Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Særlig støtte

Lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om folkeskolen (Konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge m.v.)

Social- og Indenrigsministeriets lov nr. 647 af 8/6 2016.

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 495 af 21. maj 2013 og § 1 i lov nr. 722 af 25. juni 2014 og senest ved lov nr. 379 af 27. april 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, nr. 3, ændres »jf. § 67, stk. 2,« til: »jf. § 66, stk. 1, nr. 6,«.

2. § 5, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 6, og«.

3. § 5, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Regionsrådet kan drive døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 6, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2.«

4. I § 55 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering, jf. § 174, stk. 1. For første og andet barn eller ung placeret på samme sted udgør godtgørelsen 174 kr. pr. døgn pr. barn under 10 år og 186 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år (2016-niveau). For tredje barn eller ung og derover placeret på samme sted udgør godtgørelsen 162 kr. pr. døgn pr. barn eller ung (2016-niveau) uanset barnets eller den unges alder.«

5. Efter § 63 indsættes før overskriften før § 64:

»Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner

§ 63 a. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) kriminel adfærd hos barnet eller den unge,

2) misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller

3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og fastholdelse under den konkrete anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en døgninstitution, jf. §§ 12 og 13 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

Anbringelse på sikrede døgninstitutioner

§ 63 b. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 2. En sikret døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes til børn og unge, når

1) det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler,

2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling,

3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution,

4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje,

5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i nr. 1, 2 eller 3 samtidig er opfyldt,

6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, eller

7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændingeloven.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og varigheden af samt forholdene under en anbringelse på sikrede døgninstitutioner.

Anbringelse på særligt sikrede afdelinger

§ 63 c. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. En særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes til børn og unge, når

1) der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2,

2) anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og

3) der i forhold til barnet eller den unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

Stk. 3. Hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af om der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. § 74, stk. 1, nr. 7.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og varigheden af samt forholdene under en anbringelse på en særligt sikret afdeling.«

6. § 66, stk. 1, nr. 6, affattes således:

»6) døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger.«

7. I § 66 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Døgninstitutioner kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 4, eller af regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 7, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.«

8. I § 66 a, stk. 8, indsættes efter »godtgørelse for«: »samt beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste, jf. stk. 2, 2. pkt., til«.

9. § 67 ophæves.

10. I § 71, stk. 7, § 74, stk. 3, 1. pkt., og § 168, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 123, stk. 2« til: »§ 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge«.

11. I § 72, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nye numre:

»5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1,

6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 1,

7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3,«.

Nr. 5-10 bliver herefter nr. 8-13.

12. § 72, stk. 1, nr. 9 og 10, der bliver nr. 12 og 13, affattes således:

»12) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og

13) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.«

13. § 72, stk. 1, nr. 11, ophæves.

14. I § 72, stk. 3, ændres »§ 123, stk. 2,« til: »§ 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge«.

15. I § 74, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nye numre:

»5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1,

6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 1,

7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3,«.

Nr. 5-11 bliver herefter nr. 8-14.

16. § 74, stk. 1, nr. 10 og 11, der bliver nr. 13 og 14, affattes således:

»13) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og

14) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.«

17. § 74, stk. 1, nr. 12, ophæves.

18. I § 74, stk. 4, 1. pkt., ændres »§§ 51, 58, 62, 63, 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, § 75, stk. 3, § 123, stk. 2, og §§ 123 b og 123 c« til: »lovens §§ 51, 58, 62 og 63, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 75, stk. 3, samt § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge«.

19. I § 75, stk. 1, ændres »§§ 51, 58, 63, 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, § 78, stk. 4, § 123, stk. 2, § 123 b, stk. 1, og § 123 c, stk. 1« til: »lovens §§ 51, 58 og 63, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 78, stk. 4, samt § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge«.

20. Overskriften til afsnit VII affattes således:

»Afsnit VII

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne«.

