø. Tlf. 39 15 25 25.

6.4.6. Ydelser under sygdom, barsel eller andet, der i kortere perioder afbryder revalideringsforløbet

Personer, der modtager revalideringsydelse

294. Revalidenden bevarer revalideringsydelsen ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, der ikke har betydning for revalidendens mulighed for at gennemføre erhvervsplanen med hensyn til mål og indhold, jf. § 54. Efter praksis er en afbrydelse på indtil 6 måneder en kortvarig afbrydelse. Sygdom og mangel på uddannelses- eller praktikplads er typiske eksempler på afbrydelse af revalideringen. Når der er tale om mangel på uddannelses- eller praktikpladser, er det en forudsætning for at bevare revalideringsydelsen, at revalidenden er i uddannelse eller under optræning, og at aktiviteten har relevans for erhvervsplanen og er på heltid.

Revalidenden bevarer retten til revalideringsydelsen, når den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption efter reglerne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. Efter § 56 er der bl.a. på grund af barsel mulighed for at forlænge den periode, hvor revalidenden får revalideringsydelse.

Ophører revalideringsydelse fx på grund af længerevarende sygdom, er der ikke mulighed for at generhverve en evt. tidligere ret til sygedagpenge. Hvis revalideringen derimod helt opgives af helbredsmæssige grunde, kan dagpengeudbetalingen genoptages med virkning fra ophøret, hvis den pågældende i øvrigt opfylder beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4.

En revalidend er ikke umiddelbart berettiget til orlov til børnepasning. Dette udelukker dog ikke, at der i en revalideringsplan kan indarbejdes en pause, hvorefter den pågældende kan have ret til orlov som kontanthjælpsmodtager, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Personer, der modtager løn eller løntilskud

Arbejdsforholdet er omfattet af de til enhver tid gældende regler for løn under sygdom eller sygedagpenge.

6.4.7. Arbejdsskade

295. Praktikanter og personer, der opholder sig på en arbejdsplads under et uddannelsesforløb, vil være omfattet af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, hvis de direkte erstatter anden arbejdskraft eller på anden måde rent faktisk bidrager til arbejdspladsens produktion i ikke uvæsentligt omfang.

Personer, der under arbejdsprøvning modtager løntilskud, vil derfor normalt være omfattet af loven. Det anbefales, at arbejdsgiveren gøres opmærksom herpå.

Tvivlstilfælde forelægges for: Arbejdsskadestyrelsen, Æbeløgade 1, 2100 København Ø. Tlf. 39 17 77 00.

6.4.8. ATP-bidrag

Personer, der modtager revalideringsydelse

296. Der henvises til vejledningens kapitel 9.

Personer, der modtager løn eller løntilskud

Revalidenden er stillet som andre lønmodtagere, dvs. at eget bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension bliver fratrukket ved lønudbetalingen. Arbejdsgiveren udreder sit bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension med eventuel refusion svarende til løntilskuddet.

6.4.9. Udbetaling af ydelsen

Revalideringsydelse

297. Retten til revalideringsydelse indtræder den dag revalideringen efter den fastlagte erhvervsplan iværksættes og løber til den dag, hvor uddannelsen slutter. Unge opnår den fulde revalideringsydelse fra den 1. i måneden efter det fyldte 25. år.

Revalideringsydelsen udbetales månedsvis bagud, dog kan ydelsen udbetales forud, når det administrativt passer bedre med det hidtidige forsørgelsesgrundlag. Når der - i starten eller ved afslutningen af revalideringen - er brug for at udbetale revalideringsydelse for mindre end en måned beregnes ydelsen pr. dag.

Særlig støtte m.v.

Kommunen afgør, hvorledes beløb til dækning af bøger og undervisningsmateriale udbetales, dog således at revalidenden har mulighed for at foretage de nødvendige indkøb ved semestrets/studieårets start.

Ved andre uddannelses- og handicapbetingede udgifter afgør kommunen ligeledes, hvorledes beløbet udbetales.

Løn og løntilskud

Kommunen aftaler i den konkrete sag med virksomheden, hvornår og hvordan udbetalingen skal ske.

6.5. Selvstændig virksomhed

6.5.1. Generelt om selvstændig virksomhed

298. Kommunen kan give revalidenden hjælp til selvstændig virksomhed, når den pågældende har de nødvendige faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at drive virksomheden, jf. § 65, stk. 1.

Personer, der får førtidspension, kan få hjælp efter bestemmelsen, hvis de pågældende opfylder betingelserne i det konkrete tilfælde.

299. Kommunen skal påse, at der foreligger en forretningsmæssig forsvarlig plan for den selvstændige etablering, jf. § 66, stk.1. Revalidenden kan i den forbindelse drage nytte af fx Erhvervsfremme Styrelsens iværksætterordning -Gratis rådgivning før virksomhedsstart- ved henvendelse til en lokal etableringsvejleder.

Ordningen giver iværksættere gratis rådgivning, herunder udarbejdelse af forretningsplan før virksomhedsstart indenfor et beløb på 7.000 kr. svarende til mindst 12 timers rådgivning. Rådgivningen gennemføres af en af de etableringsvejledere, som Erhvervsfremme Styrelsen har udnævnt. Etableringsvejlederen fokuserer på den enkeltes konkrete behov indenfor fx generel virksomhedsrådgivning, jura, regnskab og markedsføring. Iværksætteren kan efter aftale med etableringsvejlederen anvende en del af beløbet til mere specifik rådgivning hos en anden professionel rådgiver.

Kommunen kan give hjælp til det, som efter forretningsplanen er nødvendigt for at få den nye virksomhed i gang.

300. I etablering af selvstændig virksomhed, kan der indgå anskaffelse af bil, hvis bilen er et nødvendig og sædvanligt led i etableringen. I øvrigt kan nævnes følgende eksempler:

• Værktøj.
• Maskiner og lignende.
• Inventar.
• Førstegangsanskaffelse af materialer.
• Varelager.
• Betaling for goodwill.
• Lejeudgifter.
• Beløb til sikring af virksomhedens drift de første måneder, herunder dækning af faste udgifter.

6.5.2. Hjælpens karakter

Støtte til forsørgelse

301. Kommunen kan give tilskud til forsørgelse i en kortere periode, normalt ikke mere end 6 måneder i forbindelse med etableringen af virksomheden, jf. § 65, stk. 3. Behovet for støtte til forsørgelse skal fremgå af forretningsplanen.

Revalidenden skal ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af støtte til forsørgelse efter § 65, stk. 3.

Støtte til etablering

302. Kommunen kan give støtte til etablering i form af tilskud eller rentefrit lån, jf. § 65, stk. 1.

Kommunen giver støtten som et rentefrit lån, når kommunen skønner, at dette er rimeligt under hensyn til revalidendens fremtidige erhvervsmuligheder, jf. § 65, stk. 2. Lånet sikres ved tinglyst pant, når dette er muligt, jf. § 65, stk. 4.

Opfølgning

303. Kommunen skal i den periode, hvor der udbetales tilskud til forsørgelse, følge sagen for at sikre sig, at forudsætningerne for hjælpen forsat er opfyldt, jf. § 66, stk. 2.

Eftergivelse af lån

304. Kommunen kan eftergive et lån, hvis revalidenden ikke har økonomisk mulighed for at betale det tilbage, jf. § 67. Det kan fx være ved ophør af virksomheden eller ved låntagers død.

Skat

305. Støtte til forsørgelse i form af tilskud anses for skattepligtig og omfattet af bestemmelserne om arbejdsmarkedsbidrag for selvstændige.

Det beror på en konkret vurdering om støtte til etablering er omfattet af ligningslovens § 7, litra j, og dermed er skattefri. Støtte til værktøj må fx anses for skattefri efter ligningslovens § 7, litra j.

6.6. Den amtskommunale revalideringsindsats

306-308. (Udeladt, da reglerne er ændret fra 1/7 2003, jf. ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl. love).

7.1. Indledning

309. Kapitlet beskriver, hvordan kommuner og amtskommuner kan anvende bestemmelserne i kapitel 7 i aktivloven.

Fleksjob (note: Reglerne findes fra 1/7 2003 i loven om en aktiv beskæftigelsesindsats).

310. Hovedelementer i reglerne om fleksjob er følgende:

• Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager social pension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, har mulighed for at blive ansat i fleksjob.
• Kommunen giver tilbud om job. Amtskommunen kan give tilbud om job, når amtskommunen selv er arbejdsgiver eller efter aftale med kommunen.
• Løn- og øvrige arbejdsvilkår fastsættes som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder de sociale kapitler.
• Der kan ydes et tilskud til lønnen på 1/3, 1/2 eller 2/3 afhængig af arbejdsevnen.
• Løntilskuddet beregnes i forhold til den aftalte løn, men kan højest udgøre 1/3, 1/2 eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde.
• Arbejdsgiveren udbetaler lønnen til arbejdstager. Kommunen udbetaler løntilskuddet til arbejdsgiveren.
• Ved uforskyldt ledighed mellem to fleksjob udbetaler kommunen en ledighedsydelse.
• Ledighedsydelsen kan højest udgøre 82 pct. af den højeste sats for arbejdsløshedsdagpenge.
• Ledighedsydelsen kan højest udbetales i 3 måneder inden for en periode på 24 måneder.
• Staten yder refusion på 100 pct. af udgiften til løntilskud og 50 pct. af udgiften til ledighedsydelse.

Skånejob med løntilskud

311. Hovedelementer i reglerne om skånejob med løntilskud er følgende:

• Personer der får førtidspension efter lov om social pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet, har mulighed for at blive ansat i et skånejob med løntilskud.
• Kommunen giver tilbud om job. Amtskommunen kan give tilbud om job, når amtskommunen selv er arbejdsgiver eller efter aftale med kommunen.
• Løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiver og arbejdstager i samarbejde med de faglige organisationer.
• Kommunen giver et tilskud på 1/2 af den løn, som arbejdsgiver betaler, dog højest 1/6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde.
• Staten yder refusion med 50 pct. af udgifterne til løntilskud.

7.2. Generelt om indsatsen

Det rummelige arbejdsmarked

312. Indsatsen med oprettelse af fleksjob og skånejob skal medvirke til at videreudvikle et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til personer, der ikke har en fuld arbejdsevne i behold, men som kan gøre en indsats på fleksible vilkår.

Fleksjob og skånejob med løntilskud kan kun oprettes, hvis det ikke på anden måde, fx ved revalidering eller med støtte i form af særlige arbejdsredskaber, personlige hjælpemidler m.m., er muligt at opnå arbejde uden løntilskud.

Såfremt der til overenskomsten er knyttet et socialt kapitel, skal det undersøges, om der kan etableres et job efter disse bestemmelser, før der gives tilbud om fleksjob eller skånejob med løntilskud.

Formålet er at give så mange som muligt med varige begrænsninger i arbejdsevnen en aktiv tilværelse. Formålet med fleksjob er yderligere at begrænse tilgangen til førtidspension ved i stedet at give et aktivt tilbud på arbejdsmarkedet, der er tilpasset personens arbejdsevne.

Uafhængigt af indtægts- og formueforhold

313. Tilbud om fleksjob og skånejob med løntilskud skal gives uafhængigt af personens eller dennes ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Uafhængigt af erhvervsevnetabserstatning

314. Tilbud skal gives uanset, om den pågældende modtager erhvervsevnetabserstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Uafhængigt af arbejdsindtægter i øvrigt

315. Tilbud skal gives uanset, om den pågældende har arbejdsindtægter fra supplerende beskæftigelse. Mulighederne for arbejdsindtægter i øvrigt ved ustøttet arbejde indgår imidlertid i bedømmelsen af arbejdsevnen og hermed af retten til et fleksjob eller skånejob med løntilskud.

Uafhængigt af privat pension eller tjenestemandspension

316. Tilbud om fleksjob og skånejob med løntilskud skal gives uanset, om personen modtager en privat pension eller en tjenestemandspension.

7.2.1. Personkreds for skånejob med og uden løntilskud og fleksjob

Sociale kapitler

317. Sociale kapitler i overenskomsterne på arbejdsmarkedet kan indeholde bestemmelser, der giver mulighed for at træffe aftale om særlige løn- og arbejdsvilkår for personer med nedsat arbejdsevne. Bestemmelserne kan medvirke til, at personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen kan fastholde eller erhverve et job i form af et aftalebaseret skånejob, et fleksjob eller et skånejob med løntilskud.

