Lov om registreret partnerskab
Børne-, Ligestillings-, Integrations- og Socialministeriets lov nr. 372 af 7/6 1989, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10/10 2005, med følgende ændringslove indarbejdet:
lov nr. 500 af 6/6 2007 (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse) § 1,
lov nr. 537 af 26/5 2010 (Udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed m.v.) § 1.
Lov nr. 532 af 12/6 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) § 4, stk. 2, indeholder bestemmelse om, at lov om registreret partnerskab ophæves men fortsat finder anvendelse på partnerskaber, som er registreret før 15/6 2012.
§ 1. To personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere.
Registrering
§ 2. Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2 være opfyldt.
Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis
1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab eller
2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.
Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.
Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.
Retsvirkninger
§ 3. Registrering af partnerskab har med de i § 4 anførte undtagelser samme retsvirkninger som indgåelse af ægteskab.
Stk. 2. Bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og ægtefæller, skal anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere.
§ 4. Bestemmelser i dansk lovgivning, der indeholder særlige regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.
Stk. 2. Bestemmelser i internationale traktater finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab, medmindre medkontrahenterne tilslutter sig dette.
Opløsning
§ 5. Ægteskabslovens kapitel 3, 4, 5 og 5 a og retsplejelovens kapitel 42 finder tilsvarende anvendelse på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ægteskabslovens § 40, anvendes ikke ved opløsning af et registreret partnerskab.
Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.
Andre regler
Separation og skilsmisse (Social- og Indenrigsmin. bek. nr. 990 af 26/6 2020).
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 6. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.
§ 6 a. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret partnerskab.
§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Noter
Lov nr. 532 af 12/6 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) indeholder i § 5 bestemmelse om, at et partnerskab, der er indgået efter lov om registreret partnerskab, kan efter parternes ønske omdannes til et ægteskab af den myndighed, der er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af anmodninger om omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab.