Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse og lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Ligedeling og individuel indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen og ligedeling af den supplerende grønne check m.v.)
Skatteministeriets lov nr. 194 4af 15/12 2020.
§ 1
I lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016, som ændret ved § 14 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1402 af 5. december 2017, § 2 i lov nr. 1529 af 18. december 2018 og § 4 i lov nr. 278 af 26. marts 2019, foretages følgende ændringer:
1. § 1 a, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
2. I § 1 a, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »og 2«.
3. § 4 affattes således:
»§ 4. For forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. dog stk. 10. Den halve ydelse rundes opad til nærmeste hele kronebeløb. Er kun den ene forældremyndighedsindehaver fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, udbetales hele ydelsen til denne.
Stk. 2. Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistreret i CPR på samme bopælsadresse, udbetales hele ydelsen til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis
1) begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri, hvilket ikke efterfølgende ensidigt kan trækkes tilbage af den ene forældremyndighedsindehaver, eller
2) den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.
Stk. 3. Ydelse, der udbetales efter stk. 2, skal ligedeles efter stk. 1, 1. pkt., hvis den anden forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos modtageren af ydelsen, eller hvis barnet bliver bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.
Stk. 4. Når en forælder, der har forældremyndighed over barnet og har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, jf. stk. 1-3, 5 og 10, er indsat i en institution under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder, kan den ydelse, som den indsatte har ret til at få udbetalt, efter Udbetaling Danmarks bestemmelse udbetales til den indsattes ægtefælle, såfremt den indsattes særbarn opholder sig hos den indsattes ægtefælle.
Stk. 5. Har en forældremyndighedsindehaver forældremyndigheden alene over barnet, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne.
Stk. 6. Børne- og ungeydelsen udbetales til barnet eller den unge selv, hvis Udbetaling Danmark skønner det bedst for barnet eller den unge.
Stk. 7. Er barnet i privat familiepleje, jf. § 78 i lov om social service, udbetales børne- og ungeydelsen til den eller de personer, der har taget barnet i pleje, med henholdsvis fuld ydelse eller halv ydelse til hver.
Stk. 8. For personer omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer, hvor betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 3-8, er opfyldt, udbetales børne- og ungeydelsen til den forælder, der opnår ret til børne- og ungeydelsen i henhold til forordningens regler ved beskæftigelse eller bopæl i Danmark eller modtagelse af pension fra Danmark, medmindre forordningens artikel 68a finder anvendelse, i hvilke tilfælde der udbetales til den, der er berettiget efter artikel 68a.
Stk. 9. Udbetaling af børneydelse efter stk. 1-7 skal ske med virkning fra næstkommende kvartal, og udbetaling af ungeydelse efter stk. 1-7 skal ske med virkning fra næstkommende måned, efter Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om udbetaling.
Stk. 10. For forældremyndighedsindehavere, som ikke var bopælsregistreret på samme bopælsadresse i CPR i hele perioden fra og med den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021, udbetales hele børne- og ungeydelsen til den forældremyndighedsindehaver, der, for så vidt angår børneydelse, den seneste hverdag forud for den 21. oktober 2021 fik udbetalt ydelsen, og, for så vidt angår ungeydelse, den seneste hverdag forud for den 21. december 2021 fik udbetalt ydelsen, jf. dog 2.-5. pkt. og stk. 4 og 6-8. Ydelsen skal uanset 1. pkt. udbetales efter stk. 1, hvis den forældremyndighedsindehaver, der efter 1. pkt. har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, anmoder Udbetaling Danmark herom. Hvis det barn, der udbetales ydelse for, er bopælsregistreret hos den forældremyndighedsindehaver, der som følge af 1. pkt. ikke har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, udbetales ydelsen efter stk. 3. Stk. 2, nr. 2, finder anvendelse uanset 1. pkt., hvis den forældremyndighedsindehaver, der som følge af 1. pkt. ikke har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver. Hvis udbetaling efter 1. pkt. er ophørt, kan der ikke efterfølgende ske udbetaling på baggrund af 1. pkt.«
4. I § 8 a, stk. 1, 1. pkt., udgår »og en eventuel ægtefælles«.
5. Efter § 8 a indsættes før overskriften før § 9:
»§ 8 b. For børn og unge, der er født fra og med den 1. juli 2004, lægges udelukkende oplysninger om forældremyndighed i CPR til grund ved fastlæggelse af udbetalingen af børne- og ungeydelsen efter § 4. Dette gælder dog ikke, såfremt barnet eller den unge ikke er registreret med personnummer i CPR.
Stk. 2. For børn og unge født før den 1. juli 2004 lægges de oplysninger til grund, som Udbetaling Danmark har registreret om forældremyndigheden.«
6. § 11, stk. 2, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»I hele den ydelse, som den enkelte er berettiget til at få udbetalt, jf. § 4, kan modregnes den enkelte berettigedes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud efter dagtilbudsloven og de tidligere gældende §§ 29 og 35 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, og skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen.«
§ 2
I lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 5. august 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 191 af 27. februar 2017, § 2 i lov nr. 1724 af 27. december 2018 og § 17 i lov nr. 1559 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2, 1. pkt., ændres »de bestemmelser, som følger af § 5, stk. 1-6« til: »§ 5«.
2. I § 1, stk. 2, 5. pkt., ændres »120 kr. pr. barn, dog maksimalt 240 kr.« til: »60 kr. pr. barn, dog maksimalt 120 kr.«, og i 9. pkt. ændres »200 kr. pr. barn, dog maksimalt 400 kr.« til: »100 kr. pr. barn, dog maksimalt 200 kr.«
3. § 5 affattes således:
»§ 5. Den supplerende kompensation efter § 1, stk. 2, ydes til personer, der ved indkomstårets udløb har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, jf. § 4 i lov om en børne- og ungeydelse. I tilfælde, hvor hele børne- og ungeydelsen for et barn udbetales til én modtager, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, 5-8 eller 10, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes kompensation med det dobbelte af beløbene pr. barn i § 1, stk. 2, 5. eller 9. pkt. Det maksimale beløb i § 1, stk. 2, 5. pkt., forhøjes med 60 kr. pr. barn, der udbetales dobbelt ydelse for efter 2. pkt., dog maksimalt med 120 kr., og det maksimale beløb i § 1, stk. 2, 9. pkt., forhøjes med 100 kr. pr. barn, der udbetales dobbelt ydelse for efter 2. pkt., dog maksimalt med 200 kr.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2. § 2 har virkning fra og med indkomståret 2022.