Varige begrænsninger i arbejdsevnen

318. Personer, der kan opnå beskæftigelse uden løntilskud efter overenskomsternes bestemmelser, fx i et aftalebaseret skånejob, eller som har en arbejdsevne, der kan forbedres ved revalidering eller ved kompensation i form af særlige arbejdsredskaber m.m, således, at der kan opnås et job uden løntilskud, er ikke berettigede til fleksjob eller skånejob med løntilskud.

Omfang af arbejdsevne

319. Retten til tilbud forudsætter, at personen har en arbejdsevne af et sådant omfang, at beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked er mulig. Det forudsættes således, at den personlige arbejdsindsats reelt kan svare til arbejdsgivers andel af lønudgiften. Retten til tilbud skal således ses i sammenhæng med amtskommunernes forpligtelse til at yde tilbud om beskyttet beskæftigelse efter serviceloven.

Retten til tilbud skal også ses i sammenhæng med, at arbejdsevnen kan være så begrænset, at 2/3 tilskud til et fleksjob ikke er tilstrækkeligt til at kompensere for den nedsatte arbejdsevne. I denne situation kan førtidspension overvejes, evt. kombineret med et skånejob til personer, der modtager social pension.

Beskyttet beskæftigelse

320. Efter serviceloven varetager amtskommunen den beskyttede beskæftigelse af personer, der ikke kan fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår, og hvis arbejdsevne ikke muliggør en ansættelse i et fleksjob eller - for førtidspensionisters vedkommende - skånejob med løntilskud.

Tilpasning mellem job og arbejdsevne

321. Retten til tilbud skal ses i sammenhæng med kommunens generelle pligt til at sørge for sådanne tilbud, dvs. inden for rimelighedens grænser når job og person skal passe sammen.

7.2.2. Områder for beskæftigelse i fleksjob og skånejob med løntilskud

322. Ansættelse i fleksjob og skånejob med løntilskud kan ske både hos private og offentlige arbejdsgivere.

Fleksjob og skånejob med løntilskud kan oprettes som enkeltpladser på ordinære arbejdspladser eller i særlige enheder, der hovedsageligt beskæftiger personer i fleksjob.

Der er således mulighed for ansættelse i alle private virksomheder, bortset fra de undtagelser, der gælder som følge af EU-reglerne. Der er tillige mulighed for ansættelse i samtlige statslige, amtskommunale og kommunale virksomheder.

Begrænsningerne som følge af EU-retten er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 16. januar 1998 om visse erhvervsområder inden for hvilke der ikke er adgang til at beskæftige personer i fleksjob og i skånejob med løntilskud. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 18.

Begrænsninger som følge af EU-retten

323. De begrænsninger, der gælder som følge af EU-retten er følgende:

Fleksjob og skånejob kan ikke oprettes på skibsværfter omfattet af Rådets direktiv af 21. december 1990 om støtte til skibsbygningsindustrien ( 90/684/EØF) eller indenfor områder, der er omfattet af Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab ( EKSFT).

Det bemærkes, at i Danmark er det i dag kun Stålvalseværket, der er omfattet af Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSFT).

Skibsværfter omfattet af EU direktiver og OECD-aftalen omfatter bygning og reparation af følgende søgående skibe med metalskrog:

• Handelsskibe på mindst 100 BT til befordring af personer og /eller gods.
• Fiskefartøjer på mindst 100 BT.
• Muddermaskiner eller fartøjer til andet arbejde på havet på mindst 100 BT, bortset fra boreplatforme.
• Bugserbåde med maskineffekt på mindst 365 kW.

Der gælder samme regler for gennemgribende ombygninger af de ovennævnte skibe, hvis de er på mindst 1000 BT.

7.2.3. Oprettelse af og visitation til fleksjob og skånejob med løntilskud

Kommunen

324. Kommunen træffer afgørelse, om en person opfylder betingelserne for at være berettiget til et fleksjob eller skånejob med løntilskud.

Kommunen har som støtte for vurderingen mulighed for at modtage bistand fra amtskommunen.

Når kommunen har konstateret, at en person opfylder betingelserne for fleksjob eller skånejob med løntilskud, skal den sørge for, at personen får et tilbud herom.

Kommunens almindelige vejledningspligt indebærer, at der i forbindelse med tilbud, skal gives en generel vejledning om andre muligheder efter den sociale lovgivning.

Når der gives tilbud om fleksjob og skånejob med løntilskud, skal der tages udgangspunkt i personens ønsker og behov, og hvis det er muligt, bør der gives flere tilbud at vælge mellem. Tilbud skal være tilpasset personens arbejdsevne.

Amtskommunen

325. Når amtskommunen giver tilbud om fleksjob og skånejob med løntilskud, er det amtskommunen, der træffer afgørelse om retten til tilbud og af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Når amtskommunen har ansat en person i fleksjob eller skånejob med løntilskud, skal amtskommunen straks orientere kommunen herom, fx ved tilsendelse af kopi af ansættelsesaftalen, således at kommunen kan beregne og udbetale løntilskud og foretage opfølgning af jobbet.

7.2.4. Forholdet til aktivering, revalidering, kontanthjælp, førtidspension og invaliditetsydelse

Aktivering

326. Aktiveringstilbud er midlertidige beskæftigelsesfremmende tilbud til personer, der er berettiget til kontanthjælp. Aktivering er således først og fremmest tiltænkt personer, der ikke har en konstateret varig nedsættelse af arbejdsevnen. Det drejer sig om personer, der enten alene har det problem, at de mangler et arbejde, eller som på grund af sociale problemer ud over ledighed befinder sig i en mere uafklaret situation, hvor der kan være behov for i aktiveringstilbudet i første omgang at lægge vægt på en forbedring af personens livskvalitet frem for det direkte erhvervsmæssige sigte.

Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen skal derfor have andre former for tilbud, fx tilbud om revalidering og tilbud om fleksjob, hvis revalideringsmulighederne er udtømt, eller tilbud af mere social karakter.

For personer, der gentagne gange har deltaget i aktiveringsforløb efter aktivloven, og som ikke kan revalideres, skal kommunen imidlertid være særlig opmærksom på, om de pågældende har en varig begrænsning i arbejdsevnen, der kan berettige til et fleksjob.

Revalidering

327. Revalideringsmulighederne skal være udtømte, inden en person tilbydes et fleksjob. Hvis der er tvivl om en persons arbejdsevne, skal kommunen foretage en nærmere vurdering heraf. Revalidering skal iværksættes, hvis arbejdsevnen skønnes at kunne blive forbedret herved. En forbedring af arbejdsevnen kan også bestå i, at det bliver muligt at opnå et fleksjob, et fleksjob med mindre offentligt tilskud eller et skånejob med løntilskud.

Vurderingen af arbejdsevnen skal foretages også i forhold til beskæftigelse i andre erhverv og i andre arbejdsfunktioner.

Er der tvivl om, hvorvidt en person kan klare et fleksjob, og om hvor nedsat arbejdsevnen er, er der også mulighed for at anvende bestemmelserne om revalidering til at iværksætte et praktikophold på arbejdspladsen.

Hvis kommunen vurderer, at revalidering ikke kan forbedre personens arbejdsevne, kan en person overgå direkte fra aktivering, ordinært job eller andet til et fleksjob.

Afslag på tilbud

328. Personer med varigt nedsat arbejdsevne, der ikke ønske at modtage tilbud om fleksjob, skal vejledes af kommunen om øvrige muligheder, fx muligheder for pension. Der vil kun være ret til kontanthjælp, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Der henvises til reglerne om kontanthjælp i kapitel 4.

Mulighed for overgang til beskæftigelse uden tilskud

329. Betingelsen om, at arbejdsevnen varigt skal være nedsat, udelukker ikke, at personer, der ansættes i fleksjob, på et senere tidspunkt kan overgå til ansættelse på normale overenskomstmæssige vilkår, fx hvis arbejdsevnen i relation til det aktuelle job forøges.

Førtidspension

330. Førtidspensionister, der ønsker at få et tilbud om skånejob med løntilskud, skal ikke forinden have afprøvet mulighederne for revalidering, idet der i forbindelse med tilkendelsen af pension er taget stilling til spørgsmålet. En person der modtager førtidspension kan dog fortsat søge kommunen om revalidering med henblik på forbedring af arbejdsevnen, jf. bestemmelserne om revalidering.

Bestemmelserne om fleksjob har ikke ændret ved mulighederne for at modtage førtidspension. Dette indebærer, at personer med en arbejdsevne under 50 pct. kan have mulighed for et valg mellem førtidspension og et fleksjob.

En person, der allerede modtager førtidspension, har ikke krav på et tilbud om fleksjob, idet fleksjob er forbeholdt personer, der ikke modtager social pension. Det vil derfor være kommunen, som træffer afgørelse, om fleksjob skal tilbydes personer, der allerede modtager social pension.

En førtidspensionist, der afslår et tilbud om skånejob med løntilskud, vil fortsætte med at modtage førtidspension.

Efter pensionsloven kan kommunen støtte en førtidspensionists ønske om at komme i beskæftigelse ved at bestemme, at retten til førtidspension gøres hvilende. Det er en forudsætning, at personen tilbydes et fleksjob og selv ønsker dette. Når en pension gøres hvilende, ophører pensionsudbetalingen, men der er adgang til at få den genoptaget ved henvendelse til kommunen herom. Der skal i denne situation ikke søges om tilkendelse af pension på ny.

Førtidspension kan kun gøres hvilende i 3 år.

Invaliditetsydelse

331. Personer beskæftiget i fleksjob kan modtage invaliditetsydelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Dette betyder, at invaliditeten lægeligt bedømt skal være så alvorlig, at personen ville have haft ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis personen ikke havde haft en erhvervsindtægt, der afskærer fra at opnå en sådan pension.

Om retten til førtidspension og invaliditetsydelse henvises i øvrigt til pensionslovgivningens bestemmelser herom.

7.2.5. Opfølgning

332. Kommunen skal foretage opfølgning senest 6 måneder efter, at tilskuddet er udbetalt første gang. Herefter skal opfølgning ske senest 12 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet.

Ved opfølgningen bør kommunen inddrage både den ansatte og virksomheden.

Kommunen vil have mulighed for at modtage bistand fra amtskommunen i forbindelse med opfølgning.

Det kan aftales, at amtskommunen følger ansættelserne og foretager vurderingen, fx når amtskommunen har sørget for disse.

Kommunen skal sikre, at betingelserne for tilskuddet fortsat er til stede, og at tilskudsprocenten fortsat modsvarer graden af den nedsatte arbejdsevne. Der skal tillige vurderes, om der er behov for at tilbyde anden form for hjælp, f.eks. arbejdsredskaber eller revalidering.

Reglerne om opfølgning udelukker ikke, at der i øvrigt kan ske opfølgning, fx kan en person i fleksjob rette henvendelse til kommunen med henblik på at få forholdene vurderet.

7.2.6. Flytning til anden kommune

333. Det er den kommune, hvor personen med nedsat arbejdsevne opholder sig, der har pligt til at sørge for og give tilbud efter dette kapitel.

Hvis en person i et fleksjob eller skånejob med løntilskud flytter til en anden kommune, er det denne kommune, som skal tage stilling til, om personen er berettiget til et job med løntilskud, og hvor stort et tilskud den nedsatte arbejdsevne kan berettige til. Kommunen skal også tage stilling til, om det nuværende fleksjob eller skånejob med løntilskud kan fortsætte uændret. Forpligtelsen til at yde tilskud overføres således ikke uden videre til tilflytningskommunen. Tilflytningskommunen skal selvstændigt tage stilling til, om et fleksjob eller et skånejob med løntilskud kan videreføres.

Orientering af tilflytningskommunen

334. Inden en person i et fleksjob eller skånejob med løntil-skud flytter kommune, bør personen, evt. med bistand fra fra-flytningskommunen, kontakte tilflytningskommunen i god tid med henblik på, at tilflytningskommunen kan godkende berettigelsen til det aktuelle job og hermed fortsætte udbetalingen af tilskuddet til arbejdsgiveren. Kommunen bør, i forbindelse med, at den sørger for et fleksjob eller et skånejob med løntilskud, gøre personen opmærksom på, at flytning til anden kommune indebærer, at tilflytningskommunen forinden skal søges om fortsættelse af tilskud til jobbet.

