Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Overførsel af myndighedsansvar for seniorpension til Seniorpensionsenheden m.v.)

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 2190 af 29/12 2020.

§ 1

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 983 af 23. september 2019, som ændret ved § 6 i lov nr. 339 af 2. april 2019, § 11 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, § 1 i lov nr. 1123 af 19. november 2019, § 1 i lov nr. 1420 af 17. december 2019, § 7 i lov nr. 1558 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 1559 af 27. december 2019, § 10 i lov nr. 1583 af 27. december 2019 og § 21 i lov nr. 869 af 14. juni 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 17, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:

»Personer, der er tilkendt seniorpension efter § 26 a, kan dog ikke anmode kommunalbestyrelsen om at træffe afgørelse om førtidspension.«

2. I § 18 a ændres »førtidspension« til: »seniorpension eller førtidspension«.

3. I § 26 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. I sager om seniorpension iværksættes ikke beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. I § 26 a indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. En person, der modtager førtidspension efter denne lov, kan ikke samtidig modtage seniorpension.«

5. I § 26 b, 1. pkt., ændres »bopælskommunen« til: »Seniorpensionsenheden«.

6. I § 26 b, 2. pkt., indsættes efter »opfyldt«: », jf. dog § 62, stk. 3«.

7. § 26 c, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Seniorpensionsenheden og kommunen kan ved behandlingen af sager om seniorpension kun benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge, jf. §§ 13 og 15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Seniorpensionsenheden indgår aftale med regionerne om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, og kommunen indgår aftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med den region, hvor kommunen er beliggende. Seniorpensionsenheden og kommunen betaler for den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering, som hver af myndighederne rekvirerer fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge.«

8. § 26 c, stk. 3, ophæves, og stk. 4, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren nærmere regler om samarbejdet mellem Seniorpensionsenheden og regionerne og mellem kommunen og regionen om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om seniorpension. Der kan herunder fastsættes nærmere regler om samarbejdsaftalen, prisfastsættelse og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering fra de kliniske funktioner og om muligheden for, at Seniorpensionsenheden og de kliniske funktioner kan aftale, at en region yder sundhedsfaglig rådgivning til Seniorpensionsenheden på vegne af de øvrige regioner.«

9. I § 26 d, stk. 1 og 2, ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Seniorpensionsenheden«, og i stk. 2, 1. pkt., ændres »kommunens« til: »Seniorpensionsenhedens«.

10. § 26 d, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal uden samtykke fra personen videregive oplysninger til Seniorpensionsenheden om personer, der søger om eller har fået tilkendt seniorpension, når kommunen bliver opmærksom på forhold, der kan have betydning for retten til seniorpension.

Stk. 4. Seniorpensionsenheden skal uden samtykke fra personen give besked til kommunalbestyrelsen om afgørelser om tilkendelse af seniorpension og Udbetaling Danmark om tilkendelser af seniorpension og afgørelser om hvilende seniorpension.«

11. I § 26 e, stk. 2, ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Seniorpensionsenheden«.

12. Efter § 26 e indsættes i kapitel 3 a:

»§ 26 f. Seniorpensionsenheden kan anmode ansøgerens bopælskommune om at oplyse sager til brug for afgørelser om seniorpension.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for samarbejdet mellem Seniorpensionsenheden og kommunalbestyrelserne, herunder om indhentelse af oplysninger og tidsfrister.«

13. I § 29, stk. 4, nr. 1, 1. pkt., ændres »omfattet af og beregnet efter« til: »omfattet af«.

14. I § 32 a, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., ændres »omfattet af og beregnet efter« til: »omfattet af«.

15. I § 33, stk. 2, 3. pkt., ændres »kommunen« til: »Seniorpensionsenheden«.

16. I § 41, stk. 1, ændres »og kommunalbestyrelsen« til: », Seniorpensionsenheden og kommunalbestyrelsen«.

17. I § 56 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Seniorpensionsenheden varetager opgaver vedrørende seniorpension efter kapitel 3 a.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

18. I § 56 a, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres »som ikke er nævnt i stk. 1 og 2« til: »som ikke er nævnt i stk. 1-3, og opgaver vedrørende seniorpension efter kapitel 3 a, hvis Seniorpensionsenheden anmoder herom, samt opgaver efter §§ 4 og 6 i lov om Seniorpensionsenheden«.

