Lov om ændring af repatrieringsloven, integrationsloven, lov om sygedagpenge og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Styrkede incitamenter til at repatriere samt systematisk kommunal vejledningspligt)
Udlændinge- og Integrationsministeriets lov nr. 739 af 8/6 2018.
§ 1
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 6, 1. pkt., affattes således:
»Uanset bestemmelserne i § 5 i lov om aktiv socialpolitik, § 3 i lov om sygedagpenge og § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning give tilladelse til, at en udlænding modtager hjælp til forsørgelse efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik, sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis den pågældende deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.«
2. I § 6 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at give meddelelse til den relevante arbejdsløshedskasse om, at den har givet en person tilladelse efter stk. 1. Meddelelsen gives straks efter tidspunktet for afgivelsen af tilladelsen. Meddelelsen sendes til arbejdsløshedskassen vedrørende personer, der har ret til at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, og som har fået en tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren nærmere regler for anvendelsen af bestemmelsen i stk. 2.«
3. § 7, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) udgifter på højst 30.000 kr. pr. person til transport af personlige ejendele eller hjælp til udgifter til køb af personligt bohave på 30.000 kr. pr. person,«.
4. I § 7, stk. 2, nr. 5, udgår »og genopbygningen af hjemlandet eller det tidligere opholdsland«.
5. I § 7, stk. 2, nr. 8, ændres »hjælp til nødvendig vaccination i Danmark og« til: »hjælp til nødvendig vaccination i Danmark,«.
6. I § 7, stk. 2, nr. 9, ændres »indtil det fyldte 16. år.« til: »indtil det fyldte 16. år, og«.
7. I § 7, stk. 2, indsættes som nr. 10:
»10) udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. på højst 10.000 kr. pr. person.«
8. I § 14 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. De beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2 og 10, er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.«
§ 2
I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1690 af 26. december 2017 og § 2 i lov nr. 320 af 25. april 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Kommunalbestyrelsen kan endvidere fravige kravet efter stk. 1, hvis en udlænding deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.«
2. Efter § 20 a indsættes:
»§ 20 b. Kommunalbestyrelsen har pligt til som led i integrationsprogrammet at vejlede udlændingen om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven. Vejledningen om repatriering skal gives i forbindelse med den løbende opfølgning på integrationskontrakten efter § 20, stk. 1.«
§ 3
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 19. januar 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 2, nr. 3, ændres »lægeerklæring eller« til: »lægeerklæring,«.
2. I § 3, stk. 2, nr. 4, ændres »i Danmark.« til: »i Danmark, eller«.
3. I § 3, stk. 2, indsættes som nr. 5:
»5) en person på baggrund af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.«
§ 4
I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 225 af 20. marts 2018, som ændret ved § 29 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og lov nr. 1670 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »jf. dog stk. 3«: »og 4«.
2. I § 62 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Et medlem, som har ret til at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, og som efter repatrieringslovens § 6 har fået tilladelse til at deltage i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering, anses for at opfylde rådighedsbetingelserne i stk. 1 under sin deltagelse heri.«
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.
3. I § 62, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »jf. stk. 4-6« til: »jf. stk. 5-7«.
4. I § 62, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., ændres »jf. stk. 4, 3. pkt.« til: »jf. stk. 5, 3. pkt.«
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
Stk. 2. Loven finder anvendelse for udlændinge, som repatrierer med støtte i medfør af repatrieringsloven den 1. juli 2018 eller senere, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse i sager, hvor ansøgning om hjælp til repatriering er indgivet før lovens ikrafttræden.
Stk. 4. §§ 3 og 4 finder ikke anvendelse for personer, der før den 1. juli 2018 efter repatrieringslovens § 6 har fået tilladelse til at deltage i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.