7.3. Fleksjob

335. Fleksjob er job med løntilskud til personer med varigt nedsat arbejdsevne, der ikke modtager social pension.

Tilskud til fleksjob kan udbetales, så længe betingelserne herfor er opfyldt, dvs. der er ingen varighedsbegrænsning for tilskuddet. Tilskud kan dog kun udbetales, indtil en person i fleksjob fylder 67 år.

Kommunen sørger for og giver tilbud om fleksjob. Amtskommunen kan dog give tilbud om fleksjob, når den selv er arbejdsgiver, eller når den aftaler dette med kommunen.

Betingelser for at få et fleksjob

336. Forinden der gives et tilbud om fleksjob, skal kommunen sikre, at personen opfylder betingelserne herfor.

De betingelser, der skal være opfyldt, er, at personen er under 67 år og ikke modtager social pension i form af førtidspension eller folkepension, at ansættelse ikke kan ske på normale vilkår, herunder efter overenskomstens sociale kapitler, at arbejdsevnen er varigt nedsat, og at revalidering til beskæftigelse uden løntilskud ikke er mulig.

Arbejdsevnen

337. Arbejdsevnen kan være nedsat af fysiske, psykiske og sociale grunde.

Vurdering af arbejdsevnen foretages på baggrund af en samlet vurdering af personens forhold i lighed med vurderingen i forbindelse med revalidering. I vurderingen kan indgå helbredsoplysninger, en arbejdsbeskrivelse og gennemførelse af et eller flere revalideringsforsøg eller en kombination heraf. Afgørende for vurderingen er personens evne til fremover at kunne varetage et job.

I praksis betyder dette, at kommunen skal foretage en vurdering af, om arbejdsevnen er nedsat, om den kan forbedres, om der kan kompenseres herfor, fx med særlige arbejdsredskaber. Kommunen skal tillige vurdere omfanget af nedsættelsen.

Allerede ansatte

338. For allerede ansatte medfører det, at kommunen først skal sikre, at personen ikke har mulighed for at fortsætte på arbejdspladsen uden tilskud til lønnen, at personen heller ikke gennem en særlig indsats som fx omplacering og oplæring i nye arbejdsfunktioner kan forbedre arbejdsevnen, så beskæftigelse uden offentligt løntilskud er mulig. Endelig skal der også foretages en vurdering af, om det vil være muligt gennem revalidering at omskole den pågældende med henblik på ustøttet arbejde i andet passende erhverv.

Personer, der ikke er i beskæftigelse

339. Forinden en person, der ikke er i beskæftigelse, skal have tilbud om fleksjob, skal der ligeledes foretages en samlet vurdering af mulighederne for andre tilbud, fx. på baggrund af en arbejdsprøvning, et revalideringsforsøg og af sygdomssymptomer.

Som eksempel på, hvornår det kan være en god ide først at undersøge andre muligheder end fleksjob, kan nævnes personer med rygproblemer. Her bør der foretages en vurdering af, om optræning, hjælpemidler, omplacering til mindre rygbelastende arbejde m.m. kan afhjælpe problemet. Hvis personen er i beskæftigelse, vil grundlaget for vurderingen ofte kunne opnås på arbejdspladsen kombineret med lægelige udtalelser.

Afgørelsen af omfanget af den nedsatte arbejdsevne vil altid skulle foretages ud fra en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Tidlig indsats

340. Der bør rettes særlig opmærksomhed på, at det for at fastholde en person på arbejdsmarkedet, også i et fleksjob, er vigtigt med en tidlig og forebyggende indsats. En tidlig indsats kan fremmes ved, at kommunen indgår i et tværfagligt samarbejde typisk med de faglige organisationer, de lokale virksomheder, de praktiserende læger, sygehusvæsenet, amtskommunen og bedriftssundhedstjenesten. Indsatsen her kan også være rettet mod fastholdelse i et fleksjob.

Sygemeldte

341. Om kommunens muligheder for at medvirke til at fastholde sygemeldtes tilknytning til arbejdspladsen, kan der henvises til pkt. 5.3. i Socialministeriets vejledning nr. 40 af 9. april 1997 om styrkelse af opfølgningsreglerne på sygedagpengeområdet.

Personer med langvarig ledighed

342. Der skal rettes særlig opmærksomhed på, om personer med langvarig ledighed, der har modtaget dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring, og som ikke længere opfylder betingelserne herfor, opfylder betingelserne for revalidering eller for et fleksjob.

Amtskommunen

343. Når amtskommunen giver tilbud, er det amtskommunen som skal sikre, at betingelserne herfor er opfyldt.

Det er den myndighed der opretter et fleksjob, som skal tage stilling til om revalideringsmulighederne er udtømt. Når amtskommunen foretager vurderingen, skal der først indhentes en udtalelse fra kommunen om revalideringsmulighederne.

Koordinationsudvalgene for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

344. Koordinationsudvalgene, som senest 31. december 1998 skal være nedsat i alle kommuner, medvirker ved udvikling af samarbejdet mellem kommunen og samarbejdspartnere i forbindelse med den arbejdsmarkedsrettede indsats, dvs. også i forbindelse med arbejdsfastholdelse og etablering af fleksjob.

7.3.1. Tilbudets omfang

345. Fleksjob skal tilbydes på fuld tid, medmindre den pågældende foretrækker deltidsansættelse. Dette er begrundet i, at beskæftigelse efter ordningen skal kunne være et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag for den pågældende, da der ikke er mulighed for at supplere lønnen med kontanthjælp.

Tilbud om deltid kan gives efter personens eget ønske, fx fordi personen er vant til at være beskæftiget ved deltidsarbejde.

Tilrettelæggelse af arbejdstiden

346. Ved tilrettelæggelsen af arbejdstiden skal der tages hensyn til karakteren af den nedsatte arbejdsevne.

Det betyder, at der skal tages hensyn til, at vedkommende kan have behov for ekstra hvilepauser, behov for fravær eller behov for at gå ned i tid. Sådanne reguleringer i forhold til arbejdstiden kan også foretages, når der udbetales løn for fuld arbejdstid.

Den nedsatte arbejdsevne kan vise sig både ved, at den pågældende ikke kan arbejde fuldt effektivt på fuld tid og ved, at den pågældende kan arbejde fuldt effektiv, men da kun på nedsat tid. Det betyder, at der midlertidigt, men også mere permanent, er mulighed for at aftale, at personen tilrettelægger sin arbejdsindsats således, at arbejdstiden begrænses, selv om aflønningen sker i forhold til fuld normal arbejdstid. Der er ikke nogen fast grænse for, hvor langt en person kan gå ned i arbejdstid og samtidig modtage løn for fuld arbejdstid. Samlet set skal arbejdspræstationer sættes i forhold til den begrænsning i arbejdsevnen, som danner grundlag for fastsættelsen af løntilskuddet.

Det er arbejdsgiver og arbejdstager, der i samarbejde med de faglige organisationer beslutter, hvordan arbejdet tilrettelægges i forhold til det aktuelle job. Det er dog kommunen, der i forbindelse med vurderingen af den nedsatte arbejdsevne vurderer, om forudsætningerne for tilskud er opfyldt.

7.3.2. Løn og arbejdsvilkår

347. Løn og arbejdsvilkår fastsættes ved aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager og i samarbejde med de faglige organisationer. Overenskomsterne kan indeholde nærmere bestemmelser herom

7.3.2.1. Fastsættelse af løn og arbejdsvilkår

348. Når en kommune har givet tilbud om fleksjob og sikret, at arbejdsgiver er indforstået med at tage det nødvendige hensyn til den nedsatte arbejdsevne, fastsættes løn- og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet. Såfremt der i overenskomsterne er sociale kapitler, der regulerer lønfastsættelsen, kan løn- og arbejdsvilkår også fastsættes efter disse bestemmelser, herunder efter bestemmelser om adgang til at indgå individuelle aftaler.

Aftalen skal ske under respekt for skånebehovet. Aftalen skal tillige følge bestemmelserne i overenskomsten. Forinden aftalen indgås, skal den faglige organisation derfor inddrages.

I ansættelsesforhold, som ikke er dækket af en overenskomst, fastsættes løn- og ansættelsesvilkår svarende til den overenskomst, der gælder for et sammenligneligt område.

Tilrettelæggelsen af arbejdet aftales mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Når arbejdstiden tilrettelægges, skal der tages hensyn til karakteren af den nedsatte arbejdsevne.

7.3.2.2. Forholdet til anden lovgivning

349. Ansatte i fleksjob er omfattet af lovgivningen for lønmodtagere, medmindre de enkelte love herom har undtaget denne persongruppe.

Dagpenge ved sygdom eller fødsel

350. Bestemmelserne i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel finder således anvendelse ved beskæftigelse i fleksjob. Der gælder dog særlige regler for refusion af udgifter til løn i arbejdsgiverperioden.

Ferie

351. Der afholdes ferie efter ferielovens regler. Dette betyder bl.a., at personer, der ansættes i fleksjob efter at have modtaget kontanthjælp, først har ret til betalt ferie, når de har optjent ret dertil på baggrund af beskæftigelsen i det første ansættelsesår. En lønmodtager har dog ret til feriefrihed i et vist omfang, selv om der ikke er optjent ret til betalt ferie.

Hvis virksomheden holder ferielukket, og personer ikke er berettiget til feriepenge i den nævnte periode, kan kommunen udbetale kontanthjælp, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Arbejdsskade

352. Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder fuldt ud for personer i fleksjob. Anmeldelse efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade skal ske af arbejdsgiveren til dennes arbejdsskadeforsikringsselskab eller til Arbejdsskadestyrelsen, hvis der ikke er tegnet forsikring, jf. § 17 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Skat m.v.

353. Løn i fleksjob er skattepligtig. Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og ATP af lønnen som for øvrige lønmodtagere.

7.3.3. Udbetaling af løn og tilskud hertil

7.3.3.1. Udbetaling af løn

354. Arbejdsgiver betaler lønnen til den ansatte.

7.3.3.2. Fastsættelse af tilskud

355. Tilskuddet er 1/3, 1/2 eller 2/3 af lønnen afhængig af arbejdsevnen. For personer med en arbejdsevne på ca. 2/3 er tilskuddet 1/3 af lønnen, for personer med en arbejdsevne på ca. 50 pct. er tilskuddet 1/2 af lønnen. For personer med en arbejdsevne på ca. 1/3 er tilskuddet 2/3 af lønnen.

Omfanget af arbejdsevnen

356. Omfanget af arbejdsevnen fastsættes i forbindelse med den vurdering af arbejdsevnen, der skal ske, når der gives tilbud om fleksjob. Endelig fastsættelse af tilskuddet kan dog først ske i forhold til det aktuelle job. I forbindelse med kommunens opfølgning, kan der senere ske ændringer i tilskuddet som følge af ændring i arbejdsevnen.

7.3.3.3. Udbetaling af tilskud

357. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Kommunen udbetaler tilskuddet til arbejdsgiveren, dette gælder også, når det er amtskommunen, der har sørget for stillingen. Der er mulighed for at træffe aftale om, at amtet udbetaler tilskud og får refusion for udgiften fra kommunen. Dette kan især have betydning, når amtet har sørget for stillingen. Der er ikke i loven fastsat særlige bestemmelser om, hvordan tilskuddet udbetales. Kommunen må derfor træffe nærmere aftale med arbejdsgiveren om, hvordan udbetaling skal ske, fx som et månedligt beløb i tilknytning til lønudbetalingen. Da der ikke skal udbetales løntilskud, når der ikke udbetales løn under sygdom, kan det anbefales, at tilskuddet udbetales bagud, så der i tilfælde af sygdom kan ske en ændret beregning af tilskuddet til arbejdsgiveren, inden udbetaling finder sted.

7.3.3.4. Beregningsgrundlag

358. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af arbejdsgivers udgifter til ATP, lovpligtig arbejdsskadeforsikring samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Hvis det fx er et krav efter overenskomsten, at der skal indbetales et bidrag til en pensionsordning, skal der også betales et forholdsmæssigt tilskud til denne ordning.