19. I § 56 a, stk. 4, 1. og 3. pkt., der bliver stk. 5, 1. og 3. pkt., ændres »Udbetaling Danmark« til: »Udbetaling Danmark eller Seniorpensionsenheden«.

20. I § 62 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Udbetaling Danmark kan behandle en sag om seniorpension til personer med fast bopæl i udlandet, når der ved påbegyndelsen af realitetsbehandlingen er mindre end 6 måneder til, at personen opfylder betingelsen om højst at have 6 år til folkepensionsalderen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 2

I lov nr. 869 af 14. juni 2020 om Seniorpensionsenheden foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Ved Seniorpensionsenhedens varetagelse af opgaver på sit sagsområde efter kapitel 2 finder § 3, stk. 1, og § 4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område tilsvarende anvendelse.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 2.

2. Efter kapitel 3 indsættes:

»Kapitel 3 a

Sagsbehandling og udveksling af oplysninger

§ 4 a. Ved Seniorpensionsenhedens behandling af sager efter kapitel 2 finder § 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 12, nr. 1 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Seniorpensionsenheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1-3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i elektronisk form.«

3. Overskriften til kapitel 9 affattes således:

»Kapitel 9

Moms, optagelse af lån m.v.«

4. Efter § 17 indsættes i kapitel 9:

»§ 17 a. Seniorpensionsenheden skal indsende de oplysninger, som beskæftigelsesministeren beder om, herunder statistiske oplysninger og andre oplysninger om udviklingen på Seniorpensionsenhedens område til brug for lovforberedende arbejde og udviklingsinitiativer og til brug for andre ministerbetjeningsopgaver.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte en frist for indsendelse af oplysningerne fra Seniorpensionsenheden efter stk. 1.

§ 17 b. Seniorpensionsenheden kan optage korte lån op til maksimalt 5 mio. kr. til dækning af udsving i likviditeten eller uforudsete driftsudgifter i løbet af et driftsår. Lånet kan optages i KommuneKredit, pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner. Lånet skal afvikles hurtigst muligt og senest i løbet af de to efterfølgende budgetår.

Stk. 2. Seniorpensionsenheden kan optage lån til Arbejdsmarkedets Tillægspensions dækning af udgifter til udarbejdelse af udbud af og indgåelse af it-kontrakter og til brug for tilkøb af eller udvikling af it-løsninger til brug for administration af seniorpensionsordningen. Lånet kan kun optages på baggrund af en enstemmig beslutning i bestyrelsen for Seniorpensionsenheden. Lånet kan optages i KommuneKredit, pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner.

Stk. 3. Kommunerne hæfter solidarisk for lån optaget af Seniorpensionsenheden, jf. stk. 1 og 2.«

§ 3

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1555 af 2. november 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ændres »og § 50, stk. 1,« til: », § 50, stk. 1,«, og efter »og almindelig førtidspension m.v.« indsættes: »og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne«.

2. I § 9 c, stk. 8, 2. pkt., ændres »tilkendelseskommunen« til: »den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension«.

3. I § 62 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Uenighed om Seniorpensionsenhedens kompetence kan indbringes for Ankestyrelsen. Den person, som afgørelsen vedrører, Seniorpensionsenheden og Udbetaling Danmark kan indbringe sagen.«

4. Efter § 62 indsættes:

»§ 64. Afgørelser, der træffes af Seniorpensionsenheden, kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a, af den person, som afgørelsen vedrører, i det omfang det er fastsat i lov om social pension.«

§ 4

I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 23. september 2019, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1420 af 17. december 2019 og senest ved § 11 i lov nr. 1583 af 27. december 2019, foretages følgende ændring:

1. I § 25, stk. 3, nr. 1, ændres »omfattet af og beregnet efter« til: »omfattet af«.

§ 5

I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 16. januar 2019, som ændret senest ved § 20 i lov nr. 1559 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 26, stk. 2 og 3, ændres »for opgaver, der er overført fra kommunerne« til: »for opgaver, der finansieres af administrationsbidrag fra kommunerne efter § 22«, og »stk. 6« ændres til: »stk. 7«.

