Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Pension

Lov om ændring af pensionslov og førtidspensionslov m.v. (Forhøjelse af satser for folkepension, forhøjelse af fradragsbeløb for folkepension og førtidspension og forhøjelse af fradragsbeløb for ægtefælles eller samlevers indkomst)

Lov om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Forhøjelse af satser for folkepension, forhøjelse af fradragsbeløb for folkepension og førtidspension og forhøjelse af fradragsbeløb for ægtefælles eller samlevers indkomst)

 

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 125 af 6/2 2019.

§ 1

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 442 af 8. maj 2018 og § 6 i lov nr. 701 af 8. juni 2018 og senest ved § 5 i lov nr. 1548 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 1, nr. 7, ændres »60.000 kr.« til: »100.008 kr.«

2. § 49, stk. 1, affattes således:

»Ved fastsættelse af pension for kalenderåret anvendes følgende beløb:

1) Grundbeløbet efter § 12 udgør 75.924 kr. årligt.

2) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for grundbeløb efter § 27, stk. 8, udgør 329.600 kr.

3) Pensionstillægget efter § 12 udgør årligt 83.076 kr. for enlige og 41.436 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2016-2023 forhøjes pensionstillægget med et kompensationstillæg, jf. § 49 b.

4) Mediechecken efter § 14 e udgør 235 kr. i 2019, 469 kr. i 2020, 704 kr. i 2021 og 938 kr. i 2022 og frem.

5) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for en ægtefælle eller samlever, som ikke modtager social pension, jf. § 29, stk. 5, 1. pkt., udgør halvdelen af dennes indtægt op til 307.700 kr.

6) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for pensionstillæg efter § 29, stk. 7, udgør 72.800 kr. for enlige og 145.900 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2019-2033 forhøjes fradragsbeløbet efter § 49 c.

7) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for varmetillæg, helbredstillæg og mediecheck efter § 29, stk. 8, udgør 21.000 kr. for enlige og 41.500 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2019-2033 forhøjes fradragsbeløbet efter § 49 c.

8) Formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg efter § 14 a udgør 87.900 kr.

9) Førtidspensionen efter § 16 udgør for enlige 226.500 kr. årligt. Heraf udgør førtidspensionens pensionstillæg 62.028 kr. For gifte og samlevende udgør førtidspensionen 192.528 kr. årligt. Heraf udgør førtidspensionens pensionstillæg 53.304 kr.

10) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for ægtefælle eller samlever, som ikke modtager social pension, jf. § 32 a, stk. 4, udgør 236.728 kr.

11) Fradragsbeløbet i det samlede indtægtsgrundlag for førtidspension efter § 32 a, stk. 7, udgør 78.800 kr. for enlige og 125.000 kr. for gifte eller samlevende.

12) For en ægtefælle eller samlever, der er pensionist, kan der maksimalt indgå 387.400 kr. i indtægtsgrundlaget. For en ægtefælle eller samlever, der ikke er pensionist, kan der maksimalt indgå 256.100 kr. i indtægtsgrundlaget.

13) Bidraget til den supplerende arbejdsmarkedspension, jf. § 33 b, udgør 6.396 kr. årligt.«

3. I § 49, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1«: », § 49 c«.

4. I § 49, stk. 3, affattes 3. pkt. således:

»Reguleringen sker dog første gang for de beløb nævnt i stk. 1 og § 49 c den 1. januar 2020.«

5. I § 49, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »og 12,«: »og § 49 c,«.

6. Efter § 49 b indsættes i kapitel 7:

»§ 49 c. Fradragsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 6 og 7, forhøjes med 15.000 kr. for enlige og 30.000 kr. for gifte og samlevende i 2019. Forhøjelsen nedsættes i hvert af årene 2020-2034 med 1.000 kr. for enlige og 2.000 kr. for gifte og samlevende.«

7. I § 72 d, stk. 1, ændres »15.900 kr.« til: »17.600 kr.«

8. I § 72 d, stk. 7, 2. pkt., ændres »1. januar 2014« til: »1. januar 2020«.

§ 2

I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 17. november 2017, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 1548 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 48, stk. 1, affattes således:

»Ved fastsættelse af pension for kalenderåret anvendes følgende beløb:

1) Grundbeløbet efter § 13 udgør 75.780 kr. årligt.

2) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for grundbeløb efter § 25, stk. 5, udgør 329.600 kr. for enlige og 223.700 kr. for gifte.

3) Pensionstillægget efter § 13 udgør årligt 78.720 kr. for enlige og 38.040 kr. for gifte og samlevende.

4) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for en ægtefælle eller samlever, som ikke modtager social pension, jf. § 26, stk. 3, 1. pkt., udgør halvdelen af dennes indtægt op til 307.700 kr.

5) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for pensionstillæg efter § 26, stk. 4, udgør 72.800 kr. for enlige og 145.900 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2019-2033 forhøjes fradragsbeløbet efter § 48 b.

6) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for varmetillæg, helbredstillæg og mediecheck efter § 26, stk. 5, udgør 21.000 kr. for enlige og 41.500 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2019-2033 forhøjes fradragsbeløbet efter § 48 b.

7) Invaliditetsbeløbet efter § 13, nr. 1 og 2, udgør 37.656 kr. årligt.

8) Invaliditetsydelsen efter § 21 udgør 37.908 kr. årligt.

9) Erhvervsudygtighedsbeløbet efter § 13, nr. 1, udgør 50.844 kr. årligt.

10) Førtidsbeløbet efter § 13, nr. 3, udgør 19.704 kr. årligt.