7.3.3.5. Loft for tilskud

359. Tilskuddet kan ikke overstige henholdsvis 1/3, 1/2 eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det pågældende ansættelsesområde, eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP, arbejdsmarkedsbidrag, lovpligtig arbejdsskadeforsikring samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Hvis overenskomsten på det pågældende ansættelsesområde ikke har en mindsteløn, anvendes den løn, som en person uden forudgående kvalifikationer ansættes med på det pågældende område. De faglige organisationer på området kan bidrage med oplysninger om lønnen.

Hvis mindstelønnen varierer efter, hvor i landet beskæftigelsen foregår, er det den lokale mindsteløn, der finder anvendelse.

7.3.3.6. Nedsættelse af tilskud ved sygdom

360. Hvis arbejdsgiver efter lov om forsikring ved sygdom eller fødsel får refunderet udbetalt løn under sygdom, nedsættes løntilskuddet med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter denne lov. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 31 af 16. januar 1998 om nedsættelse af løntilskud til fleksjob og størrelsen af den månedlige ledighedsydelse, som er optrykt som bilag 19.

Hvis arbejdsgiver betaler løn under sygdom eller fødsel til en person i fleksjob og modtager sygedagpenge fra kommunen, nedsættes løntilskuddet til personen i fleksjob med det beløb, som arbejdsgiver har ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Dette vil i de fleste tilfælde bevirke, at løntilskuddet helt bortfalder i tilfælde af sygdom eller fødsel.

Løntilskuddet til arbejdsgiver bortfalder helt, når der ikke udbetales løn under sygdom eller fødsel.

Da arbejdsgiver skal have refunderet udgifter til løn under sygdom eller fødsel fra 1. fraværsdag, skal arbejdsgiver orientere kommunen herom fra 1. fraværsdag eller snarest herefter.

7.4. Ledighedsydelse

361-365. [Udeladt - se vejl. nr. 96 af 16/11 2010, nu vejl. 9478 af 14/6 2023].

7.5. Arbejdsgivers udgifter til sygedagpenge

366. Når en person er ansat i fleksjob, betaler kommunen i et vist omfang dagpenge også i arbejdsgiverperioden - dvs. den periode, hvor arbejdsgiveren efter dagpengelovens almindelige regler er forpligtet til at udbetale dagpenge.

Private arbejdsgivere

367. Er en person ansat i fleksjob hos en privat arbejdsgiver, udbetaler kommunen sygedagpenge i de første 14 dage efter sygefraværets begyndelse. Efter denne periode gælder de almindelige regler i dagpengeloven, hvorefter kommunen udbetaler i den resterende periode.

Offentlige arbejdsgivere

368. Er en person ansat i et fleksjob hos en offentlig arbejdsgiver, betaler kommunen udgifterne til dagpenge i de første 8 uger. Herefter gælder de almindelige regler i dagpengeloven, hvilket vil sige, at den offentlige arbejdsgiver selv udbetaler og afholder udgifterne til dagpenge i den resterende sygeperiode.

Løn i sygeperioden

369. I det omfang arbejdsgiveren udbetaler løn i sygeperioden, kan denne få refusion for den del af lønnen, der svarer til dagpengene efter dagpengelovens bestemmelser herom. Den offentlige arbejdsgiver vil imidlertid kun kunne få refusion for de første 8 uger af sygefraværet.

§ 28 aftale

370. Efter § 28 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er der adgang til at indgå aftale med lønmodtagere om refusion af sygedagpenge for de første 2 ugers sygdom, hvis personens fraværsrisiko er væsentligt forøget på grund af langvarig eller kronisk sygdom. Da arbejdsgiver for personer i fleksjob fremover efter loven modtager refusion for udgifter til sygedagpenge allerede fra 1. sygefraværsdag, vil der formentlig ikke være behov for fremover at indgå sådanne aftaler for personer i fleksjob.

7.6. Seniorydelse

371. (Udeladt).

7.7. Skånejob til personer, der modtager førtidspension

372-388. (Udeladt, da reglerne er ændret fra 1/7 2003, jf. ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl. love).

8.1. Personkreds

389-390. (Udeladt, da reglerne fra 1/7 2003 findes i loven om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl. love).

391. De nærmere regler om bidragsbetalingen er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 925 af 8. december 1997 om indbetaling af ATP-bidrag for modtagere af kontanthjælp og forskellige andre ydelser (bilag 20).

Personer, der modtager hjælp efter lovens § 25 (kontanthjælp), § 36 (hjælp i individuel jobtræning) eller § 52, stk. 1 (revalideringsydelse), er omfattet af ATP-ordningen.

Bidragspligtens indtræden

392. Bidragspligten indtræder med det samme, når der udbetales revalideringsydelse. Udbetales der kontanthjælp eller hjælp i individuel jobtræning, indtræder bidragspligten først, når der i en sammenhængende periode på 6 måneder har været udbetalt hjælp. Denne periode kan godt bestå af en blanding af måneder, hvori der er udbetalt kontanthjælp, og måneder, hvori der er udbetalt hjælp i individuel jobtræning. 6 måneders-perioden betragtes som afbrudt, hvis der i en måned ikke udbetales hjælp, og udbetaling af hjælp senere genoptages på grundlag af en ny ændring i ansøgerens forhold. Hvis udbetaling af hjælp genoptages, uden at der foreligger en ny ændring i ansøgerens forhold, betragtes 6 måneders-perioden ikke som afbrudt, men den periode, hvori der ikke har været udbetalt hjælp, medregnes ikke i 6 måneders-perioden.

393. Der indbetales ikke ATP-bidrag, hvis hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt efter § 93.

394. Såfremt der, efter at hjælpen er udbetalt, træffes afgørelse om tilbagebetaling efter § 91 eller § 94, skal det indbetalte ATP-bidrag af hjælpen overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til kommunen.

Størrelsen af den ydelse, der medfører indbetaling af bidrag

395. Der indbetales ATP-bidrag, hvis den månedlige ydelse, der ligger til grund for beregningen, for en forsørger mindst udgør den regulerede ydelse, der er nævnt i lovens § 25, stk. 1, nr. 1, og for en ikke-forsørger mindst udgør den regulerede ydelse, der er nævnt i lovens § 25, stk. 1, nr. 2.

Dvs. at der ikke indbetales ATP-bidrag, når der udbetales kontanthjælp efter § 25, stk. 1, nr. 3 eller 4, § 27, § 28 eller § 29. Der indbetales heller ikke ATP-bidrag, hvis der i den udmålte kontanthjælp efter § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, sker fradrag efter reglerne i §§ 30-33, 39 eller 40.

Bidraget udgør 223,65 kr. pr. måned. 1/3 af det fastsatte bidrag indeholdes hos den bidragspligtige ved udbetaling af hjælp efter loven. 2/3 af bidraget indbetales af kommunen.

Udbetales kontanthjælp efter § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, uden fradrag, men for en kortere periode end en måned, indbetales der et ATP-bidrag, der beregnes forholdsmæssigt efter det antal dage, udbetalingen dækker.

Såvel det indeholdte beløb hos den bidragspligtige som det af kommunen indbetalte beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

396. Den udbetaling, der ligger til grund for beregning af ATP-bidrag af hjælp i individuel jobtræning efter § 36, omfatter såvel hjælp efter § 25 som beskæftigelsestillæg. Der kan derfor godt beregnes ATP-bidrag af en udbetaling efter § 36, selv om der er foretaget fradrag i ydelsen, hvis blot fradraget ikke overstiger det udbetalte beskæftigelsestillæg i perioden.

Der kan ligeledes beregnes ATP-bidrag af en udbetaling efter § 52, stk. 1, selv om der er foretaget fradrag i ydelsen efter §§ 58 eller 59, hvis blot fradraget ikke overstiger forskellen mellem højeste dagpengebeløb og den hjælp, der kan beregnes til pågældende efter § 25.

Midlertidig pensionsopsparing i 1998

397. Efter lov nr. 803 af 24. oktober 1997 skal der i 1998 opkræves en midlertidig pensionsopsparing fra lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Personer, der modtager kontanthjælp, hjælp i individuel jobtræning eller revalideringsydelse, og som betaler ATP-bidrag i henhold til § 79, er også omfattet. Det beløb, de skal betale, er fastsat til 1.300 kr. om året.

De nærmere regler om indbetaling af den midlertidige pensionsopsparing er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 936 af 10. december 1997 om indbetaling i 1998 af en midlertidig pensionsopsparing for modtagere af kontanthjælp, revaliderings-, aktiverings- og oplæringsydelse.

Indbetalingen sker ved, at kommunen tilbageholder opsparingsbeløbet ved udbetaling af ydelsen. Opsparingsbeløbet udgør 108 kr. pr. måned. Udbetales ydelsen for en kortere periode end en måned, beregnes opsparingsbeløbet forholdsmæssigt.

10.1. Generelt om hjælp i særlige tilfælde

398. Aktivlovens kapitel 10 indeholder regler om hjælp til bl.a. rimeligt begrundede enkeltudgifter, hjælp til medicin samt hjælp til flytning. Der er tale om hjælp, som ikke er løbende hjælp til forsørgelse i modsætning til fx kontanthjælp. Hjælpen efter kapitel 10 er skattefri efter ligningslovens § 7, litra j, og påvirker ikke modtagerens personfradrag.

10.2. Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter

399. Hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 forudsætter,

1) at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed),

2) at ansøgerens egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden (forebyggende sigte), og

3) at hjælpen normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses (uforudsigelighed).

Personkreds

400. Kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage hjælp efter § 11 i form af kontanthjælp og aktivering, hvilket er nærmere omtalt i afsnit 4.1.1.

Forebyggende sigte

401. Kravet om et forebyggende sigte betyder, at netop det at afholde denne udgift i afgørende grad vil bringe ansøgerens og familiens økonomiske situation ud af balance. Kommunen må i den forbindelse vurdere, om personer med en lavere indkomst normalt vil kunne afholde en sådan udgift.

Uforudsigelighed

402. Kravet om uforudsigelighed betyder, at ansøgeren ikke har kunnet tage hensyn til den opståede udgift i sine løbende dispositioner. Udgifter, som man får som følge af fx skilsmisse, betragtes i almindelighed som uforudsigelige udgifter.

Det behøver ikke nødvendigvis være udgiftsbehovet, som ikke har kunnet forudses. Der kan også være tale om likviditetsmæssige problemer, som bevirker, at der er behov for hjælp til enkeltudgifter, som under normale forhold kan afholdes inden for den løbende indtægt.

Det er også muligt at yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, som er forudsigelige, hvis ansøgeren ikke har haft økonomisk mulighed for at spare op til udgiften.

Eksempler på enkeltudgifter

403. Hvad der forstås ved -rimeligt begrundede enkeltudgifter-, vil afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Udgifter, der opstår som følge af brand, oversvømmelser, tyveri m.v., og som ikke dækkes på anden måde, vil ud fra en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kunne anses for rimeligt begrundede enkeltudgifter. Hvorimod udgifter til fx boligindskud, almindelig udskiftning af køleskabe og andre anskaffelser til husholdningen samt udgifter i anledning af fødsel, dåb og konfirmation normalt må anses for at være forudsigelige udgifter, som det må forventes, at man sparer op til.

Undtagelse

404. Kommunen kan efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til enlige eller familier til rimeligt begrundede enkeltudgifter, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Det kan fx være hjælp til betaling af huslejerestance, hvis en familie med børn ellers vil blive sat på gaden på grund af huslejerestancen. Hvis en ansøger, som modtager hjælp efter aktivloven, til stadighed har problemer med at betale huslejen til tiden, kan kommunen overveje at administrere hjælpen efter § 90. Reglerne om administration er omtalt i afsnit 11.3.

Kommunen kan ligeledes undtagelsesvis yde hjælp til at sanere økonomien for en enlig eller en familie ved at betale truende gældsposter.

Det er ikke muligt at yde hjælp efter § 81 til betaling af gæld til det offentlige, fx skatterestancer og bøder. Evt. hjælp til afvikling af sådan gæld må løses efter de regler, der gælder for det pågældende område.

Tilbagebetaling af boligindskud

405. Hvis kommunen yder hjælp efter § 81 til betaling af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed, skal modtageren tilbagebetale hjælpen efter § 92, stk. 1, 2. pkt. Spørgsmålet om tilbagebetaling er nærmere omtalt i afsnit 12.1.2.