2. I § 26, stk. 5, 1. pkt., ændres »på sagsområder, der er overført fra kommunerne« til: »for opgaver, der finansieres af administrationsbidrag fra kommunerne efter § 22«.

3. I § 26 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Skyldes en fejlagtig udbetaling af seniorpension til personer med fast bopæl i Danmark efter § 26 a i lov om social pension urigtige eller mangelfulde oplysninger fra Seniorpensionsenheden, er Seniorpensionsenheden ansvarlig for fejludbetalingen og skal indbetale et beløb svarende til et eventuelt tab til Udbetaling Danmark, herunder det beløb, som Udbetaling Danmark skal tilbagebetale til staten.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

§ 6

I lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 2 i lov nr. 456 af 25. maj 2016 og senest ved § 3 i lov nr. 525 af 27. april 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 45, stk. 1, indsættes efter »ATP«: », Seniorpensionsenheden«.

§ 7

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 28. oktober 2019, som ændret ved § 5 i lov nr. 1557 af 27. december 2019, § 16 i lov nr. 1558 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 1052 af 30. juni 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 14, stk. 2, nr. 5, litra a, ændres »og førtidspension« til: », førtidspension og seniorpension«.

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse for ansøgninger om seniorpension indgivet til kommunen inden den 1. januar 2021, jf. den hidtil gældende § 26 b i lov om social pension. For disse ansøgninger finder de hidtil gældende regler ved tilkendelse af seniorpension anvendelse. Når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviser en sag om seniorpension den 1. januar 2021 eller senere, finder denne lov anvendelse, og Seniorpensionsenheden skal behandle sagen i 1. instans, uanset om kommunen tidligere har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 3. Seniorpensionsenheden foretager genvurdering efter § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når kommunalbestyrelsens afgørelse om seniorpension, jf. den hidtil gældende § 26 d, stk. 1, i lov om social pension, er påklaget til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg den 1. januar 2021 eller senere, jf. § 50, stk. 4, i lov om social pension.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal senest den 31. januar 2021 sende en liste til Seniorpensionsenheden med sager om afslag på seniorpension truffet i 2020 efter § 26 d, jf. § 26 a, stk. 2, nr. 2, i lov om social pension, som ikke er påklaget til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden den 1. januar 2021, eller som er påklaget efter klagefristens udløb, og derfor ikke behandlet af Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal uden personens samtykke senest den 31. januar 2021 sende sagsakterne fra sagerne på listen efter 1. pkt. til Seniorpensionsenheden, som overtager myndighedsansvaret for sagerne.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser i sager om afslag på seniorpension truffet i 2020 efter § 26 d, jf. § 26 a, stk. 2, nr. 2, i lov om social pension, kan på det ved afgørelsen foreliggende dokumentationsgrundlag ekstraordinært påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i 2021. Det er en betingelse, at afgørelsen ikke er påklaget til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg og behandlet efter de almindelige klageregler, jf. § 50, stk. 4, i lov om social pension. Inden klagen behandles, skal Seniorpensionsenheden vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Kan Seniorpensionsenheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og den ekstraordinære genvurdering videre til Ankestyrelsen.

Stk. 6. Seniorpensionsenheden skal senest den 1. maj 2021 vejlede personer i målgruppen for ekstraordinær klageadgang efter stk. 7. Personens klage efter stk. 7 skal ske skriftligt til Seniorpensionsenheden, inden 4 uger efter at personen har modtaget vejledning efter 1. pkt.

Stk. 7. Ældre bekendtgørelser fastsat efter henholdsvis § 26 a, stk. 3, som bliver stk. 4, og § 62, stk. 3, som bliver stk. 4, i lov om social pension og § 26, stk. 6, som bliver stk. 7, i lov om Udbetaling Danmark, skal fortsat have gyldighed.

Stk. 8. § 7 finder anvendelse fra den 1. januar 2020.

Stk. 9. § 3, nr. 1, har virkning for kommunernes ret til refusion af udgifter til ydelserne, som fremgår af § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, og som er tilkendt fra og med den 1. juli 2014.

Til toppen