21. Overskriften før § 123 ophæves.

22. Overskrifterne før §§ 123 a, 123 b og 123 c ophæves.

23. §§ 123, 123 a, 123 b, 123 c og 123 d ophæves.

24. I overskriften før § 124 udgår »voksne«.

25. § 137 e, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

26. I § 137 e, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »på anbringelsesstedet, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, eller«.

27. § 137 f, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i 3. pkt., der bliver 2. pkt., udgår »og 2.«

28. I § 137 f, stk. 2, 3. pkt., der bliver 2. pkt., og § 137 f, stk. 4, udgår »på anbringelsessteder, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, og«.

29. I § 137 m, stk. 1, 2. pkt., udgår »anbringelsesstedet, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, eller«.

30. I § 137 m, stk. 3, 1. pkt., udgår »anbringelsesstedet, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, og«, og efter »tilsyn med« udgår »anbringelsesstedet eller«.

31. § 167, stk. 1, nr. 7 og 8, ophæves.

32. I § 182 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. De beløb, der er nævnt i § 55, stk. 4, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2017.«

Stk. 5-10 bliver herefter stk. 6-11.

33. § 194 affattes således:

»§ 194. Kommunalbestyrelserne overtager med virkning fra den 1. januar 2007 amtskommunale døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 6, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, jf. dog stk. 2, og kommunerne indtræder i aftaler med private tilbud, der er godkendt af amtskommunerne.

Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der overtager døgninstitutioner, jf. stk. 1, kan uanset stk. 1 i 2006 aftale med regionens forberedelsesudvalg, at regionsrådet på vegne af beliggenhedskommunen driver døgninstitutioner, der er omfattet af stk. 1, og som ejes af beliggenhedskommunen, videre efter den 1. januar 2007. For kommuner, der oprettes den 1. januar 2007, kan aftale efter 1. pkt. indgås af sammenlægningsudvalget.«

§ 2

I lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 12. februar 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 5 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Socialtilsynet kan efter anmodning fra tilbuddet eller plejefamilien træffe afgørelse om, at den meddelte godkendelse og de meddelte vilkår for godkendelsen, jf. stk. 1, kan fraviges på nærmere bestemte betingelser eller inden for en nærmere bestemt periode. Socialtilsynet kan i forbindelse med afgørelsen fastsætte vilkår, jf. stk. 5, som betingelse for afgørelsen om, at godkendelsen kan fraviges. Socialtilsynet kan knytte frister til et vilkår fastsat efter 2. pkt. Afgørelsen om fravigelse, jf. 1. pkt., bortfalder, når betingelserne ikke længere er opfyldt eller den fastsatte periode er udløbet.«

Stk. 6-9 bliver herefter stk. 7-10.

§ 3

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1534 af 11. december 2015, foretages følgende ændring:

1. Efter § 52 indsættes:

»§ 52 a. For undervisere, der er ansat på anbringelsessteder, og elever på anbringelsessteder, jf. § 20, stk. 5, gælder uanset § 52 bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.«

§ 4

I lov nr. 153 af 26. februar 2011 om ændring af lov om social service (Alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted), som ændret ved lov nr. 1633 af 26. december 2013, foretages følgende ændring:

1. § 3 ophæves.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2017, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1-4, 6-9, 32 og 33, og § 2 træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 3. § 1, nr. 4, finder også anvendelse for godtgørelse af kost og logi ved formidlede døgnophold i perioden fra den 1. oktober 2015 til og med den 30. juni 2016. For perioden fra den 1. oktober 2015 til den 31. december 2015 udgør satserne dog for første og andet barn 171 kr. pr. døgn pr. barn under 10 år, 183 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år og 159 kr. pr. døgn pr. barn eller ung for tredje barn og derover placeret på samme sted uanset barnets eller den unges alder.

Stk. 4. § 2 finder også anvendelse for godkendelser meddelt forud for lovens ikrafttræden.

Til toppen