10.3. Hjælp til sygebehandling, medicin m.v.

406. Kommunen kan efter § 82 yde hjælp til betaling af udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling og lignende, hvis

1) udgiften ikke dækkes efter anden lovgivning,

2) ansøgeren og ægtefællen ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften, og

3) hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.

Personkreds

407. Der er ikke krav om, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed). Det betyder, at såvel kontanthjælpsmodtagere som studerende og andre lavindkomstgrupper er omfattet af reglen. Det er pensionister derimod ikke, fordi de i givet fald skal have hjælp efter reglerne om personligt tillæg i lov om social pension.

Økonomiske forhold

408. Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, som kan dække behovet. Støttemuligheder fra statens uddannelsesstøtte i form af stipendium og lån ligestilles i den forbindelse med en indtægt. Der kan ikke ydes hjælp til den del af udgiften, som dækkes af en privat forsikring, fx Sygeforsikring Danmark.

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren har mulighed for selv at betale en del af udgiften.

Behandlingen

409. Kravet om, at behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, vil som hovedregel være opfyldt, hvis behandlingen er lægeligt dokumenteret. Ved tandbehandlinger bør kommunen påse, at der ikke foretages behandlinger, som går ud over, hvad der er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde. Kommunen skal desuden vurdere, om det er absolut nødvendigt at få foretaget en dyr og omfattende tandbehandling på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke selv har mulighed for at betale udgiften, og om en sådan udgift normalt kan afholdes af en almindelig lønindtægt.

Hvis kommunen yder hjælp til sygebehandling m.v. efter § 82, kan den samtidig yde hjælp til betaling af evt. transportudgifter under forudsætning af, at mulighederne for individuelt tilskud efter sygesikringsloven er udnyttet.

Det offentlige behandlingssystem

410. Det er hovedreglen, at hjælp ydes til udgifter ved behandling inden for det offentlige behandlingssystem. Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter ved behandling uden for det offentlige system.

Det forudsætter, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige system, eller disse er udtømte, og at behandlingen i hvert enkelt tilfælde er lægeligt velbegrundet. Ventetid på behandling i offentligt regi er ikke i sig selv et forhold, som berettiger til hjælp til behandling uden for det offentlige system.

10.4. Særlig hjælp vedrørende børn

Hjælp til udgifter ved samvær

411. § 83, stk. 1, skal ses i sammenhæng med reglerne om samvær i § 16 i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær. Efter § 16 søges barnets forbindelse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. Reglerne om samvær er ikke længere knyttet til forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, har ret til samvær, uanset om der er fælles forældremyndighed eller ej.

Efter § 83, stk. 1, kan kommunen yde hjælp til udgifter, som en ansøger har, når den pågældende udøver sin ret til samvær med eget barn/egne børn under 18 år, forudsat at barnet/børnene ikke bor hos ansøgeren. Egne børn er ansøgerens biologiske eller adopterede børn.

Økonomiske forhold

Kommunen kan kun give hjælp, hvis ansøgeren ikke har indtægter eller formue, som kan dække behovet.

Kommunen skal være opmærksom på, at forsørgere over 25 år, som får hjælp i form af kontanthjælp eller aktivering, får den samme hjælp, uanset om de har barnet boende hos sig eller ikke. De udgifter, der normalt er forbundet med at have børn, er således indregnet i hjælpen til personer over 25 år, uanset om barnet bor hos forsørgeren eller ikke. Dette gælder derimod ikke for forsørgere under 25 år, som ikke har barnet boende hos sig. De får en lavere hjælp alt efter, om de er hjemme- eller udeboende eller tidligere har haft indtægter af en vis størrelse. Derudover får de et tillæg, som svarer til børnebidraget, dog højst normalbidraget.

Hvilke udgifter

Hjælpen kan for eksempel omfatte rejseudgifter, kost og deltagelse i aktiviteter med barnet. Kommunen kan ikke yde hjælp til udgifter, som ikke vil kunne afholdes af en normal lønindtægt.

Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter ved samvær med børn, som opholder sig i udlandet hos forældremyndighedsindehaveren, og ved samvær her i landet med børn, som bor hos forældremyndighedsindehaveren i udlandet. Kommunen skal i sådanne situationer især påse, at der ikke ydes hjælp til fx rejseudgifter, der ikke kan afholdes af en normal lønindtægt. Muligheden for undtagelsesvis at bevare hjælpen efter denne lov under kortvarige ophold i udlandet er beskrevet i afsnit 2.3.

Hjælp til kontakt med bortførte børn

412. Efter § 83, stk. 2, kan kommunen yde hjælp til, at forældremyndighedsindehaveren kan få kontakt med et barn, som er bortført til udlandet af den ene af forældrene eller af pårørende uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden.

Det er en forudsætning for at yde hjælp,

1) at ansøgeren ikke selv har indtægter eller formue, som kan dække udgifterne,

2) at sagen er anmeldt til dansk politi, og

3) at kommunen har forelagt sagen for Udenrigsministeriet, inden den yder hjælp.

Politianmeldelse

413. Baggrunden for den anden betingelse er, at Udenrigsministeriet fra tid til anden har fået forelagt sager, hvor der ikke er sket politianmeldelse, og hvor sagens retlige og faktiske omstændigheder derfor ikke er tilstrækkeligt belyst, herunder hvad der er gjort eller kan gøres for at bringe barnebortførelsen til ophør. Det vil derfor lette og fremme sagsekspeditionen, hvis kommunen sender politirapporten, anklageskriftet eller lignende sammen med sagen, når den forelægges for Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet kan efter anmodning fra kommunen udtale sig fx om, hvorvidt rejseprojektet må anses for realistisk. Udenrigsministeriet vil også kunne udtale sig om sikkerhedsrisici og eventuelle særlige forhold i forbindelse med ind- og udrejse i barnets opholdsland o.l.

Endelig vil Udenrigsministeriet kunne bidrage med en vurdering af, hvorvidt det skønnede udgiftsbudget for udlandsopholdet kan anses for rimeligt.

Pensionister

Reglerne i § 83, stk. 1 og 2, omfatter efter praksis også pensionister.

Forældremyndighed uden forsørgelsespligt

414. Kommunen kan efter § 84 yde hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn, når forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død er tillagt en anden/andre, som ikke har forsørgelsespligt over for barnet.

Økonomiske forhold

Der kan kun ydes hjælp, hvis barnets indtægter ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne ved forsørgelsen. Efter lov om børnefamilieydelse er børnefamilieydelsen ikke en indtægt for barnet, og den skal derfor ikke indgå i barnets indtægter. Såvel ordinært, ekstra som særligt børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag indgår som en del af barnets indtægter.

Hjælpen ydes uafhængigt af indtægter og formue hos den/dem, som har forældremyndigheden.

Hvilke udgifter

Hjælpen fastsættes ud fra de faktiske udgifter ved barnets forsørgelse og kan således som hovedregel ikke begrænses til en fast ydelse.

Kommunen kan ikke samtidig yde kontanthjælp til barnet efter § 11.

10.5. Hjælp til flytning

415. Kommunen kan efter § 85, stk. 1, yde hjælp til en flytning, som forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det er en betingelse for at yde hjælp, at hverken ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, som kan dække behovet.

Hvilke udgifter

Kommunen kan fx yde hjælp til udgifter til transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien.

Boligmæssig forbedring

416. Det er ikke enhver forbedring af boligforholdene, som er en boligmæssig forbedring i lovens forstand. Det må tillige kræves, at dispositionen er rimelig set i forhold til ansøgerens samlede situation, herunder den pågældendes mulighed for selv at afholde den fremtidige husleje.

Ved vurderingen af en ansøgers mulighed for at afholde boligudgiften i den nye bolig skal kommunen tage udgangspunkt i nettoboligudgiften efter beregning af boligsikring efter lov om individuel boligstøtte.

Flytning til en billigere bolig kan ikke i sig selv betegnes som en boligmæssig forbedring, men vil dog kunne være et væsentligt element i den samlede vurdering.

Der kan ikke ydes hjælp til flytning til en bolig, som er ulovlig efter anden lovgivning, da det ikke kan betegnes som en boligmæssig forbedring.

Erhvervsmæssig forbedring

417. En forbedring af erhvervsforholdene forudsætter, at ansøgeren er sikret arbejde, og at arbejdet er mere end blot midlertidigt.

Flytning som led i start på en uddannelse vil normalt ikke være en sådan forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at betingelserne for at yde hjælp til flytning er opfyldt. For at betingelsen om erhvervsmæssig forbedring er opfyldt, skal der være udsigt til en umiddelbar eller snarlig beskæftigelse, der i hvert fald for en periode kan sætte ansøgeren i stand til at forsørge sig selv.

Intet flyttesamtykke

418. Reglen om flyttesamtykke i bistandslovens § 47, stk. 2, er ikke medtaget, hvilket betyder, at fraflytningskommunen ikke længere skal indhente samtykke fra tilflytningskommunen, inden den yder hjælp.

Udlandet

419. Det er efter § 85, stk. 2, muligt at yde hjælp til flytning til udlandet. Det forudsætter,

1) at ansøgeren er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land, eller

2) at ansøgeren er sikret varige arbejdsmuligheder i landet.

§ 85, stk. 2, skal ses i sammenhæng med reglerne i §§ 86-87 om hjælp til repatriering, som kort er omtalt i afsnit 10.6.

10.6. Hjælp til repatriering

Indenrigsministeriets vejledning

420. Reglerne om hjælp til repatriering af flygtninge og indvandrere i §§ 86 og 87 (tidligere bistandslovens §§ 47 a og b) er nærmere beskrevet i Indenrigsministeriets vejledning nr. 233 af 20. december 1994 om hjælp til frivillig repatriering m.v.

11.1. Forudgående ansøgning

421. Efter § 88 kan en person normalt ikke få hjælp til udgifter, som den pågældende har påtaget sig, inden vedkommende har ansøgt kommunen om hjælp.

Det svarer til gældende praksis, dog med den ændring, at kommunen fremover som hovedregel vil kunne give afslag på hjælp alene med den begrundelse, at ansøgeren har påtaget sig udgiften forud for ansøgningen. Kravet om forudgående ansøgning gælder for både løbende hjælp og hjælp til enkeltudgifter.

Der er ikke i loven krav om, hvilken form ansøgningen skal have. En ansøgning kan derfor være skriftlig eller mundtlig.

11.2. Udbetalingstidspunkter

Månedligt beløb

422. I overensstemmelse med mangeårig praksis er det fastslået i § 89, stk. 1, at kommunen som hovedregel udbetaler den løbende hjælp til forsørgelse som et månedligt beløb.

Udbetalingstidspunkt

423. Spørgsmålet om, hvorvidt hjælpen udbetales bagud eller forud, er beskrevet under gennemgangen af de enkelte ydelser i vejledningen.

Udbetalingsform

424. Det er den enkelte kommune, der som led i den kommunale administration beslutter, om hjælpen udbetales som kontante beløb, ved overførelse til pengeinstitut eller lignende.

Kortere perioder

425. Efter § 89, stk. 2, kan kommunen beslutte at udbetale hjælpen for kortere perioder end en måned, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt modtageren vil opfylde betingelserne for hjælp i hele den periode, som hjælpen forudsættes at dække.

Dette svarer til en mangeårig fast praksis. Kommunen kan udbetale hjælpen for en kortere periode, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt modtageren fx vil opfylde sin forpligtelse efter § 13 til at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Hvis kommunen beslutter at udbetale hjælpen for kortere perioder, skal den sikre sig, at modtageren har mulighed for at betale rimelige faste udgifter som fx husleje.

Hvis modtageren opfylder betingelserne for hjælp, men kommunen skønner, at den pågældende ikke selv er i stand til at administrere hjælpen, kan kommunen anvende reglerne i § 90.

11.3. Administration af hjælpen

426. Kommunen har efter § 90 mulighed for at administrere modtagerens hjælp efter aktivloven.

Det er en forudsætning for at administrere hjælpen, at kommunen først har forsøgt at vejlede ansøgeren eller modtageren om, hvordan den pågældende kan -få styr på sin økonomi-. Men hvis kommunen vurderer, at vejledning vil være helt nytteløs, kan den umiddelbart overtage administrationen af hjælpen. Reglerne om vejledning fremgår af § 7, som er nærmere omtalt i afsnit 3.1.

