Cirkulæreskrivelse om tilsynsbesøg på hjemmeplejeområdet
Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse nr. 3550 af 2/8 1993.
I. Orientering
I forbindelse med Arbejdstilsynets indsats på hjemmeplejeområdet har Kommunernes Landsforening bedt direktoratet om at udarbejde generelle retningslinier for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg på arbejdspladser, som er beliggende i private hjem.
Kommunernes Landsforening har peget på, at der ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg må tages hensyn til, at arbejdspladsen tillige er en persons private hjem, og at der let opstår sammenstød mellem forskellige og modsatrettede interesser.
Arbejdstilsynet har med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 76, stk. 2, adgang til at foretage tilsynsbesøg på arbejdssteder i private hjem, hvor hjemmehjælpere, hjemmesygeplejersker mv. udfører arbejde som ansatte af kommunen.
I lovens § 76, stk. 3, er der hjemmel for Arbejdstilsynet til at foretage fotooptagelser.
II. Instruktion
Både hvad angår Arbejdstilsynets tilsynsbesøg og fotooptagelser i private hjem må der tages specielt hensyn til beboerne.
Tilsynsbesøg
Det er direktoratets opfattelse, at det er et naturligt led i Arbejdstilsynets planlægning af en indsats, som indebærer besøg i private hjem, at kommunen som arbejdsgiver og de ansatte eller disses sikkerhedsrepræsentanter inddrages på et tidligt tidspunkt i forløbet.
Det vil herefter være op til den enkelte kommune, om de borgere, som kan blive udsat for tilsynsbesøg, på forhånd skal orienteres om formålet med besøget og have lejlighed til at komme med indsigelser eller have indflydelse på tidspunkt mv.
Hvis en borger har modsat sig besøg, vil det afhænge af et konkret skøn, om Arbejdstilsynet trods dette aflægger tilsynsbesøg i den pågældendes hjem. Der må dog være vægtige grunde til at foretage besøg mod beboerens ønske, ligesom der må tages hensyn til beboerens eventuelle vilkår for besøg.
Fotooptagelser
Af hensyn til beboerne skal Arbejdstilsynet så vidt muligt undgå at tage fotografier i private hjem, men må i stedet dokumentere et afgivet påbud via en beskrivelse, evt. en tegnet skitse af forholdene.
Hvis det vurderes, at fotooptagelser i et privat hjem er nødvendige som dokumentation, skal det undgås, at der tages fotografier af de personer, som modtager hjemmehjælp eller hjemmepleje, og der bør under ingen omstændigheder tages fotografier af personerne i situationer, der må betegnes som private, f.eks. under påklædning eller på toilettet.
III. Ikrafttræden
Straks.