Bekendtgørelse om fastsættelse og regulering af omregningssats
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1154 af 20/12 1995.
I medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, og § 59, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 9. januar 1995, fastsættes efter forhandling med Landsarbejdsrådet:
§ 1. Ved beregning af fradrag i arbejdsløshedsdagpenge m.v. på grund af indtægt anvendes en omregningssats, medmindre anden fradragsmetode er fastsat for den pågældende indtægts art.
§ 2. Omregningssatsen fastsættes pr. 1. januar 1996 til kr. 118,18.
Stk. 2. Omregningssatsen reguleres een gang årligt den første mandag i januar måned med den procentvise lønudvikling for alle lønmodtagere på hele Dansk Arbejdsgiverforenings område i de seneste 4 kvartaler før den 1. juli i året forud.
Stk. 3. Ved regulering efter stk. 2 anvendes den i Dansk Arbejdgiverforenings offentliggjorte konjunkturstatistik beregnede gennemsnitlige ændring mellem øvre og nedre kvartil.
Stk. 4. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen underretter hvert år i december måned de anerkendte arbejdsløshedskasser om omregningssatsens størrelse for det følgende år.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996.
Stk. 2. Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 961 af 28. november 1994 om fastsættelse og regulering af omregningssats.