Administrationen kan fx bestå i, at kommunen betaler rimelige faste udgifter direkte til kreditor, at kommunen udleverer naturalydelser/rekvisitioner, eller at kommunen udbetaler hjælpen for kortere perioder.

12.1. Obligatorisk tilbagebetaling

12.1.1. Tilbagebetaling på grund af svig, herunder fordi oplysningspligten er tilsidesat

427. Kommunen har efter § 91 pligt til at træffe afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet efter § 92, stk. 4, i aktivloven eller § 11 i retssikkerhedsloven, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

Obligatorisk tilbagebetaling

Det, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling i ovennævnte tilfælde, betyder, at kommunen ikke kan vælge at lade være med at stille krav om tilbagebetaling. Det er med andre ord obligatorisk.

Oplysningspligt

428. Efter § 11 i retssikkerhedsloven har en person, der modtager hjælp, pligt til at oplyse kommunen/amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Modtageren skal have skriftlig besked om pligten til at give oplysninger, hvilke typer ændringer der kan have betydning for hjælpen og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne. Indholdet i § 11 er nærmere beskrevet i vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Indholdet af oplysningspligten efter § 92, stk. 4, er nærmere beskrevet nedenfor under pkt. 437.

Bedre vidende

429. Kravet om bedre vidende er det samme som ond tro. Det vil sige, at den pågældende vidste eller burde vide, at vedkommende fx skulle have givet oplysninger til kommunen. Der er en formodning for, at modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt, hvis kommunen har givet modtageren skriftlig besked i overensstemmelse med reglerne i § 11 i retssikkerhedsloven.

I de situationer, hvor der sker fejludbetalinger, og hvor modtageren har opfyldt sin oplysningspligt, må spørgsmålet om evt. tilbagebetaling bero på en afvejning af, hvem der er nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen.

Modtaget uberettiget

430. Det er en betingelse for at stille krav om tilbagebetaling efter § 91, at modtageren har modtaget hjælpen uberettiget. Det vil sige, at den pågældende ikke har opfyldt betingelserne for hjælpen. Dette krav gælder også, når modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt.

Alle ydelser efter loven

431. Den obligatoriske tilbagebetalingspligt efter § 91 omfatter alle former for ydelser efter aktivloven. Det betyder, at de personer, som aktiveres efter reglerne i kapitel 4, også er omfattet.

Hvis modtageren uberettiget har fået ydelser efter aktivloven og har fået en dom for socialt bedrageri, hvor retten har fastsat det beløb, som den pågældende skal betale til kommunen, så falder forholdet uden for tilbagebetalingsreglerne i aktivloven.

12.1.2. Tilbagebetaling af hjælp til renter og afdrag vedr. ejerbolig og andelsboliger samt boligindskud

432. Den, der modtager særlig støtte efter § 34 til dækning af renter og afdrag vedr. ejerbolig og andelsboliger, skal efter § 92, stk. 1, tilbagebetale hjælpen. Det samme gælder for personer, som modtager hjælp til boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed.

Ubetinget pligt

Det er præciseret, at modtageren altid har pligt til at tilbagebetale hjælpen.

Orientering

433. Kommunen bør senest ved udbetaling af hjælpen orientere modtageren om, at hjælpen skal betales tilbage.

Andelsboliger

434. Tilbagebetalingspligten omfatter både hjælp til dækning af terminsudgifter i sædvanlige ejerboliger og hjælp til dækning af renter og afdrag på lån vedrørende andelsboliger, uanset om den enkelte andelshaver kan eller ikke kan medregne en del af andelsboligforeningens driftsresultat i sin egen skattepligtige indkomst. Det afgørende er, at modtageren gennem hjælp til betaling af afdragene får en opsparing.

Ægtefæller

435. Ægtefæller hæfter solidarisk - dvs. sammen og hver for sig - for krav om tilbagebetaling af hjælp til dækning af renter og afdrag vedr. ejerbolig og andelsboliger, uanset om hjælpen er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller, jf. § 92, stk. 2.

Bemyndigelse

436. Socialministeren er efter § 92, stk. 3, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af den del af den særlige støtte, som ydes til dækning af renter og afdrag på lån vedrørende ejerboliger og andelsboliger. Denne bemyndigelse er udmøntet i § 10 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 78 af 4. februar 1998 om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, som er optrykt som bilag 6. Opgørelsen af den hjælp, der er tilbagebetalingspligtig, er beskrevet i afsnit 4.2.5.2.

Særlig oplysningspligt

437. Personer, der modtager hjælp til boligindskud med tilbagebetalingspligt efter § 92, stk. 1, har en særlig oplysningspligt. For at lette kommunens mulighed for at gennemføre tilbagebetalingskravet har modtageren efter § 92, stk. 4, pligt til at oplyse kommunen om udbetaling af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed, i forbindelse med opsigelse af lejemålet, fraflytning eller lignende.

Kommunen orienterer den, der søger om hjælp, om den særlige oplysningspligt og konsekvenserne af, at den pågældende tilsidesætter oplysningspligten.

12.2. Fakultativ (fravigelig) tilbagebetaling

Valgfri

438. §§ 93 og 94 angiver udtømmende de tilfælde, hvor kommunen kan vælge at træffe afgørelse om, at hjælpen skal betales tilbage. Kommunen beslutter i det enkelte tilfælde, om den vil stille krav om tilbagebetaling. Kommunen kan dog kun stille krav om tilbagebetaling, hvis betingelserne i §§ 93 eller 94 er opfyldt.

Uforsvarlig økonomi

439. Kommunen kan stille krav om tilbagebetaling, hvis modtageren har udvist uforsvarlig økonomi ved fx at melde sig ud af sin A-kasse og dermed miste retten til dagpenge, ved at indfri uforfaldne gældsposter kort før ansøgning om hjælp eller ved gå med mange penge på sig.

Ubegrundet opsagt arbejde

440. Hvis en person søger om hjælp i forbindelse med, at pågældende ubegrundet har opsagt sit arbejde eller ubegrundet er ophørt med et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, så kan kommunen stille krav om tilbagebetaling af hjælpen.

Opsagt fra arbejde pga. egne forhold

441. Det er i overensstemmelse med praksis blevet præciseret i § 93, stk. 1, nr. 3, at kommunen kan stille krav om tilbagebetaling, hvis modtageren på grund af sine egne forhold er skyld i, at vedkommende bliver opsagt fra et arbejde, fx på grund af dårlig opførsel eller forsinket fremmøde gentagne gange på trods af advarsler.

Afvist tilbud om arbejde eller aktivering

442. Kommunen kan efter § 93, stk. 1, nr. 4, stille krav om tilbagebetaling af hjælpen, hvis den må yde hjælp, fordi modtageren eller ægtefællen har nægtet at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde, aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Hvis tilbudet fortsat står åbent, kan kommunen dog ikke udbetale hjælp, fordi den pågældende på den måde ikke opfylder betingelserne for hjælpen, jf. §§ 13 og 41, som er omtalt i afsnit 4.1.3.1. og 4.3.1.

Kommunen kan ikke på forhånd fastsætte en tidsmæssig begrænsning af tilbagebetalingskravet, når der bliver udbetalt kontanthjælp, fordi ansøgeren ubegrundet har vægret sig mod at tage imod eller fortsætte med et arbejde. Tilbagebetalingspligten fortsætter og ophører først, når ansøgeren efter en konkret vurdering har foretaget reelle bestræbelser for påny at komme i arbejde.

Kollektiv arbejdsstrid

443. Efter § 93, stk. 1, nr. 5, kan kommunen træffe beslutning om tilbagebetaling, hvis den må yde hjælp, fordi modtageren eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid. Reglen har til hensigt at sikre kommunens neutralitet, når der er arbejdskonflikter.

I overensstemmelse med langvarig praksis bør kommunen som udgangspunkt træffe beslutning om tilbagebetaling efter nr. 5, når den yder hjælp til en person, der er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid, medmindre der foreligger helt specielle vanskeligheder for ansøgeren. Kommunen bør fastsætte en tilbagebetalingsordning efter § 95, så snart den pågældende genoptager sit arbejde.

Orientering

444. Kommunen har efter § 93, stk. 2, pligt til senest ved udbetaling af hjælpen at orientere modtageren om, at hjælpen ydes med tilbagebetalingspligt, herunder efter hvilket nr. i stk. 1, der anvendes, og baggrunden herfor.

Kravet om orientering er en betingelse for gyldigheden af tilbagebetalingskravet. Det betyder, at kommunen skal kunne dokumentere, at modtageren er tilstrækkeligt informeret. Denne dokumentation kan fx ske ved, at kommunen beder modtageren om at underskrive en tilbagebetalingserklæring. En tilbagebetalingserklæring skal som hidtil opfylde formkravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Det forhold, at en modtager underskriver en tilbagebetalingserklæring, afskærer ikke den pågældende fra at klage over tilbagebetalingspligten til det sociale nævn.

Ydelser under aktivering

445. Det er i § 93, stk. 3, præciseret, at modtageren ikke skal tilbagebetale den hjælp, som den pågældende får under aktivering efter aktivlovens kapitel 4, idet modtageren i en sådan situation yder noget til gengæld for hjælpen.

Dobbeltforsørgelse

446. Efter § 94, stk. 1, kan kommunen bestemme, at hjælpen skal betales tilbage, hvis modtageren senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag e.l., som dækker samme tidsrum og formål som den udbetalte hjælp. I disse situationer med dobbeltforsørgelse er det i sagens natur ikke en betingelse, at modtageren er orienteret om, at hjælpen skal betales tilbage, inden hjælpen udbetales.

Det er i § 94, stk. 2, præciseret, at tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse ikke gælder for den hjælp, som modtageren får eller har fået under aktivering efter aktivlovens kapitel 4, idet modtageren i en sådan situation yder noget til gengæld for hjælpen.

Kommunen kan heller ikke kræve tilbagebetaling på grund dobbeltforsørgelse, når et offer får udbetalt en erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en voldsforbrydelse. Det har ingen betydning, hvem der udreder erstatningen. Det kan fx være staten efter lov om erstatning til ofre for voldsforbrydelser, gerningsmanden selv eller ofrets private forsikring.

12.3. Ordning for tilbagebetaling

Det nødvendige til underhold

447. Tilbagebetalingskravet gennemføres efter § 95, stk. 1, ved en betalingsordning, som kommunen fastsætter ud fra en vurdering af, hvad modtageren kan betale uden, at den pågældende kommer til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til sit eget og familiens underhold.

Som udgangspunkt kan kommunen vurdere modtagerens tilbagebetalingsevne ud fra, hvad den pågældende ville være berettiget til i kontanthjælp. Det betyder, at kommunen som altovervejende hovedregel ikke kan fastsætte en tilbagebetalingsordning, hvis skyldneren fortsat modtager kontanthjælp, medmindre den pågældende har et væsentligt større rådighedsbeløb end andre, der modtager kontanthjælp, fx på grund af et fremført skattemæssigt underskud eller en meget lav boligudgift.

Reglerne om skatteinddrivelse

448. Efter § 95, stk. 2, kan kommunen kun inddrive et tilbagebetalingskrav efter skatteinddrivelsesreglerne, hvis der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter stk. 1, som skyldneren ikke overholder, selvom den pågældende er i stand til det. Det betyder, at kommunen, når den anvender skatteinddrivelsesreglerne, fortsat skal sikre sig, at skyldneren i overensstemmelse med stk. 1 har det til sin rådighed, som må anses for nødvendigt til den pågældendes og familiens underhold.

Overskydende skat

449. Når der er ydet hjælp med tilbagebetalingspligt, indtræder kommunen efter § 95, stk. 3, for et beløb, der svarer til den tilbagebetalingspligtige hjælp, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetalingskrav efter kildeskattelovens § 55. Det er præciseret, at kommunen kan bruge indtrædelsesretten, uanset om der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter § 95, stk. 1, og uanset om skyldneren overholder en sådan ordning.

Når der er ydet hjælp med tilbagebetalingspligt, indtræder kommunen i retten til overskydende skat m.v., inden den overskydende skat kommer til udbetaling, og det betyder, at kommunens indtrædelsesret i disse tilfælde går forud for reglen i § 14 om at se bort fra formuebeløb på op til 10.000 kr. pr. person.