11) Den ekstra tillægsydelse efter § 13, nr. 3, udgør differencen mellem invaliditetsbeløbet og førtidsbeløbet. Den ekstra tillægsydelse efter § 13, nr. 4, udgør et beløb svarende til invaliditetsbeløbet.

12) Bistandstillægget efter § 16, stk. 1, udgør 39.348 kr. årligt.

13) Plejetillægget efter § 16, stk. 2, udgør 78.528 kr. årligt.

14) Mediechecken efter § 20 a, udgør 235 kr. i 2019, 469 kr. i 2020, 704 kr. i 2021 og 938 kr. i 2022 og frem.

15) Formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg efter § 18 udgør 87.900 kr.

16) Minimumsbeløbet for udbetalt pension efter § 29, stk. 4, udgør 1/40 af grundbeløbet.«

2. I § 48, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1, «: »i § 48 b«.

3. I § 48, stk. 3, affattes 3. pkt. således:

»Reguleringen sker dog første gang for de beløb nævnt i stk. 1 og § 48 b den 1. januar 2020.«

4. I § 48, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »og 15,«: »og § 48 b,«.

5. Efter § 48 a indsættes i kapitel 7:

»§ 48 b. Fradragsbeløb, jf. § 48, stk. 1, nr. 5 og 6, forhøjes med 15.000 kr. for enlige og 30.000 kr. for gifte og samlevende i 2019. Forhøjelsen nedsættes i hvert af årene 2020-2034 med 1.000 kr. for enlige og 2.000 kr. for gifte og samlevende.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. januar 2019, jf. dog stk. 5 og 10.

Stk. 3. Pensionen efter lov om social pension fastsættes på ny i februar 2019 med virkning fra den 1. januar 2019, jf. stk. 2, for hele opgørelsesperioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 på baggrund af de forhøjede satser og forhøjede fradragsbeløb, jf. lovens § 1, og på grundlag af indtægten opgjort efter §§ 27, 29 og 32 a i lov om social pension, når den nye fastsættelse fører til en forhøjelse af pensionens størrelse. Når en ny fastsættelse af folkepensionen eller førtidspensionen efter lov om social pension fører til en nedsættelse af pensionens størrelse, foretages en omregning af pensionen efter § 39 i lov om social pension.

Stk. 4. For folkepensionister, jf. stk. 3, 1. pkt., der får udbetalt pensionen bagud, efterbetales forhøjelsen af pensionens grundbeløb, pensionstillæg og varmetillæg for januar 2019 med pensionen for februar 2019 ved udgangen af februar 2019. For folkepensionister, jf. stk. 3, 1. pkt., der får udbetalt pensionen forud, efterbetales forhøjelsen af folkepensionens grundbeløb, pensionstillæg og varmetillæg for januar og februar 2019 med pensionen for marts 2019 ved udgangen af februar 2019. For førtidspensionister, der modtager pension efter lov om social pension, jf. stk. 3, 1. pkt., efterbetales forhøjelsen af pensionen for januar 2019 med pensionen for februar 2019 ved udgangen af februar 2019.

Stk. 5. Helbredstillæg efter lov om social pension fastsættes på ny med virkning fra den 1. marts 2019. De hidtil gældende regler finder anvendelse indtil den 28. februar 2019.

Stk. 6. Giver den nye fastsættelse af pensionen i februar 2019, jf. stk. 3, ret til mediecheck, supplerende pensionsydelse eller en højere supplerende pensionsydelse, end der er udbetalt i januar 2019, udbetales disse ydelser med pensionsudbetalingen i februar 2019.

Stk. 7. Viser den nye fastsættelse af pensionen i februar 2019, jf. stk. 3, at der er udbetalt for meget mediecheck eller supplerende pensionsydelse i januar 2019 som følge af et forhøjet indtægtsgrundlag, jf. § 29 i lov om social pension, indgår ændringerne i den årlige endelige efterregulering af pensionen i 2020 for kalenderåret 2019, jf. § 39 b i lov om social pension.

Stk. 8. Pensionen efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fastsættes på ny i februar 2019 med virkning fra den 1. januar 2019 for hele opgørelsesperioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 på baggrund af det forhøjede fradragsbeløb, jf. lovens § 2, og på grundlag af indtægten opgjort efter § 26 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., når den nye fastsættelse fører til en forhøjelse af pensionens størrelse. Når en ny fastsættelse af førtidspensionen efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fører til en nedsættelse af pensionens størrelse, foretages en omregning af pensionen efter § 26 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 9. For førtidspensionister, jf. stk. 8, 1. pkt., der får udbetalt pensionen bagud, efterbetales forhøjelsen af pensionens pensionstillæg og varmetillæg for januar 2019 med pensionen for februar 2019 ved udgangen af februar 2019, og for førtidspensionister, der får udbetalt pensionen forud, efterbetales forhøjelsen af førtidspensionens pensionstillæg og varmetillæg for januar og februar 2019 med pensionen for marts 2019 ved udgangen af februar 2019.

Stk. 10. Helbredstillæg efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fastsættes på ny med virkning fra den 1. marts 2019. De hidtil gældende regler finder anvendelse indtil den 28. februar 2019.

Stk. 11. Giver den nye fastsættelse af førtidspensionen i februar 2019, jf. stk. 8, 2. pkt., ret til mediecheck, som ikke er udbetalt i januar 2019, udbetales denne med pensionsudbetalingen i februar 2019.

Stk. 12. Viser den nye fastsættelse af pensionen i februar 2019, jf. stk. 8, at der ikke var ret til en i januar 2019 udbetalt mediecheck som følge af et forhøjet indtægtsgrundlag, jf. § 26 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., indgår ændringerne i den årlige endelige efterregulering af pensionen i 2020 for kalenderåret 2019, jf. § 38 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Til toppen