Cirkulære om udstedelse af fripolicer til særlig begravelseshjælp
Socialministeriets cirkulære nr. 60 af 29/3 1973.
I medfør af § 16, stk. 2 og 3, i lov nr. 311 af 9. juni 1971, som ændret ved lov nr. 260 af 7. juni 1972, fastsættes følgende regler om særlig begravelseshjælp:
1. Følgende persongrupper er berettiget til særlig begravelseshjælp:
A. Personer, der i tiden 1. januar 1954 - 31. marts 1973 uafbrudt har været nydende medlemmer af anerkendt sygekasse eller omfattet af begravelseshjælp i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som herigennem den 1. januar 1954 havde sikret deres bo en højere begravelseshjælp end 350 kr. Udover den almindelige begravelseshjælp ydes et tillæg svarende til det beløb, hvormed den sikrede begravelseshjælp den 1. januar 1954 oversteg 350 kr. De pågældende vil enten have sikret sig i Udligningskassen for Begravelseshjælp eller i en såkaldt lukket begravelseskasse i vedkommende sygekasse.
B. Personer, som ved lovens ikrafttræden den 1. april 1973 er omfattet af en direkte forsikring i Udligningskassen for Begravelseshjælp, og som på dette tidspunkt ikke har bopæl her i landet, har også efter den 1. april 1973 ret til det sikrede beløb. Retten hertil bortfalder, hvis pågældende ved sin død har ret til almindelig begravelseshjælp efter § 16, stk. 1.
2. Det påhviler de enkelte sygekasser pr. 1. april 1973 at udstede fripolicer lydende på den sikredes CPR-nr., navn og bopæl samt størrelsen af den særlige begravelseshjælp, der tilkommer de under punkt 1 A nævnte personer.
Tilsvarende påhviler det Udligningskassen for Begravelseshjælp at udstede fripolicer for de under punkt 1 B nævnte personer. Disse fripolicer skal have påtegning om, at retten til den særlige begravelseshjælp bortfalder, hvis den sikrede ved sin død har ret til almindelig begravelseshjælp efter sygesikringslovens § 16, stk. 1.
3. De udstedte fripolicer kan ikke gøres til genstand for overdragelse, pantsætning, udlæg o.l.
4. a. Udbetaling af supplerende begravelseshjælp i medfør af punkt 1A sker i forbindelse med udbetaling af almindelig begravelseshjælp efter lovens § 16, stk. 1. Fripolicen må afleveres til kommunen.
b. Udbetaling af begravelseshjælp i medfør af punkt 1 B sker ved henvendelse til Københavns magistrats 3. afdeling, direktoratet for sundhedsvæsenet, Nørre Voldgade 15, 1358 København K. Fripolice og dødsattest må indsendes til dette direktorat.
5. Blanketter til fripolicer fås ved henvendelse til sikringsstyrelsen, Holmens Kanal 7, 1060 København K.