Bortfald

450. Efter § 95, stk. 4, bortfalder et tilbagebetalingskrav, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør uden, at der efter reglerne i stk. 1-3 har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Det vil sige, at kommunens adgang til at indtræde i retten til overskydende skat bortfalder samtidig med, at tilbagebetalingskravet forældes efter stk. 4.

12.4. Sanktion ved manglende betaling for dag- eller klubtilbud

451. Kommunen har efter § 96 mulighed for at sikre sig, at personer, der modtager hjælp efter aktivlovens kapitel 4 og 6, betaler for, at deres børn benytter dag- eller klubtilbud efter serviceloven.

Har en person, der modtager hjælp efter aktivlovens kapitel 4 og 6, ikke betalt for dag- eller klubtilbud efter serviceloven, kan kommunen fradrage den fremtidige månedlige betaling i den fremtidige hjælp efter aktivlovens kapitel 4 og 6.

Personkreds

452. Personkredsen omfatter såvel personer, der modtager kontanthjælp/aktivering efter aktivlovens kapitel 4, som personer, der modtager revalideringsydelse efter aktivlovens kapitel 6.

Kommende betalinger

453. Kommunen kan først foretage fradrag i hjælpen, når den har konstateret, at modtageren ikke betaler til tiden for dag- eller klubtilbud.

Det betyder, at kommunen ikke kan fradrage den første manglende betaling, men kommunen kan derefter fradrage den løbende månedlige betaling for dag- eller klubtilbud i den hjælp, der dækker samme periode som betalingen.

12.5. Det offentliges indtrædelsesret

454. § 97 regulerer, hvornår det offentlige (oftest kommunen) kan indtræde i retten til underholdsbidrag.

Hvis den person, der er pålagt at betale underholdsbidrag m.v., betaler bidraget, indtræder det offentlige ikke i retten til at få fastsat bidrag.

Derimod vil bidraget indgå som en indtægt, der bliver trukket fra i hjælpen til bidragsmodtageren efter reglerne i § 30.

13.1. Generelt om klageregler

Retssikkerhedsloven

455. De almindelige regler om klage over en kommunes eller amtskommunes afgørelser efter den sociale lovgivning er fastsat i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Klageadgang

Det fremgår heraf, at de afgørelser, som kommunen eller amtskommunen træffer, kan indbringes for det sociale nævn, medmindre andet er bestemt.

§ 98 i aktivloven knytter sig til disse almindelige klageregler. Hovedreglen er således, at alle kommunens og amtskommunens afgørelser vedrørende aktivloven kan indbringes for de sociale klagemyndigheder.

Undtagelsen fra hovedreglen er beskrevet i afsnit 13.3.

13.2. Klage over rimeligheden af et tilbud om aktivering

456. Som følge af klagereglerne i retssikkerhedsloven kan en person klage til det sociale nævn over rimeligheden af et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Det er beskrevet i afsnit 4.1.3.1., hvad der forstås ved et rimeligt tilbud.

Ikke opsættende virkning

457. Klage over en afgørelse, herunder om et aktiveringstilbud er rimeligt, har ikke opsættende virkning, jf. § 72, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Det betyder, at modtageren på trods af klagen skal tage imod tilbudet for at undgå, at kommunen standser udbetalingen af hjælp.

Foreløbig formandsafgørelse

Formanden for det sociale nævn kan imidlertid i sådanne situationer træffe en foreløbig afgørelse efter § 71, stk. 4, i retssikkerhedsloven.

Det er præciseret i § 16, stk. 2, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, at sådanne klager kan behandles som foreløbige formandsafgørelser. En sådan foreløbig afgørelse skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet, og det bør tilstræbes, at dette sker inden for 14 dage.

13.3. Klage over godtgørelse under aktivering

Retningslinier

458. Efter § 38, stk. 3, skal kommunen fastsætte nærmere retningslinier for udbetaling af godtgørelsen samt informere kommunens borgere om disse retningslinier. Baggrunden er, at den aktiverede har mulighed for at få efterprøvet, om kommunens afgørelse er i overensstemmelse med de retningsliner, der er fastsat for udbetaling af godtgørelsen.

Klage skal ske til det sociale nævn. Der er tale om en specialregel med et begrænset klagetema. Det sociale nævn har således alene mulighed for at efterprøve, om en kommunes afgørelse om udbetaling af godtgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinier, som kommunen har fastsat.

14.1. Administration, herunder vejledning og opfølgning

Udgifter til administration refunderes ikke

459. § 99 viderefører det gældende princip om, at en kommunes eller amtskommunes udgifter til administration, herunder udgifter til vejledning, altid afholdes endeligt af kommunen eller amtskommunen.

Med hensyn til vejledningsindsatsen i forbindelse med tilbud om aktivering bemærkes, at der de senere år er sket en markant udvikling med hensyn til såvel omfanget som tilrettelæggelsen af vejledning i kommunerne. Herunder kan der, afhængig af de lokale forhold, være sket en større eller mindre specialisering.

Det har imidlertid altid været - og er fortsat - et gennemgående princip i den sociale lovgivning, at (amts)kommunen selv bærer sine administrationsudgifter, herunder udgifter til vejledning. Udgifterne til de administrative funktioner må således udskilles til kommunal finansiering. Dette gælder i givet fald også en forholdsmæssig andel af eventuel husleje.

Driftsudgifter i forbindelse med tilbud om aktivering er nærmere beskrevet under afsnit 14.2.2.

14.2. Kontanthjælp og aktivering

14.2.1. Kontanthjælp

460. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til kontanthjælp efter § 25, § 26, stk. 3, §§ 27-29 samt § 34.

14.2.2. Aktivering

14.2.2.1. Hovedprincipper

Generelt

461. Der er 2 forskellige refusionsregler vedrørende ydelser og driftsudgifter, herunder godtgørelse, i forbindelse med tilbud om aktivering. Det er:

1) § 100, stk. 1, om 50 pct. statsrefusion af udgifter til ydelser og af udgifter til løntilskud.

2) § 100, stk. 2, om 50 pct. statsrefusion indenfor et nærmere fastsat rådighedsbeløb af kommunens driftsudgifter til aktiveringstilbud og af udgifter til godtgørelse efter § 38.

For så vidt angår udgifter til administration, herunder vejledning og udarbejdelse af skriftlige planer for aktiveringen, gælder det, at disse udgifter ikke kan anmeldes til refusion. Ydes der i projekterne/aktiveringen konsulentbistand eller vejledning over for arbejdsløshedskasser, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere m.fl. (udgifter til jobkonsulenter og beskæftigelseskonsulenter) eller i forhold til den enkelte klient, er der tale om en administrativ udgift uden adgang til refusion.

Der kan heller ikke ydes refusion af udgifter til ydelser efter anden lovgivning, som fx skoleydelse efter lov om daghøjskoler og produktionsskoler.

14.2.2.2. Ydelser

De enkelte ydelser

462. Efter § 100, stk. 1, ydes der 50 pct. statsrefusion af kommunens udgifter til:

Løntilskud i jobtræning, herunder også jobtræning i forbindelse med en ordning om jobrotation, jf. § 16, stk. 2, nr. 2 og 8.

Hjælp efter § 25 og støtte efter § 34 i vejlednings- og introduktionsprogrammer, individuel jobtræning, særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, særligt tilrettelagte aktiverende forløb, frivillige og ulønnede aktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse, jf. § 16, stk. 2, nr. 1 og nr. 3-7.

Beskæftigelsestillæg efter § 36, stk. 2, i individuel jobtræning, jf. § 16, stk. 2, nr. 3.

463. Anvendelsen af refusionsreglen i § 100, stk. 1, påvirkes ikke af alder eller af aktiveringstilbudets omfang og varighed. Det har således ikke betydning, om der i relation til personer under 30 år, der får hjælp på grund af ledighed, er tale om tilbud, der indeholder flere timer end det pligtmæssige tilbud på samlet mindst 30 timer pr. uge. Det har heller ikke betydning, om aktiveringstilbudet med hensyn til varigheden rækker ud over den pligtmæssige periode på enten 6 eller 18 måneder.

14.2.2.3. Driftsudgifter og godtgørelse efter § 38

De enkelte tilbud

464-468. (Udeladt).

14.4. Revalidering

14.4.1. Udgifter til revalidering m.v.

469. Efter § 103, stk. 1, refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til:

• Revalideringsydelse efter § 52.
• Helt eller delvis løntilskud efter § 62.
• Særlig støtte til de udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter § 63.
• Støtte til nødvendige merudgifter til bolig efter § 64.
• Støtte i form af tilskud eller rentefrit lån til etablering af selvstændig virksomhed efter § 65.
• Støtte til værktøj og arbejdsredskaber m.v. efter § 78.
• Refusion af løntilskud

470. (Udeladt).

Refusion af særlig støtte

471. De refusionsberettigende udgifter omfatter personlig bistand til revalidender med nedsat fysisk funktionsevne, nødvendige arbejdsredskaber, hjælpemidler eller indretning, som ikke stilles til rådighed af uddannelsesinstitutioner.

Udgifter til befordring udover egenbetaling på 200 kr. pr. måned refunderes. Dog er der ingen egenbetaling af befordringsudgifter, der er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Støtten til bøger og andet undervisningsmateriale kan beregnes på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved den pågældende uddannelse. De gennemsnitlige udgifter kan beregnes på grundlag af de gennemsnitlige udgifter pr. semester/studieår efter en af uddannelsesinstitutionen godkendt liste over nødvendige bøger og andet undervisningsmateriale til uddannelsen. Der skal således ikke ske dokumentation for konkrete bogindkøb, men listen over nødvendige bøger m.v. udgør dokumentationsgrundlaget for udgiften.

Kommunen skal sørge for, at dokumentationsgrundlaget er tidssvarende.

Udgifter til særlige undervisningsredskaber m.v. skal ikke indgå i beregningen.

Af andre personlige udgifter, som kan refunderes, kan eksempelvis nævnes gebyr til undervisning, rejseudgifter, værktøj og arbejdsredskaber, studierejser, børnepasning.

14.4.2. Erhvervsmodnende og erhvervsintroducerende kurser og jobindslusningsprojekter

Forrevalideringsprojekter m.v.

472. På dette punkt er finansieringen ændret. Driftsudgifter til erhvervsmodnende og erhvervsintroducerende kurser og jobindslusningsprojekter efter § 48 (forrevalideringsprojekter) skal nu efter § 103, stk. 2, afholdes af kommunen og amtskommunen med halvdelen til hver.

14.4.3. Amtskommunale tilbud

473. (Udeladt).

14.5. Fleksjob og skånejob med løntilskud

474. Efter § 104, stk. 1, refunderer staten 100 pct. af en kommunes udgifter til løntilskud til fleksjob.

Efter § 104, stk. 2, refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til ledighedsydelse og løntilskud til skånejob til personer, der modtager førtidspension.

14.6. ATP og hjælp i særlige tilfælde

ATP

475. Staten refunderer en kommunes udgifter til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Danske statsborgere i udlandet

476. Den Sociale Sikringsstyrelse træffer afgørelse om hjælp efter aktivlovens § 6 til forsørgelse af danske statsborgere, som har opholdt sig i mange år i udlandet. Udgifterne til forsørgelse af disse danske statsborgere afholdes af staten.

Hjælp i særlige tilfælde

477. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter aktivlovens kapitel 10. Det er fx hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og udgifter til sygebehandling.

14.7. Refusion af udgifter til flygtninge m.v.

Afgrænsning af personkredsen

478. I de første 61/2 år efter, at der er givet opholdstilladelse til flygtninge, yder staten en højere refusionssats.

Refusionsperioden kan ikke strække sig ud over 61/2 år, uanset om der sker ændringer i en persons opholdsstatus, eller den pågældende er fraværende fra landet i en periode, jf. § 107, stk. 2.

Den højere refusionssats ydes i de fleste tilfælde også til personer, der er familiesammenført med flygninge.

Den nærmere afgrænsning af personkredsen, der er omfattet af den højere refusionssats (i det følgende betegnet som flygtninge m.v.), fremgår af § 107, stk. 1.

Datoen for opholdstilladelse er den dato, hvor pågældende er registreret i folkeregisteret som tilflyttet.

Er der tvivl om datoen for opholdstilladelse eller om, på hvilket grundlag opholdstilladelsen er givet, må der rettes henvendelse herom til Udlændingestyrelsen, Ryesgade 53, 2100 København Ø, tlf.: 35 36 66 00.

Refusion af udgifter til flygtninge m.v.

479. Hovedreglen for finansiering af udgifter efter aktivloven er, at staten i de første 11/2 år, efter at opholdstilladelsen er givet, afholder 100 pct. af kommunens udgifter, og i de følgende 5 år afholder 75 pct. af kommunens udgifter til flygtninge m.v.

Der er visse undtagelser fra denne hovedregel. For det første refunderer staten ikke udgifter til vejledning og administration m.v. i forbindelse med flygtninge m.v. på samme måde, som kommunens udgifter hertil i almindelighed ikke refunderes af staten, jf. afsnit 14.1.

Herudover er der en række særlige undtagelser fra hovedregelen, som fremgår af pkt. 480 - 483.

480. Staten yder 100 pct. refusion af en kommunes udgifter til flygtninge m.v., som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varig nedsat funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv. Der skal være tale om et egentligt handicap og ikke fx blot følger af almindelig alderdomssvækkelse og de lidelser, der følger heraf.

Staten yder endvidere 100 pct. refusion af kommunens udgifter til uledsagede flygtningebørn, dog længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

481. Kommunens eller amtskommunens udgifter til den specialiserede revalideringsindsats efter § 68, stk. 1, 1. pkt., refunderes i hele 61/2 års perioden med 75 pct. efter § 107, stk. 4.

482. Den højere refusion til flygtninge m.v. omfatter ikke udgifter til driftsudgifter og godtgørelse efter § 38 i forbindelse med aktivering, der er nævnt i § 100, stk. 2.

I stedet yder staten efter § 107, stk. 5, et månedligt tilskud til flygtninge m.v., der deltager i aktivering efter § 16, stk. 2, forudsat at aktiviteten har et omfang på mindst 30 timer om ugen.

Tilskuddet reguleres efter § 109 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

483. Overtager en kommune pligten til at yde en flygtning m.v. integrationsbistand forud for det tidspunkt, da pligten påhviler kommunen efter § 9, stk. 6, i retssikkerhedsloven, yder staten efter § 107, stk. 6, kommunen et tilskud for hver måned, den har overtaget statens forpligtigelse.

Særligt om refusion af udgifter til ægtepar

484. Når der ydes hjælp til et ægtepar, hvor ægtefællerne har forskellig dato for, hvornår opholdstilladelsen er givet, eller hvor kun den ene part er omfattet af de særlige refusionssatser for flygtninge m.v., må hjælpen konteres således, at det er muligt at udskille, hvilken hjælp der er ydet til hvilken ægtefælle.

485. Gifter en asylsøger sig med en person, som ikke er omfattet af § 107, og har parret herefter behov for hjælp til forsørgelse, behandles asylsøgeren i refusionsmæssig henseende som enhver anden udlænding, der er gift med en herboende. Hvis der senere meddeles asylsøgeren opholdstilladelse efter de bestemmelser, som er nævnt i § 107, stk. 1, vil den pågældende være omfattet af denne bestemmelses refusionsregler. Deltager den pågældende i Dansk Flygtningehjælps integrationsprogram, aftaler Flygtningehjælpen og kommunen proceduren for udbetaling af ydelser til familien.

Andre forhold

486. Hvis en flygtning m.v. opnår dansk statsborgerskab inden udløbet af 61/2 års perioden, vil pågældende ikke længere være omfattet af de særlige refusionsbestemmelser for flygtninge m.v.

For mere detaljerede spørgsmål om refusion af udgifter til flygtninge m.v. henvises til Socialministeriets informationsskrivelse af 16. juni 1992 til kommuner og amtskommuner: -Information om flygtninge-.

14.8. Regnskabsaflæggelse, refusion, revision m.v.

487. På regnskabs- og refusionsområdet for aktivloven er der to bekendtgørelser, nemlig Socialministeriets bekendtgørelse om kommunernes, amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område (bilag 21) samt bekendtgørelse om revision af kommunernes og amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område (bilag 22).

Det er en forudsætning for at få statsrefusion eller tilskud, at såvel reglerne i aktivloven som reglerne i disse bekendtgørelser er overholdt. Det drejer sig fx om reglerne vedrørende journalføring, kontrol, dokumentation, grundlaget for trufne beslutninger (visitationen), personbogføringen m.v.

488. Socialministeren kan efter ansøgning fra en kommune eller amtskommune tillade, at der laves beskæftigelsesfremmende forsøgsordninger, som fraviger reglerne i denne lov, dog bortset fra satserne i §§ 25, 52 og 61.

Det er normalt en betingelse, at forsøget ikke medfører ændringer i byrdefordelingen mellem stat, kommune og amtskommune.

Socialministeren bekendtgør tilladelsen.

16.1. Overgangsordning for udbetaling af igangsætningsydelse

Igangsætningsydelse

489. Reglerne i kapitel 7 i lov om kommunal aktivering om udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed, er ophævet med virkning fra 1. januar 1998.

Samtidig hermed er der foretaget ophævelse af reglerne om igangsætningsydelse i kapitel 5 i aktivloven.

Ophævelsen af ordningen om igangsætningsydelse er gennemført ved lov nr. 1077 af 29. december 1997 om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om orlov, lov om kommunal aktivering og lov om aktiv socialpolitik.

Der er i forbindelse med ophævelsen af reglerne om igangsætningsydelsen fastsat en overgangsordning, hvorefter personer, der har fået tildelt igangsætningsydelse inden den 1. januar 1998, kan modtage ydelsen efter de hidtil gældende regler.

Overgangsordningen indebærer således, at personer, der har ansøgt om og fået tildelt igangsætningsydelse inden den 1. januar 1998, fortsat kan få udbetalt ydelsen efter de hidtidige regler, dvs. reglerne i kapitel 7 i lov om kommunal aktivering.

16.2. Tilbagebetaling m.v. af lån efter § 43, stk. 9 og 10

Værktøj, arbejdsredskaber og selvstændig virksomhed

490-494. (Udeladt).

Aktivlov.

Bekendtgørelse nr. 10 af 8/1 1998. (Nu: bekendtgørelse nr. 1606 af 27/12 2019).

Bekendtgørelse nr. 55 af 27/1 1998. [Nu: bek. nr. 1380 af 24/6 2021].

Ratepension

Ved delvis genkøb af en ratepension betales:

- gebyr og en afgift på 60 %

Eksempel:

Reserve: 170.000 kr.

Delvist genkøb 

120.000 kr. 

Omkostning 5 % 

6.000 kr. 

60 % i afgift 

68.400 kr. 

Til udbetaling 

45.600 kr. 

Kapitalpension

Ved delvist genkøb af en kapitalpension betales:

- gebyrer og en afgift på 60 %

Eksempel:

Reserve: 340.000 kr.

Delvist genkøb 

290.000 kr. 

Omkostning 5 % 

14.500 kr. 

60 % i afgift 

165.300 kr. 

Til udbetaling 

110.200 kr. 

Bekendtgørelse nr. 929 af 8/12 1997, ændret ved bekendtgørelse nr. 801 af 11/11 1998. [Nu: bek. nr. 1601 af 27/12 2019].

Bekendtgørelse nr. 78 af 4/2 1998  [Nu: bekendtgørelse nr. 1975 af 11/12 2020].

Bekendtgørelse nr. 126 af 24/2 1998 (Nu: bekendtgørelse nr. 521 af 7/6 2001 om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere og modtagere af ledighedsydelse samt om fradrag i orlovsydelse, der udbetales af kommunerne) (Ophævet)

Bekendtgørelse nr. 1015 af 17/12 1997 (Nu: Bekendtgørelse nr. 1216 af 28/9 2023).

Cirkulære nr. 2/97 af 13/2 1997. (Ikke medtaget)

Vejledning af 6/5 1997 (Ikke medtaget)

Bekendtgørelse nr. 895 af 1/12 1997 (Nu: bekendtgørelse nr. 1156 af 14/12 2000) (Ikke medtaget)

Bekendtgørelse nr. 896 af 1/12 1997 (Nu: bekendtgørelse nr. 1473 af 14/12 2006 [ophævet]).

Bekendtgørelse nr. 981 af 21/11 1996 (Ophævet)

Vejledning nr. 197 af 10/12 1996 (Ophævet)

Bekendtgørelse nr. 897 af 1/12 1997 (Ophævet).

Bekendtgørelse nr. 966 af 1/12 1994 (Nu: bekendtgørelse nr. 1344 af 11/12 2009 (Ophævet)).

Bekendtgørelse nr. 54 af 27/1 1998 (Nu: bekendtgørelse nr. 1465 af 16/12 2019)

Bekendtgørelse nr. 32 af 16/1 1998 (Ophævet)

Bekendtgørelse nr. 31 af 16/1 1998 (Ophævet)

Bekendtgørelse nr. 925 af 8/12 1997 (Nu: bekendtgørelse nr. 1600 af 27/12 2019).

Bekendtgørelse nr. 98 af 16/2 1998 (Nu: bekendtgørelse nr. 1681 af 11/12 2023)

Bekendtgørelse nr. 105 af 16/2 1998  (Ophævet)

Eksempler på fastsættelse af grænsebeløb og udmåling af § 34-støtte

(januar 1998-niveau)

I nedenstående tabel er vist en række eksempler på fastsættelse af grænsebeløb og den § 34-støtte, der udmåles, forinden der tages hensyn til loftsregler, indtægtsfradrag m.v. Paragrafhenvisninger i tabellen er henvisninger til bekendtgørelse om særlig støtte efter aktivlovens § 34.

Ægtepar med forskellige grænsebeløb (jf. § 5, stk. 1. 2. pkt.):

2 fællesbørn - den ene har 1 hjemmeboende og 2 udeboende særbørn - den anden har ingen særbørn:

Eksempler på beregning af hjælp efter lovens kapitel 4

(januar 1998-niveau)

Boligudgifterne i eksemplerne er nettoboligudgifter, dvs. incl. udgifter til varme, el. m.v. og fratrukket boligstøtte. I eksempler med ejerboliger er redegjort for sammenhængen mellem bruttoboligudgifter, skattevirkning og nettoboligudgifter.

Hvor ikke andet er oplyst, er i eksemplerne forudsat en trækprocent på 45 og et månedligt (mdl.) skattekortsfradrag på 2.500 kr. Der er ikke beregnet ATP af kontanthjælpen.

Alle beregnede beløb er afrundet til hele kr.

Der er i marginen paragrafhenvisninger til lov om aktiv socialpolitik (L) og til bekendtgørelsen om særlig støtte efter § 34 (B) med stk.-henvisning og evt. nr.-henvisning efter punktum. For eksempel henviser -L § 25.1.1- til lovens § 25, stk. 1, nr. 1.

Oversigt over eksempler:

Eks. 1 Hjælp til ung hjemmeboende

a. På kontanthjælp.

b. I aktivering.

Eks. 2 Hjælp til enlig ikke-forsørger, der bor til leje.

a. Uden tidligere indtægter - med boligudgifter inden for det indkomstuafhængige loft.

b. Uden tidligere indtægter - boligudgifter overstiger det indkomstuafhængige loft.

c. Med tidligere indtægter.

d. Med tidligere indtægter og i aktivering.

Eks. 3 Kontanthjælp til enlig forsørger med 1 barn i lejebolig

a. Uden andre indtægter.

b. Med indtægter fra ustøttet arbejde.

c. Med indtægter fra ustøttet arbejde og aktivering.

Eks. 4 Hjælp til ægtepar med 2 børn i lejebolig.

a. Begge på kontanthjælp.

b. En ægtefælle i aktivering.

c. Begge i aktivering.

d. Begge i aktivering - med fradrag for udeblivelse.

Eks. 5 Kontanthjælp til enlig ikke-forsørger, der bor i ejerbolig

a. Uden andre indtægter. Den samlede hjælp overstiger max. arbejdsløshedsdagpenge.

b. Med arbejdsløshedsdagpenge. Skattekortsfradraget overstiger kontanthjælpsniveauet.

Eks. 6 Kombinationsægtepar

a. Kontanthjælpsmodtager + pensionist med forhøjet almindelig førtidspension - 2 børn.

b. Kontanthjælpsmodtager + pensionist med højeste førtidspension - ingen børn.

c. Kontanthjælpsmodtager + orlovsydelsesmodtager - 3 børn.